Corona-app’en

Har du downloadet Corona-app’en? Har du overvejet det? Efter nogen overvejelse og hjulpet på vej af en gennemgang i Zetland Helikopter, har jeg hentet den. Ikke mindst efter at have læst de seneste smittetal verden over og set billeder fra en propfyldt metro.

Jeg går ikke bekymret rundt, og det gør mine børn, venner og kolleger som hovedregel heller ikke. Meeeen, vi behøver på den anden side ikke køre strudsetaktik og tro, at pandemien er ovre, for det er den virkelig ikke. Tværtimod.

Corona testing

I DJØF-bladet kan man læse om en lille succes-historie, og dem bør vi ærligt talt samle på. Den handler om arbejdet med at etablere et testcenter i de hvide telte ved Rigshospitalet. Den interviewede DJØF’er kender jeg ikke, men hendes lederkollega, sygeplejerske og antropolog Helle Hø(g)strup, er min gode veninde. Dejligt at læse om, hvordan så mange, så forskellige mennesker kan arbejde tæt sammen og endda være vilde med det.

Samfund/miljø/politik

8:46

En hvid mand har lavet denne 8:46 lange film om, hvor lidt han selv har forstået om, hvordan det er at være sort i USA – indtil nu. Så de sarte hvide danske mænd og kvinder, der “ikke gider høre mere om Black Lives Matter” kan se med her.

Pandemiforsikring

I flere år forsøgte to store forsikringsmæglere at sælge pandemi-forsikring til store internationale virksomheder. Her er et par linjer fra noget af deres marketingmateriale: “individuals must be able to participate in and attend events without fear for their safety and health. Pandemic outbreaks can disrupt public confidence, and in turn, make or break many companies.” Projektet var en eklatant fiasko – alle de risk managers, de talte med, kunne godt se fidusen, men sagde “vi kigger på det næste år”. Næste år var så i år. Artikel i Wired fortæller hele historien.

Antisemitisme i det republikanske parti

Når man er republikaner kan man nemlig sagtens være helt forelsket i Israel og antisemit samtidig. Jeg forstår det ikke helt, men afstanden mellem hvid nationalisme og antisemitisme er meget kort. Det var Jacob Christensen, der pegede på en artikel, der kortlægger vejen derhen.

Statuedebatten er ikke ligefrem ny

I ugens K-nyt skriver Astrid Nonbo Andersen, phd og postdoc i idehistorie om, hvordan debatten om nedrivningen af diverse statuer har fundet sted lang tid før vi begyndte at tale om identitetspolitik og krænkelsesparathed og blacklivesmatter.

Bye bye Katie Hopkins 👏🏻

Katie Hopkins, der virkelig er et rædsomt menneske, har fået fjernet sin konto permanent fra Twitter på grund af hadefuldt indhold. Go go go, Twitter!

Tidens mest omtalte voldtægtssag

Rune Selsing – af alle mennesker – har øjensynligt fulgt sagen meget tæt på. Her beskriver han sit syn på den. Det er yderst overraskende og opløftende læsning fra den kant.

Og til dem, der tror, det er “gratis”, at stå frem i en voldtægtssag, så er her et kig i offerets mailboks.

Ud og bruge (ferie)penge

Eller måske skulle vi hellere lade være? Videnskab.dk har lidt tips til klimavenlige måder at bruge de ekstra penge på, hvis de virkelig brænder i lommen.

Viden

Lukkede Facebookgrupper

Et par forskere har kigget nærmeremisinformation og konspirationsteorier i lukkede Facebook-grupper. De har radikale forslag til forandringer, som de i artiklen stiller direkte til Facebook. Ellers går det galt igen!

Nyt studie om grisevelfærd

I Danmark har grisene det godt – i hvert fald i vores selvforståelse. Men et nyt studie viser, at det netop mest er der, de har det godt. Bortset fra økogrisene: “Faktisk er velfærden hos de økologiske grise omtrent dobbelt så god end hos de konventionelle grise i Danmark ifølge den nye undersøgelse.”

Så, kom nu! spis mindre kød, og spis så noget fra dyr, der bliver behandlet nogenlunde ordentligt på vejen fra mark og stald og til dit spisebord. De fleste af os har udmærket råd til at prioritere på den måde.

Og apropos naturen, det billige skidt, er her et indlæg, som min wikipedia-ven Villy Fink Isaksen har peget mig hen til. Det handler om de nye naturparker – et lidt andet syn på dem.

Aldring

Sjovt nok et emne, der interesserer mig… En fysioterapeut fortæller lidt om verdens længst løbende studie om aldring. Det startede i 1950’erne og løber stadig. Resultaterne er forvirrende, men mest opløftende.

Teknologi

Facebook – for good or for evil?

Det er, hvad New York Times’ tech nyhedsbrev beskæftiger sig med denne uge. Vi kommer både forbi Philippinerne og Myanmar.

Ebay – fy, skam jer!

Jeg poster ret ofte Wired-chefredaktør Steven Levys ugentlige nyhedsbrev. Det er simpelthen, fordi det er klogt og ofte fortæller historier, jeg nok ellers ikke ville støde på. I dag er ingen undtagelse – det handler om, hvordan dele af Ebays absolutte topledelse har udøvet mafia-lignende trusler over for en kritisk røst. Og om hvordan den slags altid falder tilbage på ledelsen og også bør gøre det.

Om os

Hvad kan jeg bruge i stedet for …?

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har googlet det, særligt når jeg følger opskrifter fra udenlandske kogebøger med “outlandish” ingredienser. Mark Bittmann (jo, jeg har faktisk også en af hans kogebøger) er en meget kendt amerikansk kok, og her giver han en vejledning i netop det – også med en masse ingredienser, der ikke er spor outlandish. Jeg har printet den og lagt den ind i min favoritkogebog.

