En vest der ikke er gul

En lang men helt ekstraordinært velskrevet historie om de signaler vi sender med påklædningen med udgangspunkt i den nyeste mode på Wall Street. Og om hvorfor det er svært for kvinderne at “følge trop”, når mandemoden bliver mere afslappet på de dyre etager. Artiklen tager udgangspunkt i Instagram-kontoen @midtownuniform, hvorfra billedet herover også stammer.

Prøv at forestille dig en artikel i et dansk magasin (gratis!), der er både seriøs og samtidig så sjov som den her!

Samfund/miljø/politik

Det bedste land at være kvinde i

Åh Sverige, du mine drømmes land. Jeg elsker dig lige så højt, som DF og LA hader dig. Artiklen om dette fantastiske sted står i New York Times.

Mediesensationer

Lad os lige vente med at fare til tasterne, indtil vi ved, hvad sagen drejer sig om. Sov på det, internettet er der stadig i morgen. Vi gør os selv, vores følgere og hele bloody internettet en kæmpe tjeneste så. Og RT aldrig dem, der poster ubehageligt indhold – screenshots screenshots screenshots. Klog artikel af kloge Douglas Rushkoff. “Tweeting one’s outrage is not real activism, anyway. It’s really just a form of social signaling.”

uddannelse

Giv kvinder i Afrika uddannelse og de kvitterer med at få færre børn. Artikel i Videnskab.dk.

Plastic not so fantastic

En ældre herre var på ferie og blev chokeret over mængden af plastikaffald overalt i det såkaldte ferieparadis. Vel hjemkommet skrev han til 123 danske rejsebureauer og bad dem tage ansvar og gøre noget ved forureningen. Go Johannes! (Og Go Hans Henrik Hemming og Ronnie Rocket for at bringe historien til torvs.)

Nanny state

Liberal Alliance-typer kan lide at kalde Danmark – og ikke mindst Sverige – for Nanny States. Men det er Kina, der er verdens førende Nanny State. Landet, hvor borgerne har et score card, og når de har overtrådt reglerne for god opførsel tilstrækkeligt mange gange, så kan de ikke længere forlade landet. Flere gange, så kan de ikke engang tage toget. Historien står i The Guardian.

Teknologi

Åh altså, den spilbranche

Nøj, hvor er de svære at elske – og jeg der ellers altid forsvarer computerspil mod angreb fra forældre og pædagogtyper, der vil give dem skylden for voldelig adfærd blandt drenge.

Men hvorfor kan de ikke få bugt med misogynien? Det har denne artikel fra Washington Post nogle bud på. Måske ligger et af svarene også i, at spillet Rape Day først blev trukket tilbage efter protester… Det kan du læse om hos PCGamer.

Er data det nye olie?

Nej, den metafor holder ikke ved nærmere eftersyn. Hvorfor? Fordi dem der ejer allermest data ikke kunne drømme om at sælge detArtikel i Wired.

Viden

Demens – kan det forebygges?

Ja og nej. Ja, der er nogle ting, der har vist sig at slå ud ved forsøg. Og nej, der er en masse arvelighed og ukendte faktorer involveret, så vi kan ikke fx motionere os ud af risikoen for at få demens. Men at holde sit blodtryk i ave og have sociale interaktioner med andre mennesker ser ud til at være to ting, der måske kan holde glemslen fra døren i nogle år. Artikel i Lifehacker.

Knowledge wants to be free

Nu sker der ENDELIG noget med offentlighedens adgang til videnskabelige publikationer. Et stort universitet har sagt NEJ til Elseviers ublu økonomiske krav. Betyder det noget for dig? Ja, det gør det. Læs i Atlantic hvorfor.

Fri forskning er ikke meningsløst nørderi

Immunterapi er blevet det nye sort i behandling af flere forskellige cancer former. Forskerne, der fandt ud af det, kiggede egentlig efter noget andet. Læs i Wired. Citat fra artiklen: “curiosity-driven research won the prize and brought us new cancer medicines.”

Om os

hvad vi skulle have sagt/skrevet

En kræftoverlever har designet en håndfuld hilsner, hun ville ønske, hun havde fået fra sin familie og sine venner. Det kan man godt skrive sig bag øret.

Kunst og kultur

hånd i hånd

En fotograf var så heldig at være til stede i et galleri, hvor maleren (min favorit blandt de levende) David Hockney og sangeren Joni Mitchell mødtes og holdt i hånd. Awwwww. Se billedet.

