De hvide busser

Svedish_Red_Cross_buses_in_Germany_WW2,_possibly_near_FriedrichsruhVi kom endelig ind og fik set udstillingen om de hvide busserNationalmuseet. Ved indgangen står der, at den er uegnet for børn under 12 år, og jeg tænkte, at det da var noget pjat. Men efter at have været igennem udstillingen, synes jeg faktisk, at det var en meget passende advarsel, for kombinationen af billeder, lyd, lys og genstande er faktisk meget effektfuld – også i en tid hvor vi bombarderes med billeder.

Min britiske mand lærte en hel del, han ikke vidste i forvejen, og der var også ting, jeg ikke tidligere havde hørt om. Noget af det bedste var brevene, der bliver læst op i høretelefoner og ved “lydstationer”, der findes overalt i udstillingen.

2015-03-18 13.09.23-1Der er også en ægte hvid bus – jeg kom selv tilfældigvis forbi sidste år, da den blev nedsænket i museets store sal med en kæmpe kran. Det tog mange timer og tiltrak sig stor lokal opmærksomhed.

Udstillingen er heldigvis blevet forlænget med to måneder, fordi den er en velfortjent succes. Der var mange mennesker (ikke for mange) den søndag eftermiddag, vi var der. Du kan også nå at se den, den løber til 28/3 og den er GRATIS.

Share

Eye Attack på Louisiana

Som altid en flot udstilling – og herligt at se, at Louisiana virkelig kendte sin besøgelsestid, dengang disse værker blev skabt, for rigtigt mange af dem er fra samlingen og ganske velkendte for det trofaste Louisiana-publikum.

Bridget Riley: Movement in Squares, 1961
Bridget Riley: Movement in Squares, 1961

Mange af værkerne, måske særligt dem af Bridget Riley (f. 1931), ligner noget, man kan lave på en computer med lidt skillz og fantasi, men de er jo rent faktisk udført med lineal, maling og opfindsomhed alene. Mindblowing!

I dag mødte jeg en dame, der også havde set udstillingen. Hun var blevet så svimmel af at se på nogle af værkerne, at hun opgav frokosten bagefter pga kvalme! Så slemt syntes jeg nu ikke, det var, men nu er jeg også overordentlig glad for mad.

Francois Morellet, Sphére, 1962
Francois Morellet, Sphére, 1962

Den 14-årige og hans kammerat morede sig meget over, at mange af mobilerne larmede så meget. Mig: “Prøv du at bygge en maskine, der kan køre hver dag i 40 år uden at blive slidt!”

I udstillingen er der et rum, hvor opart perspektiveres i forhold til samtiden. Der var bl.a. denne fine illustration.

2016-02-18 12.21.59
1966

 

Vi nåede også Fire under Snow, en udstilling af videokunst. Vi havde det meget forskelligt med værkerne – nogle stod vi bare og gloede på og kunne ikke se pointen, andre syntes vi (og det er inklusive de to teens) var helt fantastiske. Ikke mindst Candice Breitz’ ’Working Class Hero (A Portrait of John Lennon)’ fra 2006. Wauw, et vildt værk! Vi sad foran det meget længe.

Share

Yayoi Kusama

Panoramafoto ind i græskarboksen på Louisiana. Foto: Dane
Panoramafoto ind i græskarboksen på Louisiana. Foto: Dane #ininfinity

Så har vi også været på Louisiana og se på prikker og græskar. Og ja, det er en svimlende flot udstilling. Uendelighed er et gennemgående tema hos den vedholdende, men også forstyrrede Kusama. Det forstår man fuldstændig, når man har set udstillingen. Hun laver virkelig aldrig én af noget – snarere én million! Hvis du ikke fik set dokumentaren om hende på DRK (den er der desværre ikke mere), så se lige videoen herunder – så forstår du!

I det hele taget er det et dejligt skridt væk fra den sædvanlige vestlige kunst udført af hvide mænd at tage på Louisiana. Ud over Kusama-udstillingen kører den store Afrika-udstilling stadig. Den indeholder mange originale bud på kunst, design og mode fra et andet sted, end vi er vant til. Afrika-udstillingen slutter 25. oktober, så det kan nås, hvis man skynder sig.

