Vanvittig video hitter på Facebook

eller – det påstår BT i hvert fald i denne artikel.

Jeg var til Wikipedia-dag for nylig, hvor jeg i et oplæg udbredte mig om fup og svindel på nettet og bl.a. viste den video, jeg også har omtalt her på bloggen. En af deltagerne fortalte om videoen, der hentydes til i overskriften, og spurgte om jeg vidste, om den var ægte. Det gjorde jeg ikke, for jeg havde ikke hørt om den. Men angiveligt har den været vist på både DR og TV2.

Jeg lovede at gå hjem og grave. Det har jeg imidlertid ikke fået meget ud af – dvs. jeg ved stadig ikke, om videoen er ægte. Den ser endog meget overbevisende ud, men alligevel er der nogle ting ved den, der pirrer min mistro.

  • Den findes KUN på BT. BT siger, at den “hitter” på Facebook, men jeg har ikke kunnet søge mig frem til den, og ingen af mine sønner eller andre, jeg har spurgt, har set den i deres Facebook-strøm. Dermed ikke sagt, at den ikke er der – det er bare mærkeligt, at den ikke dukker op i mine ret omfattende søgninger.
  • Den er ikke på YouTube og ikke på Vimeo. Mao den skulle være lagt direkte ud på Facebook. Det forekommer som mærkværdig adfærd for unge af Jackass-generationen (man får over 2 millioner hits, hvis man søger på Jackass på Youtube).
  • Hvis videoen er lavet med greenscreen (Chroma Key) teknologi, giver ovenstående nogenlunde mening. Det gør det ikke, hvis den er ægte.

Har du oplysninger, der kan føre til en opklaring af dette “mysterium”, så skriv endelig en kommentar eller ping mig på Twitter. Det gælder også, hvis du selv er stødt på noget, der har vakt din undren.

NB: Læs lige hele BTs artikel om videoen, inden du farer i tasterne.

Share

Mobning – 2

Dagens afsnit er kort. I morgen kommer jeg med råd til, hvordan man kan gribe det an, når man opdager, at ens barn bliver mobbet eller selv mobber.

De her ting bliver sværere og sværere at gribe ind over for, jo ældre børnene bliver. Blandt andet derfor kan det tilrådes at give børnene adgang relativt tidligt, mens det er helt legitimt som forældre at kræve at være venner med barnet. Hvis man har vænnet sig selv og barnet til, at Facebook-væggen er et relativt åbent rum, så er der gode chancer for, at det ikke ændrer sig nævneværdigt, når barnet bliver ældre.

YouTube skal vi også holde øje med – særligt naturligvis, hvis vores børn er meget aktive der. Poster de videoer med spil-hacks, skateboard tricks, make-up tips eller saltomortaler, er det vanvittig vigtigt for dem at få mange likes og helst ikke nogen dislikes (for sådan nogen er der desværre også på Youtube). Her kan du sagtens selv holde øje ved at abonnere på dit barns Youtube-kanal og huske at checke deres videoer fra tid til anden. Det samme gør sig selvfølgelig gældende på fx Instagram.

Vær også opmærksom på Skype. Rigtig meget af ungernes kommunikation foregår dér. Se afsnittet Andre Sociale Medier – 3.

Det er vigtigt også at lære ungerne om passwords, jeg kommer ind på det i et senere afsnit. For password-information kan nemlig også bruges til mobning.

En fortælling fra virkeligheden

En ret lille dreng (9) var alligevel på Facebook, men han brugte kun sin konto til at spille fodboldspil og følge sine favoritklubber. Da en af hans voksne venner en dag så en ubehagelig og grov besked fra drengen, fattede den voksne mistanke og rettede henvendelse til forældrene.

