Kunstsamlerne på DRK

Jeg har binge-set seks programmer om danske kunstsamlere med Adrian Lloyd Hughes. Konceptet er dobbelt: vi besøger en kunstsamler og ser på deres kunst og hører om, hvad der motiverer dem og samtidig bliver Adrian uddannet som kunstsamler af en kunstrådgiver. Han har besluttet sig for at investere sin efterlønsopsparing på 64.000 kr.

Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst
Adrian beundrer detaljerne i et værk af Damien Hirst

Udstillingen om kunstsamleres indflydelse på kunsten, som jeg lige har set på Reina Sofia i Madrid, gjorde jo temaet så meget mere interessant for mig. Jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt så meget over det før. Men selvfølgelig har disse storkøbende samlere indflydelse på kunsten – som de alle gør meget ud af at understrege, er det af stor betydning for dem at kende kunstnerne.

De portrætterede kunstsamlere er meget forskellige, men fire af fem samler næsten udelukkende på moderne kunst. To af dem er helt umanerligt stenrige, så de falder ligesom lidt udenfor (min) kategori. Det er jo nemt nok at stå dér og sige, at man køber med hjertet, når man (Lauritz.com-parret) har råd til både Hammershøi, Jens Juel, Tal R og John Kørner…  I sidste afsnit er der endnu en stenrig kunstsamler, der joker med, at han jo må “spise havregryn i 14 dage” for at få råd til en Damien Hirst. Kald mig humorforladt, men det syntes jeg overhovedet ikke var sjovt. Jeg kender for mange mennesker, der må spise havregrød, hvis de skal have råd til et cafébesøg eller en biografbillet.

Jeg solidariserede mig 100% med de to kunstsamlere, der måtte lide afsavn, når de ville købe kunst. Måske ikke kæmpe afsavn, men kunstkøb for dem er ikke bare et greb i lommen. Det var den norske ingeniør Jostein Gabrielsen og kunstanmelder ved Politiken Trine Ross. Jeg var sgu vild med Trine Ross’ hjem – propfyldt med en livsalig blanding af kunst, sjove dimser og memorabilia. Jeg følte mig straks hjemme! Man bemærker også, at disse to kunstsamlere gerne fortæller, hvad billederne har kostet, det gør de andre ikke.

Herhjemme er vi selv ved at udvikle os til samlere, men vi samler simpelthen på ALT, hvis vi bare kan lide det. Nyt og gammelt, glas og malerier. De interviewede ægtepar fortæller, at de skal være enige, når de køber noget. Det skal vi også herhjemme, og det er ikke så svært, som man skulle tro. Selvom jeg stadig er en anelse fortørnet over, at min mand ikke kunne lide det billede af Astrid Marie Christiansen, som jeg blev meget forelsket i…(det er det, der hedder Playtime (Shady) på hendes hjemmeside).

Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.
Hugo Larsen: Alice La Beet, 1905. Et arvestykke, Alice var min farmor.

Adrian ender med at vælge et maleri af Allan Otte. Af de værker, han fik at vælge imellem, ville jeg selv have valgt billedet af Ivan Andersen eller litografien af Erik A. Frandsen.

Share

Mikkels Atelier på DR K

Lilibeth Cuenca i Mikkels AtelierHelt tilfældigt opdagede jeg forleden en række kunstprogrammer på DR, som jeg overhovedet aldrig havde hørt om. Og det skønt de første vist er fra september sidste år. Konceptet er fuldstændig nøgent og enkelt – en kunstner interviewer en anden i sit atelier, kun krydret med eksempler på den interviewedes kunst og korte klip, hvor Politikens kunstanmelder Trine Ross kommenterer kunstneren og værkerne. Alle udsendelserne kan ses på dr.dk.

Noget ved værten, Mikkel Munch-Fals, irriterer mig – måske er det hans små-misogyne bemærkninger her og der. Fx. taler han i interviewet med Gudrun Hasle om “den moderne kastrerede far og forstadsmand”. Jeg er ved at kaste op, når jeg hører moderne mænd omtale sig selv og andre som kastrerede. Hvis deres kone/kæreste har den effekt på dem, hvorfor skrider de så ikke bare?

Når det er sagt, så laver han nogle virkeligt gode kunstprogrammer, som har gjort mig markant klogere på disse kunstnere og måske også lidt klogere på kunst i det hele taget. Og udvalget af kunstnere, hvor flertallet indtil videre har været kvinder (!), er så godt, at alt andet er tilgivet.

Astrid Kruse Jensen – fotograf. Kendte hende ikke, hvilket helt klart var en fejl. Hun forklarer ligetil om sin teknik og sine motiver, og der forekommer at være god kemi mellem hende og Munch-Fals.

Lilibeth Cuenca Rasmussen – performancekunstner. Hende havde jeg hørt og læst om, men jeg har aldrig set hende “live”. Det kommer jeg muligvis heller ikke til, for jeg har det, ligesom hun selv beskriver det – jeg får koldsved ved tanken om at blive “hvervet” til at deltage i et stykke performancekunst. Alligevel blev jeg ret vild med Lilibeth, der virkelig har en meget vindende personlighed, og som forklarer med kirurgisk præcision, hvad performancekunst er og kan. Det er fascinerende at høre om, hvor forskelligt hendes genopførelser af Yoko Ono-værket Cut Piece modtages forskellige steder i verden.

