Jo, en metrobyggeplads er så sandelig kultur!

På Twitter har vi et fænomen, der hedder #twundtur. Det er opfundet af den gode Lasse Baagøe. Konceptet hviler på, at næsten alle kender nogen, der arbejder et sjovt eller spændende sted. Lasse fandt så på at sætte det faktum i system, så vi nu “udnytter” vores venner og får dem til at arrangere rundture for en gruppe interesserede Twitter-brugere på deres arbejdsplads.

En grafisk fremstilling af en af boremaskinerne.
En af boremaskinerne som vi så den.

Hvis du klikker på #twundtur ovenfor, kan du se, hvor vi har været. Og i går var vi så dybt under jorden og se metro-arbejdspladsen ved Hovedbanegården. Den røde løber var rullet ud, men det var nu mest fordi statsministeren havde været på besøg tidligere på dagen, idet metroen nu er færdigboret, og de fire gigantiske boremaskiner kan gå på pension.

Allerførst skulle vi iføres sikkerhedstøvler, gule veste og hardhats. Sidstnævnte viste sig at være en vældig god idé, da jeg flere gange ramte overkanten med hatten på vej ned i dybet.

International arbejdsplads

Selvom kl. var over fem, var der masser af folk på arbejde. Metroens venlige

Banner til ære for politikerne.

ogdygtige PR-folk fortalte bl.a., at der er 25+ nationaliteter blandt de flere tusinde metroarbejdere. Mange af dem er katolikker (mestendels italienerne og polakkerne) og de har fået installeret en lille oplyst statue af den særlige helgen for metrobyggeri (genbrug af helgenen fra kulminerne).

Er det bare mig, eller har der ikke været noget råberi om dette knæfald for andres religion?

Fordi selve tunnelen er boret, skifter arbejdet nu karakter, og nye underentreprenører kommer ind – dem der skal bygge stationerne og installere sporene. Et par stationer på Nørrebro-kanten er allerede næsten færdige, så det er der, de nye spor, tog og systemer skal prøvekøres, mens resten af ringen bygges færdig. Jeg kommer til at bo mellem to stationer – Rådhuspladsen og Gl. Strand og jeg glæder mig virkelig – vores by bliver ny!

Kultur/natur

Og nu tilbage til det med kultur. Da jeg gik hjem, tænkte jeg på, at jeg så gerne ville blogge om oplevelsen, men at min blog jo egentlig handler om kultur. Hvorefter jeg tænkte videre på, at det jo bare skyldes, at jeg og min omverden bruger en utroligt snæver definition af ordet kultur, der jo faktisk bare betyder “det dyrkede” i modsætning til natur, der betyder “det fødte”.

At vi nu selv er med på billeder af alting er også kultur…

Skruer man det blik på, er sådan et metrobyggeri i den grad kultur – “den ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny generation”. De børn, der i dag går i vuggestue eller børnehave (for slet ikke at tale om de ufødte) vil vokse op i et København, hvor det tager 10 minutter og er fuldstændig sømløst at komme fra Trianglen til Enghave Plads – to steder, der i dag føles meget langt fra hinanden.

Share

En dansk soldat

overkonstabel

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det troede du ikke på. Men måske, hvis det havde stået på Facebook, postet af nogen du kender og stoler på? Faktum er, at jeg har fundet billedet på Forsvarsministeriets hjemmeside, jeg har ingen anelse om, hvad soldaten hedder, og han ser da lidt ung ud til at have børn… Teksten har jeg delvist kopieret fra memen herunder, der heldigvis gik sin sejrsgang på Facebook og Twitter inden jul. Jeg fandt den på Twitter hos @AdrianShort.

SgtBold

 

Desværre er der ofte eksempler på historier – meget ofte af racistisk tilsnit – der får forbløffende medvind på fx Facebook. Begynder man at søge efter navne, personer og steder i Google, dukker intet op – andet end den historie, man lige har læst. De historier, der får rigtig meget medvind, kommer så højere og højere op i Google, og til sidst lever de deres eget liv, helt uafhængig af fakta. For de uindviede – fx børn – er det ikke så ligetil at vide, hvordan man finder ud af, om sådan en historie er sand. Børn kan (heldigvis) have svært ved at gennemskue motiverne til at fabrikere sådan en historie, så de skal have hjælp. Af os.

Share

Intet er så galt, etc. etc.

På denne blog tordner jeg imod delinger/videreformidling af forvrøvlede advarsler, fup-sider, phishing forsøg, osv. osv. Det har jeg ikke tænkt mig at holde op med. Alligevel blev jeg glad over at læse denne artikel fra Salon om, hvordan der kom noget godt ud af at klikke på et link, der viste sig at føre til et tilfælde af phishing.

Artiklen fik mig også til at tænke lidt ekstra over, hvor svært det er at finde den rette balance mellem at håne folk, fordi de er godtroende nok til at klikke på de her links, etc., og være forstående og tolerant over for det faktum, at ikke alle har sat sig ind i, hvad fx phishing er for noget. Jeg er jo klar over, at hån og spot sjældent fører til noget positivt, men samtidig vil jeg altså gerne fastholde, at det ikke kræver nogen som helst IT indsigt at skelne den store broderpart af al denne fup og svindel fra ordentlig hjemmesider og sande historier. Det, det kræver, er almindelig kritisk sans. Og sådan en er vi vel alle i besiddelse af (det meste af tiden)?

