Indhold/form

Som enhver, der læser #serendipitet, kan se, vægter jeg indhold over form. Men det er faktisk mest, fordi jeg ikke er ret god til det der med form. Mine kager er heller aldrig særligt pæne, men jeg tør godt påstå, at de i reglen smager ret godt.

Corona

Hvad skete der egentlig ombord på Diamond Princess?

Et Wired longread hvor vi endelig får svar på, hvordan det gik for besætningen ombord. Hvordan var deres vilkår? Interessant nok at læse om, hvordan rederiet bare lod skib efter skib sejle afsted selv efter, man var blevet klar over, at bare én passager eller ét besætningsmedlem på sådan en flydende petriskål er nok til at hundreder kan nå at blive smittet, inden rejsen er omme.

Er de kvindelige regeringsledere bedre til at håndtere Corona?

Tja, joh, måske, njah, næppe, muligvis. Er sådan ca. de svar, Videnskab.dk har fået fra et par håndfulde eksperter i ledelse.

En drøm om fremtiden

Tak til Rikke Nørdum Sonne for at bibringe os alle lidt håb og tro på fremtiden.

Censur i Kina

Der er meget snak om Kina ifm virusudbruddet, og meget af det er aldeles udokumenteret eller overdrevet. Men her er en reportage fra Wired, der i bladets sædvanlige stil fremlægger fakta. De kinesiske myndigheder har ikke været helt så helgenagtige, som de fremstiller sig selv, og mange kinesiske læger, journalister og so-me-brugere er blevet udsat for intens censur. Forfatteren har taget 100-vis af screenshots af artikler og poster, der sidenhen er forsvundet. Eller, som forfatteren fortæller: de har fået æresmærket 404 (når det, de har postet, er forsvundet, og man får en 404-meddelelse, når man forsøger at tilgå indholdet).

Fremmedfrygt

Med pandemier følger altid xenofobi og racisme. Er man bange for at blive smittet med noget, er det helt sædvanligt, at man finder nogen at give skylden for sygdommen. I denne omgang er det hovedsageligt asiater, der må stå for skud (for vi europæere er jo helt ude af stand til at skelne asiater fra hinanden). Ved flere omgange af pesten stod jøderne for skud, men flere forskellige befolkningsgrupper er blevet gjort til syndebukke op gennem historien. Det er Videnskab.dk der har kigget i baglænskikkerten.

Samfund/Miljø/Politik

En whistleblower har ordet

En højtstående Amazon-ansat har forladt selskabet i vrede over dets fyringer af whistleblowers (om Corona-sikkerhed i deres pakhuse). Det fortæller han om på sin egen hjemmeside.

Forensic architecture

I samarbejde med SkyNews har analysekollektivet Bellingcat brugt video, lydoptagelser, satellitbilleder og geolokation til at genskabe hændelser ved den tyrkisk-græske grænse, som var blevet afvist af myndighederne som fake news. Så imponerende arbejde! Tak Peter Brodersen.

Der er håb for os

Da seks drenge strander på en øde ø og først bliver reddet mere end et år senere, har de levet sammen i relativ harmoni og er sunde, glade og raske, da de bliver fundet. Det sker i 1966. Kunne seks moderne drenge mon have klaret det? Her mener jeg ikke, om de kunne opføre sig ordentligt over for hinanden, for det tror jeg, de ville kunne, præcis som drengene i 1966. Men ville de have de nødvendige fysiske færdigheder? Resumé af en bog fra The Guardian.

“Sjov” på Twitter

USA’s finansminister og Axl Rose har haft en livlig diskussion på Twitter. I guder!

Viden

Resultatet af borgerlønforsøget i Finland

World Economic Forum refererer resultaterne af forsøget med UBI (universal basic income) i Finland. På negativsiden tæller, at der ikke kom markant flere i arbejde end ellers. Men jeg bemærker, at der kom flere i arbejde, der var på UBI end der var på kontanthjælp. Hvilket jo må tjene til dokumentation for, at påstanden om at hvis folk får “gratis penge”, så gider de ikke arbejde. Der er flere forsøg på vej. Det er spændende – tænk hvor mange socialrådgivere, der kunne få lov til at socialrådgive i stedet for at kontrollere?