Gudrun Hasle – broderi m.m. Gudrun Hasle er stærkt ordblind og bruger dette direkte i sin kunst. Klik lige på hendes navn, for det skal ses for at give mening. Kontrasten mellem den person, der skriver som en brækket arm og har snittet i sig selv, og så den ekstremt velformulerede og reflekterede person, vi møder i tv-programmet, er enorm. Det var vist meget sundt for mig at opleve!

John Kørner – maler. På grund af hans billedseriers politiske indhold er han nok den mest kendte af de kunstnere, der har været i programmerne. Jeg kan godt lide Kørners måde at beskrive horrible ting med smukke billeder. Jeg synes, effekten er langt større end de mange, der forsøger sig med det modsatte. Kørner er særdeles reflekteret, og han har tydeligvis tænkt meget over sine motiver og researchet dem så grundigt, som var han journalist.

Julie Nord – tegner. Den kunstner jeg kendte bedst. Hun havde en særudstilling på Kunstforeningen Gl. Strand i efteråret, som jeg besøgte hele tre gange, fordi jeg var så fascineret af hendes univers. Siden da har jeg købt et litografi af hende – og sågar to kagedåser (tak Irma!)! Kemien er ikke så god mellem Munch-Fals og Nord som mellem ham og de andre kunstnere, men alligevel kan man sikkert få meget ud af programmet. Der vises dele af en film med Nord, som jeg så flere gange i efteråret.

Julie Nord Irma-kagedåse
Julie Nord Irma-kagedåse

Kaspar Bonnén – multikunstner. Man fornemmer, at Kaspar Bonnén ikke er så vild med at være i Munch-Fals’ atelier – eller også er han bare ikke vild med at være i fjernsynet… Alligevel synes jeg, man får meget ud af at se programmet med ham, og jeg er vild med den måde, han bruger sin hårde barndom på sådan en konstruktiv og reflekterende måde. Jeg ville ønske, jeg havde set den udstilling på Kunstforeningen Gl. Strand, som der refereres til. Efter at have set programmet, blev jeg ved med at se et af Bonnéns billeder for mig, nemlig et hvor en kaffekop svæver frit lige ved siden af bordet. Af en eller anden grund gjorde det særligt indtryk på mig!

Gid der var flere programmer i vores public-service fjernsyn som disse. De forsøger ikke at poppe kunsten op og proppe den ned i halsen på den uvillige, men formidler ægte kærlighed og engagement i kunst uden at tale hverken op eller ned til seerne. Herligt.

DR er karrige med information om programmerne – det oplyses ikke, hvornår de blev sendt første gang, eller om der kommer flere. Det ville jeg godt vide!

Share

Smagsdommerne i 10 år

drk_logo

Jeg har ikke været, hvad man vil kalde en trofast seer af Smagsdommerne, men jeg har dog set en del af programmerne. For mig har kvaliteten altid været afhængig af, hvem der var smagsdommere i den pågældende udsendelse.

Jeg er ikke ude i at anmelde hverken programmet som sådan eller det specifikke jubilæumsprogram, der blev sendt forleden aften. Men jeg vil gerne komme med et indlæg i den diskussion om programmets form, der lå sidst i programmet. (Hvorfor kunne jubilæumsprogrammet ikke være længere, når nu studiet var fyldt med spændende mennesker?). Deltagerne var Politikens alt-mulig-brokkehoved Henrik Palle, Berlingskes udlandsredaktør og kulturforbruger Anna Libak og (igen!?) Politikens litteraturanmelder Lilian Munk Rösing.

Henrik Palle er sur på programmet, fordi det, stik imod sin titel, sætter folk, der IKKE har forstand på en genre til at anmelde den. Han kalder de ikke-kvalificerede anmeldere for “klarinetspillende tandlæger”. Det er jo sjovt – Henrik Palle er næsten altid sjov – men er det også rigtigt, at man ikke får noget ud af at høre en arkitekts anmeldelse af en bog? Altså, det var da sjovt at høre Bjarke Ingels anmelde opera, som han virkelig ikke brød sig om, men jeg synes faktisk ikke, det var programmets “finest hour”. Til gengæld elsker jeg, når anmelderne “investerer deres subjekt“, som Lilian Munk Rösing så akademisk udtrykte det, og oprigtigt forsøger at få en ukendt eller afskyet genre ind under huden – at gå ind på dens præmisser. Et godt eksempel var BTs Simon Andersen, der nærmest fik tårer i øjnene over den ballet, som han havde givet en chance. Med den tilgang tror jeg, der er en chance for at lokke andre kulturbrugere til at prøve noget, de ellers ikke plejer at bruge tid og penge på.

Noget andet er så, at den diskussion peger på, at vore dages kulturforbrugere- og udbydere absolut skal befinde sig i forskellige kasser, og ikke må stræbe efter at være “renaissance-mennesker”, der interesserer sig for alt muligt, både litteratur, videnskab, kunst og design. Næh, vi er enten læsere eller kunstudstillingsgængere. Jeg læser netop en biografi om Georg Brandes, en mand der var litterat først og fremmest, men som gik på kunstudstillinger, i teatret, etc.  – og skrev om det – som den mest naturlige ting i verden. Mange fra den tids kulturelite, på tværs af kunstarter, overværede Brandes’ berømte forelæsninger om “Hovedstrømninger i det 19ende Århundredes Litteratur”. Det er svært at forestille sig i dag, men derfor kan man jo godt drømme!