Jeg er selv faldet for fup og svindel flere gange. Fx klikkede jeg engang på et link i en Twitter DM (privatbesked) og genindtastede mit password, fordi jeg

  1. var meget søvnig
  2. for nylig havde kommunikeret med den person, linket kom fra
  3. teksten var plausibel

og jeg har delt en video på Facebook i den tro, der var tale om rigtige klip fra CCTV, skønt den viste sig at være en reklame. I øvrigt har Twitter nu fjernet muligheden for at indsætte links i DM’er. Så nu kan jeg igen ligge og tjekke min Twitterstrøm i halvsøvne uden risiko for andet end at skrive noget vrøvl.

Når det er sket for mig, har venlige folk gjort mig opmærksom på fadæsen, så jeg  hurtigt kunne rette op på skaden. Jeg bliver GLAD (og selvfølgelig flov) over at blive gjort opmærksom på mine faux pas, men jeg bemærker, at mange i stedet bliver fornærmede, også selvom man siger det virkelig pænt. Hvorfor?

Share

Noget er FARLIGT for svage sjæle

Men hvad dette noget er, ændrer sig hele tiden. I dag er det computerspil og Facebook, der står for skud – der er faktisk næsten ingen ende på al den elendighed, vi angiveligt geråder ud i, når vi spiller og roder med smartphones.

Vi diskuterer det jævnligt på Twitter og en dag var der nogen, der fandt dette fantastiske klip fra 1987 frem. Bemærk, hvad der var farligt dengang – og bemærk så retorikken, der ligner en retorik vi kender…

I øvrigt er der ingen som helst dokumentation for, at computerspil eller Facebook er farligt. Det er dog heller ikke bevist, at det IKKE er farligt, men hvorfor automatisk antage, at noget er farligt? Voldeligheden blandt unge i den vestlige verden er dog bevisligt faldet drastisk i de seneste 20-25 år, og det diskuteres intenst, hvad årsagen (årsagerne) kan være.

Nogle mener, at det skyldes fremkomsten af computerspil, der har fået unge væk fra alkohol og væk fra gaderne, andre at aborten blev fri/mere legal og atter andre at det skyldes, at vi er ophørt med at bruge bly i benzinen

videogameviolencechart

Der er også de lidt mere spøjse forklaringer:

explorer

(mon ikke denne mest er lavet for at henlede opmærksomheden på forskellen mellem korrelation og årsagssammenhæng?)

Og apropos den megen snak om, at vi er blevet ligegyldige over for hinanden og vores børn, fordi vi hele tiden sidder begravede i vores smartphones:

TwomasCtweet

Tak til @matthiaspoulsen, @boab og @vullebalut for links.

 

 

 

Share

Andre sociale medier – 1

Det allervigtigste når man tænker på sociale medier i forhold til børn og unge er, at man ikke tænker på dem enkeltvis og isoleret. Selvom Facebook er altdominerende, er det dels ikke det eneste sted, de unge færdes, dels er hele feltet i konstant udvikling, og der kommer et nyt socialt medie ca. en gang om måneden. Selvfølgelig er det ikke dem alle, der slår an, men mange gør – ikke mindst i subkulturer.

Denne hurtige gennemgang kan ikke blive andet end mangelfuld. Men hvis du ikke ved ret meget om det, så læs alligevel kapitlet, for din forståelse for, hvordan de forskellige medier virker, er afgørende for din forståelse af dit barns virkelighed. Og så er det faktisk lige meget, om det sociale medie hedder det ene eller det andet.

[statistik fra Medierådets teen-undersøgelse om so-me brug blandt dk teens – de grønne tal afspejler, hvor forældrene tror, deres børn har en konto, de blå tal hvor børnene rent faktisk har en konto]

Medierådets hjemmeside er i øvrigt et godt sted for information om børn og alt det digitale.

  • Twitter – Det virker, som om de danske unge, der bruger Twitter, har særlige interesser. Der forekommer ikke at være en egentlig ungdomskultur på Twitter, som det ses i USA, selvom antallet af danske teenagers på Twitter er i kraftig stigning. Twitter er asynkront og adskiller sig derfor væsentligt fra Facebook. Der er fx mange unge piger, der følger Justin Bieber – og sikkert også danske idoler, det ved jeg meget lidt om – men han følger dem ikke nødvendigvis tilbage. Det samme gælder de fleste andre idoler, såsom Caroline Wozniacki. På Twitter kan man, på samme måde som på Facebook, lulle sig ind i den tro, at man befinder sig i et privat rum. Det gør man selvfølgelig ikke. Twitter har en ret stejl læringskurve, men er derefter meget givende, hvis man selv er parat til at dele ud af sin viden – derfor velegnet til unge med specielle fritidsinteresser.