Om os

De valg vi træffer

Podcasten Hidden Brain fra NPR er (også) en af mine favoritter. Denne episode er særligt god. En psykolog forklarer, hvordan vi vælger og om de kulturelle forskelle imellem, hvor vigtigt, vi synes, det er at kunne vælge. Og om hvorfor bestemte situationer får os til at træffe tåbelige valg, på både den store og den lille klinge.

Kognitiv kirurgi

En person i selskabet dominerer samtalen. Hvordan får man afbrudt talestrømmen og vendt tilbage til en samtale mellem alle tilstedeværende? Man benytter “cognitive incision”. Det beskrives ret nøje i artiklen, hvordan man griber det an. Nyttig viden.

Lidt ad gangen

Kloge ord, der sådan set alle sammen er sagt mange gange før, om, hvordan man opnår noget stort, der umiddelbart forekommer uopnåeligt. Lidt hver dag. En 5% forbedring/optimering. Nogle uger senere, yderligere 5%. It.all.adds.up. Det virker hver gang: lære et stykke på klaveret, skrive en roman, lære at programmere, tabe sig, løbe et maraton.

75 år siden

Dorte Toft fik overtalt sine forældre til at tale om krigen, inden det var for sent. Det er der kommet en fin beretning ud af – med vinkler som vi ikke rigtigt har hørt så meget om.

Snak med trolden

En forfatter fortæller, hvordan han besluttede sig for at spise frokost med en altright religiøs tosse af hans perifere Facebook-bekendtskab. En lærerig oplevelse. Måske skulle vi allesammen gøre forsøget og melde os ind i Brobyggerne og drikke noget Dialogkaffe.

Ghosting

At dømme efter samtalen på Twitter er ghosting noget, de fleste, der dater, bliver udsat for. Og udsætter andre for. Her er en lille opskrift på, hvordan man kan undlade at ghoste andre og stadig få afsluttet relationen. Omtanke og høflighed (som sædvanlig).

Kunst og kultur

Nogle tænker på kulturen

Mens kunst og kultur stort set er fraværende i Regeringens genåbningsplan, og ingen på Christiansborg sådan rigtigt taler kulturens sag, er der dog nogle, der tænker på kunsten, nærmere bestemt kunsthallerne, der har været så uheldige at falde mellem stolene ift de støtteordninger, der er iværksat. Den Obelske Familiefond træder ind og hjælper.

Rutschebane uden for Tivoli

Måske åbner Dansk Arkitekturcenter før Tivoli? De åbner med en rutchebane, der snor sig 4 etager ned. Den skal nok blive et tilløbsstykke.

Tid til en Western

Filmstriben har western-tema lige nu. Der er adskillige glimrende film på deres repertoire.

Biennalen 2021

Kunstneren Uffe Isolotto skal repræsentere Danmark ved biennalen næste år. Jeg havde aldrig hørt om ham, men her er et omfattende portræt. Folk, der går på RUC, kender øjensynligt hans værker, forstår jeg. Han er aktiv på Instagram – det kan måske blive sjovt at følge hans forberedelser til så stort et event.

Det ydre er ikke alt

Det her hus på Gotland!  Jeg er helt forelsket – kønt er det i og for sig ikke – udefra – men det kan alt!

Tiny house

 Sådan et her har været min drøm om et “retirement home” i mange år. Men hvor får man lov til at bygge sådan et? Et sted, hvor man på sigt kan bo som ikke-så-fysisk-mobil og uden bil?

Share

Kongens Nej


Mens jeg sad og så filmen, tænkte jeg hele tiden på dette tweet fra Søren Espersen (DF).

Når man ved, man har ret

Vi ved jo, hvordan DF’eres og fx Anders Fogh Rasmussens hjerter svulmer, når talen falder på Besættelsen og den danske (eller norske) modstand. Jeg så hele tiden for mig, hvordan Espersen sad og blinkede en tåre bort, da den norske kongefamilie må skilles, for ikke at blive taget til fange af tyskerne. Og hans medfølelse med de norske soldater, der kæmpede for deres lands frihed.

Hvilket jo står i en slående kontrast til graden af hans medfølelse, når det gælder andres frihedskamp. Aktuelt, fx syrernes. Det gør mig simpelthen så vred, at jeg næsten ikke kan være i min krop!