At “investere mit subjekt” er jo sådan set også, hvad jeg selv prøver på med denne blog, hvor jeg, der er rimelig ignorant og i hvert fald uuddannet på stort set alle områder, alligevel påtager mig at delagtiggøre uskyldige forbipasserende i min uforgribelige mening om alt fra dokumentarfilm til installationskunst. Jeg forsøger at forklare, hvorfor jeg synes godt eller mindre godt om et kulturelt produkt i det lønlige håb at inspirere andre til også at interessere sig for det. Nogle med mere forstand på de enkelte emner er altid velkomne til at forsøge at kvalificere min mening med noget indsigt!

I øvrigt fniser jeg lidt over, at Henrik Palle selv har læst litteraturvidenskab og i sin karriere har anmeldt både film, mad, øl og TV samt været IT-skribent…

Share

1000 års kunsthistorie

En serie programmer på DRK med Peter Kær og skiftende eksperter. De kan ses indtil 30. januar.

Jeg følger ikke ret godt med i, hvad der sendes på TV – jeg er en ægte Netflixer, der næsten aldrig ser flow-tv. Måske havde jeg heller ikke opdaget denne programserie, hvis ikke jeg kendte et par af de medvirkende – nemlig de to historikere, der medvirker i de første to programmer, museumsinspektørerne Poul Grinder-Hansen og Ulla Kjær. De fortalte storgrinende om den besynderlige fotosession, hvor de skulle stikke hovederne op i en hvid æske (se programindledningen). Hvert program omhandler en periode i kunsthistorien; de første par perioder er i sagens natur meeeeget lange.

Laurits Andersen Ring (1854-1933), I høst, 1885. Statens Museum for Kunst.  Jeg var særligt glad for gennemgangen af dette billede, som jeg aldrig har kunnet lide pga det mærkelige ansigt og de lange arme. Men der kom ordentligt perspektiv på billedet med Peter Nørgaard Larsens gennemgang.

Nå, men jeg er rigtig glad for, at jeg fik set programmerne. Der var nok noget, jeg ville have gjort anderledes, men fx er ideen med at lade “almindelige mennesker” (de er vist ikke helt almindelige, men forbliver unavngivne) kommentere på de udvalgte værker ret god. Især er jeg vild med  tvillingerne, der får rystet en hel del guldkorn af sig. Peter Kær interviewer en eller flere eksperter i hver periode, som hver har udvalgt tre væsentlige værker. Det kommer der en masse interessant samtale ud af, og jeg synes eksperterne taler godt for sig og får inddraget seerne uden alt for meget akademiker-snak. Og Peter Kær udmærker sig ved at lade eksperterne tale og ikke afbryde dem hele tiden – det er vi ikke vant til på TV.

Jeg har også set det foredrag, som Peter Kær rejser rundt med sammen med dansk kunsthistories grand old lady, Bente Scavenius. De viser en serie af slides med to kunstværker, der komplementerer hinanden på en eller anden måde og causerer over dem. Det er et interessant koncept, og jeg var godt underholdt og fik også en del at vide, som jeg ikke vidste i forvejen. I modsætning til tv-programmerne dækker foredraget hele verdens kunsthistorie (selvom det mest er Europa), ikke kun Danmarks.

Share

On/Off

Always On – Altid På er et af tidens buzzwords, og det bruges både negativt og positivt, kommercielt såvel som til at beskrive en bestemt personlighedstype.

Vi voksne har nok en tendens til at skelne ret skarpt mellem, hvornår vi er online og off, selvom smartphones og tablets hastigt er ved at udviske forskellen. Og mange af os definerer fx kvalitetstid som tid, der bruges offline. Vores børn skelner slet ikke på samme måde. For dem kan det sagtens være kvalitetstid at tage sig en slapper med Facebook på sofaen eller med et spil på Wii, mens offline kan være forbundet med sur pligt som fx lektier eller opvask eller “tvungen hygge” med familien.

Hjemme hos os skelner vi ikke på den måde. Vi skelner mellem fritid, afslapning og hygge på den ene side og pligter og opgaver på den anden side. Om de så foregår med smartphone, Ipad eller computer eller de foregår i sofaen, ude i haven eller med støvsugeren er irrelevant. Og med den stadigt øgede integration af digitale tjenester i alle aspekter af tilværelsen, tror jeg på, at det er vejen frem. Hvis børnene skal tvinges væk fra skærmen (uanset hvilken skærm), skal det ikke være fordi, “det er dårligt for dem”, men fx fordi de trænger til at få rørt sig, eller fordi for mange timer ved skærmen kan give røde, tørre øjne og trætte, ømme arme. Nogle forældre med sensitive børn har glæde af at skelne imellem aktiv og passiv skærmtid, så ungerne ikke må spille fx den sidste time inden sengetid, fordi den pumpende adrenalin forhindrer søvn.

Det, vi plejede at forstå ved “lødig fritidsbeskæftigelse”, så som at læse en bog eller spille et brætspil i familien er nu blandt de flere og flere ting, der kan foregå online. Bøger kan læses på både telefon (selvom det er noget småtteri), på Ipad og på e-bogslæsere, og hjemme hos os spiller vi både Scrabble, Matador og andre familiespil på Ipad’en. Før i tiden holdt børn og unge kontakt med vennerne via telefon, og de holdt øje med udviklingen inden for deres hobby via bl.a. magasiner. I dag iscenesættes meget af kontakten med vennerne via SMS eller Facebook, og de holder øje med klubber, firmaer og foreninger inden for deres sport/hobby via nettet, igen ikke mindst Facebook. Der findes ingen dokumentation for, at børn og unge i dag er mindre sammen rent fysisk, end de var for 10 år siden.