Indretning

Det er altid dejligt at se, at folk kan indrette et hjem originalt, spændende og rart uden at det har kostet en masse penge. Det ender for det meste med at handle om en kreativ hjerne og nogle gange også hænder, der er skruet håndværksmæssigt på. Se denne lejelejlighed, der er så fint, farverigt og planterigt indrettet.

Medier

Passionflix

Jeg har lige lært, at der findes en streamingtjeneste, der hedder sådan. På den findes romantiske, sexy film, hvor kvinderne spiller hovedrollen. Ejeren af Passionflix og producenten af filmene hedder Tosca Musk, søster til Elon. Jeg husker godt de romantiske romaner og hæfter fra min ungdoms boghandel og bladkiosk, men, naiv som jeg er, troede jeg slet ikke, det eksisterede mere! Læs den spændende beretning i Wired om, hvordan Tosca startede sit produktionsselskab, og hvordan hun driver det med hjælp fra en masse fans.

Småbørn på YouTube

Frederik Kulager fra Zetland har fået indblik i en toårigs YouTube-historik. Det er ikke uinteressant. Og hvis du nu skal til at pudse glorien “mit barn ser sandelig ikke Youtube”, så tag lige en slapper og læs artiklen i stedet for.

Kunst og kultur

Pindsvinets elegance

En læser af #serendipitet skrev til mig, at det måske var mig, der havde inspireret hende til at læse Pindsvinets elegance af Muriel Barbery. Men det var det ikke, for jeg havde aldrig hørt om den. Jeg tjekkede selvfølgelig med det samme, hvad det mon var for en bog, og straks kunne jeg se, at den helt sikkert var noget for mig. Så nu skal I andre da også inspireres! Så tak Rikke!!

Dark Waters


En film af Erin Brockowich-typen. Hvorfor bliver vi aldrig færdige med store virksomheder, der ikke skyer nogen midler for at tjene penge? Godt at se, at Hollywood stadig gider lave sådan nogle film. Mark Ruffalo er suveræn som den usikre corporate advokat, der får en mission og skifter side. I videoen herunder kan du høre den advokat, Ruffalo portrætterer, fortælle om den sande historie.

Share

Åh nej, Twitter!

Republikansk millionær køber andel i Twitter. Planen er øjensynligt at skubbe Jack Dorsey ud. Ak. Læs i the Guardian.

Samfund/miljø/politik

Svindel og humbug

Apropos Britta Nielsen, så er svindlere i både private virksomheder og i det offentlige svære at opdage. Men mere kontrol er ikke svaret. De mange gode grunde til det kan du læse eller lytte i denne Zetland-artikel.

Ondskabens banalitet – igen

Vi hørte om det fra Hannah Arendt i forbindelse med Eichmann og senere i en tv-udsendelse fra 1982, som jeg aldrig har glemt, hvor Erik Stephensen og Jørgen Flindt Pedersen havde interviewet den græske juntas bødler. Her er det så en tortur-psykolog fra Guantanamo. Han er kold over for at waterboarde mennesker, men græder, når der er reklamer for hundemad på tv.

Antisemitisme for real

I Ungarn har man fjernet den jødiske forfatter Imre Kertesz fra den litterære kanon og erstattet ham med nationalister. Link til SVT, fordi #DKmedier åbenbart ikke synes, det er en historie. Tak til Monica Krogh-Meyer for link.

#Coronavirus I

Her er en af de bedste opsummerende artikler, jeg har læst, om facts og fiction om sygdommen og forholdsreglerne. Artiklen er fra The Guardian.

#Coronavirus II

Hvis bare en brøkdel af det, denne iraner fortæller i sin lange twitter-tråd, er rigtigt, så er det en meget, meget alvorlig situation.

Når fængsel føles som frihed

Fotoessay fra et afghansk kvindefængsel, hvor kvinder, der har myrdet deres mænd for at slippe ud af årelangt mishandling, har fundet en form for fred. Smukke, tankevækkende billeder.

Ugens Jarlov

Der bygges i træ

I hvert fald i Paris. En vis procentdel af offentlige bygninger og konstruktioner til OL i 2024 SKAL bygges i træ. Fra Architectural Digest.

Viden

Lungerne hele sig selv!

Det viser sig simpelthen, at ganske kort tid efter, at man er holdt op med at ryge – selv efter årtiers rygning – begynder lungerne at hele sig selv. Der er altså god grund til at holde op, også selvom man er 80 år gammel.

Teknologi

Clearview

De fleste har nok hørt om denne startup, der leverer state-of-the-art ansigtsgenkendelsessoftware, og hvis lækkede kundeliste indeholder danske myndigheder.

Enhver kan tegne et 30 dages gratis abonnement på Clearview og bruge det fra sin telefon. Prøv lige at tænke lidt nærmere over det, hvis/når det kommer i hænderne på folk, der ikke vil os det godt!

Citat fra denne lange, rædselsvækkende artikel om ansigtsgenkendelsesvirksomheden, der har solgt sit hel- eller halvulovlige software til politi og efterretningstjenester (og banker og supermarkedskæder) over det meste af kloden:

“(…) that so many law and immigration enforcement agencies were hoodwinked into using this error-prone and privacy-invading technology peddled by a company that can’t even keep its client list secure further demonstrates why lawmakers must halt use of face recognition technology, as communities nationwide are demanding.”

Om os

Dannelse for pokker

Chris Pedersen er en af mine favorit kultur-kommentatorer. Han er sjov, klog, vidende og ydmyg. Her skriver han om, hvordan dannelse og nysgerrighed overfor vores medmennesker kunne gøre livet lettere og sjovere.