  • Blogs – En blog er en digital udgave af en logbog. Det er sådan en, en kaptajn eller styrmand fører ombord på et skib, hvor alle begivenheder registreres. Det “lange” navn for blog er weblog. I mange år var det de færreste, der vidste, hvad sådan en var, endsige læste dem eller selv havde en. Nu findes de overalt, og alle dagblade, magasiner og store virksomheder har en eller flere. Mange private har dem også, og der er simpelthen blogs om alt. Du læser jo netop dette på en blog. Blogs kan handle om hvad som helst:  mad, skønhed, politik, hundeopdræt eller skak. Intet emne er for lille, fordi man – hvis man skriver på engelsk eller holder sig til billeder – har et næsten globalt publikum. Man kunne udmærket opfordre sit barn til at starte en blog, hvis de har noget på hjerte, tager mange billeder eller laver noget andet, der kan have interesse for andre. Det er en måde at slutte sig til producenterne i stedet for blot at være passiv forbruger. Som på alle andre sociale medier, skal børn hjælpes med at komme i gang, og man skal sørge for at sætte sikkerheden sådan, at alle kommentarer skal godkendes, før de bliver synlige på bloggen.

I morgen fortsættes gennemgangen af sociale medier. Første afsnit af denne serie artikler om børn på nettet findes her.

Share

Digital dannelse

Nu har jeg plapret om digital dannelse i årevis – ja, min underoverskrift på min hjemmeside er “Netiquette” – et andet ord for det samme. Og nu pludselig er alle medier fyldt med det. På høje tid!

Mens jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har forstået at brande mig selv godt nok til at være en af de “eksperter”, medierne spørger om disse ting, så glæder jeg mig over, at det endelig er noget, folk faktisk taler om og forholder sig til.

Digital Dannelse er al den viden, man har behov for, for at begå sig tillidsfuldt og sikkert på nettet. Fx forståelse af, hvad NemID er, hvorfor det er klogt at downloade sikkerhedsopdateringer, hvad en browser og en app er for noget, hvad de forskellige sociale medier står for, hvordan man sørger for sikre passwords, hvad det betyder at have sine data i skyen, at man er varen, ikke kunden, på de fleste sociale medier, hvad firmaerne bruger (eller kan bruge) ens data til, hvad “intellectual property” er for noget, etc. etc.

Forbløffende mange mennesker mener, at den slags behøver de slet ikke vide, “det er kun for sådan nogle computerinteresserede nogen”. Men de ta’r fejl, gør de. Det her skal læres i skolen og burde være mere vigtigt på jobcentrene end alle de tåbelige Hvordan Man Skriver et CV-kurser.

En lidt snævrere fortolkning er, hvordan man opfører sig på nettet.

Man skulle jo synes, at det var nemt. For digital dannelse er i bund og grund blot en forlængelse af den dannelse, vi forventes at have ude i virkeligheden. En forståelse af spillereglerne. Almindelig høflighed, ville min mormor nok have kaldt det. Alligevel er det tydeligt for enhver, der er bruger af digitale medier, at ordentlighed mange steder er en mangelvare. Altså, en hel masse mennesker tror, at ordentlighed kun er nødvendigt “i virkeligheden”. Men altså, folks, her kommer noget Oplysning til Borgerne om Samfundet:

  • Internettet er en ligeså virkelig virkelighed som ude på gaden, hvor du jo heller ikke smider affald. Vel?
  • Mellemfolkelige færdselsregler gælder alle steder, også dér hvor man er anonym.
  • Regn med at ALT er offentligt. Eller lige pludselig bliver det.
  • Du tror måske at du kan trolle frit med dit ‘Per Hansen’ alter ego og din Hotmail adresse. Men en dag kommer du til at afsløre dig selv eller nogen gør det for dig, og så kan vi andre følge sporet tilbage og se din ondskabsfulde trolling. Så bliver det nok – fuldt fortjent – mindre sjovt at gå på arbejde og til familiemiddag.
  • Hvis nogen angriber dig personligt på Facebook eller Twitter eller et andet medie, hvor du selv bestemmer, hvem der kan komme i kontakt med dig, så blokér vedkommende. Livet er for kort til at stå på mål for den slags.
  • Inden du kaster dig ud i debatten et nyt sted, så tjek lige tonen på stedet ud først. Læg blødt ud og tal ordentligt til folk, så kommer du ikke galt afsted.
  • Hvis du har en blog, så moderér kommentarerne. Skriv, at du gør det. Hvis du så bliver  beskyldt for at knægte ytringsfriheden, må du blot spørge, om det virkelig er ytringsfrihed at strø om sig med skældsord og personangreb. Har du de nødvendige tekniske færdigheder, så kan du gemme de grænseoverskridende indlæg og overstrege alt det grimme og så publicere resultatet. På den måde bliver substansen i kritikken tilbage. Ofte viser det sig, at der ikke er nogen substans.
  • Når du er uenig med nogen, så giv da endelig udtryk for det. Men tænk også på det lys, du sætter dig selv i, hvis du ikke har argumenter, men kun skældsord.
  • Det er ærgerligt, at så mange ellers interessante debatter i avisernes kommentarfelter bliver ødelagt af agressive og ubehagelige kommentarer, der gør det til en Golgatha-vandring at nå frem til de gode og konstruktive kommentarer. Mange brugere opgiver på halvvejen, inklusive mig selv. Aviserne ville gøre sig selv en stor tjeneste ved at modere langt tættere – glimrende studenterjob!
  • Hvis du har en anonym mailadresse og alias, som du bruger til at spy galde ud over folk, du er uenig med, så overvej, hvad du egentlig får ud af det? Måske skulle du læse en bog i stedet for? Eller få en hund?