Share

2 fotoudstillinger – Joakim Eskildsen og Jesper Høm

Disse to udstillinger har ikke andet til fælles, end at begge de udstillede er fotografer og at udstillingerne finder sted samtidig.

Joakim Eskildsen er i høj grad nulevende, og hans udstilling En verden jeg kan tro på er meget flot, men måske en lille smule for glat, når det tages i betragtning, at de fleste af hans billeder portrætterer folk, der ikke ligefrem har vundet i livslotteriet.

Når det er sagt, så kan jeg faktisk godt lide, at han ikke udstiller fx romaerne eller de fattige i USA’s sydstater, men portrætterer dem med værdigheden i behold. Det er meget anderledes end den måde, man normalt ser i hvert fald romaer portrætteret.

Den anden udstilling var med Jesper Høm, der døde i 2000. Han efterlod sig et værre roderi, sandt at sige, og næsten ingen af hans negativer findes i dag. Billederne på udstillingen er derfor unika eller findes i enkelte kopier i private samlinger. Det er derfor lidt af en præstation, at Museumsbygningen/Banja Rathnov kan vise så stor en samling frem. Udstillingen vises helt til 4/7, så du kan nå det endnu. Der er mange skønne billeder, og flere af dem kan man huske, når man ser dem (hvis man altså er sådan ca. på min alder). Mit yndlingsbillede forestiller en pige, helt alene på det, der vist nok er Brooklyn Bridge. Det billede er helt fyldt med liv, selvom der kun er en enkelt person i det.

Jeg kan ikke gengive nogen billeder, da ikke ét eneste af Eskildsens eller Høms billeder er frigivet til brug på en hjemmeside som denne. Klik på links til udstillingerne, der er masser af billeder. Eller – endnu bedre – gå derhen!

 

Share

Ordrupgaard

Jeg nåede til Ordrupgaard i allersidste øjeblik til at se Fritz Syberg-udstillingen. Jeg bliver nok aldrig verdens største fan af Syberg eller de andre såkaldte Fyn-malere, men jeg opdagede, at jeg var vild med hustruen, Anna Sybergs billeder. Og som så ofte før, når jeg er stødt på disse mand/kone kunstnerpar, får jeg den kætterske tanke, at det måske er hustruen, der har det største talent.

Anna Syberg - Branche de pommier en fleurs
Anna Syberg: Æblegrene, ukendt år, Fåborg museum
Syberg Anna Roser 1902
Anna Syberg: Roser, 1902, Fåborg museum
Hvor meget kunne hun ikke have øvet sig, rejst og modtaget undervisning, hvis hun ikke lige skulle føde syv børn – og tage sig af dem, mens manden udlevede sine kunstneriske ambitioner?

Van Gogh - Rosenbusch
Vincent van Gogh: Roser, 1890. Glyptoteket.
Jeg synes, hendes blomster har samme dybde og følelse som Van Goghs.

Må i øvrigt komplimentere Ordrupgaard for den meget fine kuratering af udstillingen. Man kunne få næsten lige så meget – eller lige så lidt – at vide, som man ønskede; alt sammen fint og ikke in-your-face formidlet. Jeg undrede mig flere gange over gæster, der gik og talte sammen om ting, som de kunne have læst på tekstplancherne, hvis de virkelig gerne ville vide det. Jeg bed mig dog i tungen og holdt min mund…

Men jeg er så ikke særlig vild med Zaha Hadids bygning. Den halvt nedgravede skovsnegl uden for kan endda gå an, men indvendig synes jeg bare ikke, det fungerer særlig godt. Jeg er ellers generelt ret positivt indstillet over for ny arkitektur, også det der er delvist under jorden, men altså…

Og så fik jeg endelig, endelig set Finn Juuls hus. Det er lidt sjovt med de der superarkitekters huse fra midten af forrige århundrede – de er små, de trykker sig i landskabet, men alligevel har mange af dem den dér udefinerbare it-faktor. Dette hus udmærker sig ved de forskudte niveauer, noget, der altid fungerer utroligt godt. Til gengæld småfniser man jo lidt af det lille, triste køkken. Og gardinerne! Man skal på plejehjem for at se noget, der er grimmere. Og dér hænger de i al deres uskønne prunkløshed lige ved siden af høvdingestolen og værker af Jorn, Lundstrøm og Mortensen.