Medier

Jubiiii! (skadefryd)

Det går virkelig dårligt for The Sun. Læs i The Guardian – og stik dem en slant, hvis du kan lide det, du læser.

Kunst og kultur

Amazing Grace

Jeg var lidt længe om at få lokket mit udvalgte offer ind og se filmen om Aretha Franklin, men det lykkedes i sidste øjeblik. Filmen er fra 1972 – af Sydney Pollack – men den blev skrinlagt, angiveligt af tekniske årsager.

Den er optaget i New Temple Missionary Baptist Church i Los Angeles med et fantastisk gospelkor, der selvfølgelig har den mest corny uniform på ever. I det hele taget er kostumerne – der jo ikke er kostumer, men tøj folk faktisk har på – så Los Angeles 1972-agtige, at man næppe tror sine egne øjne.

Filmen består KUN af koncertoptagelser – hun optrådte med koret i to dage med en liveplade og filmen for øje. Livepladen udkom og blev en stor succes, men filmen har ligget og lunet sig på en hylde til nu. Skønt at slippe for alle mulige interviews om, hvor fantastisk hun var. Nu hører og ser vi det bare. Så herligt. Og som en af de ganske få hvide i salen, rocker Mick Jagger begejstret med nede bagved.

Jeg læser ikke kvindelitteratur

Det har jeg hørt mænd sige mere end en gang. Og de taler ikke engang om feministisk litteratur, men simpelthen om bøger, skrevet af kvinder. Det ufatteligt tynde argument er, at de gerne vil læse en bog, hvor de kan identificere sig med hovedpersonen. Hold.nu.kæft. Kan mænd da identificere sig med alt, der har en pik? For jeg kan sgu ikke identificere mig med alle kvinder til alle tider. Desuden foretrækker jeg bøger med en hovedperson, der IKKE ligner mig, og sådan nogle kan kvinder altså OGSÅ skrive frem, hvis nogen skulle være oprigtigt i tvivl.

Rikke Viemose, der har den lille boghandel Thiemers på Frederiksberg, har skrevet en kronik i Politiken om forskellene mellem mænds og kvinders læsevaner. Ingen paywall.

Share

Jo, en metrobyggeplads er så sandelig kultur!

På Twitter har vi et fænomen, der hedder #twundtur. Det er opfundet af den gode Lasse Baagøe. Konceptet hviler på, at næsten alle kender nogen, der arbejder et sjovt eller spændende sted. Lasse fandt så på at sætte det faktum i system, så vi nu “udnytter” vores venner og får dem til at arrangere rundture for en gruppe interesserede Twitter-brugere på deres arbejdsplads.

En grafisk fremstilling af en af boremaskinerne.

En af boremaskinerne som vi så den.

Hvis du klikker på #twundtur ovenfor, kan du se, hvor vi har været. Og i går var vi så dybt under jorden og se metro-arbejdspladsen ved Hovedbanegården. Den røde løber var rullet ud, men det var nu mest fordi statsministeren havde været på besøg tidligere på dagen, idet metroen nu er færdigboret, og de fire gigantiske boremaskiner kan gå på pension.

Allerførst skulle vi iføres sikkerhedstøvler, gule veste og hardhats. Sidstnævnte viste sig at være en vældig god idé, da jeg flere gange ramte overkanten med hatten på vej ned i dybet.

International arbejdsplads

Selvom kl. var over fem, var der masser af folk på arbejde. Metroens venlige

Banner til ære for politikerne.

ogdygtige PR-folk fortalte bl.a., at der er 25+ nationaliteter blandt de flere tusinde metroarbejdere. Mange af dem er katolikker (mestendels italienerne og polakkerne) og de har fået installeret en lille oplyst statue af den særlige helgen for metrobyggeri (genbrug af helgenen fra kulminerne).

Er det bare mig, eller har der ikke været noget råberi om dette knæfald for andres religion?

Fordi selve tunnelen er boret, skifter arbejdet nu karakter, og nye underentreprenører kommer ind – dem der skal bygge stationerne og installere sporene. Et par stationer på Nørrebro-kanten er allerede næsten færdige, så det er der, de nye spor, tog og systemer skal prøvekøres, mens resten af ringen bygges færdig. Jeg kommer til at bo mellem to stationer – Rådhuspladsen og Gl. Strand og jeg glæder mig virkelig – vores by bliver ny!

Kultur/natur

Og nu tilbage til det med kultur. Da jeg gik hjem, tænkte jeg på, at jeg så gerne ville blogge om oplevelsen, men at min blog jo egentlig handler om kultur. Hvorefter jeg tænkte videre på, at det jo bare skyldes, at jeg og min omverden bruger en utroligt snæver definition af ordet kultur, der jo faktisk bare betyder “det dyrkede” i modsætning til natur, der betyder “det fødte”.

At vi nu selv er med på billeder af alting er også kultur…

Skruer man det blik på, er sådan et metrobyggeri i den grad kultur – “den ikke-genetiske videreførelse af adfærd til en ny generation”. De børn, der i dag går i vuggestue eller børnehave (for slet ikke at tale om de ufødte) vil vokse op i et København, hvor det tager 10 minutter og er fuldstændig sømløst at komme fra Trianglen til Enghave Plads – to steder, der i dag føles meget langt fra hinanden.

Share

En dansk soldat

overkonstabel

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det troede du ikke på. Men måske, hvis det havde stået på Facebook, postet af nogen du kender og stoler på? Faktum er, at jeg har fundet billedet på Forsvarsministeriets hjemmeside, jeg har ingen anelse om, hvad soldaten hedder, og han ser da lidt ung ud til at have børn… Teksten har jeg delvist kopieret fra memen herunder, der heldigvis gik sin sejrsgang på Facebook og Twitter inden jul. Jeg fandt den på Twitter hos @AdrianShort.