Share

Når netiquette bliver must-have og ikke bare nice-to-have

"Det ser ud som om de sover, måske skal vi ringe på?" "For sidste gang, vi er MONSTRE, vi ringer ikke på!" Lånt på toonsup.de
“Det ser ud som om de sover, måske skal vi ringe på?”
“For sidste gang, vi er MONSTRE, vi ringer ikke på!”
Lånt på toonsup.de/

Jeg er for nylig begyndt at følge en blogger fra den amerikanske teleindustri på LinkedIn. Han beskæftiger sig meget med det samme hjørne af internettet, som jeg selv er optaget af, nemlig netiquette.

Med udgangspunkt i en dom ved Floridas højesteret, hvor en dommer blev erklæret inhabil, fordi han var på Facebook med anklageren, diskuterer han de nye etiske udfordringer, de sociale medier stiller os over for. Ville det også ske i Danmark? Eller hvad hvis det var LinkedIn? Han stiller spørgsmålet, om dommeren også var blevet disset, hvis de havde tilhørt den samme golfklub? Eller hvad med samme VL gruppe?

Skal vi være på Facebook med vores kolleger? Skal man åbent følge sine konkurrenter på Twitter? Er det dårlig stil at sende en LinkedIn-anmodning til sin chef? Sin tidligere chef? Der findes ingen “rigtige” svar på disse spørgsmål, da svaret hver gang må bero på en individuel vurdering. Det handler i høj grad om social fingerspidsfornemmelse og om forståelse for individuelle virksomhedskulturer.

En anden moderne faldgrube, som Don P beskæftiger sig med, er det, han kalder Det Tredje Spor. Det handler om konflikten mellem det kommercielle og det sociale. De senere år har vi set utallige eksempler på virksomheder, der tramper bevidstløst frem og tilbage mellem de to spor (i det tredje spor) og ikke ænser, at de gør folk sure og skaber dårlig stemning.

Et tænkt eksempel: Et forlag opretter en fanside på Facebook til en populær bog. Masser af fans liker med glæde, fordi de her får lejlighed til at vise deres venner noget (fordelagtigt) om sig selv. De er fuldstændig ligeglade med forlaget bag. Benytter forlaget sig så af adgangen til disse fans ved at forsøge at markedsføre andre af forlagets bøger, bliver fans’ne sure, for hvis det var det, de havde ønsket, ville de have liket forlaget og ikke bogen. Gør man dét mere end en enkelt gang, kan man risikere at miste en masse likes og måske endda have skabt så meget badwill, at fans’ne ikke igen vil like en bog fra forlaget. Scroll selv op og ned på din Facebook for at finde flere eksempler!

Endelig siger Don P noget klogt om, hvordan man som virksomhed griber det an, når man gerne vil i dialog med indflydelsesrige journalister og bloggere inden for ens område. Disse gode råd er der også mange, der med fordel kan tage til sig. Jeg hører ofte især mad-bloggere, men også tech-bloggere fortælle om de latterlige henvendelser de får fra folk, der skamløst beder dem promovere et eller andet produkt på deres blog. Disse sælgertyper opnår kun én ting – badwill. Endda en badwill, der let spreder sig i blogosfæren, hvilket kan vise sig meget problematisk. For selvom bloggere inden for hvert enkelt felt naturligvis konkurrerer med hinanden, så samarbejdes der også på kryds og tværs.

Don P anbefaler virksomhederne at tænke på disse fire nøgleord, når de beslutter sig for at søge indflydelse blandt journalister og bloggere:

  • Anerkendelse
  • Anbefaling
  • Information
  • Adgang

Anerkendelse – start med at anerkende deres tilstedeværelse og betydning. Abonner på deres blog, skriv evt. kommentarer (UDEN salgssnak), følg dem på Twitter, etc.

Anbefaling – vis dem, at du synes, de virkelig har noget at byde på. Nævn dem over for andre, RT deres bedste tweets (nej, IKKE dem alle sammen), sæt link til deres artikler på jeres egen hjemmeside.

Information – tilbyd dem mere end der er umiddelbart tilgængeligt på hjemmesiden og via andre offentligt tilgængelige kilder. Der findes masser af insights i hver eneste virksomhedsom ikke nødvendigvis er insiderviden.

Adgang – tillad journalisten/bloggeren direkte adgang til de personer i organisationen, der har de spidskompetencer, den pågældende er særligt interesseret i.

Tilstedeværelse i de sociale medier byder på en hel del snubletråde. Og det har endnu ikke vist sig muligt at demonstrere konkret ROI af indsatsen. Alligevel vil jeg påstå, at den moderne virksomhed er nødt til at kaste sig ud i det.

Hvo Intet Vover, Intet Vinder.*

* Citatet stammer angiveligt fra de islandske sagaer.