Køkkenet i Finn Juuls hus. Bakkerne, ja tak. The rest, not so much.
Køkkenet i Finn Juuls hus. Bakkerne, ja tak. The rest, not so much.
2015-05-10 15.24.58
Gardiner i Finn Juuls hus.

 

 

 

 

 

 

Mens Ordrupgaard arbejder på den næste udstilling, er der gratis entré til Finn Juuls hus, der så også holder åbent på hverdage, så skal du se det, er det i den kommende uge.

Share

Forårsudstillingen på Charlottenborg

I slutningen af 1800-tallet var forårsudstillingen forsidestof i aviserne – københavnerne strømmede til, og man diskuterede årets udvalgte billeder med stor iver. Nu kan udstillingen finde sted, uden at 99,9% af Københavns borgere overhovedet lægger mærke til det.

Jeg plejer da heller ikke at se den, da jeg generelt ikke er vild med udstillinger, der præsenterer mange kunstnere på én gang. Men i år skulle være en undtagelse, så jeg tilbragte et par timer med at se på de mange, mange værker. 115 udvalgte kunstværker af 73 kunstnere fra det meste af verden og 2 værker af sidste års prisvindere.

Maja Qvarnström & Erik Lagerwall: Monument, Forårsudstillingen 2015
Maja Qvarnström & Erik Lagerwall: Monument (lille udsnit), Forårsudstillingen 2015

Sidste års to prisvindere har fået et lokale hver til nye værker. Det ene værk er ret fantastisk, nemlig en skulptur/installation af Maja Qvarnström & Erik Lagerwall. Værket hedder Monument – en yderst passende titel. En del af værket er en spejling, og jeg brugte lang tid på at se, om jeg kunne finde et sted, hvor de to dele af værket ikke var ens. Det lykkedes mig ikke – men jeg har heller aldrig været god til Find Fem Fejl. Det er et værk, der gør en af de ting, som kunst kan gøre ved en – det sætter sig i maven. Den anden prisvinder fra sidste år, Valerie Collart, sagde mig ikke så meget. De to prisvindere fra i år, arkitekter og designere Anne Dorthe Vester & Maria Bruun samt maleren Marlon Wobst sagde mig heller ikke noget særligt – jeg er nok ikke særlig meget på linje med egentlige kunstkendere!

Ellers vil jeg nævne en håndfuld af de værker, jeg bedst kunne lide – få nævnt, mange glemt. Linda Weiss Drescher havde en skulptur af mange materialer kaldet Town & Country & Nirvana. Ganske finurlig. Pilar Mata Dupont præsenterede en ret fantastisk video kaldet The Embrace med to overjordisk smukke koreanske kvinder. Aldeles fængslende! Pernille Snedker Hansen havde tre malerier med af “klatter” på noget, der lignede håndlavet papir. De var forunderligt besnærende. Så var der en smuk, smuk installation med en måske lidt prætentiøs titel: Long Exposure i en fremkaldelse gennem erindring og tilblivelse af Malene Hvidt & Xenia von Buchwald. Teknisk fremragende og ret original. Inger Margrethe Larsen præsenterede nogle kæmpe akryl-“knapper” kaldet Medalje for Humor. Sjovt og flot. I afdelingen af sjovt og tankemæssigt udfordrende var også Morten Sylvest Nøhr med En maskine der rydder op i dine ting. Den ramte i hvert fald mig, der er til fals for alverdens gadgets! To billeder (print) af Maj Persdatter kaldet Horsemen kombinerede soldater og ryttere fra alverdens tidsaldre og kontinenter. Det var interessant at se på. Mit favoritværk var nok Karina Presttuns The Fabulous Hunter af applikerede tekstiler, der leger med vores kønsopfattelse ved at vise en muskuløs jæger med riffel og patronbælte og det hele – iført en lille solkjole. Den kan ses på hendes hjemmeside, men bør opleves i virkeligheden.