Argumentet for at rejse sig fra computeren er derfor delvist det samme som argumentet er for at lette sig fra sofaen. Nemlig at motion og frisk luft er sundt! Og det er et godt argument, som vi med fordel også kan bruge overfor os selv! Lødighedsargumentet duer derimod kun, hvis man forholder sig specifikt til det, barnet foretager sig på nettet og ikke til netbrug i det hele taget.

Vi skal også huske, at vores egen opførsel smitter af på børnene. Som bekendt er det ikke nok, at fortælle børnene, hvad de skal gøre, vi skal også gå foran med et godt eksempel. Hvis vi kun bruger nettet til at checke arbejds-email og gå i netbank og ellers skyer det som pesten, så udvikler børnene deres egne regler, og det er ikke sikkert, at du ved, hvem deres forbilleder er, eller overhovedet hvad de laver! Og vi skal ikke bilde os ind, at fordi de ikke må gå på computeren mere end én time daglig i fællesrummet derhjemme, at de så ikke har et hemmeligt liv online andre steder. Det er ikke SIKKERT, at det er tilfældet, men det er heller ikke usandsynligt. Og er dit barn lydigt og artigt og går ikke på nettet, så er det uforberedt,  uvidende og sårbart, den dag der ikke er nogen vej udenom. Skolelærere og fritidspædagoger i min omgangskreds fortæller mig, at de kender til mange børn, der har hemmelige Facebook- og YouTube konti, som deres forældre ikke ved noget om.

I Europa er debutalderen på internettet 9 år. I Danmark er den 7 år. De 9-16-årige er på nettet 1 ½ time dagligt – i gennemsnit.

Lysebrun: video
Blå: TV
Lyseblå: nettet
Mørkebrun: spil
(Kilde Politiken/Gallup 2011 (weekendforbrug))

Dvs. at børnene tilbringer 44% af deres skærmtid som passive sofakartofler. Det kunne man jo starte med at gøre noget ved – med mindre de da bruger al tiden på at se oplysende dokumentarfilm.

De resterende 56% fordeler sig nogenlunde sådan:

Mørkeblå: traditionelle brugere
Lyseblå: gamers
Brun: netværkere
Grå: producenter
Kilde: Den hollandske forsker Antoine van dem Beemt, 2010

 I næste afsnit følger mere om, hvad det vil sige at være “producent” og hvorfor det er noget godt.

Share

Rockwool fondens rapport “Bruger skolebørn tiden hensigtsmæssigt?”

Rockwool fonden udgav forleden en diger rapport – ja, de kalder den selv “en bog” – med ovenstående titel. Nu har jeg læst den, og den har en del interessante konklusioner og delkonklusioner, men også nogle ret store problemer.

For nu at tage de gode ting først:

  • om et barn vokser op hos en enlig mor eller hos to forældre har ikke nogen væsentlig indflydelse på barnets trivsel
  • der er ingen korrelation mellem morens arbejdstidslængde og hvordan barnet klarer sig i skolen
  • den væsentligste indikator på, om det går børn godt eller dårligt i skolen er deres egne forventninger!
  • børn der bruger meget tid på tv og/eller computerspil er i mindre grad urolige og angste end deres jævnaldrende, der bruger mindre tid
  • socioøkonomisk status har betydning for børns læsefærdighed, men IKKE FOR DERES MATEMATIK FÆRDIGHEDER!
  • danske børn har det i det hele taget ret godt!

Mindre godt er det selvsagt, at:

  • overvægt har socioøkonomisk slagside (og det vidste vi så godt)
  • manglende morgenmad er den klareste indikation af alle på, at et barn mistrives. Forskerne giver selvsagt ingen bud på, om det er den manglende morgenmad, der fører til dårlig trivsel eller den anden vej rundt.
  • socioøkonomisk status har betydning for børns læsefærdighed, men IKKE FOR DERES MATEMATIK FÆRDIGHEDER!
  • Børn tilbringer rigtig meget tid foran TV og computer og ikke ret meget tid med motion.

Den kvikke læser har bemærket, at den med socioøkonomisk status og læsning og matematik står der to gange. Det er jo, fordi jeg synes, det er ærgerligt, at den socioøkonomiske status har betydning for læsningen, men at det da er fantastisk, at den ingen betydning har for matematikken! Der var da nok nogle politikere og nogle undervisere, der burde skrive sig det bag øret!

Noget, der hverken er godt eller skidt, er, at der er en klar korrelation mellem forældrenes tv-kigning og børns tv-kigning. Altså, jo mere forældrene sidder foran kassen, jo mere sidder børnene der også. Det er måske ikke så overraskende, men det er jo interessant, at forældrenes forbillede på dette felt betyder mere, end familien socioøkonomiske status.

Det ville have været rigtigt interessant at se, om forældre kan påvirke deres børn lige så positivt/negativt, når det gælder brugen af computeren. Men det kræver nok, at Rockwoolfondens forskere vågner lidt op. Rapporten er skrevet af Jens Bonke og Jane Greve – hverken de eller Rockwoolfonden er overhovedet til stede på de sociale medier, så vi kan ikke diskutere med dem.

Men altså, undersøgelsen ligger også under for nogle ret grundliggende mangler, desværre. Den væsentligste mangel er, at oplysningerne, som den bygger på, er fra 2008-09! Hvilket vil sige, at hele den nye generation af aktivitetsspil (wii, Kinect) ikke er med, smartphones var kun lige kommet, børn var ikke på Facebook. Og undersøgelsen slår da også konsekvent tv-sening sammen med computerbrug (som de konsekvent kalder “computer-spil”).