Share

Når lokalpolitiet trumfer tv-stationen på de sociale medier

Nu var der ikke tale om direkte konkurrence på nogen måde, men jeg mødte bare begge disse eksempler næsten samtidig. En Facebook-bekendt linkede til Huddinge Politis Facebook-side. Og jeg må sige, at jeg er næsegrus i beundring over deres elegante håndtering af meget følsomt stof.

Samtidig dukkede morsomme historier op om TV2 Zulus elendige håndtering af “Titanic Awards” – i daglig tale vist kaldet #Gaffaprisen – på de sociale medier. Christiane Vejlø har redegjort for forløbet her, men helt basalt, så var de bare ikke tilstede og bemærkede derfor ikke Twitterstormen.

Og jeg småfniser ved mig selv over, at den generelle opfattelse er, at det er de hippe og smarte, der er på de sociale medier, og bonder*vene der sakker bagud. Vi kan vel hurtigt enes om, at  Huddinge Polisen ikke falder først for, når talen falder på hipstere, men at folkene på Zulu da fremstår som svært fremme i skoene. Men vi er flyttet ind i Omvendtstrup, og det er skattevæsnet (@skattefar), politiet og SAS, der rykker på de sociale medier, mens fx TV2, Politiken og Zentropa er røget fuldstændig bag af dansen.

Jeg ved ikke med jer, men jeg synes, det er herligt!

Share

Den falske melodi

Udtrykket “den falske melodi” er faldet mig i hu en del gange på det sidste. Det stammer fra tamil-sagen tilbage i 80’erne.

Det, der så ofte får mig til at tænke på udtrykket, er måske snarere en falsk tone end en falsk melodi. Den falske tone er den, der sniger sig ind, når organisationer, personer, virksomheder er på de sociale medier på en måde, der klinger falsk eller hult.

Det gamle udtryk, at man kan narre nogle folk noget af tiden, men ikke alle folk hele tiden, passer stadig. En falsk tone kan få folk til at stå af – uden at de nødvendigvis ved, hvorfor de står af.

Den falske tone opstår på flere måder. Den opstår, når nogen udgiver sig for noget, de ikke er. Det kan både være i stort format med egentlig løgn og i det mindre format, hvor man blæser sig op til noget, man ikke helt har rygdækning for. Det er det sidste, der interesserer mig. Det første laves der film om.

Den falske tone opstår også, når “tals-m/k’en” ikke er i sync med virksomheden/afsenderen. Ofte bliver Facebook-posteringer, tweets og andre “udsagn” alt for grå og generiske, fordi de ikke har fuldt mandat fra den egentlige afsender, og derfor ikke rigtigt tør vove pelsen. Uanset om det så er en billig-i-drift studentermedhjælper, der er tals-m/k, så er det en dyr løsning, for den ønskede effekt opnås aldrig. Der kommer aldrig en ægte samtale i stand med læsere/brugere/kunder. I den anden ende af spektret er virksomheden, der hyrer et bureau med såkaldte “community managers” til at foretage Facebook-opdateringer og tweets for sig. Hvis organisationens ledelse i virkeligheden er stiv og pappet og dødsensangst for interaktion med brugere/kunder, så nytter det altså ikke at have en glad ung cand.comm.’er i den modsatte ende af byen til at sidde og tweete for sig. Det kan kun gå galt!

Der er variationer over disse temaer. Fx firmaer der er vildt upbeat i tonen og nok selv synes, de er “nede med brugerne”. Men brugerne spotter den slags falsk tone med det samme. Især da i de mange tilfælde, hvor kommunikationen viser sig at være ensidig. Brugerne prøver at svare eller spørge denne friske, upbeat virksomhed, og så sker der intet. INTET. Så ved man jo straks som bruger/kunde, at facaden er falsk og slet intet har med virksomheden omme bagved at gøre.

Så “kampen” er altså ikke forbi, når organisationen er kommet på de sociale medier. Den er først lige begyndt. For tonen i opdateringer og tweets skal nøje matche tonen i organisationen og den tone, brugere/kunder møder, når de ringer til en hotline eller kundeservice. I større organisationer må der nødvendigvis være flere om at stå for opdateringerne/svarene, da én person umuligt kan svare på alt fra produktforespørgsler til forespørgsler om virksomhedens engagement i et tredjeverdensland.

Så forskellige personer/organisationer som den norske kronprinsesse, den internationale forfatter-superstar Neil Gaiman, danske  skat.dk og Maersk mestrer det.

Organisationer og virksomheder bør lade medarbejderne komme til fadet og cheferne må opgive deres “jeg har for travlt til den slags pjat”-attitude. Men først skal der læres og afstemmes. Organisationens melodi skal findes, og man må godt øve sig lidt, så den ikke bliver falsk, når den spilles offentlig.

Share

Man kunne jo forestille sig

at danske journalister i langt højere grad, end det er tilfældet nu, tog de sociale medier (især Twitter, hvor nyhederne altid kommer først) alvorligt som en kilde til nye historier (du er undtaget @sfanc) og gad gå i dialog med deres followers/fans/læsere, når disse havde relevante spørgsmål, bidrag, indsigter. Det gider de næsten aldrig – selv når man påpeger deciderede fejl, er der i ni ud af ti tilfælde ingen respons overhovedet. Der er dog efterhånden rigtigt gode takter på flere medier, Berlingske er solidt repræsenteret, men mange af de tilstedeværende kører stadig lidt envejskommunikation, Information er nu godt kørende, og Jyllands-Posten var jo først med den enestående @kaaresorensen. Hurra for ham. Til gengæld er Politiken helt og aldeles fraværende. Når man nævner @politiken i en tweet, uanset hvad det drejer sig om, så er én ting sikker. Man får aldrig noget svar. Det er sgu sløjt!