Det var heldigt, for det viste sig nemlig at være et præmieeksempel på “mobning med password”. Drengen var blevet uvenner med bedstevennen, som så tog hævn ved at skrive på Facebook i drengens navn, fordi de havde delt password, før de blev uvenner. Sagen blev taget op med den anden dreng, forældrene og hele klassen, så der endte med at komme noget godt ud af det. Drengen selv havde næppe opdaget det før lang tid senere, fordi han ikke brugte Facebook særlig meget. Hans forældre brugte næsten heller ikke Facebook, så de ville ikke have opdaget det af sig selv. Men alle kammeraterne så det!

Denne form for mobning har allerede et navn – det hedder “Facerape” – og det er faktisk ulovligt. I princippet kan man komme i fængsel for at Facerape nogen. Se fx her.

Der er bare mange faldgruber derude!

 

Share

YouTube – 2

Noget af det hotteste blandt børn og unge lige nu er at se kommenterede gameplays. Hvad er det, spørger du – med god grund. Computerspil er efterhånden blevet så komplicerede, at ikke to runder i det samme spil er ens. Mange af spillene er også ret svære, så det tager lang tid at kæmpe sig fra niveau til niveau. En hel del spillere har så fundet på at indspille sig selv, mens de spiller – og tale hen over. Kvaliteten på disse videoer er meget forskellig, men finder man en gamer, der er både dygtig, sjov og veltalende, er det faktisk ret vanedannende. Og i modsætning til egentlig snyd (når man får koder til at springe over svære steder i spillene), så er dette en mere moden tilgang til at komme videre i spillet – det svarer lidt til at have en ældre, dygtigere ven eller en storebror, som man kan iagttage og lære af. Men det er jo ikke alle, der har sådan en.

Eksempler på praktisk brug af YouTube videoer:

Dreng er vild med trickløbehjul, men har ikke uanede midler til at købe for og ikke en far i huset med teknisk snilde. Han må derfor lære at forstå, hvordan alle delene passer (og ikke passer!) sammen og i hvilken rækkefølge de skal skilles og samles igen. Han har også brug for at finde ud af, hvilke typer af værktøj han skal anskaffe sig, og hvilke dele han skal købe og hvor, for at få det optimale løbehjul til den bedste pris.

Time efter time blev der brugt på søgninger på YouTube, hvor søgningen hele tiden kunne raffineres, efterhånden som han lærte nye begreber og navne på løbehjulsfirmaer og værktøj.

Nogen frustration blev det da til, når tingene så lettere ud på videoen, end de viste sig at være i virkeligheden – men enden blev, at han var den eneste dreng på skaterbanen, der selv kunne skille et løbehjul ad til atomer – og samle det igen.

Så bliver man ret populær!

Også i en helt anden boldgade kan YouTube  bruges til noget meningsfuldt, der rækker langt ind i off-line tilværelsen. Den talentfulde trommeslager Ihan fra 2012s vinder af Melodi Grandprix er helt igennem selvlært, og Soluna fandt hende på YouTube, hvor hun havde lagt videoer med sit trommespil, som en slags digitalt visitkort.

På mandag starter jeg en kort gennemgang af alle de sociale medier, jeg kan komme i tanker om. Men da der kommer nye hele tiden, halser man konstant bagud, når man skal kortlægge dem.

Denne serie blogindlæg om børn på nettet startede her.

Share

YouTube – 1

Som så meget andet på nettet – og i livet – er YouTube på én gang vidunderligt og forfærdeligt. Vidunderligt fordi der ingen grænser overhovedet er for de fantastiske ting, man kan finde dér. Opmuntrende, sjove, livsbekræftende, lærerige, nyttige og fantastiske videoer findes i 100.000vis. Jo, virkelig. Og forfærdeligt fordi der (heller ikke) er nogen ende på alt det skidt og møg og fordærvelse, mærkelige mennesker kan finde på at uploade.

Hjælp allerførst dit barn med at lave en konto. Det er nemmere for både dig og barnet at styre, når barnet har sin egen konto. Sikkerhedsindstillinger er også lettere at holde styr på – især hvis der er flere børn i husholdningen.