Mange værker lod mig kold, mange var da fine nok, men ikke så jeg stadig huskede dem, da jeg var ude på Kgs. Nytorv. Et enkelt værk kunne jeg slet ikke lide, nemlig det snart obligatoriske “lad os spotte Islam”-værk. Et bedetæppe med en forgyldt (nøgen) kvindetorso oven på. Værket er af Jens Rost og hedder God is Great. Men i modsætning til Charlie Hebdo, nøjes det altså med at håne Islam. Når man vil kritisere religion, må der godt være lidt dybde og mening med det, synes jeg – ellers er det hån for hånens skyld, og det har jeg allerede for længst fået nok af. Han har et andet værk på sin hjemmeside, også involverende et bedetæppe, som jeg synes faktisk gør netop det, jeg efterlyser: Kaster et kritisk blik på religionen, men uden at håne.

Når jeg skriver sådan et indlæg som dette, googler jeg jo alle kunstnerne. De fleste (men ikke alle) har en hjemmeside, men mange har ikke en Facebook-side, tilbyder ikke et nyhedsbrev og kan ikke følges på en eneste platform. Det undrer mig virkelig meget, for hvordan holder de kontakten med de mennesker, som støder på deres kunst og kan lide den og ønsker at følge med fremover? Regner de med, at vi skriver deres navn ned og tjekker deres hjemmeside hvert halve år?

PS: Hvorfor afholdes Forårsudstillingen i januar?

Share

Tøjhusmuseet

2015-01-10 14.53.19-1

I lørdags var jeg på Tøjhusmuseet sammen med en flok Wikipedianere. Det var fotodokumentationsdag – en dag hvor nogle af museets mange genstande blev fotograferet, så de senere kan bruges til (forhåbentlig) lærde artikler i dansk Wikipedia. Jeg har været på mindre rundture og til arrangementer på Tøjhusmuseet flere gange, da det ligger ualmindeligt tæt på mit hjem. Jeg er ikke udpræget fascineret af gamle kanoner, men til gengæld optager krigshistorie mig i tiltagende grad, efterhånden som jeg får sat mig ind i historie i det hele taget.

Ved denne lejlighed var vi så heldige, at en museumsinspektør, hvis navn jeg desværre ikke kan huske, viste os omkring i den nu nedtagne udstilling om 1864. Der er vist ikke meget, han ikke ved om den (og andre) krige, så vi gik meget klogere derfra end ved ankomsten. Skønt!

Hvis du aldrig har været på Tøjhusmuseet, bør du unde dig selv et besøg, uanset hvor lidt du er interesseret i krig og krigshistorie, for lokalerne alene er et besøg værd. De er så smukt og nænsomt istandsat og udgør den fineste ramme om alle de gamle ting. I grundplanet er der, udover en utrolig mængde kanoner, en udstilling om Afghanistan-krigen – udformet som en soldat måske har oplevet det. Man starter med at gå ind i en ung soldats værelse hjemme hos far og mor, lige inden han skal udsendes. Derefter “flyver” man med ham i transportflyet og ankommer til Camp Bastion. Osv. Det er virkelig godt lavet.

2015-01-10 14.11.502015-01-10 14.11.35

På overetagen er den permanente udstilling “Danmarks Krige”. Af indlysende årsager er den ret omfattende, vi har virkelig været en krigerisk nation! Jeg forestiller mig, at jeg jævnligt vil gå hen på museet på sådan nogle regnfulde søndage, som der er så mange af her i vintertiden og gennemgå Danmarks krigshistorie lige så stille og roligt. Der er jo gratis adgang, så man behøver ikke tilbringe så lang tid derinde ad gangen.

Også med børn er der masser at se på og tale om – jeg overhørte mange sjove samtaler mellem børn og forældre, mens jeg var derinde.

"Var den sabel så til damer?" "Næh, det var bare tidens mode!"
“Var den sabel så til damer?” “Næh, det var bare tidens mode!”

 

Share