Oh, Tivoli

I anledning af at Tivoli i år fylder 175 (vildt!), har Gyldendal udsendt en hyldestbog. “TIVOLI – En have i byen”. Absolut en rammende titel – der netop sætter ord på det, jeg holder mest af ved Tivoli – det grønne og alle blomsterne.

Mærkelig opbygning

I betragtning af at det er en fotobog, har den en besynderlig opbygning. Teksten, der fylder de første 75 af bogens godt 200 sider, er skrevet af Lars Hedebo Olsen. De virkeligt skønne billeder, der, sæsonopdelt, fylder resten, er taget af Anne Prytz Schaldemose. I tekstdelen er der ingen billeder og i billeddelen ingen tekster. Slet ingen.

Ærgerligt er det, at pointerne ved mange af billederne går tabt, hvis man ikke har læst teksten forinden. Og – hånden på hjertet – hvor mange mennesker læser andet end billedteksterne i de fotobøger, de køber? Bag i bogen er en fotoliste med ultrakort forklaring, men det opvejer slet ikke irritationsmomentet ved at sidde og kigge på billeder uden at få baggrunden med.

Der var nyt at hente

Lad mig starte med at sige, at jeg da fik en del ud af at læse teksten. Selvom Olsen lægger ud med at sige, at det ikke er en bog om Tivolis historie, så får vi den alligevel. Og det er godt – fx havde jeg glemt, at Tivoli blev grundigt bombet i 1944, og jeg vidste ikke, at planer om en total restrukturering eller (oh no!!!) en udflytning af haven blev ivrigt diskuteret. Godt de ikke blev til noget!

Desværre er der mellem de nyttige, pudsige og interessante oplysninger helt utroligt meget fyld, ja, ren reklametekst, hvilket virkelig er synd. For hvem køber egentlig en dansksproget bog om Tivoli uden i forvejen at være ret begejstret?

Jeg sidder tilbage med fornemmelsen af, at bogen oprindeligt har været tænkt på en anden måde, for kapitlerne gentager sig selv ad nauseam og alt er lutter roser med én mærkværdig undtagelse – det virker simpelthen som om Olsen har et horn i siden på Gemyse, havens næsten-vegetar restaurant, som han giver plads til omverdenens kritik af. Ingen andre af havens utallige restauranter bliver kritiseret, flere af dem bliver nærmest skamrost.

Nogle steder er der underlige forblommede sætninger, som fx “selvom Tivoli dog til tider fik kritik i pressen”. For hvad? Af hvem? Er der bortredigeret noget her, mon?

Nogle af afsnittene er meget bedre end andre. Der er et sjovt afsnit om chaufførerne i rutchebanen og et glimrende et om havens (landskabs)arkitektur.

Sure naboer

Noget, der går igen i mange af kapitlerne, er snak om Tivolis sure naboer. Er der virkelig nabobrok nok til, at det skal optage så meget plads? Jeg er selv nabo og kan høre Fredagsrocken, men jeg har været derovre og oplevet, at musikken slet ikke er højt nok, når man står på Plænen. Jeg kan også høre skrigene fra forlystelserne, bragene fra fyrværkeriet og mærke presset på parkeringspladserne. Men altså, da de fleste af os er flyttet ind for mindre end 175 år siden, så er det noget, vi må tage med, synes jeg.

I et af de sidste kapitler står der “Alle – uanset økonomisk position – er velkomne (hvis de altså har råd til at komme ind).” Sic. Sådan en sætning og de lidt for mange fejl burde være fanget af en redaktør.

Skønne fotos

Billederne derimod fejler ikke noget – mange af dem er virkeligt skønne og er ikke nogle, vi selv kunne have taget med vores smartphone. Køber du bogen, så gør det for billedernes skyld.

Tivoli – en have i byen
Lars Hedebo Olsen (tekst)
Anne Prytz Schaldemose (foto)
Gyldendal, 2018

Share