Skolevægring

Både undervisningsinstitutionerne og politikerne har travlt med at give forældrene skylden, når børnene “pjækker” fra skolen. Artiklen her i Videnskab.dk samler op på omfattende både dansk og udenlandsk forskning, der sætter spørgsmålstegn ved det ensidige fokus på børn og forældre og vender pilen mod lærerne, skolerne og undervisningen.

Lidt mere perspektiv på samme område er der her, hvor Rasmus Brygger har lavet fraværsstatistik opgjort på etnicitet. Det ulovlige fravær blandt ikke-etnisk danske elever i folkeskolens udskoling er tre gange så højt som fraværet blandt de etnisk danske. Er det kættersk at forestille sig, at der er “noget i vandet”, der gør, at de ikke trives – at det ikke kun er forældrenes skyld? Det skal lige siges, at Rasmus Brygger ikke konkluderer noget overhovedet.

Samfund/miljø/politik

Hvad er racialisering?

Klog og lidt skræmmende forskning gengivet i The Economist om såkaldt “racialisering”. Racialisering er, når sprogbrug bevidst eller ubevidst racialiserer den eller dem, der omtales. Et kendt eksempel er, når Trump og hans fæller bruger ordet “thugs” – så mener de altid sorte eller latinoer, men det kan ikke bevises – og Pia Kjærsgaard, der siger “bøller” – så ved man implicit, at hun henviser til indvandrerdrenge. De vil til enhver tid fastholde, at det ikke er det, de mener. Men *alle* ved jo, at det er dem, der laver al balladen.

Det er blevet så “umoderne” og marginaliseret at være egentlig racist, at racister er nødt til at dække sig bag “neutrale” ord, hvis betydning forskubbes. Dertil kommer de ord og vendinger, som personer, der IKKE ønsker at få andre til at tænke i de baner, alligevel kommer til at bruge. Mon ikke vi allesammen har gjort os skyldige i det fra tid til anden?

EU’s forfejlede migrationspolitik

Zetland har syndikeret en god artikel fra det hollandske De Correspondent om en hændelse, der måske kan få EU’s migrationspolitik, der både er pinlig, menneskefjendsk, ukonstruktiv og uretfærdig (i forhold til fordelingen mellem landene i EU), til at kæntre.

USA taber terræn

Og det er ikke kun pga Donald Trump. Det har været på vej længe, og der er adskillige grunde. Et grundigt kig på USA set fra EnglandTom McTague fra The Atlantic tager udgangspunkt i nogle udvekslinger af synspunkter, der finder sted i Tinker, Taylor, Soldier, Spy, John le Carrés berømte spionroman fra den kolde krig.

Endnu en glemt krig

Midt i Corona og amerikanske raceuroligheder har vi glemt krigen i Syrien, selvom en altovervejende del af tidens flygtningestrømme udgøres af syrere, og det derfor ville være klogt at rette blikket den vej. Vi troede, at Assad havde vundet, gjorde vi ikke? Nu ser det ud, som om han stadig kan slås – indirekte er våbnet den galopperende inflation i Syrien og i nabolandet Libanon. En af sidste uges Zetland helikopter var viet til dette tema.

Viden

Hvad døde de af?

Mozart, Marlowe, Alexander den Store? Her er nogle yderst kvalificerede gæt og nogle ligeledes kvalificerede afvisninger af kendte teorier. Jeg er helt vild med denne type artikler, må jeg indrømme.

Og nu vi er ved det – Elizabeth I’s hvide makeup. Hvorfor – og hvad var den lavet af? Hint: mere gift.

Teknologi

Kunstig intelligens – igen

Denne gang handler det om ansigtsgenkendelse og om, hvordan det virker meget ringe på mennesker med mørk hudfarve – mennesker, der i forvejen har en større risiko for at blive mistænkt og arresteret for forbrydelser, de måske ikke har begået. Her er en konkret historie om en mand, der på baggrund af et match ved brug af ansigtsgenkendelsessoftware, blev anholdt for et tyveri. Politiet gik direkte til anholdelse uden først at tjekke manden ud – endsige hans alibi. For et sådant viste det sig, at han havde.