SgtBold

 

Desværre er der ofte eksempler på historier – meget ofte af racistisk tilsnit – der får forbløffende medvind på fx Facebook. Begynder man at søge efter navne, personer og steder i Google, dukker intet op – andet end den historie, man lige har læst. De historier, der får rigtig meget medvind, kommer så højere og højere op i Google, og til sidst lever de deres eget liv, helt uafhængig af fakta. For de uindviede – fx børn – er det ikke så ligetil at vide, hvordan man finder ud af, om sådan en historie er sand. Børn kan (heldigvis) have svært ved at gennemskue motiverne til at fabrikere sådan en historie, så de skal have hjælp. Af os.

Share

Intet er så galt, etc. etc.

På denne blog tordner jeg imod delinger/videreformidling af forvrøvlede advarsler, fup-sider, phishing forsøg, osv. osv. Det har jeg ikke tænkt mig at holde op med. Alligevel blev jeg glad over at læse denne artikel fra Salon om, hvordan der kom noget godt ud af at klikke på et link, der viste sig at føre til et tilfælde af phishing.

Artiklen fik mig også til at tænke lidt ekstra over, hvor svært det er at finde den rette balance mellem at håne folk, fordi de er godtroende nok til at klikke på de her links, etc., og være forstående og tolerant over for det faktum, at ikke alle har sat sig ind i, hvad fx phishing er for noget. Jeg er jo klar over, at hån og spot sjældent fører til noget positivt, men samtidig vil jeg altså gerne fastholde, at det ikke kræver nogen som helst IT indsigt at skelne den store broderpart af al denne fup og svindel fra ordentlig hjemmesider og sande historier. Det, det kræver, er almindelig kritisk sans. Og sådan en er vi vel alle i besiddelse af (det meste af tiden)?

Jeg er selv faldet for fup og svindel flere gange. Fx klikkede jeg engang på et link i en Twitter DM (privatbesked) og genindtastede mit password, fordi jeg

  1. var meget søvnig
  2. for nylig havde kommunikeret med den person, linket kom fra
  3. teksten var plausibel

og jeg har delt en video på Facebook i den tro, der var tale om rigtige klip fra CCTV, skønt den viste sig at være en reklame. I øvrigt har Twitter nu fjernet muligheden for at indsætte links i DM’er. Så nu kan jeg igen ligge og tjekke min Twitterstrøm i halvsøvne uden risiko for andet end at skrive noget vrøvl.

Når det er sket for mig, har venlige folk gjort mig opmærksom på fadæsen, så jeg  hurtigt kunne rette op på skaden. Jeg bliver GLAD (og selvfølgelig flov) over at blive gjort opmærksom på mine faux pas, men jeg bemærker, at mange i stedet bliver fornærmede, også selvom man siger det virkelig pænt. Hvorfor?

Share

Noget er FARLIGT for svage sjæle

Men hvad dette noget er, ændrer sig hele tiden. I dag er det computerspil og Facebook, der står for skud – der er faktisk næsten ingen ende på al den elendighed, vi angiveligt geråder ud i, når vi spiller og roder med smartphones.

Vi diskuterer det jævnligt på Twitter og en dag var der nogen, der fandt dette fantastiske klip fra 1987 frem. Bemærk, hvad der var farligt dengang – og bemærk så retorikken, der ligner en retorik vi kender…

I øvrigt er der ingen som helst dokumentation for, at computerspil eller Facebook er farligt. Det er dog heller ikke bevist, at det IKKE er farligt, men hvorfor automatisk antage, at noget er farligt? Voldeligheden blandt unge i den vestlige verden er dog bevisligt faldet drastisk i de seneste 20-25 år, og det diskuteres intenst, hvad årsagen (årsagerne) kan være.

Nogle mener, at det skyldes fremkomsten af computerspil, der har fået unge væk fra alkohol og væk fra gaderne, andre at aborten blev fri/mere legal og atter andre at det skyldes, at vi er ophørt med at bruge bly i benzinen

videogameviolencechart

Der er også de lidt mere spøjse forklaringer:

explorer

(mon ikke denne mest er lavet for at henlede opmærksomheden på forskellen mellem korrelation og årsagssammenhæng?)

Og apropos den megen snak om, at vi er blevet ligegyldige over for hinanden og vores børn, fordi vi hele tiden sidder begravede i vores smartphones:

TwomasCtweet

Tak til @matthiaspoulsen, @boab og @vullebalut for links.

 

 

 

Share

Andre sociale medier – 1

Det allervigtigste når man tænker på sociale medier i forhold til børn og unge er, at man ikke tænker på dem enkeltvis og isoleret. Selvom Facebook er altdominerende, er det dels ikke det eneste sted, de unge færdes, dels er hele feltet i konstant udvikling, og der kommer et nyt socialt medie ca. en gang om måneden. Selvfølgelig er det ikke dem alle, der slår an, men mange gør – ikke mindst i subkulturer.

Denne hurtige gennemgang kan ikke blive andet end mangelfuld. Men hvis du ikke ved ret meget om det, så læs alligevel kapitlet, for din forståelse for, hvordan de forskellige medier virker, er afgørende for din forståelse af dit barns virkelighed. Og så er det faktisk lige meget, om det sociale medie hedder det ene eller det andet.

[statistik fra Medierådets teen-undersøgelse om so-me brug blandt dk teens – de grønne tal afspejler, hvor forældrene tror, deres børn har en konto, de blå tal hvor børnene rent faktisk har en konto]

Medierådets hjemmeside er i øvrigt et godt sted for information om børn og alt det digitale.

