Kan teknologi transformere undervisningen i skolen?

 

Why learn?

It is curious why we continue to take this question for granted, or to respond to it with “adultisms”—well-intentioned (and often accurate) notions of citizenship and “knowledge is power” that can fail to resonate with learners in an era of “like.”

Artiklen, hvorfra dette citat stammer, ramte mig lige i hjertekulen, fordi jeg ustandselig har den diskussion med min 12-årige. Hvorfor skal man lære, hvad skal man lære, hvordan skal man lære det? Knægten er skam meget lærenem og lærer sig selv den ene færdighed efter den anden ved at se og gense og gense YouTube videoer. Det dér med at *læse* noget, det bruger han til gengæld (næsten) ikke.

Jeg “diskuterer” konstant med mig selv, hvor på aksen mellem gammeldags læring og moderne intuitiv IT-baseret læring jeg skal anbringe mig selv. Det, der trækker i den ene retning, er, at jo større “paratviden” man har, jo bedre er man til at udnytte de digitale muligheder. Mao. har man modtaget en god portion gammeldags læring, bliver det nemmere at selvlære via nettet. Omvendt – måske kan man godt selvlære gammeldags viden? Mit afkom ser fx kilometervis af dokumentarer om historiske emner, som han lige bliver optaget af. I en periode WWII, i en anden periode Nordkorea. Men har jeg været dygtig nok til at lære ham at skelne mellem et godt, kildenært program om WWII og ét baseret på fantasterier? Ser jeg på visse af mine jævnaldrende på Facebook, så er evnen til effektiv kildekritik ikke noget, vi alle fik lært i vores skoletid…

Jo mere jeg borer mig ned i det her, jo mere tænker jeg, at der egentlig ikke er sket så sindssygt meget?! En dygtig lærer med dårligt materiale kan stadig meget mere end en dårlig med godt materiale. Og børn med stærke, veluddannede forældre har stadig langt større forudsætninger for at klare sig godt end børn med lavtuddannede forældre. En tablet er ikke bare en tablet. Den ændrer fuldstændig karakter alt efter, hvem der har den i hånden. Én lærer kan fuldstændig transformere læringen ved hjælp af IPads, en anden står hjælpeløst og bræger, at han jo ikke har lært at bruge den.

Farlig småbørns app?

TalkingAngelapicMange steder på nettet advares mod småbørns-app’en Talking Angela, og forældre spreder advarslen via e-mail og Facebook uden et øjeblik at overveje, om historien mon er sand.

Det er den ikke, hvilket man kan sikre sig ved simpelthen at google *talking angela*. Så nemt er det. Det, den beskyldes for at gøre, nemlig at indsamle private fotos, film og data om de børn, der benytter den, er slet ikke lovligt. Og man kan jo mene meget om Apples ekstremt rigide politik for app-godkendelse, men den var næppe sluppet igennem, hvis den havde overtrådt så mange regler og bestemmelser så groft. Det er jo ikke NSA

Sådan her ser den advarsel ud, der florerer:

TalkingAngelaApp’en er angiveligt meget populær hos de små brugere, så mit gæt er, at en konkurrent har sendt denne her rundt i håb om at begrænse succes’en. Hvorfor ellers?

 

Apps til børn

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Mange børn i den vestlige verden vokser nu op med en smartphone og/eller en tablet inden for rækkevidde. Af samme grund produceres der endeløse mængder af apps til børn – fra baby til teen. Hvis man interesserer sig for det, kan man finde steder rundt om på nettet, der tager området seriøst og forsøger at anmelde nye apps til børn – men det er en jungle! Mit råd i forhold til, hvad man skal downloade/købe er at dele opgaven med andre forældre til børn i samme aldersgruppe, så I deler erfaringer med de apps, jeres børn leger med. Men derudover? Ja, så må man ud og lede. Aviserne anmelder kun apps sporadisk – jeg tror fx Politiken anmelder tre apps om ugen – de burde jo anmelde tre apps om dagen!