Kunst og kultur

Post-corona interview med direktøren for Grand

Kim Foss er direktør for Grandteatret og for Camera Film, der er filmimportør og ansvarlig for, at utroligt mange fine, såkaldte “art house film” overhovedet er blevet vist i Danmark. Her er han interviewet i filmtidskriftet Cineuropa.

Hvis man siger, at Corona har været hårdt for biograferne, så overdriver man ikke.

Åh Dolly

Det her er straight up vidunderligt. De her to kids ser lige gennem farver, generationer, køn og genrer og hylder en vidunderlig sang.

Olive Kitteridge

En kollega gjorde mig opmærksom på, at en bog, jeg læste med stor begejstring for nylig, ligger som miniserie på HBO. Frances McDormand var jo nærmest født til at spille den gnavne Ms. Kitteridge. Det er i hvert fald temmelig svært at forestille sig andre i rollen.

Share

Du vrøvler

når du siger “all lives matter”. For der er jo ingen, der siger, “only black lives matter”, vel! I århundreder har sorte liv været enten ligegyldige eller meget mindre værd end hvides. Og statistikkerne i USA – både dem der handler om Covid-19 og dem, der handler om politivold, taler deres eget klare sprog.

Jeg er uvenner med topbillederne,
som bliver beskåret mærkeligt på so-me
og i mobilversion.
Så her er tegningen igen.

USA special

NBA’s topscorer har noget at sige

Og det er ikke sikkert, at sportsfans, der mener, at sportsstjerner skal holde sig væk fra politik, er særligt enige med ham. Men jeg tror faktisk, han er ligeglad. Hans Op-Ed står i Los Angeles Times.

#blackoutTuesday

4 sorte kvinder, der alle arbejder på NYT, diskuterer Instagrams #blackoutTuesday. Det er godt at blive klog af.

Teen Vogue gør det igen

Denne gang med historien om massakren på en velstående sort bydel i 1920’erne, som vel de færreste nogensinde har hørt om.

Historien om politi i USA

Throughline, NPR-podcasten, som jeg aldrig bliver træt af at anbefale, ser denne gang på det amerikanske politis historie, helt tilbage til USA’s fødsel. Det er meget interessant, for hold da op, det ligner ikke ret mange andre politikorps i “den frie verden”. Throughlines to værter er begge PoC (people of color), og deres gæst i denne episode er en ung universitetsuddannet mand, der arbejdede som revisor. Men han havde en oplevelse, da han var i retten i forbindelse med, at han blev uretmæssigt anholdt på campus, da han stadig var studerende, som sætter sig i ham så markant, at han beslutter sig til at gå tilbage til studierne for at blive historiker med speciale i sortes historie i USA.

Rapport fra Los Angeles

Den danske musiker Nanna Bjerregaard Hansen bor pt i LA. Hun har skrevet en indigneret Facebook post, som alle her i DK kunne tåle at læse, for hun har skrevet den i protest mod den måde, danske medier dækker protesterne på. Det synes syv af mine Facebook-venner også – det er usædvanligt i min strøm, at så mange deler en privat post.

Black Panthers

Hvad tænker vi, hvad tænker hvide amerikanere, når de hører navnet? Noget med vold, helt sikkert. Denne twittertråd (samlet, så den er let at læse) forklarer, hvordan hvide amerikaneres opfattelse af de sorte pantere blev formet af J. Edgar Hoovers FBI. Dele af den historie kendte jeg godt, fordi jeg for nogle år siden læste den helt utroligt spændende historie om, hvordan FBI’s COINTELPRO-projekt blev afsløret.

Farvel fætter

På twitter er jeg faldet over (danskskrivende) Jamil Fearrington, der har nogle både almene og personlige betragtninger om racisme og hvide privilegier (og fodbold). Er du på Twitter, så følg ham. (Farvel fætter henviser til noget, en af hans fætre har skrevet på Facebook).

De navnløse soldater foran det hvide hus

Billeder har cirkuleret de seneste dage af nogle anderledes-udseende soldater, der bevogter det hvide hus. De er hvide, ældre end soldater/politifolk i aktiv tjeneste normalt er, i dårlig form og iklædt uens uniformer helt uden genkendelighed. Adspurgt, vil de ikke oplyse, hvilken enhed de tilhører. I Politico gennemgås her samtlige politistyrker i USA (der er 80 forskellige politi- eller politilignende instanser) – det er intet mindre end absurd. Man kan måske godt kalde USA en form for politistat!

