En vest der ikke er gul

En lang men helt ekstraordinært velskrevet historie om de signaler vi sender med påklædningen med udgangspunkt i den nyeste mode på Wall Street. Og om hvorfor det er svært for kvinderne at “følge trop”, når mandemoden bliver mere afslappet på de dyre etager. Artiklen tager udgangspunkt i Instagram-kontoen @midtownuniform, hvorfra billedet herover også stammer.

Prøv at forestille dig en artikel i et dansk magasin (gratis!), der er både seriøs og samtidig så sjov som den her!

Samfund/miljø/politik

Det bedste land at være kvinde i

Åh Sverige, du mine drømmes land. Jeg elsker dig lige så højt, som DF og LA hader dig. Artiklen om dette fantastiske sted står i New York Times.

Mediesensationer

Lad os lige vente med at fare til tasterne, indtil vi ved, hvad sagen drejer sig om. Sov på det, internettet er der stadig i morgen. Vi gør os selv, vores følgere og hele bloody internettet en kæmpe tjeneste så. Og RT aldrig dem, der poster ubehageligt indhold – screenshots screenshots screenshots. Klog artikel af kloge Douglas Rushkoff. “Tweeting one’s outrage is not real activism, anyway. It’s really just a form of social signaling.”

uddannelse

Giv kvinder i Afrika uddannelse og de kvitterer med at få færre børn. Artikel i Videnskab.dk.

Plastic not so fantastic

En ældre herre var på ferie og blev chokeret over mængden af plastikaffald overalt i det såkaldte ferieparadis. Vel hjemkommet skrev han til 123 danske rejsebureauer og bad dem tage ansvar og gøre noget ved forureningen. Go Johannes! (Og Go Hans Henrik Hemming og Ronnie Rocket for at bringe historien til torvs.)

Nanny state

Liberal Alliance-typer kan lide at kalde Danmark – og ikke mindst Sverige – for Nanny States. Men det er Kina, der er verdens førende Nanny State. Landet, hvor borgerne har et score card, og når de har overtrådt reglerne for god opførsel tilstrækkeligt mange gange, så kan de ikke længere forlade landet. Flere gange, så kan de ikke engang tage toget. Historien står i The Guardian.

Teknologi

Åh altså, den spilbranche

Nøj, hvor er de svære at elske – og jeg der ellers altid forsvarer computerspil mod angreb fra forældre og pædagogtyper, der vil give dem skylden for voldelig adfærd blandt drenge.

Men hvorfor kan de ikke få bugt med misogynien? Det har denne artikel fra Washington Post nogle bud på. Måske ligger et af svarene også i, at spillet Rape Day først blev trukket tilbage efter protester… Det kan du læse om hos PCGamer.

Er data det nye olie?

Nej, den metafor holder ikke ved nærmere eftersyn. Hvorfor? Fordi dem der ejer allermest data ikke kunne drømme om at sælge detArtikel i Wired.

Viden

Demens – kan det forebygges?

Ja og nej. Ja, der er nogle ting, der har vist sig at slå ud ved forsøg. Og nej, der er en masse arvelighed og ukendte faktorer involveret, så vi kan ikke fx motionere os ud af risikoen for at få demens. Men at holde sit blodtryk i ave og have sociale interaktioner med andre mennesker ser ud til at være to ting, der måske kan holde glemslen fra døren i nogle år. Artikel i Lifehacker.

Knowledge wants to be free

Nu sker der ENDELIG noget med offentlighedens adgang til videnskabelige publikationer. Et stort universitet har sagt NEJ til Elseviers ublu økonomiske krav. Betyder det noget for dig? Ja, det gør det. Læs i Atlantic hvorfor.

Fri forskning er ikke meningsløst nørderi

Immunterapi er blevet det nye sort i behandling af flere forskellige cancer former. Forskerne, der fandt ud af det, kiggede egentlig efter noget andet. Læs i Wired. Citat fra artiklen: “curiosity-driven research won the prize and brought us new cancer medicines.”

Om os

hvad vi skulle have sagt/skrevet

En kræftoverlever har designet en håndfuld hilsner, hun ville ønske, hun havde fået fra sin familie og sine venner. Det kan man godt skrive sig bag øret.

Kunst og kultur

hånd i hånd

En fotograf var så heldig at være til stede i et galleri, hvor maleren (min favorit blandt de levende) David Hockney og sangeren Joni Mitchell mødtes og holdt i hånd. Awwwww. Se billedet.

