Kunstmesse i Forum

2015-09-19 13.57.23

Efter at de største og toneangivende (i egen optik i hvert fald) gallerier havde deres show på Charlottenborg for nogle uger siden, blev det nu i forrige weekend “restens” tur i Forum med Art Copenhagen. Jeg syntes faktisk, det var bedre end sidste år – men der var altså stadig meget, der i mine øjne er skrammel. Ingen nævnt, ingen glemt.

Noget af det allerbedste, jeg så, var nogle fotografier af en for mig fuldstændig ukendt kunstner ved navn Andrea Jaeger. Meget originale værker, der sugede beskueren ind i sit tilsyneladende hverdagsagtige univers. Jeg faldt også for en anden fotograf ved navn Daan Oude Elferink, som faktisk deler sine “Urbex”-billeder på Flickr. Urbex er kortform af Urban Exploring og er den relativt nye (?) sport/kunstart at opsøge forladte bygninger og fotografere dem. Det kan let blive banalt, hvilket en søgning på #urbex på Instagram hurtigt kan overbevise dig om. Men fascinerende er det! En anden urbex-kunstner, som vi faktisk kom til at tale med, er @urbexclown. Han var repræsenteret med nogle flotte værker – man må sige, at disse fotos generelt gør sig bedre på et galleri end på Instagram! Min egen søn dyrker det lidt på sin Instagram-profil @the.dane. Her er et billede fra en forladt landejendom i Sønderjylland.

2015-07-29 11.05.01

To store værker lyste op – begge af musikere, der også er billedkunstnere. Knud Odde havde lavet en glasmosaik (!), som var virkelig imponerende på god gammel Odde-maner, men alligevel ny. Jeg tog et billede og gengiver det her, skønt jeg godt ved, man ikke må. Håber Hr. Odde vil tilgive. Det andet var et kæmpe lærred af Kasper Eistrup. Nej, hvor er han god! Der er flotte gengivelser af hans værker på hjemmesiden.

2015-09-19 13.14.24

En kunstner, jeg kendte i forvejen, er Daniel Goldenberg, der maler foto-lignende billeder af kendte steder i København i tåge og/eller regn. Kigger man nærmere, opdager man dog, at stederne faktisk ikke er så kendte endda.

Share