Banksy

Banksy har lavet et værk og skrevet en tekst om #blacklivesmatter, som man kan se på Instagram. Ovenfor lidt af teksten.

Samfund/miljø/politik

Zuckerbergs attitude til Trumps tweets

I sidste uge bragte jeg New York Times’ tech-redaktørs opsang til Zuckerberg, i denne uge er det Steven Levy, chefredaktør på Wired, der ser nærmere på den debat i sit ugentlige nyhedsbrev, som jeg anbefaler på det varmeste. Han er en klog mand. Han citerer i øvrigt også fra et interview, han lavede med Zuckerberg for mange år siden. Zuckerberg er knaaap så idealistisk i dag, som han engang var.

Strukturel racisme i Danmark

Der er selvfølgelig det sædvanlige kor, der galper op om, at strukturel racisme ikke eksisterer i Danmark. Journalist Susanne Sayers har nogle borgerlige ord og noget forskning og noget statistik, hun godt lige vil præsentere for dem. Hun gør det desværre på Facebook, men måske vil du læse med alligevel.

5 ting du ikke skal sige til dine brune venner

Og jeg har en til, der ikke står i artiklen: Hvor er du fra? Hvor det muligvis kan være okay at spørge folk om det, når de har tydelig accent, så er det ikke okay at sige til en brun person, der taler bredt københavnsk eller jysk. Tommelfingerreglen er nem: Spørg kun, hvis du ville have spurgt en hvid person om det samme.

Analyse af det borgerlige DK anno 2020

Den analyse står i Altinget i denne uge og forklarer bl.a., hvorfor Pernille Vermund kredser om Inger Støjberg som en coyote.

Viden

Factchecking

Vi har heldigvis fået flere medier herhjemme, som tager det alvorligt med at facttjekke medierne, som saftsuseme godt kan trænge til det. Alle facttjekkeres moder hedder Snopes.com, og dem kan man følge på sociale medier, og man kan modtage deres nyhedsbrev. Man kan også bare gå ind på deres side og søge på noget, man er stødt på på Facebook, og se, om det mon har noget på sig. Det er fx der, man kan lære, at den mere end 20 år gamle Internet-vandrehistorie om, at man skal hoste, hvis man får et hjerteanfald, mens man er alene, er noget farligt vrøvl. Men også politiske løgnehistorier får en tur gennem fact-maskinen – både højre- og venstresnoede.

Teknologi

GDPR

Et gennemarbejdet og gennemtænkt indlæg fra Version 2 om GDPR. Det handler bl.a. om, hvorfor meget af kritikken er forfejlet. Via Technorama nyhedsbrevet.

Om os

Den brune avocado

Denne lille artikels forfatter har virkelig kedet sig under corona. Men hun har også løst gåden – hvordan undgår man, at den halve avocado bliver brun.

Ukrudt er hot

Hvis ellers jeg havde en have, ville jeg blive lykkelig for at læse den her historie om miljøprofessoren, der ikke har kørt haveaffald væk i 25 år. Og som i øvrigt har en “skov” i sin parcelhushave.

Medier

Ord (og billeder) betyder noget

En videnskabelig artikel ser på, hvilken betydning mediernes ordvalg har for folks opfattelse af, hvad der foregår. De har undersøgt en række medier i Texas og konkluderer bl.a., at raceuroligheder er den type demonstrationer, der dækkes mest negativt (i forhold til fx demonstrationer om immigration). Artikel står i Videnskab.dk, oversat fra artikel i The Conversation.

Kunst og kultur

Normale Mennesker

Denne ret vidunderlige irske serie kan ses på DR. Alle afsnit er nu tilgængelige. Jeg sad ind imellem og tænkte, at den da egentlig var for “ungdommelig” til mig. Omvendt er seriens problemstillinger aldeles almengyldige, og man sidder nærmest og hopper i stolen for at de to unge elskende skal holde op med at tale forbi hinanden! Men tag ikke mine ord for det, læs en analyse af serien hos K-Forum.

Possession af AS Byatt

Sandheden er, at jeg har kæmpet mig igennem den her roman, og at det har taget mig et halvt år. Du kan læse her, hvorfor jeg læste den færdig.