  • Twitter – Det virker, som om de danske unge, der bruger Twitter, har særlige interesser. Der forekommer ikke at være en egentlig ungdomskultur på Twitter, som det ses i USA, selvom antallet af danske teenagers på Twitter er i kraftig stigning. Twitter er asynkront og adskiller sig derfor væsentligt fra Facebook. Der er fx mange unge piger, der følger Justin Bieber – og sikkert også danske idoler, det ved jeg meget lidt om – men han følger dem ikke nødvendigvis tilbage. Det samme gælder de fleste andre idoler, såsom Caroline Wozniacki. På Twitter kan man, på samme måde som på Facebook, lulle sig ind i den tro, at man befinder sig i et privat rum. Det gør man selvfølgelig ikke. Twitter har en ret stejl læringskurve, men er derefter meget givende, hvis man selv er parat til at dele ud af sin viden – derfor velegnet til unge med specielle fritidsinteresser.

  • Blogs – En blog er en digital udgave af en logbog. Det er sådan en, en kaptajn eller styrmand fører ombord på et skib, hvor alle begivenheder registreres. Det “lange” navn for blog er weblog. I mange år var det de færreste, der vidste, hvad sådan en var, endsige læste dem eller selv havde en. Nu findes de overalt, og alle dagblade, magasiner og store virksomheder har en eller flere. Mange private har dem også, og der er simpelthen blogs om alt. Du læser jo netop dette på en blog. Blogs kan handle om hvad som helst:  mad, skønhed, politik, hundeopdræt eller skak. Intet emne er for lille, fordi man – hvis man skriver på engelsk eller holder sig til billeder – har et næsten globalt publikum. Man kunne udmærket opfordre sit barn til at starte en blog, hvis de har noget på hjerte, tager mange billeder eller laver noget andet, der kan have interesse for andre. Det er en måde at slutte sig til producenterne i stedet for blot at være passiv forbruger. Som på alle andre sociale medier, skal børn hjælpes med at komme i gang, og man skal sørge for at sætte sikkerheden sådan, at alle kommentarer skal godkendes, før de bliver synlige på bloggen.

I morgen fortsættes gennemgangen af sociale medier. Første afsnit af denne serie artikler om børn på nettet findes her.

Share

Digital dannelse

Nu har jeg plapret om digital dannelse i årevis – ja, min underoverskrift på min hjemmeside er “Netiquette” – et andet ord for det samme. Og nu pludselig er alle medier fyldt med det. På høje tid!

Mens jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har forstået at brande mig selv godt nok til at være en af de “eksperter”, medierne spørger om disse ting, så glæder jeg mig over, at det endelig er noget, folk faktisk taler om og forholder sig til.

Digital Dannelse er al den viden, man har behov for, for at begå sig tillidsfuldt og sikkert på nettet. Fx forståelse af, hvad NemID er, hvorfor det er klogt at downloade sikkerhedsopdateringer, hvad en browser og en app er for noget, hvad de forskellige sociale medier står for, hvordan man sørger for sikre passwords, hvad det betyder at have sine data i skyen, at man er varen, ikke kunden, på de fleste sociale medier, hvad firmaerne bruger (eller kan bruge) ens data til, hvad “intellectual property” er for noget, etc. etc.

Forbløffende mange mennesker mener, at den slags behøver de slet ikke vide, “det er kun for sådan nogle computerinteresserede nogen”. Men de ta’r fejl, gør de. Det her skal læres i skolen og burde være mere vigtigt på jobcentrene end alle de tåbelige Hvordan Man Skriver et CV-kurser.

En lidt snævrere fortolkning er, hvordan man opfører sig på nettet.

Man skulle jo synes, at det var nemt. For digital dannelse er i bund og grund blot en forlængelse af den dannelse, vi forventes at have ude i virkeligheden. En forståelse af spillereglerne. Almindelig høflighed, ville min mormor nok have kaldt det. Alligevel er det tydeligt for enhver, der er bruger af digitale medier, at ordentlighed mange steder er en mangelvare. Altså, en hel masse mennesker tror, at ordentlighed kun er nødvendigt “i virkeligheden”. Men altså, folks, her kommer noget Oplysning til Borgerne om Samfundet:

  • Internettet er en ligeså virkelig virkelighed som ude på gaden, hvor du jo heller ikke smider affald. Vel?
  • Mellemfolkelige færdselsregler gælder alle steder, også dér hvor man er anonym.
  • Regn med at ALT er offentligt. Eller lige pludselig bliver det.
  • Du tror måske at du kan trolle frit med dit ‘Per Hansen’ alter ego og din Hotmail adresse. Men en dag kommer du til at afsløre dig selv eller nogen gør det for dig, og så kan vi andre følge sporet tilbage og se din ondskabsfulde trolling. Så bliver det nok – fuldt fortjent – mindre sjovt at gå på arbejde og til familiemiddag.
  • Hvis nogen angriber dig personligt på Facebook eller Twitter eller et andet medie, hvor du selv bestemmer, hvem der kan komme i kontakt med dig, så blokér vedkommende. Livet er for kort til at stå på mål for den slags.
  • Inden du kaster dig ud i debatten et nyt sted, så tjek lige tonen på stedet ud først. Læg blødt ud og tal ordentligt til folk, så kommer du ikke galt afsted.
  • Hvis du har en blog, så moderér kommentarerne. Skriv, at du gør det. Hvis du så bliver  beskyldt for at knægte ytringsfriheden, må du blot spørge, om det virkelig er ytringsfrihed at strø om sig med skældsord og personangreb. Har du de nødvendige tekniske færdigheder, så kan du gemme de grænseoverskridende indlæg og overstrege alt det grimme og så publicere resultatet. På den måde bliver substansen i kritikken tilbage. Ofte viser det sig, at der ikke er nogen substans.
  • Når du er uenig med nogen, så giv da endelig udtryk for det. Men tænk også på det lys, du sætter dig selv i, hvis du ikke har argumenter, men kun skældsord.
  • Det er ærgerligt, at så mange ellers interessante debatter i avisernes kommentarfelter bliver ødelagt af agressive og ubehagelige kommentarer, der gør det til en Golgatha-vandring at nå frem til de gode og konstruktive kommentarer. Mange brugere opgiver på halvvejen, inklusive mig selv. Aviserne ville gøre sig selv en stor tjeneste ved at modere langt tættere – glimrende studenterjob!
  • Hvis du har en anonym mailadresse og alias, som du bruger til at spy galde ud over folk, du er uenig med, så overvej, hvad du egentlig får ud af det? Måske skulle du læse en bog i stedet for? Eller få en hund?

