Kan teknologi transformere undervisningen i skolen?

 

Why learn?

It is curious why we continue to take this question for granted, or to respond to it with “adultisms”—well-intentioned (and often accurate) notions of citizenship and “knowledge is power” that can fail to resonate with learners in an era of “like.”

Artiklen, hvorfra dette citat stammer, ramte mig lige i hjertekulen, fordi jeg ustandselig har den diskussion med min 12-årige. Hvorfor skal man lære, hvad skal man lære, hvordan skal man lære det? Knægten er skam meget lærenem og lærer sig selv den ene færdighed efter den anden ved at se og gense og gense YouTube videoer. Det dér med at *læse* noget, det bruger han til gengæld (næsten) ikke.

Jeg “diskuterer” konstant med mig selv, hvor på aksen mellem gammeldags læring og moderne intuitiv IT-baseret læring jeg skal anbringe mig selv. Det, der trækker i den ene retning, er, at jo større “paratviden” man har, jo bedre er man til at udnytte de digitale muligheder. Mao. har man modtaget en god portion gammeldags læring, bliver det nemmere at selvlære via nettet. Omvendt – måske kan man godt selvlære gammeldags viden? Mit afkom ser fx kilometervis af dokumentarer om historiske emner, som han lige bliver optaget af. I en periode WWII, i en anden periode Nordkorea. Men har jeg været dygtig nok til at lære ham at skelne mellem et godt, kildenært program om WWII og ét baseret på fantasterier? Ser jeg på visse af mine jævnaldrende på Facebook, så er evnen til effektiv kildekritik ikke noget, vi alle fik lært i vores skoletid…

Jo mere jeg borer mig ned i det her, jo mere tænker jeg, at der egentlig ikke er sket så sindssygt meget?! En dygtig lærer med dårligt materiale kan stadig meget mere end en dårlig med godt materiale. Og børn med stærke, veluddannede forældre har stadig langt større forudsætninger for at klare sig godt end børn med lavtuddannede forældre. En tablet er ikke bare en tablet. Den ændrer fuldstændig karakter alt efter, hvem der har den i hånden. Én lærer kan fuldstændig transformere læringen ved hjælp af IPads, en anden står hjælpeløst og bræger, at han jo ikke har lært at bruge den.

Share

Det er teknologiens skyld

I dag i Berlingske Tidende har cand. mag. Mette Thomsen, som jeg tror er kvinden bag dette designfirma, en kommentar om børn og ny teknologi. Desværre kan jeg ikke linke til den, for den er ikke på nettet (endnu da).

I artiklen indleder hun med at nævne de kommuner, skoler og børnehaver som på det seneste har anskaffet IPads til børnene og citerer deres lovprisning. Jeg læste derfor begejstret videre, da jeg altid bliver mistænksom, når det er teknologien, der bliver lovprist, og ikke det, den muliggør.

Jeg blev dog skuffet, for efter en omvej omkring Adorno, der som bekendt bekymrede sig om, at vi mennesker nemt kunne blive gidsler for vores egen teknologibegejstring, kom hun frem til sit egentlige ærinde, nemlig at hun for nylig havde været til familiefest, hvor samtlige de 12 tilstedeværende mindre børn, havde siddet bøjet over hver deres IPad og slet ikke havde leget sammen.

Hun gør dermed det samme som de skoleledere og kommunalfolk hun skoser i indledningen. Nemlig  giver teknologien skylden for altings skrækkelige tilstand.

Vi var selv for nylig til en selskabelig komsammen med mange børn, og min søn kendte kun værtsbarnet. Han fiskede derfor straks telefonen op af lommen og begyndte at spille under bordet. Jeg bad ham straks om at pakke den væk og deltage i løjerne. Det gjorde det artige barn jo, men det gjorde de andre ikke. Og de inddrog ham ikke i deres samtale/leg/spil/fodboldkigning. Så efter en time meddelte jeg ham, at han godt måtte tage den frem igen, så han ikke skulle kede sig ihjel.

Og hvad vil jeg så sige med dette kedelige eksempel fra min egen virkelighed? Jeg vil sige, at problemet her ikke var teknologien men børnene og deres forældres opdragelse af dem. Hvis det er ok for et værtsbarn at sidde og se fodbold i fjernsynet, mens fødselsdagsgæsterne er overladt til sig selv, så har det da ikke noget med teknologi at gøre, men med opdragelse.

Jeg vil gerne have læserne til lige at bruge to minutter på at lytte til Dr. Michael Rich fra Harvard, som siger noget om opdragelse. Han understreger netop, at ordentligt opdragede børn klarer sig bedst i ALLE sammenhænge. På nettet, i skolegården, som teenagere. Som med næsten alting her i livet, kan teknologien bruges både godt og skidt. Det er op til os!

(Hvis du ikke gider se videoen, så læs her, jeg har oversat hans vise ord:

Dr. Michael Rich, director of Harvard’s Center on Media and Child Health (11/03/2010)

Jeg synes, at dit barns brug af Internettet er et godt sted at undersøge din måde at være forældre på. Vi har igen og igen kunnet konkludere, at den mest effektive opdragelsesmetode, uanset emnet, er den, vi kalder den autoritative. Autoritativ opdragelse betyder, at du er opmærksom på dit barn og i god kontakt med det, men også sætter meget tydelige grænser. Den autoritære opdrager derimod sætter tydelige grænser, men er ikke i kontakt med barnet. Den autoritære opdragelse indebærer meget strenge regler, men disse forældre er ikke i kontakt og dialog med deres børn og er ikke opmærksomme på barnets behov. 

Så er der den eftergivende opdragelse, hvor forældrene er i kontakt med barnet, men ingen forventninger har til det og ingen begrænsninger sætter, så alt bare er OK. Sidst er der den uengagerede “opdrager”, som hverken er i kontakt med barnet eller har nogen forventninger til det. Dette er naturligvis den tristeste form for forældre, vi oplever. 

Så, når du begynder at spekulere på, hvordan dit barn skal introduceres til og bruge Internettet, ja faktisk når det gælder al opdragelse, så er vores råd at prøve at optræde autoritativt. Lyt til barnet, vid hvad du taler om, vær en model for barnet ved den måde, du selv bruger nettet på. Sæt klare grænser og gør dine forventninger klart samtidig med at du forklarer barnet konsekvenserne, hvis de ikke lever op til dine forventninger. 

 Vær tydelig, åben og kommunikerende med dit barn, så bliver de det samme med dig.)

Share