Little Women I BIOGRAFEN

Jeg havde både frygtet overdreven sukkersødme OG overdrevent fokus på PC, men Greta Gerwig mister aldrig balancen. Jeg var ret glad for hendes forrige film, Lady Bird, som jeg ikke tror, der var så mange, der så herhjemme. En meget fin coming-of-age film – en af de få med en kvinde i centrum. Saoirse Ronan spillede hovedrollen i den, ligesom hun gør i Little Women – sammen med den skønne ungersvend Timothée Chalamet, som jeg nok ville være besvimet over, hvis jeg havde mødt ham som ung… Og så er der altid vidunderlige Meryl Streep, som ses i et skønt replikskifte i forfilmen.

I am not your Negro

Og nu, hvor du skal have indhentet det forsømte og i biografen flere gange på en uge, så kan du passende få set I am not your Negro i Grandteatret om og med James Baldwin. Jeg så den for nogle år siden, og den var et kæmpe wake-up call for mig om, hvordan det er at være sort i USA. Og om hvordan vi “white liberals” ikke kan få øje på vores egne fordomme, fordi vi bliver blændet af vores glorie.

Share

At være en slave

Jeg har fået hørt The Underground Railroad, og det var vist godt. For jeg tror måske, jeg lidt havde glemt eller måske snarere fortrængt, hvor ganske forfærdeligt vores ikke-så-fjerne forfædre behandlede mennesker, de havde kidnappet i Afrika.

Cora

Det er en utrolig fortælling om den unge kvinde Cora, der fødes ind i slaveriet på en plantage i Georgia. Hendes mor er flygtet, og ingen ved, hvad der blev af hende – noget der rider slaveejeren som en mare, hvilket går hårdt ud over Cora. En dag beslutter Cora også at flygte – via The Underground Railroad – der mere er et system af mennesker – ofte, men ikke kun, hvide – der er modstandere af slaveri, end det er en jernbane under jorden.

En slaves flugt er ikke for sarte sjæle

Vi følger hendes dramatiske flugt og møder både gode og virkeligt onde mennesker, både sorte og hvide. Cora er ikke nogen blid heltinde, hun er tværtimod agressiv, mistroisk og vred helt ind i sjælen – noget man virkelig ikke kan fortænke hende i, men ret usædvanligt for en romanhovedperson i historisk tid.

Colson Whitehead

Med skam at melde tror jeg ikke, jeg har læst en bog om slavetiden, siden jeg som barn læste Onkel Toms Hytte. Så det var på høje tid. Udover at være en slags pligtlæsning, er bogen også meget velskrevet. Beskrivelserne af plantageejernes og slavejægernes brutalitet er både nøgtern og vanvittig effektiv. Colson Whitehead var i Danmark til Louisiana Literature, men jeg nåede det desværre ikke.

På dansk

Bogen findes i dansk oversættelse af Vibeke Houstrup Christensen, som jeg ikke kender til. På dansk hedder den Den Underjordiske Jernbane, og den er udkommet på Politikens forlag.

 

 

Share

Rapport fra det hvide taber-USA

Jeg har læst en af 2016’s mest omtalte bøger i USA, Hillbilly Elegy af den debuterende forfatter JD Vance. Bogen er en selvbiografi og en skildring af Trumps bagland i USA’s rustbælte – her Kentucky og Ohio.

Ud over et ønske om at forstå, hvad der er sket i USA, så har jeg også en personlig interesse i at læse om netop dette sted og denne gruppe af mennesker. Min biologiske far, som jeg fandt frem til sidste år, er født i en af kulminebyerne af ludfattige forældre, og det var, i lighed med Vance i bogen, militæret der reddede ham fra det hårde slid i kulminerne og den efterfølgende arbejdsløshed og trøstesløshed.

Tilbage til Kentucky

Han bor nu igen – han er 85 – i Kentucky, men langt fra det sted, hvor han voksede op, som han ikke har besøgt, siden han rejste som ganske ung mand. Alt for rædsomme minder knytter sig dertil. Min amerikanske halvsøster derimod har besøgt byen, han voksede op i, og set det skur, hvor han boede med sin familie, fordi hun ønskede at forstå sin far bedre. Efter besøget blev det tydeligt for hende, hvorfor han aldrig vendte tilbage.

