Tavshedens labyrint


Så har jeg igen været inde og se en tysk film. Den her var lysår bedre end den sidste! Den foregår under det tyske Wirtschaftswunder sidst i 50’erne, og ingen, INGEN, gider høre mere om krigen. Men en ung jurist hører tilfældigt om en nazist fra Auschwitz, der nu underviser børn i den lokale skole, og det tænder ham. Vi følger derefter hans kamp mod ligegyldighed, uvidenhed og decideret, indædt modstand. Graden af uvidenhed og jeg-holder-mig-for-ørerne-og-skriger-hvis-du-nævner-det-igen-attitude er meget chokerende for en dansker, der er vokset op med så meget 2. Verdenskrig og Auschwitz i skolen, at vi næsten fik en overdosis.

Filmen bygger selvsagt på de virkelige begivenheder, der ledte frem til det store retsopgør og deraf følgende selverkendelse, hvor 17 ansvarlige blev dømt efter afhøring af 211 overlevende fra lejren.

Det centrale aspekt i filmen er naturligvis, om *alle* var onde eller det kun var nogle få, der beordrede alle de andre til ondskab? Den unge jurist bliver hurtigt besat af Josef Mengele, på hvis skuldre han mageligt lægger al skyld. Men det går jo ikke, hvilket han langsomt og smertefuldt erkender. Den transition er flot og effektivt beskrevet i filmen og vækker virkelig til eftertanke.

Som en bonus spiller alle, også dem i mindre biroller, virkelig fremragende, og der har været en meget dygtig scenograf ind over, for der er også blevet plads til fantastisk flotte billeder og elegant brug af farver.

Volker Kutscher: Sagen Vaterland

Jeg var et stykke tid om at blive grebet af denne mellemkrigskrimi, men så skete det også. Plottet er udmærket, men det er ikke det, der gør denne bog så læseværdig. Det er derimod det miljø, den foregår i. Nemlig blandt almindelige tyskere i Berlin (og andre steder, hvortil sagen fører vor helt, Gereon Rath) i 30’ernes betændte politiske klima. Det er et fantastisk greb at bruge en krimi til at tegne et billede af levevilkårene på den tid. Vi hører om, hvordan grebet hele tiden strammes, og hvordan de gode kriminalbetjente, jurister, skolelærere og andet godtfolk hele tiden regner med at lige om lidt, så holder mareridtet op, og hverdagen vender tilbage. Men det er som “backdrop” til fortællingen, ikke fortællingen i sig selv.

For alle, der kan lide historiske romaner og krimier er denne nærmest et must – der er oven i købet flere af dem, læser jeg mig til. Bogen er okay oversat, selvom jeg ind imellem tænkte, at den nok er skrevet på et mere interessant tysk end det lidt flade danske, den er oversat til. Oversætteren er NAVNLØS, hvilket jeg nærmest finder skandaløst – for selvom jeg er uimponeret, så synes jeg alligevel, at det er bedre end de par bøger, jeg har læst på det seneste, der var oversat fra engelsk. Korrektur var der åbenbart ikke tid til.