Desværre er YouTubes regler, for hvad børn må se, ret stramme (når du har sat den på den strammeste indstilling), så man bliver tidligt nødt til at lette på sikkerhedsindstillingerne. Det skyldes amerikanernes puritanske holdning til mange ting, blandt andet bandeord. Når børnene bliver 12-14 år vil de fx gerne se YouTube videoer med spilhacks, og når der er voice-over på disse, bruges der ofte et sprog, der svarer til det, de unge taler med hinanden. Det inkluderer altså en del bandeord. Husk også, at en meget stor del af de unges YouTube brug allerede nu er flyttet over på mobilen. Hvis dit barn laver en kanal og uploader egne videoer, så kan du abonnere. Men altså kun, hvis du selv har en YouTube konto. Det har du måske allerede uden at vide det, hvis du har en G-mail. Google ejer YouTube og samme log-in duer begge steder.

En anden god grund til at lade børnene få en YouTube-konto tidligt (også her er aldersgrænsen på 13 år helt i skoven), er at kontoen kan sættes op til at abonnere på (lærings)videoer inden for de felter, hvert enkelt barn er mest optaget af. På YouTube kan man lære origami, papirflyverfoldning, samling af løbehjul, kodning (programmering) af småprogrammer, tricks til videoredigering, matematik, lodning, porcelænsmaling, madlavning, make-up, håropsætning, etc. etc.

Hjælp fx dit barn med en liste over de mest almindelige ord på engelsk inden for barnets interesseområde. Så undgår du også, at de fejlstaver eller misforstår engelske ord og udtryk og måske får søgeresultater både de og du helst ville undgå.

Med andre ord: Hvis du og dine børn aldrig ser andet på YouTube end virale film fra Facebook eller søde dyrefilm, så er det altså DIT problem. Ikke YouTubes.

 

I morgen lidt mere om YouTube, mandag begynder jeg gennemgang af et stort udvalg af sociale medier og tjenester. Hvis du først lige er stødt på denne blog om børn på nettet, så er her link til den første post i serien.

Share

Facebook – 2

Når ungerne så har fået adgang til Facebook og vi er deres venner, hvad skal vi så bruge det til? Jeg mener, at det bedste er at sætte sig ned med dem nogle gange og tale med dem om det, der sker i deres Facebook strøm. Simpelthen scrolle lidt op og ned sammen med dem og spørge om dette og hint: “Har Peter selv redigeret den video dér?”, “Hvorfor skriver Sabine sådan, er hun ked af noget, tror du?” “De dér tryk-på-like-knappen-og-vind-en-million er altså fup og svindel, så dem skal du ikke dele!

På den måde bliver Facebook-samtalen en forlængelse af den samtale, vi i forvejen har med vores børn om, hvad der sker i klassen og blandt vennerne og ikke samtalen. Udnyt fx lejligheden, når de kalder og vil vise jer en video til at se lidt mere ved samme lejlighed. Nogle gange kan vores travlhed og nej til at se flere udgaver af Gangnam-style opfattes som en afvisning af en indirekte og forsigtig bøn fra vores unger om at tage del i deres liv.

Selvom vi kan have lyst til at klikke like ud for alt, hvad vores børn poster på Facebook, så vil jeg altså anbefale, at vi holder os i skindet. Det samme gælder evindelig posting og tagging af billeder af vores børn på vores egen væg. De bryder sig i reglen ikke om det, og det kan være kraftigt medvirkende til, at de vil ønske at udelukke os fra deres digitale liv, og det er jo ikke særlig ønskværdigt! Passwords til deres konti skal kun bruges i egentlige nødsituationer, hvor de er kommet ud dér, hvor de ikke kan bunde, eller der er tale om en eller anden form for ulovligheder. Indtil nu har jeg aldrig haft brug for min søns passwords, bortset fra når han selv har glemt dem.