Share

Når netiquette bliver must-have og ikke bare nice-to-have

"Det ser ud som om de sover, måske skal vi ringe på?" "For sidste gang, vi er MONSTRE, vi ringer ikke på!" Lånt på toonsup.de
“Det ser ud som om de sover, måske skal vi ringe på?”
“For sidste gang, vi er MONSTRE, vi ringer ikke på!”
Lånt på toonsup.de/

Jeg er for nylig begyndt at følge en blogger fra den amerikanske teleindustri på LinkedIn. Han beskæftiger sig meget med det samme hjørne af internettet, som jeg selv er optaget af, nemlig netiquette.

Med udgangspunkt i en dom ved Floridas højesteret, hvor en dommer blev erklæret inhabil, fordi han var på Facebook med anklageren, diskuterer han de nye etiske udfordringer, de sociale medier stiller os over for. Ville det også ske i Danmark? Eller hvad hvis det var LinkedIn? Han stiller spørgsmålet, om dommeren også var blevet disset, hvis de havde tilhørt den samme golfklub? Eller hvad med samme VL gruppe?

Skal vi være på Facebook med vores kolleger? Skal man åbent følge sine konkurrenter på Twitter? Er det dårlig stil at sende en LinkedIn-anmodning til sin chef? Sin tidligere chef? Der findes ingen “rigtige” svar på disse spørgsmål, da svaret hver gang må bero på en individuel vurdering. Det handler i høj grad om social fingerspidsfornemmelse og om forståelse for individuelle virksomhedskulturer.

En anden moderne faldgrube, som Don P beskæftiger sig med, er det, han kalder Det Tredje Spor. Det handler om konflikten mellem det kommercielle og det sociale. De senere år har vi set utallige eksempler på virksomheder, der tramper bevidstløst frem og tilbage mellem de to spor (i det tredje spor) og ikke ænser, at de gør folk sure og skaber dårlig stemning.

Et tænkt eksempel: Et forlag opretter en fanside på Facebook til en populær bog. Masser af fans liker med glæde, fordi de her får lejlighed til at vise deres venner noget (fordelagtigt) om sig selv. De er fuldstændig ligeglade med forlaget bag. Benytter forlaget sig så af adgangen til disse fans ved at forsøge at markedsføre andre af forlagets bøger, bliver fans’ne sure, for hvis det var det, de havde ønsket, ville de have liket forlaget og ikke bogen. Gør man dét mere end en enkelt gang, kan man risikere at miste en masse likes og måske endda have skabt så meget badwill, at fans’ne ikke igen vil like en bog fra forlaget. Scroll selv op og ned på din Facebook for at finde flere eksempler!

Endelig siger Don P noget klogt om, hvordan man som virksomhed griber det an, når man gerne vil i dialog med indflydelsesrige journalister og bloggere inden for ens område. Disse gode råd er der også mange, der med fordel kan tage til sig. Jeg hører ofte især mad-bloggere, men også tech-bloggere fortælle om de latterlige henvendelser de får fra folk, der skamløst beder dem promovere et eller andet produkt på deres blog. Disse sælgertyper opnår kun én ting – badwill. Endda en badwill, der let spreder sig i blogosfæren, hvilket kan vise sig meget problematisk. For selvom bloggere inden for hvert enkelt felt naturligvis konkurrerer med hinanden, så samarbejdes der også på kryds og tværs.

Don P anbefaler virksomhederne at tænke på disse fire nøgleord, når de beslutter sig for at søge indflydelse blandt journalister og bloggere:

  • Anerkendelse
  • Anbefaling
  • Information
  • Adgang

Anerkendelse – start med at anerkende deres tilstedeværelse og betydning. Abonner på deres blog, skriv evt. kommentarer (UDEN salgssnak), følg dem på Twitter, etc.

Anbefaling – vis dem, at du synes, de virkelig har noget at byde på. Nævn dem over for andre, RT deres bedste tweets (nej, IKKE dem alle sammen), sæt link til deres artikler på jeres egen hjemmeside.

Information – tilbyd dem mere end der er umiddelbart tilgængeligt på hjemmesiden og via andre offentligt tilgængelige kilder. Der findes masser af insights i hver eneste virksomhedsom ikke nødvendigvis er insiderviden.

Adgang – tillad journalisten/bloggeren direkte adgang til de personer i organisationen, der har de spidskompetencer, den pågældende er særligt interesseret i.

Tilstedeværelse i de sociale medier byder på en hel del snubletråde. Og det har endnu ikke vist sig muligt at demonstrere konkret ROI af indsatsen. Alligevel vil jeg påstå, at den moderne virksomhed er nødt til at kaste sig ud i det.

Hvo Intet Vover, Intet Vinder.*

* Citatet stammer angiveligt fra de islandske sagaer.

Share

Når lokalpolitiet trumfer tv-stationen på de sociale medier

Nu var der ikke tale om direkte konkurrence på nogen måde, men jeg mødte bare begge disse eksempler næsten samtidig. En Facebook-bekendt linkede til Huddinge Politis Facebook-side. Og jeg må sige, at jeg er næsegrus i beundring over deres elegante håndtering af meget følsomt stof.