En par andre mangler, som jeg blot vil nævne, men ikke gå dybere ind i, fordi det ikke er mit felt, er, at der, mht. overvægt udelukkende ses på motion som en “kur” mod dette, mens kvaliteten af fødevarer ikke tages i betragtning. Måske er det også derfor, at undersøgelsen har svært ved at drage nogen konklusioner på dette felt. Så er der noget, de kalder “transport” – både mellem skole og hjem og mellem hjem og fritidsaktivitet. Men det registreres ikke om børn går, cykler, tager bussen eller bliver kørt i bil derhen. Det finder jeg, er en ret grov undladelsessynd, når der lægges så meget vægt på at finde korrelation mellem vægt og motion.

 

Min helt store ærgrelse er altså, at undersøgelsen faktisk ikke siger noget om moderne børn og deres computerbrug. Både fordi tallene er så gamle, og fordi der ikke skelnes mellem tv-sening og computerbrug. Alligevel holder man sig ikke tilbage fra at påstå, at “det er påvist”, at der er fundet en sammenhæng mellem meget tv og voldelig og aggressiv adfærd hos børn (s. 49), skønt deres egen undersøgelse viser det modsatte (s. 111). Til dokumentation for ovenstående bruger de en amerikansk undersøgelse fra 2001 (!), der igen henviser til litteratur fra 90’erne. Det er simpelthen ikke i orden, når der senere, i Europa, er lavet undersøgelser, der på ingen måde underbygger den påstand.

Hvis man virkelig vil vide noget om moderne børns medieforbrug, så bliver man nødt til at gå til projektet (der huses af London School of Economics), som jeg henviser til ovenfor: EU Kids Online.

 

 

Share

Skærmen som barnepige

Vi har i mange år diskuteret, hvor meget vi kan “tillade os” at bruge fjernsynet som barnepige for vores børn, mens vi selv laver mad/gør rent/arbejder/har “voksentid”. Og konklusionen er nok, at der ingen konklusion er, fordi det afhænger af, hvor gamle børnene er, deres personlighed, hvad de ser, hvor længe de ser på det, og i hvor høj grad de indvier deres forældre i de spørgsmål, der altid opstår. Og om forældrene overhovedet ved, hvad børnene ser, selvom de ikke selv sidder og kigger med.

Nu har en ny skærm meldt sig som barnepige. Eller flere skærme, faktisk. Computerskærmen, tabletskærmen og smartphone-skærmen. Diskussionen er den samme, selvom der er (endnu) flere udfordringer for os forældre med de nye skærme. Udfordringer der dels består i, at vi ikke har nogen mulighed for at styre, hvad børnene foretager sig, med mindre vi sidder på nakken af dem hele tiden. Og så er ideen om barnepigen ligesom forsvundet. Og disse skærme kommer jo ikke kun med output, som ungerne passivt kan sidde og konsumere. De er også åbne over for input, som vores børn altså skal lære at styre. Og interaktion – med hvem som helst.

Så der er nu åbnet for en helt ny grusgrav af faldgruber som vi som forældre skal forholde os til. Jeg møder forældre, der simpelthen forbyder computerbrug, der ikke foregår i stuen sammen med forældrene, og som ikke giver deres børn smartphones eller tablets (vi lader lige de økonomiske aspekter ude af betragtning et øjeblik). Personligt mener jeg, at det er en helt forfejlet strategi, og i al beskedenhed bakkes jeg op af en del sagkundskab på området. Forbud betyder, at man i realiteten ikke ved, om ungerne fx har en Facebook-konto eller ej, man kender ikke deres kundskabsniveau og er generelt out-of-touch. Viser det sig, at de er super-artige og har gjort, som man siger, står man med et andet problem. Når de endelig får lov, har de nået en alder, hvor de dels har krav på et vist privatliv, dels er uheldigt stillede, fordi deres kendskab til net-universet er ringe. De er så samtidig ofte udstyret med forældre, der heller ikke selv har noget videre kendskab og som derfor ikke kan være deres guides.

Mit mantra er, at vi som forældre simpelthen har pligt til at sætte os ind i den måde, vores børn bruger nettet på. Og alle børn bruger det ikke på samme måde. Nogle børn bruger det næsten udelukkende til at spille spil og chatter så med spil-partnere fra nær og fjern. Andre børn (piger) tilbringer timevis på Facebook eller på et af de såkaldte pigeuniverser, hvor de ofte konkurrerer om, hvor godt enten de selv eller deres avatarer ser ud. Ofte begge dele på én gang. For andre igen er nettet næsten synonymt med Youtube, hvor de (tror de) finder svar på alt. Og tag ikke fejl, der ER virkelig svar på mange ting. Hvis du ikke tror mig, så klik lige her, her og her (svar på tre meget forskellige spørgsmål). Atter andre børn er omnivorer, der bruger nettet som voksne, nemlig til alt muligt. Vi skal dog bare hele tiden være opmærksomme på, at de ikke har de samme filtre som os.

Det bedste, vi derfor kan gøre for vores børn, er at lære dem naturlig skepsis. Vi skal vise dem eksempler på snyd, bedrag og humbug og lære dem, hvordan man checker, hvad der er hvad. Vi skal vise dem, når deres Facebook-venner gør noget dumt, hvadenten de “liker” alt muligt for at vinde dette eller hint, eller de taler grimt til deres kammerater. Vi skal forklare dem, at man kan støde på mærkelige og ubehagelige ting på nettet, og hvad vi synes, de skal gøre, når/hvis det sker. Rigtige eksempler ude fra virkeligheden virker bedst!