Fra Ohio-slum til Yale

Nå men, bogen. Den er velskrevet og letlæst, omend det er en trist historie, han fortæller. Han er en vaskeægte mønsterbryder, der endte med at blive jurist fra Yale. Når han fortæller om barndomsårene og de første ungdomsår, kan det være svært at fatte, at det gik ham så godt. Ligesom han prøver at analysere sig frem til, hvad der gjorde forskellen for ham personligt, ligesådan prøver han at forstå, hvorfor det er gået, som det er gået med den hvide amerikanske arbejderklasse/underklasse.

Hillbillies

Når han beskriver bedsteforældrene, så er de ægte hillbillies uden uddannelse og i lavtlønnede jobs, med geværer under sengen og øretæverne hængende i luften. Men den generation troede på den amerikanske drøm – de troede, at hvis de arbejdede hårdt nok og opførte sig som gode amerikanske borgere, så kunne de opnå alt. Og mange af dem opnåede da også et liv, der var markant bedre end deres forældres, selvom vandhanerne ikke ligefrem var guldbelagte. Men Vances generation – de har af en eller anden grund en anden holdning. De læner sig tilbage og forventer, at de stegte duer skal flyve ind i munden på dem, uden at de selv gør en indsats. Vance beskriver flere gange, hvordan han får nye kolleger på en af de lavtlønsarbejdspladser, hvor han arbejder for at tjene til studierne. Og næsten hver gang skete det samme: de kom for sent hver dag, meldte sig syge i tide og utide, brokkede sig i et væk og holdt alenlange pauser. Og når så de blev fyret, så var det Obama, Washington, latinos eller nogle andre “fjender”, der fik skylden.

L’Oréals credo

Fra at tro på den amerikanske drøm er den hvide amerikanske underklasse gået over til at tro på L’Oréals credo: Fordi du fortjener det. Og hvis man tror på, at alt det dårlige, der sker for en, er nogle andres skyld, så er det jo oplagt at stemme på Trump, der tilbyder indtil flere forskellige grupper, man kan give skylden. Vance påpeger, at den stolthed, der var central for hans bedsteforældres generation, røg ud med badevandet, da kulminerne og de store industrier lukkede, og folk følte sig glemt. Fordi hans mor var lidt for glad for stoffer og skiftede mændene ud, som vi andre skifter sko, tilbragte han en stor del af sin barndom og ungdom hos bedstemoderen – og han mener selv, at den stolthed og jeg-kan-fandme-klare-mig-selv holdning, som hun og hendes generation repræsenterede, er årsag til, at han selv blev mønsterbryder.

Vance er selv konservativ, men dog ikke på Trump-måden. Det gør faktisk bogen mere interessant at læse, end hvis han var liberal.

 

Share

Forberedelse til det næste liv

AtticusLishJeg hørte denne som lydbog, hvilket i dette tilfælde nok var en fejl. For oplæserens behagelige, men desværre temmelig ensformige og søvndyssende stemme, fik mig til at miste koncentrationen lidt for ofte. Det vil jeg derfor ikke anbefale. Den danske oversættelse ser okay ud.

Bogens forfatter, Atticus Lish, har en relativt interessant historie. Den må man desværre læse om på engelsk Wikipedia, da den danske forlægger næsten intet skriver og heller ikke har fået en kompetent person til at skrive en dansk Wikipedia-side. Man skulle ellers tro, det ville være en god ide, men…

Nå men, bogen. Den viser i den grad vrangsiden af det amerikanske samfund. Vi møder den stærkt PTSD-ramte Irak-veteran Skinner og den illegale kinesiske immigrant Zou Lei. I den del af New York vi aldrig ser, og som mange New Yorkere heller aldrig ser, forsøger disse to at nå den amerikanske drøm. Men som vi danske fornuftsvæsner godt ved, så er den drøm langt fra opnåelig for alle – således desværre heller ikke for Zou Lei og Skinner. Forfatterens tilsyneladende tørre måde at fortælle historien på gør den kun endnu mere trist og vedkommende. Det er ikke en bog man skal læse for at komme i godt humør – den mindede mig lidt om en anden bog med en kvindelig kinesisk hovedperson, nemlig De Hjemløse af Yiyun Li.