Også selvom ens barn har et fornuftigt og afslappet forhold til Facebook og ikke bliver udsat for noget ubehageligt, og selvom vennerne også er søde og rare børn, skal vi alligevel holde øje. For vi skal hjælpe dem med at sortere i alle de “kæde-meddelelser”, der ryger rundt på Facebook. De har alle det tilfælles, at man enten “skal” poste et eller andet som sin status eller skal klikke like til en status eller en side. Der kan både være de opdigtede, hvor børnene oprigtigt tror, de kan vinde en Iphone, hvis de klikker like til et eller andet (det kan de IKKE, for den type konkurrencer er ulovlige på Facebook, hvorfor ordentlige og større firmaer ikke benytter sig af dem), og dem, hvor børnene opfordres til at like et negativt udsagn – i værste fald om en kammerat. Like if you hate er desværre blevet lidt af et fænomen på både Facebook og YouTube. Det skal vi ikke opmuntre!

Facebook meme [miim]

Et meme er en idé, et ord, et såkaldt hashtag (# – et Twitterfænomen), en video eller et billede, der spredes via internettet. Et Facebook meme er altså det samme, blot inden for rammerne af Facebook. De fleste memes er sjove og uskyldige, nogle har politisk sigte, andre kulturelt. Jo flere, der liker og deler et meme, jo flere ser det, og jo hurtigere spredes det.

Men der er naturligvis også memer og opdateringer af mindre uskyldig karakter, memer der fx spreder misinformation eller som nedgør befolkningsgrupper. Hvad gør du, hvis du ser et meme fra en af dine børns kammerater, der har indhold af den karakter? Hvad vi bør gøre er selvfølgelig at fortælle vores eget barn, at det ikke bør like den type opdateringer og hvorfor. Og dernæst – alt efter graden af alvor – overveje om man måske skulle kontakte det barns forældre.

facebookshuttingdown

Desværre er der mange voksne, der også deltager i spredningen af den slags spam, meningsløst fyld og mobning, hvilket er meget trist, da det ikke ligefrem gør det nemmere at lære børnene at lade være.

Advarsel: Man bliver ikke nødvendigvis populær, når man kontakter de andre børns forældre.

Mere om fup og humbug og hvordan man aflurer det senere i denne serie. Hvis du ikke har været med fra starten, så er første afsnit her.

Share

Mødet med det væmmelige

Fortæl dine børn, at nogle gange, når man søger efter noget i Google eller på YouTube, kommer man til at formulere sine søgeord uheldigt eller stave dem forkert, og bliver sendt til en side, der slet ikke var det, man ledte efter. Og nogle gange kan man være uheldig at snuble over noget virkelig ubehageligt – det væmmelige. Andre gange kan det være kammerater, der presser til at se noget, man egentlig ikke har lyst til. Det kan både være billeder og videoer med ekstrem vold, eller det kan være pornografisk indhold. Vær nu ikke så bange for at tale med dit barn om de her ting – de støder på dem alligevel, og så tør de måske ikke tale med dig om det! Det er meget muligt, at din 12-årige datter endnu ikke har fået smartphone, og at du har fuldstændig kontrol over hendes netbrug derhjemme. Men hvad, når hun er på besøg hos veninderne?

At nettet er proppet med porno er vel dokumenteret. Jeg har ikke selv set noget af det, og jeg har heller ikke foretaget noget porno-research til denne blog. Faktisk har jeg ikke tænkt særlig meget over det i Internet-opdragelsen af mine egne sønner, fordi det er en integreret del af deres øvrige opdragelse, at vi taler om den slags ting. At porno findes, hvorfor det er der, og hvad deres far og jeg synes om det. Hvordan de skal håndtere det, når kammeraterne kigger på porno, at det er en naturlig del af deres udvikling fra drenge til mænd at interessere sig for nøgne kvinder (eller mænd) og sex. Men at de piger (drenge), de kommer til at møde og have sex med, ikke nødvendigvis ser ud som pornomodellerne, og at de ikke nødvendigvis synes om den slags sex, der ofte finder sted i porno. Og at ikke alle mænd har organer, som dem de ser på nettet. Det kan godt komme som en lettelse for nogle unge mænd…