Når vi således har udstyret vores børn med nogle filtre og noget naturlig modstandskraft, så går det nok an at bruge en skærm som barnepige fra tid til anden!

Inspiration til denne blogpost fik jeg ved at læse denne artikel, som jeg fandt frem til ved at lytte til denne udgave af Agenda på P1.

Share

Man kunne jo forestille sig

at Adam Price ikke helt har den dagsorden, som mange beskylder ham for at have med den seneste udvikling i TV-serien Borgen. Der har været en del debat på Facebook og rundt omkring på nettet – ikke mindst efter BTs charmerende forside herunder.

Hvis nogen skulle have glemt det, så lovede statsministerens mand, Philip, højhelligt og på æresord sin kone, at han ville bakke hende op 100%, hvis hun blev statsminister. Og for en familie med økonomisk overskud, en skøn bolig tæt på København og to børn, der begge var over børnehavestadiet, skulle det være en smal sag for en mand med ben i næsen og de dér, I ved nok.

Men, ak og ve, aldrig så snart havde fruen overtaget Statsministeriet, før han blev opfyldt af selvmedlidenhed og mindreværdsfølelse. Først prøvede han små tricks med jobbet, og derefter bollede han ved siden af og forlangte skilsmisse, som et lille forurettet barn. Mage til fej kujon skal man da lede længe efter! Og hvem er det så, der må tage orlov fra jobbet, når datteren bryder sammen? Det er selvfølgelig selveste Statsministeren – der ikke engang overvejer at bede sin slatne nu ex-mand om at gøre det, enhver ordentlig mand i den situation selvfølgelig ville have gjort – helt af sig selv.

Og man kan endvidere spørge, om datteren ville være brudt sammen overhovedet, hvis Philip havde overholdt den aftale, han havde indgået med sin hustru og levet op til sin rolle som far.

Fordi Philip netop fremstilles som en lille klynkende mandsperson, og ikke mindst fordi Birgitte fremstilles som et varmt og favnende menneske, der blot samtidig er ambitiøs, og ikke som den ellers stereotype iskolde karrierekælling (er jeg selv blevet kaldt engang, ha!) synes jeg derfor ikke, at Adam Price kan klandres for at have båret ved til det bål, BT her antænder. Tværtimod, synes jeg faktisk.

Apropos den debat, som artiklen affødte, så synes jeg, at Stine Carsten Kendal får sagt det allermest præcist og kortfattet på sin Facebook-væg: “Det er heldigvis kun de kvindelige politikeres børn, der betaler prisen”.

Share

Back in the Native Land

Better known as Denmark. Denmark is the kind of country where one of the most publicised points in the new Plan to Save the Country from Economic Ruin is to cut child allowances for families with many children. As any idiot in this country knows, a Family with Many Children is a Brown or a Black family. To further alienate brown and black families, interpretation in hospitals and social services has now been cut to an absolute minimum. And, last but not least, Denmark’s development aid has also been cut.

I’m thinking that I have a copy of Dale Carnegie‘s How to Win Friends and Influence People in the original Danish translation. I could send it to the party leader of the Danish People’s Party (yes, that’s their name, directly translated. Yukk) in the hope she would understand that making friends is much better than getting enemies and alienating people. Or maybe not.

People ask me “What’s great about being back in Denmark?” and “What do you miss about the UK?”. Ah, well… I could say the weather:


But I would be lying. The weather hasn’t been better in the UK than here.

I could say the lovely people. That would be true for both coming back and leaving. I missed my friends a lot more than I’d thought I would – always imagining that we’d talk on FB, on the phone, on Skype and send lots of e-mails. This, however, hasn’t happened. Well, it has, with a few, but with the majority I’ve more or less lost contact except when I came to Copenhagen on visits. All rather strange in these modern times!

The lovely crowd of twitter-friends that I’m leaving behind will be much missed, as quite a few of them grew into so much more than “just” twitter-friends. Some of them are actually coming to visit me over the summer and I’m sooo thrilled! However, given the nature of how I met them, we’re in frequent contact – via FB, Skype and Twitter. I can’t say how much that pleases me!

I could say that I desperately miss British telly, radio and media and that would be absolutely true! If it weren’t for the brilliant phenomenon of podcasts (have I mentioned this before? Oh, I have? Really?), I think I would despair at the loss of R4, which has given me endless hours of pleasurable learning. Now I listen to DR’s (Danish public broadcaster) P1 which is not at all bad, but has recently been very severely hit by the government’s race for privatisation. You know how experience shows that privatisation leads to much better public service, entertainment, train services, hospitals, etc. You don’t know? Well, in all honestly, I can’t say I’ve noticed it either. But right wing governments seem to have this as a mantra. The small matter of missing data/research to support the claim is brushed under the ideological carpet.

On a lighter note, all the series that are my guilty pleasures, 24, Lost, The Good Wife, etc., are months behind here, so I’m not missing anything (and avoided Twitter when season finals were on). Which is good since I’ve had almost no time to watch telly in the month that I’ve been back.

Luck has had it that I’ve hit the ground running here as far as work is concerned. That has been a bit surprising, but surprising in such a nice way…

Share

Smile – if you can

Earlier this week Dane and I went on a tour of the CBBC. As a fantastic bonus for my little Blue Peter super-fan, we were treated to a visit in the studio where they were shooting next week’s episode of Blue Peter. All three presenters came over and said hello and Dane, who was the only one with a Blue Peter badge, got special attention. He was so, so proud and happy!