Det samme gælder politikerne på Twitter med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser. Altså, når højprofilerede politikere som @IdaAuken og Margrethe @Vestager, som nok har mere travlt end mange andre politikere, kan finde tid til at svare på tweets, så er det svært at lægge øre til de andres undskyldninger (ministre undtaget). Og jeg taler især til dig @Christianfbach – når en vælger skriver til dig, at de har stemt på dig, ville det så ikke være passende at sige tak? Og når vælgere spørger dig om noget, så kunne du jo svare. Ellers skal du lukke din Twitter-konto og holde dig til Facebook og en almindelig hjemmeside.

Men tilbage til journalisterne – har læst om et initiativ, som YouTube overvejer, nemlig at lancere en kanal, der skal understøtte undersøgende journalistik, så vi kan få mere af det og måske af bedre kvalitet. Problemet er jo – til dels – at der kun sjældent er råd til at betale journalister i måneder for at gå og rode i én enkelt historie. Personligt mener jeg dog, at hvis man skruede lidt ned for dækningen af alverdens småhistorier og sparede udgiften til ligegyldige Reuter-telegrammer og følelsesporno artikler, som dem der fulgte i kølvandet på Utøya og som ses i dag på 9/11årsdagen, kunne man både få en mere profileret avis (fordi alle historier faktisk var skrevet af avisens egne journalister eller af journalister på samarbejdende aviser (som Information og Guardian)) og højstatus enkelthistorier, der var researchet over længere tid. Jeg ville fx tro, at en historie som den om, at Q8 ikke betaler skat i Danmark, kunne have fyldt meget mere og inddraget mange flere perspektiver. Her havde det fx været oplagt at inddrage de sociale medier, hvor mange godt gider bidrage (gratis!) til den type historie med deres egen research og med at sprede den.

Når aviserne ellers finder sig en betalingsmodel, der giver mening (kom NU!), skal vi læsere jo også have noget ordentlig valuta for pengene. At betale abonnement for at læse Ritzau-telegrammer, gider jeg i hvert fald ikke. Men jeg vil gerne have en løsning, hvor jeg kan abonnere på en avis, der ikke udkommer som en forstenet PDF-fil, og jeg vil også gerne have lov til at betale (på en nem og smart måde) for en enkelt artikel her og der fra aviser og magasiner, som jeg ikke abonnerer på.

 

Share

Stealing sons’o’bitches

I saw this tweet earlier today and was reminded of how often I get that feeling.

One thing is that some people have the time, the energy and the wherewithal to transform a tweetet link into a blogpost or FB-status update at the time when I tweet it into my timeline. Good for them and sad for me that I didn’t sit down and do it right there and then. Another thing all together is when people don’t acknowledging their sources.

When I read something directly on a website, I’ll tweet the link with a comment or my own angle on the story. If the link comes from Twitter, I’ll tweet it as an RT or with a via-reference. Generally, and I believe that people who know Twitter well will agree with me, you know whether something interesting has been tweetet *from a stream near you* earlier that day or not. A few times a month I *know* that I was first with something – if not the link, then the angle. And then I get REALLY annoyed when other tweeps pass it on as their own in tweets, blogposts, newsletters, etc. Why can’t they just mention, in passing, where they saw it first?

Am I being over-sensitive, I wonder?

Share

Identity

I could have a profile with this avatar. Would be correct signal about age and gender, but all else would be open!

The other day I was reminded of something that happened in the very, very early days of social media, long before it was called social media. I think that it’s relevant to today’s discussions about our “true identity” – online or off line or both.

Many many years ago I worked for Nordisk Film/Egmont (one of the largest entertainment groups in Scandinavia) and was part of the earliest experiments with web there. Egmont offered a portal or a community or something, I forget, think it was called EON. There, you could have a profile and chat with others on that same community.  Obviously, back then, there were only a few people on there and the majority were my colleagues from Nordisk Film and Egmont. I was never accepted by the large group of journalists working for Nordisk Film’s various television programmes. Except for the fact that I am not a journalist, I never quite understood why.

To try and understand it better, I decided to start a second profile on EON, this time not as me. But I was careful to write exactly the same kind of messages, with the same “privacy level”  and the same kind of civility that I’ve always wanted to be an exponent of.

The interesting thing was that while most of my colleagues more or less ignored me as me, they were absolutely intrigued by the other me. Although there was NO difference in the content of my posts. And, mind you, there were a lot of other anonymous users, I was not the only one. It was the norm then, to be anonymous.

I, as me, was an uneducated person who, for reasons unknown to most, had landed the attractive job as press officer for Nordisk Film. In my late thirties, a single mother, no journalistic experience but with a history from the music business they didn’t know of and weren’t interested in, anyway. So, in reality, that was what they saw when they saw my posts. Not the actual content.