Som jeg tidligere har nævnt i mine poster om computerspil, så er biblioteket normalt en god ressource. På Københavns Kommunes Bibliotekers hjemmeside findes en folder (pdf) om bl.a. apps. Her er en del gode anbefalinger. Møg ærgerligt er det dog, at den findes i pdf-format på deres side i stedet for et mere fleksibelt format, så det ikke blev forældet på et halvt år! Hvis bibliotek.dk har en underside, der handler om apps, så har jeg ikke kunnet finde den. Og hvor nemt er det så for andre?

Bedre ser det ud hos en anden public service institution, nemlig DR. I denne artikel fortælles om apps til børn, og der henvises til forskellige hjemmesider, der anmelder børneapps. Tak DR!

in-app

I ovennævnte artikel nævnes kort et problem, som mange forældre øjensynligt døjer med – nemlig in-app køb og i det hele taget børnenes køb på Itunes eller i Google Play. Søde forældre, hør nu lige her, mindre børn skal IKKE have adgangskoden til Itunes, og I skal spærre for muligheden for in-app køb i deres spil. Så er det heller ikke sværere! Større børn kan man vælge at vise den tillid, at de har koden til Itunes/Google Play. Så skal der foreligge en krystalklar aftale om, hvad de må downloade og for hvor meget. Og I sørger naturligvis for, at der kommer en mail fra Itunes/Google Play, hver eneste gang, der er købt noget. Ja, ok, det fylder måske lidt op i indbakken, fordi der så også kommer mails hver gang I selv køber noget, men det er et beskedent problem i forhold til ekstraregninger i 10.000 kroners klassen.

Næste afsnit er lidt repetition om sociale medier på telefonen.

 

Det mobile net

Denne serie om børn og deres færden på nettet startede med et kig ind i den nære fremtid.

Hvis det er forbigået din opmærksomhed, at nettet lige så stille er på vej væk fra den støvede computer i hjørnet og på vej ind alle mulige andre steder, så lever du muligvis i en boble.

Næsten hver dag kommer der nye statistikker, der viser, at indhold i stigende grad bliver forbrugt på mobilen. Og det er ikke kun nyhedslæsning, men simpelthen alt. Bare for få år siden, var der ingen der redigerede dokumenter eller blogs fra mobile enheder, men tablets har ændret det fuldstændig. Man kan lave præsentationer i PowerPoint, Keynote eller Prezi direkte på sin tablet og med hjælp af et lille omformerkabel præsentere på storskærm, helt uden at en computer har været involveret. Smartphonen kan bruges som fjernbetjening.

Og børnene – ja, de, der er små i dag, når nok aldrig at få en computer i gammeldags forstand mellem hænderne! Efterhånden som vores lidt sløve politikere fatter vigtigheden af effektiv digital infrastruktur overalt i Danmark, vil vi i højere og højere grad se internettet blive fuldstændig integreret i alle afkroge af tilværelsen. Det kan man så vælge at begræde, men jeg synes ikke, der er nogen grund til det.

Ligesom vi i vores familie ikke har TV på hverken badeværelset eller i køkken og soveværelse, så kan vi også individuelt sætte grænser for, hvornår vi får nok af, at alle sidder med næsen i telefonen/tablet’en. Reglerne for almindelig god opførsel og høflighed behøver jo ikke blive sat ud af spillet, blot fordi der indføres nye genstande og tilstande i hverdagslivet. Men også her er det vigtigt, at vi ikke reagerer på rygmarven. Det er fx ikke holdbart at forbyde børnenes smartphone-brug ved morgenbordet, hvis man selv sidder begravet i en papiravis!

På min yngste søns gamle skole hadede de simpelthen mobiltelefoner, og brugen af dem var forbudt forbudt forbudt – i enhver sammenhæng, hvilket selvfølgelig ledte til gentagne sammenstød mellem børn og lærere. På hans nye skole beder klasselæreren dem lægge telefonen (som er på lydløs) ned i tasken i timerne, så de ikke bliver forstyrret af vibrationer i lommen. Men hvis de pludselig får brug for at google noget, så tager de dem bare op af tasken. I frikvartererne er der frit slag. Og vi hører ikke noget brok fra børnene over den regel – for de forstår jo fuldstændig, at sådan må det være!

Næste afsnit bl.a. om apps til børn og in-app køb.