Den er grim og den er italiensk

Det er filmen Dogman, jeg taler om. Den er altså ret god, selvom det måske ikke lyder sådan. Der er fx nogle virkeligt sjove hunde med i den. Jeg har skrevet om den.


Share

1947 – et afgørende år i det 20. århundrede

Nu skulle man jo tro, at jeg ikke læste bøger mere, så få anmeldelser det er blevet til på det sidste! I virkeligheden er det mere anmeldelserne jeg er bagud med – heldigvis da.

Slankekur

Jeg prøver at holde en smule so-me-slankekur, hvilket øjeblikkeligt frigør mere tid til at læse. Det er såmænd grund nok til at holde fast i slankekuren!

Elisabeth Åsbrink

En bog om et enkelt år

Men jeg har altså læst ‘1947’ af den svenske journalist og forfatter Elisabeth Åsbrink. Jeg læste den på svensk, men jeg ser nu, at den er udkommet på dansk hos People’s Press. Hurra for det, men IKKE hurra for, at man ikke får at vide, hvem der har oversat den til dansk!?

Bogen handler om året 1947, selvfølgelig med udgangspunkt i Sverige, men så alligevel ikke – den er meget international i sit verdenssyn. Et hovedfokus er dannelsen af staten Israel, som hun kommer meget fint rundt om, og et andet er dels de nazister, der slipper helskindet ud af Tyskland og blandt andet til Argentina, dels den nye fascistbevægelse, der bl.a. udspringer i Sverige.

 

En meget stædig mand

Og vi følger en meget stædig mand, der bare VIL have indført begrebet “genocide” i international lov, så det er noget man kan anklages og dømmes for, og som kæmper for det hele livet uden at få særlig meget anerkendelse for det. Jeg takker dig, Mr. Lemkin, som jeg ikke kendte eksistensen af!

Vi hører om Hassan al-Banna, som vi har noget mindre at takke for – det var nemlig ham, der desværre genopfriskede begrebet jihad, der ellers var støvet lidt til, og som startede det Muslimske Broderskab.

Der anslås også lidt lettere takter, og vi møder både Simone de Beauvoir og Christian Dior. Og vi møder forfatterens far, den lille flygtningedreng Joszef.

Nedslag i historien

Ideen med at skrive en bog om et enkelt år finder jeg meget tiltalende. For et par år siden læste jeg “1913”, der er skrevet af en tysk kunsthistoriker, hvorfor forfattere og kunstnere står centralt i den – men de spejler jo samtidig et helt afgørende år i verdenshistorien. Den bog vil jeg også gerne anbefale. Endnu ulæst står den danske kulturhistoriker Martin Zerlangs “1914” i reolen. Jeg skal nok få den læst en dag!

Share

Anders Zorn-museet i Mora, Sverige

Midnatt av Anders Zorn 1891
Midnat, 1891
Anders Zorn - Le tub
Le Tub, 1888
Vi holdt juleferie i en bette stuga i Dalarna i Sverige, som jeg har besøgt flittigt, siden jeg var barn. Jeg fik slæbt mand og barn på Zorn-museet, skønt jeg selv har været der en del gange før. Jeg holder virkelig meget af Anders Zorn, og han er da også fra min yndlingsperiode i kunsthistorien – perioden omkring forrige århundredeskifte.

Rent undtagelsesvis er Wikimedia rigt forsynet med billeder af Zorn, bl.a. de to herover. Desværre er mit favoritbillede ikke med i udvalget, men det kan ses her.

Museet er fint, og jeg synes, Mora kommune får ganske meget ud af Zorn uden at sælge ud. Vi besøgte ikke Zorn-gården – rundvisning er ikke lige vores ting, og desuden var det ret koldt… Vi boede meget tæt på den landsby, hvor Zorn tilbragte den del af sit liv, hvor han ikke boede i udlandet, så vi kørte en tur der. Den er ikke så forskellig fra alle mulige andre landsbyer i Dalarna, der har et meget traditionalistisk forhold til arkitektur. Og man forstår det egentlig godt, for husene ser så fine ud midt i alt det grønne (eller hvide), de er rare at være i og nemme at varme op. Det hus, vi lejede, var helt undtagelsesvis ikke rødt.

Lejet stuga ved bredden af Spjutmosjön i Dalarna.
Lejet stuga ved bredden af Spjutmosjön i Dalarna.

Share