However, the other me must have been rather witty and intriguing, because I received lots of attention and inquiries and was chatted up by both sexes in numerous ways. It was most disturbing and discouraging and I closed down the profile.

On Twitter I see echoes of this in some instances, e.g. people at the top of the social hierarchy (e.g. with prestigious jobs) who receive a lot of undue attention on Twitter despite their boring and uninspiring updates. In others, the opposite, where I’m extremely pleased to see e.g. heavily overweight people transcend this social handicap and gain lots of followers and have lively interactions based on the content of their tweets alone. Even though their Twitter-friends are aware of their physical appearance.

Personally, I don’t find it too difficult to draw the line between what can be uttered among colleagues at the office or at home with friends and what can be posted to Facebook and Twitter. While I may say in a circle of friends that so-and-so should get it together or something like that, I’d never post that anywhere in writing. Not because I can’t stand by my words but because you need to know the full context to fully understand it. And with hundreds of “friends” on Facebook and Twitter, it should be life rules for dummies that they are not all aware of that context (and that one’s for you, Ditte Okmann).

Please share your thoughts on this subject.

 

Share

Eavesdropping and tweeting it!

I happened to overhear a conversation earlier today at a café, where I was getting myself a bite before picking up son at friends. It was so embarrassing that my ears went red and my heart was racing. I decided to tweet about it. If you’re familiar with Twitter, you’ll know where to start: By scrolling down to the bottom of the page and then read backwards. If you’re not familiar with Twitter, you know it anyway (now). Go ahead, share my eavesdropping experience! (PS: A few of the @ reply tweets are in Danish, but all of mine are in English.)

Dan Bjørneboeursushi @thea0507 @labeet Ja. Det var stort.

CamillaLarsenSchmidtcamlarsch @labeet Så de overhovedet ud til at være tiltrukket af hinanden? Ellers var det en meget lang samtale … #SoMuchAtStake
Lotte Molberg
lottemolberg @labeet altså som date-detektiv? Eller hvad man kan kalde det. Spændende var det i hvert fald ;)
Thea Juhl Thorup
Tina - omme i London
twishart @labeet Plenty calls for a professional eavesdropper… ;)
Nene La Beet
labeet I’ve enjoyed entertaining you. Maybe I should consider a career change?
QHSE-Support
HelleManicus @labeet Tak for god underholdning. Some other time maybe :)
Mark Lewis
mmark @labeet mos def – like being there :) great narrative, had me all round up.. Would make a great opening, thnx nene, enjoy your afternoon :)
Marie Bilde
MarieBilde @labeet thanx for breathtaking report from date. I hope SHE will tell HIM that there’s no point in meeting again. I don’t like him.
Jesper Dahl Jeppesen
jesperdahl @labeet damn, it was an interesting live tweet. Wonder why we are so intrigued by it? :-)
Jonathan Davis
canadiancat RT @labeet: Long odd pause. Now he’s got her talking about her job. I don’t like him, he plays to all her insecurities <= All guilty of that
Emil Hermansen
emiil @labeet Supercool livetweet! Hvor lød de dog uptight begge to. Nu har jeg også ondt i maven. Tak for lørdagsdrama!
Judi Lund Finderup
JudiLFinderup @labeet Nooo! You have to stay. Cant stop the story now :)
Sejs Dyner
SejsDyner @sigaard @labeet Agree, Please don’t go :-)
Jacob Christensen
jacobchr @labeet Det lød unægtelig som Alle Pinlige Stævnemøders Moder
Martin Sigaard
sigaard @labeet no please stay, more more more!
Maria Barrett
MariaBarrett @labeet How can you! I’m hanging on your every word!#whathappensnext?
Lulu
belle_lulu @labeet It’s like downloading the first chapter only of a real pageturner! Write the rest of their story for us please…. :) xxx
justme
amjustme @labeet Wait! You can’t go now!!!!
Lars Sønderskov
Soenderskov @labeet God underholdning;-)
Kiz
deililly @labeet Aww, I was getting well into this!
Nene La Beet
labeet Friends and co-eavesdroppers, I have to leave you – and our couple here. Must dash. Don’t believe they’ll meet again. My tummy hurts!
kirstenmarie
kirstenmarie @labeet I’m wondering how much of their future relationsship (assuming they enter into one) has already been established at this point.
Nene La Beet
labeet Long odd pause. Now he’s got her talking about her job. I don’t like him, he plays to all her insecurities.
Adam Jensen
aj42 @labeet :D that is so academic & pretentious :/
Nene La Beet
labeet She tries to say that she finds Talent more fun because of the odd people w various acts. He cuts her off by rejecting it. She reels back.
justme
amjustme @labeet think of it as live theatre……
Michelle Lancaster
michlan @labeet lol – i’m loving your eavesdropping session! :) x
Sejs Dyner
SejsDyner @labeet Ha ha, nobody’s watching that show, but everybody knows a lot anyways
Nene La Beet
labeet Now they crack me up, discussing X-factor and both saying they’re not watching it. However, they seem to know all the contestants!
justme
amjustme @labeet I think they are not suited…….
Nene La Beet
labeet She’s straight. Only way, she says, w/o ridiculing herself completely at bars and cafés. Should add that they both look great. Around 35-38.
Nene La Beet
labeet Now they are legitimising net dating. Guess it’s a necessary step. He’s trying to play down the fact that he (obviously) does it.
Kirsty B
kirtle @labeet You can’t go now! Not before they do, anyway!
Nene La Beet
labeet I’m waiting to pick up son and planned to read. But can’t focus, conversation has me spellbound!
Nene La Beet
labeet Now they talk FB. She makes the wrong move of admitting that she spends too much time there. He jumps in, doesn’t do that *anymore*. Ouch.
Mary Liebowitz
MaryLiebowitz @labeet You are absolutely cracking me up. I’m feeling a knot in my stomach for these people!
Nene La Beet
labeet A lull now, she gets desperate and starts babbling. Do I know that reaction? They are briefly saved by waiter who jokes with them.
Nene La Beet
labeet He’s so good at returning the ball to her court all the time. Now she’s trying hard to make him spill the beans.
kirstenmarie
kirstenmarie @labeet Me too! :-)
Nene La Beet
labeet My stomach’s in a knot on their behalf. It’s totally stressful!
Sejs Dyner
SejsDyner @labeet More more more :-)
Lulu
belle_lulu @labeet I’m entranced…..
Paula Fleetwood
PaulaFleetwood2 @labeet This is RIVETING
Jonathan Davis
canadiancat @labeet I’m really liking your tweets right now! So intense…keep it up ;-)
dalsgaard
dalsgaard @labeet is doing the most interesting live coverage
Thea Juhl Thorup
thea0507 @labeet Exciting date;)
Nene La Beet
labeet She tries to evade answering question of whether she wants children. He lets it go.
Nene La Beet
labeet He asks straight out: why don’t you have children? She explains about previous boyfriend who was too young.
Nene La Beet
labeet She tests him back by stating opinions about child rearing. Think she got away with it. Phew.
Nene La Beet
labeet He’s got kids, she hasn’t. He’s testing her, she’s trying for right balance of empathy and distance.
Mark Lewis
mmark @labeet oh please report some dialogue ;)
Nene La Beet
labeet Couple behind me are on first RL date after netdating. I’d really wish I couldn’t hear their conversation, but this café is tiny!!
Share