Skærmen som barnepige

Vi har i mange år diskuteret, hvor meget vi kan “tillade os” at bruge fjernsynet som barnepige for vores børn, mens vi selv laver mad/gør rent/arbejder/har “voksentid”. Og konklusionen er nok, at der ingen konklusion er, fordi det afhænger af, hvor gamle børnene er, deres personlighed, hvad de ser, hvor længe de ser på det, og i hvor høj grad de indvier deres forældre i de spørgsmål, der altid opstår. Og om forældrene overhovedet ved, hvad børnene ser, selvom de ikke selv sidder og kigger med.

Nu har en ny skærm meldt sig som barnepige. Eller flere skærme, faktisk. Computerskærmen, tabletskærmen og smartphone-skærmen. Diskussionen er den samme, selvom der er (endnu) flere udfordringer for os forældre med de nye skærme. Udfordringer der dels består i, at vi ikke har nogen mulighed for at styre, hvad børnene foretager sig, med mindre vi sidder på nakken af dem hele tiden. Og så er ideen om barnepigen ligesom forsvundet. Og disse skærme kommer jo ikke kun med output, som ungerne passivt kan sidde og konsumere. De er også åbne over for input, som vores børn altså skal lære at styre. Og interaktion – med hvem som helst.

Så der er nu åbnet for en helt ny grusgrav af faldgruber som vi som forældre skal forholde os til. Jeg møder forældre, der simpelthen forbyder computerbrug, der ikke foregår i stuen sammen med forældrene, og som ikke giver deres børn smartphones eller tablets (vi lader lige de økonomiske aspekter ude af betragtning et øjeblik). Personligt mener jeg, at det er en helt forfejlet strategi, og i al beskedenhed bakkes jeg op af en del sagkundskab på området. Forbud betyder, at man i realiteten ikke ved, om ungerne fx har en Facebook-konto eller ej, man kender ikke deres kundskabsniveau og er generelt out-of-touch. Viser det sig, at de er super-artige og har gjort, som man siger, står man med et andet problem. Når de endelig får lov, har de nået en alder, hvor de dels har krav på et vist privatliv, dels er uheldigt stillede, fordi deres kendskab til net-universet er ringe. De er så samtidig ofte udstyret med forældre, der heller ikke selv har noget videre kendskab og som derfor ikke kan være deres guides.

Mit mantra er, at vi som forældre simpelthen har pligt til at sætte os ind i den måde, vores børn bruger nettet på. Og alle børn bruger det ikke på samme måde. Nogle børn bruger det næsten udelukkende til at spille spil og chatter så med spil-partnere fra nær og fjern. Andre børn (piger) tilbringer timevis på Facebook eller på et af de såkaldte pigeuniverser, hvor de ofte konkurrerer om, hvor godt enten de selv eller deres avatarer ser ud. Ofte begge dele på én gang. For andre igen er nettet næsten synonymt med Youtube, hvor de (tror de) finder svar på alt. Og tag ikke fejl, der ER virkelig svar på mange ting. Hvis du ikke tror mig, så klik lige her, her og her (svar på tre meget forskellige spørgsmål). Atter andre børn er omnivorer, der bruger nettet som voksne, nemlig til alt muligt. Vi skal dog bare hele tiden være opmærksomme på, at de ikke har de samme filtre som os.

Det bedste, vi derfor kan gøre for vores børn, er at lære dem naturlig skepsis. Vi skal vise dem eksempler på snyd, bedrag og humbug og lære dem, hvordan man checker, hvad der er hvad. Vi skal vise dem, når deres Facebook-venner gør noget dumt, hvadenten de “liker” alt muligt for at vinde dette eller hint, eller de taler grimt til deres kammerater. Vi skal forklare dem, at man kan støde på mærkelige og ubehagelige ting på nettet, og hvad vi synes, de skal gøre, når/hvis det sker. Rigtige eksempler ude fra virkeligheden virker bedst!

Når vi således har udstyret vores børn med nogle filtre og noget naturlig modstandskraft, så går det nok an at bruge en skærm som barnepige fra tid til anden!

Inspiration til denne blogpost fik jeg ved at læse denne artikel, som jeg fandt frem til ved at lytte til denne udgave af Agenda på P1.