Valg eller Nej?

Filmen hedder Kongens Nei på norsk, men har af årsager, jeg bare ikke kan begribe, fået den danske titel Kongens Valg. Enten kender vi de historiske fakta, inden vi går i biografen, eller vi har læst foromtaler og anmeldelser og dér fået at vide, at den norske konge og regering sagde Nej til tyskernes “tilbud om beskyttelse”. Se i øvrigt den norske TV-serie Den Russiske Ambassadør (igen en mærkelig dansk titel – norsk titel Okkupert) på Netflix. Den handler om et tilsvarende valg lidt ud i fremtiden.

Kongens Nej er en fin film, der angiveligt holder sig ret nøje til sandheden – eller den sandhed, som historikere er nogenlunde overens om. Når vi ved, at mange får hele deres historiske viden fra film og tv-serier, så er det godt, at der laves så gode film som denne.

Den fremstiller på fornem vis det forfærdelige dilemma, som alt for mange sættes i – ikke bare konger og regeringsledere, men også mange almindelige mennesker – tænk bare på regeringsembedsmænd og politifolk i USA for tiden. Skal jeg gøre *det rigtige* og risikere mit og andres liv og skæbne, eller skal jeg gøre *det nemme*, der tilsyneladende bevarer en form for status quo? Skal jeg tilslutte mig de hutuer, der lige nu har overtaget, eller skal jeg forsvare min nabo, der er tutsi, og risikere mit og mine børns liv? Fortsæt selv ad nauseam.

Bagklog

Det er nemt at være bagklog og sige, at det var den norske konge og regering, der traf det rigtige valg – i forhold til den danske, der kapitulerede med det samme. Men hvem er vi, der dømmer deres valg dengang? Og hvem er vi, der dømmer folks valg i dag, når de står ved den slags skilleveje?

Hvad skal vi med kultur?

Det her er en af de ting, kultur kan: Vise os et moralsk dilemma og tydeliggøre, hvor mange forskellige faktorer, der har indflydelse på de svære valg, mange mennesker udsættes for i løbet af tilværelsen.

Men som nævnt i indledningen, er det desværre ikke alle, der føler sig kaldet til eftertænksomhed. Det må være skønt at være så sikker i sin sag!

Share

Kvinden i guld

Gustav Klimt 046

Søn og jeg havde haft en hård dag, så vi fortjente en belønning. Sted og tid afgjorde, at valgmulighederne ikke var fantastiske, men da søn hørte, at denne byggede på en virkelig hændelse, der havde sit udspring i 2. verdenskrig, var han ikke i tvivl. Jeg kender ingen, der har set flere dokumentarfilm om 2. verdenskrig end den dreng!

Filmen handler om maleriet herover, malet af den østrigske maler Gustav Klimt. Det blev stjålet fra en jødisk familie af nazisterne under krigen. Det var der så meget kunst, der blev, men det lidt specielle ved dette værk er tre ting. Det ene, at det faktisk forestiller et medlem af denne jødiske familie. Det andet, at det siden blev nærmest symbolsk for østrigsk kunst og kronen i den østrigske stats kunstsamling. Hvis du ikke har set det som køleskabsmagnet, plakat eller postkort, så kommer du for lidt ud…

Den tredje ting, der er specielt ved dette fantastiske Jugend-maleri er, at den oprindelige ejers arving rent faktisk lykkedes med at få billedet tilbage fra den østrigske stat – og om det handler filmen. Når man ved, at Dame Helen Mirren spiller rollen som arvingen, så ved man også, at det aldrig kan gå helt galt.

Filmen er ikke usædvanlig på nogen måde, nærmest traditionel i sin opbygning. Men det gør ikke noget, synes jeg, emnet egner sig egentlig ikke til eksperimenter. Vellykket film, der – igen – fortæller os om et mørkt kapitel i Europas historie.