Den er grim og den er italiensk

Det er filmen Dogman, jeg taler om. Den er altså ret god, selvom det måske ikke lyder sådan. Der er fx nogle virkeligt sjove hunde med i den. Jeg har skrevet om den.


Share

Almen Dannelse

I weekenden var der et interview med Jan Sonnergaard i Politiken som del af en serie kaldet Det Store Skred, der prøver at kaste lys på “farlige” tendenser i tiden.

Sonnergaard peger på tabet af den almene dannelse. Det, at det på ingen måde er pinligt at være uvidende – i nogle sammenhænge prales der nærmest med det. Det, at diverse forsknings- og undervisningsministre hele tiden vil kvantificere det, der foregår på læreanstalterne. Det, at politikere stolt træder frem og beretter, at de skam aldrig har været i teatret. Det, at nogle politikere og andre faktisk mener, at det, der foregår på fx det Kgl. Teater, kun rager det gråhættede publikum, der rent faktisk går derind. Det, at unge kommer ud fra universiteterne som øer af specialviden, der risikerer at oversvømmes i et hav af uvidenhed, fordi de (og potentielle arbejdsgivere) ikke evner at sætte deres kompetencer i spil i større sammenhænge.

I det video-interview, der også kan ses, hvis der klikkes på linket ovenfor, fortæller Sonnergaard en historie, som han fik fortalt som barn, og som gjorde et uudsletteligt indtryk på ham. Midt under 2. Verdenskrig blev der angiveligt bevilget et større millionbeløb til kulturen, så teatre og biblioteker kunne holdes åbne og aviserne udkomme. Da han blev spurgt, om pengene ikke ville være givet bedre ud til kampen mod tyskerne, svarede Churchill med et modspørgsmål: Hvad er der så tilbage at kæmpe for? Godt spørgsmål, Winston!
Churchil at the Tehran Conference 1943

Det forekommer mig, at kroppen har fået forrang for hjernen og hjertet. Alle styrter afsted til marathon, crossfit, spinning, etc., og sund mad forekommer at træde i stedet for næring til hjernen. Jeg burde helt klart motionere noget mere, og som alle, der kender mig, ved, er jeg pjattet med mad og går latterligt højt op i det. Men behøver det virkelig betyde, at jeg skal forsømme min hjerne? Skal det virkelig være vigtigere at nå at løbe X antal kilometer end at læse Dostojevskij, inden vi dør? Hvis man fortæller, at man har brugt eftermiddagen på at læse en lærd bog, betragtes det som lidt slapt og på niveau med at se X-factor, men har man løbet 15 kilometer, er der ros at hente fra alle sider. Hvorfor?

Sonnergaard nævner også det paradoks, at viden er blevet tilgængelig for enhver. Hvis du vil vide noget om den billedhugger, der har lavet den skulptur, du hver dag går forbi på vej til arbejde, så kan du google hans eller hendes navn på din telefon, mens du sidder i bussen og være halvvejs ekspert, inden du når frem til jobbet. Men du gør det jo ikke! For du sidder og spiller spil eller tjekker sportsresultater eller Facebook, ja du gør. Hvorfor mon? Hvad er det, der gør, at den demokratiserede adgang til viden har ført til, at folk nu ved endnu mindre, end de nogensinde har vidst? Et svar kunne være, jamen, man behøver ikke vide noget, for når man har brug for det, kan man altid google det. Det, mener jeg, er en sandhed med en del modifikationer – jeg oplever ikke sjældent mennesker, der ved så lidt, at de ikke kan google emner, der er bare en anelse komplekse, fordi deres grundviden simpelthen er så ringe, at de ikke kan vurdere de søgeresultater, de får.

Jeg kan normalt ikke holde denne type forfaldshistorier ud – den evige Verden er af Lave dommedagsprædiken, der tilsyneladende aldrig går af mode. Men lige den her er jeg ret enig i. Og jeg mangler fuldstændig bud på, hvad der kan gøres ved det. Men én ting ved jeg – de uddannelsesreformer, der er ved at blive rullet ud, ser ikke ud til at gøre noget ved problemet – snarere tværtimod!

***

Og så lige to PS'er til Politiken: 1) Måske kunne der arbejdes en lillebitte smule med lyssætningen på sådan et interview? (gys) og 2) Det er lidt irriterende, når interviewet slutter midt i en sætning, som jeg godt ville have hørt afslutningen på?
Share