En bog, der kunne uddeles til medlemmerne af Liberal Alliance, så de kan se, at for nogle mennesker gælder det, at lige meget hvor hårdt de slider i det, og hvor meget de ønsker det, så er det ikke alle forundt at nogensinde se solsiden af samfundet.

Share

Truth

truth

TrutRobert Redford (cropped)h er All the President’s Men på moderne. Og skulle rammerne ikke minde en om den hæderkronede gamle film, så gør naturligvis Robert Redford’s medvirken det. Filmen fortæller den sørgelige, men stadigt mere aktuelle historie om, hvad det betyder for *sandheden*, når meget magtfulde mennesker ejer og/eller kontrollerer medierne.

Og når jeg siger moderne, så mener jeg det egentlig ikke – for filmen er netop ikke moderne. Den er opbygget som den type dramaer næsten altid er, helt traditionelt. Jeg synes måske godt, man kunne have givet den et ekstra skud, så den havde gjort lidt mere ondt eller prikket lidt hårdere til magthaverne. Men det er nok bare mig, der er ret sur på medierne for tiden… Det er ikke nogen dårlig film, og husker man ikke sagen om 60 Minutes, der bragte afsløringer om Bush Jr., som med overvejende sandsynlighed var sande, men som de alligevel måtte trække tilbage, fordi…, ja, så kan man med fordel gå ind og se filmen.

Share

End of a Year

Hasn’t it been a strange year? It has for me. Started at a low, but ended well. Lots of ups and downs along the way. In a broader perspective I don’t know what to think! Obama is totally unpopular because he’s turned out to be only human and to constantly work for the consensus he’s always said he’d work for. This should be really strange, but isn’t, at least not in politics. Here’s a clip where he ads his five cents to the It Gets Better campaign. In the UK we got out in the nick of time – Oh me, can’t believe how Nick Clegg can sleep at night? Am told from people who move in the upper echelons of the British society that the only people NOT suffering from this deep crisis are exactly them, the VERY rich. The middle class is also feeling the pain, but it’s the working poor and the undeserving (that’s people who don’t work, no matter why) who are really feeling the axe. In Harrods, it’s business as usual.

In Denmark we have a conservative/nationalist government, which is luckily worn very thin. An election next year will bring some form of change, but I will not try to guess what it’ll be like. Hard, however, to imagine anything worse than what we’re experiencing now. The concept of “undeserving” as mentioned above is also very prominent here in Denmark. A very clever and passionate charity worker calls Denmark a “post-solidary society“. He’s right, but isn’t it sad?   I work for the Danish Refugee Council occasionally and that’s just so depressing. To get into the country is almost impossible with the Dublin regulation firmly in place and rigorously enforced, even though for instance Greece is totally incapable of receiving all these refugees and process their applications. Many countries in Europe have stopped returning refugees to Greece, but not Denmark. Obviously. Then to have your application granted is even harder. It’s like the bl**dy camel in the bible.

At my dad’s nursing home I regularly hear the old people abuse the immigrants who work there. And the management says that they can only admonish the staff, not the inhabitants. Imagine going to work every day, at the lowest possible pay, wiping people’s bottoms and then ON TOP listening to abuse for your skin colour and/or your (perceived) religion. I want to slap some of them. But you can’t, can you?

And then there are the wars. Everywhere there’s a war and in many places people who actually work actively to start one. Here, in my little segment of the privileged world it is totally and utterly incomprehensible. People get killed for no apparent reason and the dead are either totally innocent civilians or soldiers, recruited from the lower rungs of their society, more often than not without a clue what they’re getting into. That is clear from the books and stories we hear from soldiers coming home with their bodies but not their minds in one piece.

Our civil rights are threatened everywhere. And most people seem not to worry or care at all! Read here how the democracy United States of America is treating the 22 year old private Bradley Manning (allegedly behind the latest batch of  Wikileaks leaks). He has not yet been convicted of or even charged with a crime – nevertheless he’s treated like a convicted serial killer.

In many European countries you can now have your phone tapped or other measures taken against you without a court order. A great thing, however, is that the Danish court recently said NO, you cannot detain people because you THINK they are going to behave violently at a demonstration. Several hundred people were “administratively detained” before the COP15 summit in Copenhagen last year. But this is perhaps the only cheerful story among all the sad ones about how the “war against terrorism” is undermining the very society it’s supposed to protect.