Share

Tavshedens labyrint


Så har jeg igen været inde og se en tysk film. Den her var lysår bedre end den sidste! Den foregår under det tyske Wirtschaftswunder sidst i 50’erne, og ingen, INGEN, gider høre mere om krigen. Men en ung jurist hører tilfældigt om en nazist fra Auschwitz, der nu underviser børn i den lokale skole, og det tænder ham. Vi følger derefter hans kamp mod ligegyldighed, uvidenhed og decideret, indædt modstand. Graden af uvidenhed og jeg-holder-mig-for-ørerne-og-skriger-hvis-du-nævner-det-igen-attitude er meget chokerende for en dansker, der er vokset op med så meget 2. Verdenskrig og Auschwitz i skolen, at vi næsten fik en overdosis.

Filmen bygger selvsagt på de virkelige begivenheder, der ledte frem til det store retsopgør og deraf følgende selverkendelse, hvor 17 ansvarlige blev dømt efter afhøring af 211 overlevende fra lejren.

Det centrale aspekt i filmen er naturligvis, om *alle* var onde eller det kun var nogle få, der beordrede alle de andre til ondskab? Den unge jurist bliver hurtigt besat af Josef Mengele, på hvis skuldre han mageligt lægger al skyld. Men det går jo ikke, hvilket han langsomt og smertefuldt erkender. Den transition er flot og effektivt beskrevet i filmen og vækker virkelig til eftertanke.

Som en bonus spiller alle, også dem i mindre biroller, virkelig fremragende, og der har været en meget dygtig scenograf ind over, for der er også blevet plads til fantastisk flotte billeder og elegant brug af farver.

Share

All the Light We Cannot See

Doerr
Årets Pullitzer-vinder af Anthony Doerr er en virkelig god bog. Men den når ikke helt de fem stjerner. Jeg har lige kastet et blik ned over de seneste års vindere af Pullitzer-prisen, og et par af dem var jeg helt oppe og ringe over, fx The Goldfinch (sidste år), The Road (2007) og Middlesex (2003). Men jeg har lige læst Gilead, som jeg slet ikke blev venner med og nogen forærede mig Tinkers for nogle år siden – den fik jeg ikke engang læst færdig. Konklusionen må vist blive den om smag og behag…

Nå men, All the Light We Cannot See, foregår under 2. verdenskrig, og det er der jo uendeligt mange romaner, der gør. Denne gør det bedre end de fleste. Både fordi vi er med på begge sider af krigen, men også fordi vi får sådan et hjerteskærende indblik i, hvordan det var at være helt almindelige civile (børn) under en krig. Bogens ene hovedperson reflekterer over verden før og nu:

(…) pyramids of cabbages and carrots everywhere; bakers’ stalls overflowing with pastries, fish stacked like cordwood in the fishmongers’ booths, the runnels awash in silver scales, alabaster gulls swooping down to carry off entrails. Every corner she turned billowed with color: the greens of leeks, the deep purple glaze of eggplants.

Now her world has turned gray. Gray faces and gray quiet and a gray nervous terror hanging over the queue at the bakery (…).

Dette citat både for at skildre de lidelser civilbefolkningen i Centraleuropa gennemgik på mange fronter. Men også for at vise, hvordan Doerr behersker sproget.

Den ene hovedperson er blind, og Doerr er fænomenal til at få læseren til at mærke ind i marven, hvordan det egentlig er at være blind. Den anden er en slags vidunderbarn, der næsten intuitivt forstår, hvordan en radio virker. Det kunne han have fået meget ud af, hvis ikke – *krig*. Vores hjerter bløder for den her dreng!

Historierne, der fortælles, væves smukt ind i hinanden, og jeg blev ikke spor irritabel over graden af usandsynlighed. Jeg tror, at jeg ind imellem syntes, at Doerr simpelthen var lidt for dygtig, hvis læseren forstår, hvor jeg vil hen?

Alligevel vil jeg anbefale den varmt, måske især til folk der ikke læser sindssygt meget, for den er velskrevet, har et godt drive, opfordrer til empati med verdens krigsflygtninge og er samtidig ganske letlæst.

På dansk: Alt det lys vi ikke ser, oversat af Mich Vraa.

PS: Hev lige mit eksemplar af Tinkers ned fra reolen og så, at der på forsiden står: “Tinkers is truly remarkable” – Marilynne Robinson. Det forklarer måske, hvorfor jeg ikke kunne blive venner med nogen af dem?

Share