Samtidig dukkede morsomme historier op om TV2 Zulus elendige håndtering af “Titanic Awards” – i daglig tale vist kaldet #Gaffaprisen – på de sociale medier. Christiane Vejlø har redegjort for forløbet her, men helt basalt, så var de bare ikke tilstede og bemærkede derfor ikke Twitterstormen.

Og jeg småfniser ved mig selv over, at den generelle opfattelse er, at det er de hippe og smarte, der er på de sociale medier, og bonder*vene der sakker bagud. Vi kan vel hurtigt enes om, at  Huddinge Polisen ikke falder først for, når talen falder på hipstere, men at folkene på Zulu da fremstår som svært fremme i skoene. Men vi er flyttet ind i Omvendtstrup, og det er skattevæsnet (@skattefar), politiet og SAS, der rykker på de sociale medier, mens fx TV2, Politiken og Zentropa er røget fuldstændig bag af dansen.

Jeg ved ikke med jer, men jeg synes, det er herligt!

Share

Den falske melodi

Udtrykket “den falske melodi” er faldet mig i hu en del gange på det sidste. Det stammer fra tamil-sagen tilbage i 80’erne.

Det, der så ofte får mig til at tænke på udtrykket, er måske snarere en falsk tone end en falsk melodi. Den falske tone er den, der sniger sig ind, når organisationer, personer, virksomheder er på de sociale medier på en måde, der klinger falsk eller hult.

Det gamle udtryk, at man kan narre nogle folk noget af tiden, men ikke alle folk hele tiden, passer stadig. En falsk tone kan få folk til at stå af – uden at de nødvendigvis ved, hvorfor de står af.

Den falske tone opstår på flere måder. Den opstår, når nogen udgiver sig for noget, de ikke er. Det kan både være i stort format med egentlig løgn og i det mindre format, hvor man blæser sig op til noget, man ikke helt har rygdækning for. Det er det sidste, der interesserer mig. Det første laves der film om.

Den falske tone opstår også, når “tals-m/k’en” ikke er i sync med virksomheden/afsenderen. Ofte bliver Facebook-posteringer, tweets og andre “udsagn” alt for grå og generiske, fordi de ikke har fuldt mandat fra den egentlige afsender, og derfor ikke rigtigt tør vove pelsen. Uanset om det så er en billig-i-drift studentermedhjælper, der er tals-m/k, så er det en dyr løsning, for den ønskede effekt opnås aldrig. Der kommer aldrig en ægte samtale i stand med læsere/brugere/kunder. I den anden ende af spektret er virksomheden, der hyrer et bureau med såkaldte “community managers” til at foretage Facebook-opdateringer og tweets for sig. Hvis organisationens ledelse i virkeligheden er stiv og pappet og dødsensangst for interaktion med brugere/kunder, så nytter det altså ikke at have en glad ung cand.comm.’er i den modsatte ende af byen til at sidde og tweete for sig. Det kan kun gå galt!

Der er variationer over disse temaer. Fx firmaer der er vildt upbeat i tonen og nok selv synes, de er “nede med brugerne”. Men brugerne spotter den slags falsk tone med det samme. Især da i de mange tilfælde, hvor kommunikationen viser sig at være ensidig. Brugerne prøver at svare eller spørge denne friske, upbeat virksomhed, og så sker der intet. INTET. Så ved man jo straks som bruger/kunde, at facaden er falsk og slet intet har med virksomheden omme bagved at gøre.

Så “kampen” er altså ikke forbi, når organisationen er kommet på de sociale medier. Den er først lige begyndt. For tonen i opdateringer og tweets skal nøje matche tonen i organisationen og den tone, brugere/kunder møder, når de ringer til en hotline eller kundeservice. I større organisationer må der nødvendigvis være flere om at stå for opdateringerne/svarene, da én person umuligt kan svare på alt fra produktforespørgsler til forespørgsler om virksomhedens engagement i et tredjeverdensland.

Så forskellige personer/organisationer som den norske kronprinsesse, den internationale forfatter-superstar Neil Gaiman, danske  skat.dk og Maersk mestrer det.

Organisationer og virksomheder bør lade medarbejderne komme til fadet og cheferne må opgive deres “jeg har for travlt til den slags pjat”-attitude. Men først skal der læres og afstemmes. Organisationens melodi skal findes, og man må godt øve sig lidt, så den ikke bliver falsk, når den spilles offentlig.

Share

Man kunne jo forestille sig

at danske journalister i langt højere grad, end det er tilfældet nu, tog de sociale medier (især Twitter, hvor nyhederne altid kommer først) alvorligt som en kilde til nye historier (du er undtaget @sfanc) og gad gå i dialog med deres followers/fans/læsere, når disse havde relevante spørgsmål, bidrag, indsigter. Det gider de næsten aldrig – selv når man påpeger deciderede fejl, er der i ni ud af ti tilfælde ingen respons overhovedet. Der er dog efterhånden rigtigt gode takter på flere medier, Berlingske er solidt repræsenteret, men mange af de tilstedeværende kører stadig lidt envejskommunikation, Information er nu godt kørende, og Jyllands-Posten var jo først med den enestående @kaaresorensen. Hurra for ham. Til gengæld er Politiken helt og aldeles fraværende. Når man nævner @politiken i en tweet, uanset hvad det drejer sig om, så er én ting sikker. Man får aldrig noget svar. Det er sgu sløjt!