An Apple a day

As today is a very special day for all us Apple-geeks, I’ll use some of the horrible hours of waiting to present to you a bit of nerdy news. We’re talking everything from strictly business to strictly silly.

There’s always new stuff to enhance your work/pleasure time in front of the screen. @4nd3rs from Danish Radio’s brilliant tech-programme Harddisken recommends this extra security for G-mail. Given the latest scare with G-mail accounts that disappeared (not really, they are all restored by now), this might be a good idea. Another very practical thingummy is Amplify, an add-on for Firefox and Chrome, which will let you clip and save anything on the page you’re on for instant mailing, blogging, tweeting, FB’ing or whatever. Really smart!

Do you listen to audio books? I do, occasionally, when all the brilliant podcasts aren’t filling up my time. Audiobooks, however, are often quite expensive, so there’s a natural limit to how many you’ll listen to. Funzafunza, also from the above mentioned Harddisken, mentioned Librivox, a truly original concept where you can find public domain books read by “normal people”. I’ve downloaded Heart of Darkness by Joseph Conrad, a book I’ve wanted to read for ages. Next plane-ride, I’ll listen to it. The reader of this particular novel, a woman, doesn’t have the most pleasing voice on the planet, but I’m sure I’ll get used to her as I listen along. And, there may be other books there, read by more pleasant-sounding people. Anyway, I think it’s a brilliant concept! Do you have a pleasant voice, do you like reading to others and do you love an old book, why not give it a chance and contribute? I will, as soon as I have half a day to spend…

The eternal discussion of whether social media and the web in general is distracting us from true immersion in work, reading, etc. and making us into flimsy flutterers goes on and on. I’m biased, so I’ll only link to people who agree with me. *smirks*. Here’s the honourable Jeff Jarvis on the subject. He links back to the weightiest of previous articles in American media. It was @Elnif who pointed to that one.

And then there’s that there Twitter. Here’s what I’ve read lately on that subject. This in the Guardian, helping the positively curious to make heads and tails of it. This is a funny but not untrue infographic about the process of getting into Twitter.

Lately, I’ve been adding my bit to posterity, in this case Danish Wikipedia. Working with Wikipedia is not easy, it’s not at all like blogging, but as I’m incredibly stubborn I just keep at it. Also, I get help from kind Wikipedians (and also some pointing with a very big stick from less kind Wikipedians). So this well researched article about why women don’t contribute more (13%) to Wikipedia really hit home.

Where would you like to work if you could choose? Fast Company has picked the 50 most innovative companies. Together with Fortune’s Top 100 over the best companies to work for, we have a good starting point. That said, I’m totally happy working for myself. I’m such a nice boss, really, even though the salary s*cks.

Finally, we need something about language (from @stensamler), books and books (from @bogtyven).

Oh, and more books. (Would have loved to have embedded this charming, artistic and funny video. But since, apparently, they use a tune that Sony owns the copyright to, it can only be watched directly on Youtube. Bah!)

Share