When we got home, he more or less redecorated his room with cut-out pages from the Blue Peter book which we’d bought in the BBC shop.

Briefly, to those of my readers who don’t or can’t watch Blue Peter. The programme is more than 50 years old and the concept is more or less unchanged. It’s about being a good and decent person and taking good care of the less fortunate and of animals. The three presenters are fantastic, but we’re particularly taken with Helen Skelton who last year ran 78 miles in 24 hours through the Namibian desert for charity. We followed her training and were just amazed by her bravery and stamina. For a young pretty girl with a super job, this really wasn’t something she needed to do!

This week Blue Peter has launched a charity appeal that means something special to me and thus to Dane too. It’s called Operation Smile and the purpose is to give children like this one a chance to smile at the world by giving them an operation. Please click the link and read about it.

From Operationsmile.org
From Operationsmile.org

Some of you will know why this means something special to me, some of you will not. But I’ll tell you. I was born like that little girl and have had more than 10 operations between the age of a few months and 21 to make it right. They are much better at it nowadays, though.

Me at about 2. Had already had two operations.
Me at about 2. Had already had two operations.

The amount of humiliating bullying that I suffered as a child I wouldn’t wish for anyone. And I’m not whining here – it’s just a fact. I’ve had a great life as a young person and as an adult, but what would it had been like if I hadn’t had easy free access to all those operations? And what if I’d been born in India?

So Dane and I have been busy changing t-shirts into surgery gowns. Here are the results:

They have now been delivered in the Blue Peter Smile Appeal box at our local Curry’s.

Please set to work with your own children and post links to pictures as comments to this post. If you don’t have smallish children or if you’re not in the UK, click here and see how you can help to give a child a new start in life.

Share

Censorship not needed

when millions of people willingly watch this brainwashing TV-station every day (it’s a mash-up obviously)?

Watch the whole video, then sit back in your chair a minute and try and recall what the Republicans have called Ms. Clinton, Ms. Pelosi or Ms. Sotomayor. If you don’t recall, google it. Or use my new pet search engine Spezify. I was directed to the video from here – a link I found on Twitter, posted by @sharonKONE.

That censorship luckily becomes more and more difficult for the horrible regimes around the world is shown by this excellent article in the Washington Post.

For all the people out there who struggle to hear our voices and who struggle to make their own voices heard over the clatter of the propaganda machines and the short, short memory of the Western press, we really owe them to qualify the news we read/watch/hear and check our sources. We’re the ones who can!

Share

To eat meat or not, is that really the question?

Tech:

This is an absolutely brilliant post by a young PR wizard about technophobia. Particularly addressing privacy issues, something I often find myself discussing with people. This young man addresses it very well. It was Jesse Newhart who twittered about him.

Google seems to be headed towards semantic search. Well explained on Mashable.

Another PR guy who knows what he’s talking about is Brian Solis. Check out his blog. He’s come up with this model of how online conversation is taking place – if you look at the prism directly on Flickr you can see Solis’ notes by moving the cursor. Quite brilliantly done. Thanks  to Gabs for pointer.

Model from Brian Solis Flickr page.
Model from Brian Solis' Flickr page.

Politics:

I like watching 24 on the telly, it’s highly addictive. But I often think to myself that the show in almost every episode indicates that torture gives results, although all research shows that it doesn’t. People will say just about anything to be freed of the pain. This guy clearly hasn’t revealed anything of any interest to anyone, but that didn’t keep the US back from holding him imprisoned in Guantanamo for almost five years… it’s so embarrassing for the free world that we’re complicit in this!

Quite a few Twitterers have pointed to Newswipe, a new programme on the BBC, and – having just finished watching it on the Iplayer – I must say it’s just fantastic! The middle part about the power of the PR agencies over the oh-so-slack media is saddeningly sobering. Likewise the last bit about a tiny demonstration, which was blown completely out of proportion by the media.

News about one of my Most Hated Organisations. NRA. Obama, don’t let them get away with it!

Feminism:

Do you love or hate chick flicks? A rather learned article on the subject. Including some depressing figures about women in the film biz.

Food:

Oh, please give me something to do that doesn’t have a downside to it? The newest environmental fad, which I’m also following, is to eat less meat. An article on BBC News tells me that that’s not an altogether good thing to be promoting, since people in the developing world need the protein they get from their livestock. The article is sort of made to look like there are two conflicting views here, but I don’t really think there are! No doubt all of us in the West could benefit from eating less meat? Healthwise and environmentally? That doesn’t mean we’re aiming at stopping African herders from eating their cattle!? Come on!

Science:

How the brain tends to switch off completely when put in front of a so-called expert. Avoid them, I say!

Ever wondered what’s on the other side of the planet? Literally? Wonder no more. For me? Ocean. Pointer from Sheamus.

Scientists are getting closer to finding the cause(s) of the demise of the honey bee. Good news, eh? Then we just need to do something about it!

Environment:

An article in Newsweek has this question:

How do you keep people interested in green initiatives and saving the environment at a time when people are concerned about their jobs?

That seems like such a silly thing to ask, when the vast majority of things you can do yourself for the environment is about being frugal? The article is interesting enough though, since it tries to answer the overlying question, which is whether there’s political will in a time of recession to invest heavily in the environment.

Growing hemp could be one of the answers to Newsweek’s question.

Where not otherwise indicated the above links are found via my own RSS feeds or via the busy, busy Nerdnews on Twitter.

Share

Undo – it's doable now!