Men jeg oplever igen og igen forældre, der nævner porno før noget andet, når de skal give udtryk for deres bekymringer om internettet. Det chokerer mig faktisk lidt – de er mere bekymrede for, at deres børn skal se noget sex end for, at de skal blive fyldt med løgn.

Vi kan ikke beskytte børnene mod porno. Men vi kan armere dem, så de ikke bliver skadede af at møde det på nettet, og indgyde dem så meget selvtillid, at de åbent kan sige til kammeraterne, at de ikke gider se det, hvis det nu er tilfældet.

Hvis porno er afdramatiseret hjemmefra, hvis de har set sex-scener i fx. Borgen eller andet TV-drama, og I som forældre har talt med dem om, hvad det er, voksne gør, når de gør “det dér”, hvis I har haft samtaler om silikonebabser og “barberede misser” (hvad er en barberet mis, mor?), forskelle på tissemænd, diskuteret de ord, der er forbundet med sex, etc. etc., så er vores børn galvaniserede og klar til at møde verden. Desuden sendes programmer som fx Paradise Hotel så vidt jeg ved inden mange børns sengetid.

Og pigerne? Køb Kvinde Kend din Krop til dem. Det gjorde min mormor, fordi min mor var så bornert. Tak Mormor! Både jeg selv og mine sønner har nydt godt af den indsigt, jeg fik på et tidligt tidspunkt. Sønnerne, fordi jeg indså, hvor vigtigt det er at tale om tingene og sætte ord på, selvom vi helst vil være fri.

***

Det er vores ansvar som forældre at lære vores børn om den nye virkelighed, de vokser op i. Og føler vi os ikke kvalificerede, jamen, så må vi da se at blive opkvalificeret! Vi lærer os selv reglerne i fodbold, bordtennis, etc., når børnene vælger sport, og vi henter og bringer og køber udstyr og gør ved. Men de bruger mere tid på nettet, end de bruger til fodbold! Prioriterer du omvendt?

Lidt om motion

Børn skal have motion, helst hver dag. Hvis nettet optager så meget tid i dit barns liv, at der ikke er tid til at få rørt sig, så må du gribe ind. Jeg går ikke ind for at sætte specifikke begrænsninger på børns computertid, men det kan man blive nødt til, i det mindste i en periode, for at bryde en dårlig vane. Valget behøver ikke være enten at gå til fodbold tre gange om ugen eller spille World of Warcraft. Dit barn kan måske gå med hunden, begynde til springgymnastik eller cykle i skole. Desværre er det at sidde, noget af det værste vi kan byde vores krop, og vi bliver nødt til at være efter ungerne, så de ikke overtager vores dårlige vaner!

Wii og X-box Kinect kan også bruges til motion. Jeg synes ikke, det helt bør erstatte at bevæge sig udendørs, men på en regnvejrsdag, kan det da godt gå an. Eller I kan aftale, at I hver dag tager en match et-eller-andet, inden I slænger jer foran TV’et.

Lidt om mad

junkfoodDet er ikke naturgivent, at der hører pizza, chips, slik og cola til at spille computerspil. Du kan lade det være en betingelse for at spille, at der ikke bliver indtaget junkfood imens. Skub lidt bag på med en indbydende tallerken med skrællede, udskårne gulerødder, agurker, æbler, etc. Og så kan de jo passende lære at drikke te. Eller vand. Også her må vi se på vores egne vaner – hvad er der på bordet, når vi slænger os foran fjernsynet?