In the midst of all the misery, there are still people who come up with amazing ideas and who are incredibly creative. I went to the TedXCph, which was a great event and there I heard some great speakers. The one that sat with me the longest was the most crazy and unlikely of them all. Had I been a smoker I might have missed it because the blurb was like “we want to build a mountain in Copenhagen”. You WHAT? Seriously. But I’m not a smoker and I did hear it. I suggest you hear it too. You must hang on till the second guy starts talking. He’s the kind of person who could sell sand in Sahara!

***

Christmas is the time of year where absent friends and family are most prominently on our minds. The ones I miss the most are the ones who are still alive, but who choose to not be around. On that account, I wish for a better 2011 and hope to understand my failings better.

I wish you all and our dear Earth a peaceful 2011.

Share

Yosemite

Based upon the weather forecast we decided that the weekend would be the right time to visit Yosemite. It is very cold there (compared to here, that is), but the forecast promised two days of sunshine, so we got up early Saturday morning and drove east. The drive was four hours, mostly through rather dull country with vast suburbs and industrial complexes. But approx. an hour before reaching the park, the climb begins and the countryside is transformed. The mountains in Yosemite are up to 12.000 ft (4.000 m.), so what rises in front of you is indeed impressive! What surprised us was the snow – the park was covered, except the valley, which apparently almost never sees snow due to the very special meteorological conditions there.

We had booked a room at the famous Wawona hotel (as the even more famous Ahwahnee was fully booked and too expensive anyway) and checked in at 1 pm. We dressed for the weather – cold but beautiful – and drove into the Yosemite Valley. Even though prepared for some astounding sights, nothing can prepare you for the vastness of it all. Many of the roads are closed during winter, so two days were sufficient to see the sights of the valley, the museum, the Ansel Adams gallery and the visitors’ centre with a fine and child-friendly exhibition about the evolutionary history of Yosemite.

We have come to appreciate the park rangers very much. They are always very forthcoming, very polite and very well informed. So we usually make a point of talking to some of them, when we visit a state park. The handsome ranger (check his crisp uniform) on this picture surprised us by saying: “Oh, Denmark, that’s where Hans Christian Andersen, Carl Nielsen and Karen Blixen are from!” Wauw! Most people know about H.C. Andersen, but not a lot of Americans know of Carl Nielsen. The ranger played the clarinet it turned out, and Carl Nielsen’s 5th symphony was his favourite…

We stepped out of the car to take photo shots and make short hikes every ten minutes or so, caught the sunset and then headed back to the Wawona. Staying at that hotel was a mixed experience. The bar and lounge next to the dining room were beautifully decorated for Christmas, a log fire was burning and there were lots of people in festive spirits, even though everybody was dressed for hiking. There was a pianist playing WW II songs (Bluebirds over the white cliffs of Dover, etc) and chatting with the guests and we had cocktails before dinner – all very much in sync with the spirit of the place. The dining room was also pretty and the waiters nice and attentive. The food was not memorable, but the draft was! I think you could fly a kite with the gusts that came from under the veranda door!

Dane was very tired, so we quickly went to our room. Quite a nice room with a double and a single bed and a nice bathroom. And it was sweltering in there (we’re guessing 85 degrees F (28 C)), which felt nice coming from the icy dining room and the freeze outside, but felt uncomfortable as we discovered that the heating couldn’t be turned down. OK, we opened a window and let a bit of freezing air in. But then there was the constant loud hissing of air escaping from the vent and the irregular clanging. Have any of you ever been to a place with a pre-war, cast-iron radiator central heating system? Then you’ve experienced the clanging, when the system overheats. We really tried to sleep, but it was impossible. After much swearing and cussing David got dressed and went over to the reception (you have to cross a large courtyard) to ask for another room. So in the middle of the night, we transferred – with sleeping Dane – to another room across the yard. Oh, what a difference that made! Normal temperature and absolutely no noise!

The breakfast was included and very nice. Dane had waffles with honey and hot chocolate and was MMMMM’ing a lot. Then we went ahead and saw more stunningly beautiful views and went for more lovely walks through the impressive woods. I won’t bore you with inept descriptions, but have a look at more pictures here, to get an impression.


By eight o’clock we were back home, very happy that we’d taken the trip.

Share