Politics:

Were you in favour of the war in Iraq? Check Bush’s “entry” speech here. Andrew Sullivan is embarrassed that he fell for it. I would be too! I’m proud that my sister and I actually took part in an anti-war demonstration – none of us being people normally given to demonstrations.

Bush has no regrets, apparently. Bush’s legal councel John Yoo, who wrote the infamous memo that “allowed” torture, isn’t either. Read about it here.

Obama made an appearance on the Jay Leno show. That’s a first. He managed to make a blunder and had to apologize profusely. Why is it that nobody seems to be able to take an innocent joke for what it is?

Writing/blogging:

An interesting post about why we (yeah, well, some of us) so urgently feel the need to share our thoughts with others.

Web:

Microsoft tries to explain what their new privacy settings are for. It’s close to funny.

Kottke.org has this interesting story about how much revenue the “was this review helpful to you” question on Amazon generates.

If you have heard or read any tech news today, you already know this, but here goes anyway. A Godsend to every Gmail user. Now you can un-send your messages – as long as you’re quick!

Health:

Why am I not surprised? (Why alcohol makes you feel good).

Share

Serendipity

I just love that word, don’t you? Always looking for a chance to use it and tonight, while the boys were watching football, it presented itself. We’d just been watching episode five (on the wonderful BBC IPlayer) of a marvellous TV-series called Victorian Farm. Once the football started I looked around on my Iphone to find BBC’s page for the programme with some info about the three people who “star” in the programme. And huge was my disappointment when I couldn’t find any such page. What I did find – hence the serendipity – was a blog. As previously mentioned I’ve been looking for British blogs of interest, but have only found very few. This one, however, looks SO promising. The woman has a sense of humour, she can write and she has something to write about. AND – she’s a geek! And why did I find it – well of course because she’s written a lovely post, describing the Victorian Farm programme in detail. I’m thankful, because then I don’t have to – it’s a bit cold and I’d much rather be in bed! If you haven’t seen this programme – hurry up and do so. It’s SO good. It can still be seen for a short while on the Iplayer. And there are many other great programmes to be watched there – if you’re Danish or another kind of non-Brit, you can watch it on your computer or even on your Iphone, in astonishingly good quality. Public Service at its best! Victorian Farm has also been made into a book. It looks good.

About serendipity – my friend Gabs sent me a great link the other day, to a Wiki-type dictionary. One of the more unusual features in this dictionary is “The 100 most beautiful words in English” and Serendipity is on it. check it out – I’ll try to memorise some of the words in the list I didn’t already know. Quite a few – English is a rich, rich language!

As a non-Brit I often meet words that I’d really like to start using myself, but then hesitate because I don’t have a clue how to pronounce it. But there’s help, did you know? On Dictionary.com (and other online dictionaries) you can click the little speaker-icon and have a nice man or lady say the word out loud for you. As many times as you like. That’s nice.

Finally, we’ve been to the British Museum today. Dane has a thing a bout Egypt, pyramids and mummies, so we journeyed through the Egyptian section of the museum. I haven’t been there for a very long time, but have visited their absolutely fabulous website a number of times. Have a look and see what a museum website should REALLY look like. Here’s about the Egyptians. Read about the visionary director Neil MacGregor and his plans for the museum here.

Share

British telly & music

In between seemingly endless news sessions about the US election (which will not be mentioned any more today…), I’ve also watched other stuff. I accidentally stumbled over a show that has had me in stitches several times and had Dane asking me what’s so funny. The show’s called “The Most Annoying Pop Song We Love to Hate” and it’s just hilarious. As anybody who can remember the eighties will testify to, there’s plenty of really horrible songs from that period to “re-discover”, but also wonderful “period pieces” to reminisce over. In between the actual songs there are comments from a mixture of people including critics, (former) popstars, music bizz pros etc. Yesterday I was reminded of Whigfield, the Danish One-Hit-Wonder who laid Ibiza bare and then went on to conquer the world. And the horrible Billy Joel song “We Didn’t Start the Fire”. And, and, and… In these wonderful www-times, you can still watch some of the episodes on the BBC I-Player even in Denmark or wherever you are. Highly recommended – the older you are the better, up to a point.

Gemma Arterton as Tess
Gemma Arterton as Tess

I’ve also watched two typical BBC drama series, both with beautiful young actresses. One’s just finished, it was Tess of the D’urbervilles. I remember this book particularly well, since it was the very first book I read in English. There are loads and loads of tears flowing in every episode – the last one has the most tears of course – but I remember crying over the book too. I’m guessing that many modern people (men?) will find Thomas Hardy a bit too touchy-feely, but I love it. And on a bit of a serious note, there really are people out there who, like Tess, don’t seem to have any luck at all in their lives. I even know or knew some of them. My heart goes out to you!

The other series is still on, it’s DickensLittle Dorrit. I’ve never read this

Claire Foy as Little Dorrit
Claire Foy as Little Dorrit

one, so the story is new, although with Dickens, you sort of know the story-line if you’ve read another one of his. The protagonist, Little Dorrit, is played by a lovely actress by the name of Claire Foy.

Back to music before I move on to the chores of the day: A month ago or so you could, if you bought the Times every day for a week, get some fantastic memory-evoking CD’s for free. So I collected the tokens and sent them in. A few days ago I received The Jesus & Mary Chain: PsychoCandy, Echo & the Bunnymen: Ocean Rain, New Order: Power, Corruption & Lies and Joy Division: Closer in the post. I’ve never gotten around to buying these albums on CD and thus haven’t heard them for a long, long time. I maintain that these four records are and will remain classics. It’s just fantastic to hear them again!

Share