Det samme gælder politikerne på Twitter med nogle få bemærkelsesværdige undtagelser. Altså, når højprofilerede politikere som @IdaAuken og Margrethe @Vestager, som nok har mere travlt end mange andre politikere, kan finde tid til at svare på tweets, så er det svært at lægge øre til de andres undskyldninger (ministre undtaget). Og jeg taler især til dig @Christianfbach – når en vælger skriver til dig, at de har stemt på dig, ville det så ikke være passende at sige tak? Og når vælgere spørger dig om noget, så kunne du jo svare. Ellers skal du lukke din Twitter-konto og holde dig til Facebook og en almindelig hjemmeside.

Men tilbage til journalisterne – har læst om et initiativ, som YouTube overvejer, nemlig at lancere en kanal, der skal understøtte undersøgende journalistik, så vi kan få mere af det og måske af bedre kvalitet. Problemet er jo – til dels – at der kun sjældent er råd til at betale journalister i måneder for at gå og rode i én enkelt historie. Personligt mener jeg dog, at hvis man skruede lidt ned for dækningen af alverdens småhistorier og sparede udgiften til ligegyldige Reuter-telegrammer og følelsesporno artikler, som dem der fulgte i kølvandet på Utøya og som ses i dag på 9/11årsdagen, kunne man både få en mere profileret avis (fordi alle historier faktisk var skrevet af avisens egne journalister eller af journalister på samarbejdende aviser (som Information og Guardian)) og højstatus enkelthistorier, der var researchet over længere tid. Jeg ville fx tro, at en historie som den om, at Q8 ikke betaler skat i Danmark, kunne have fyldt meget mere og inddraget mange flere perspektiver. Her havde det fx været oplagt at inddrage de sociale medier, hvor mange godt gider bidrage (gratis!) til den type historie med deres egen research og med at sprede den.

Når aviserne ellers finder sig en betalingsmodel, der giver mening (kom NU!), skal vi læsere jo også have noget ordentlig valuta for pengene. At betale abonnement for at læse Ritzau-telegrammer, gider jeg i hvert fald ikke. Men jeg vil gerne have en løsning, hvor jeg kan abonnere på en avis, der ikke udkommer som en forstenet PDF-fil, og jeg vil også gerne have lov til at betale (på en nem og smart måde) for en enkelt artikel her og der fra aviser og magasiner, som jeg ikke abonnerer på.

 

Share

Stealing sons’o’bitches

I saw this tweet earlier today and was reminded of how often I get that feeling.

One thing is that some people have the time, the energy and the wherewithal to transform a tweetet link into a blogpost or FB-status update at the time when I tweet it into my timeline. Good for them and sad for me that I didn’t sit down and do it right there and then. Another thing all together is when people don’t acknowledging their sources.

When I read something directly on a website, I’ll tweet the link with a comment or my own angle on the story. If the link comes from Twitter, I’ll tweet it as an RT or with a via-reference. Generally, and I believe that people who know Twitter well will agree with me, you know whether something interesting has been tweetet *from a stream near you* earlier that day or not. A few times a month I *know* that I was first with something – if not the link, then the angle. And then I get REALLY annoyed when other tweeps pass it on as their own in tweets, blogposts, newsletters, etc. Why can’t they just mention, in passing, where they saw it first?

Am I being over-sensitive, I wonder?

Share

Identity

I could have a profile with this avatar. Would be correct signal about age and gender, but all else would be open!

The other day I was reminded of something that happened in the very, very early days of social media, long before it was called social media. I think that it’s relevant to today’s discussions about our “true identity” – online or off line or both.

Many many years ago I worked for Nordisk Film/Egmont (one of the largest entertainment groups in Scandinavia) and was part of the earliest experiments with web there. Egmont offered a portal or a community or something, I forget, think it was called EON. There, you could have a profile and chat with others on that same community.  Obviously, back then, there were only a few people on there and the majority were my colleagues from Nordisk Film and Egmont. I was never accepted by the large group of journalists working for Nordisk Film’s various television programmes. Except for the fact that I am not a journalist, I never quite understood why.

To try and understand it better, I decided to start a second profile on EON, this time not as me. But I was careful to write exactly the same kind of messages, with the same “privacy level”  and the same kind of civility that I’ve always wanted to be an exponent of.

The interesting thing was that while most of my colleagues more or less ignored me as me, they were absolutely intrigued by the other me. Although there was NO difference in the content of my posts. And, mind you, there were a lot of other anonymous users, I was not the only one. It was the norm then, to be anonymous.

I, as me, was an uneducated person who, for reasons unknown to most, had landed the attractive job as press officer for Nordisk Film. In my late thirties, a single mother, no journalistic experience but with a history from the music business they didn’t know of and weren’t interested in, anyway. So, in reality, that was what they saw when they saw my posts. Not the actual content.

However, the other me must have been rather witty and intriguing, because I received lots of attention and inquiries and was chatted up by both sexes in numerous ways. It was most disturbing and discouraging and I closed down the profile.

On Twitter I see echoes of this in some instances, e.g. people at the top of the social hierarchy (e.g. with prestigious jobs) who receive a lot of undue attention on Twitter despite their boring and uninspiring updates. In others, the opposite, where I’m extremely pleased to see e.g. heavily overweight people transcend this social handicap and gain lots of followers and have lively interactions based on the content of their tweets alone. Even though their Twitter-friends are aware of their physical appearance.

Personally, I don’t find it too difficult to draw the line between what can be uttered among colleagues at the office or at home with friends and what can be posted to Facebook and Twitter. While I may say in a circle of friends that so-and-so should get it together or something like that, I’d never post that anywhere in writing. Not because I can’t stand by my words but because you need to know the full context to fully understand it. And with hundreds of “friends” on Facebook and Twitter, it should be life rules for dummies that they are not all aware of that context (and that one’s for you, Ditte Okmann).

Please share your thoughts on this subject.

 

Share