Man kan fx google sin middagsmad – hvad er der i køleskabet, der skal spises op? Google det hele på én gang – du vil blive overrasket over, hvilke herlige og sjove opskrifter, der dukker op. Og lav så maden sammen, tag et billede af den og smid det på Instagram. Sådan kan on/off forenes på den bedst mulige måde!

Brug Youtube eller Videojug til at lære at lave en eller anden ret. Gør det sammen. Er en af jer rigtigt gode til at lave en bestemt ret eller kage, så lav en video og upload den til Youtube, så I kan hjælpe andre.

 

Mor og søn sidder i hver sin ende af sofaen. Den ene med Ipad den anden med laptop, den ene på Twitter, den anden på Facebook og YouTube. De skiftes til at vise hinanden billeder og videoer og sludrer om alt det, der dukker frem på skærmene. Meget mere samtale end ved normal TV-kigning!

 

Dette var den femte post i en serie om børn på nettet, hvor jeg vil forsøge at komme rundt om alle relaterede emner. På mandag kommer det til at handle om Facebook. Serien startede her.

Share

Er det farligt for børn?

Bortset fra det fysiske aspekt er der ingen dokumentation for, at børn tager skade af at spille (nogenlunde alderssvarende) computerspil. Og der er heller ingen dokumentation for, at de tager skade af at bruge tid på nettet. Vi kan som forældre gøre en indsats for at skubbe vores børn hen imod at blive producenter – dvs. blive blandt dem som aktivt skaber indhold til nettet. Det kan være youtube-videoer, blogs eller programmering – hvad som helst, der indebærer at producere noget, der kan være til glæde, nytte eller fornøjelse for en selv og andre.

Historisk set har hver generation haft sin definition af, hvad der er skadeligt og farligt for børn. Da jeg var barn og ung (i tresserne og halvfjerdserne) var tegneserier og visse typer af popmusik samt “blottere” det, som forældre og samfund bekymrede sig om.

Det er altså ingen undskyldning at tegneserier er gode; de vil i alle tilfælde virke skadeligt på det store flertal af de børn, som får fat i dem, fordi de vænner dem af med at læse en sammenhængende tekst og skaber et usundt behov for sensation.

(Chr. Winther, Folkeskolen 32/1954, s. 860)

Dansklærere og bibliotekarer diskuterede, så flammerne stod op fra avissiderne, hvorvidt tegneserier var en genre, der burde få Blueberry_Giraudindpas på biblioteket, i skolen. Og hvis børnene fik lov til at købe dem, var det så skadeligt og fordummende at læse dem? Det mest forbløffende ved denne diskussion var, at så få af tidens debatindlæg beskæftigede sig med indholdet eller forsøgte at differentiere det. Det var på den tid, at de nye franske tegneserier gjorde deres indtog, og mange unge var begejstrede for den nye og anderledes fortællestil. Skulle man ikke vide det, er der milevidt mellem fx Jean Gireauds Blueberry serie og nogle af de metervarer, som fx Disney-koncernen spyttede ud.

Hvis dette minder lidt om visse diskussioner om børn og internet i dag, er det helt med vilje. Nettet diskuteres, som om det var én ting, som man samlet kan forholde sig til. Men selvom det er nemt at stirre sig blind på millioner af pornosider og tusindvis af konspirationsteori-sider, så må man ikke glemme fx Googles enorme digitaliseringsprojekt Gutenberg eller det brugerskabte leksikon Wikipedia.

Så skal vi ikke stoppe diskussionen om, hvorvidt børnene skal have lov til at gå på nettet (alene) eller ej. Og i stedet forholde os til, hvordan vi kan hjælpe dem til at få mest muligt ud af den tid, de tilbringer der, både fagligt og fornøjeligt.

Lad dit barn komme på nettet, når de for alvor begynder at udtrykke ønske om det. Har I en tablet, så lad dem starte der, hvor I kan kontrollere download af apps ved hjælp af passwordbeskyttelse. Det er lidt mere besværligt at surfe på Ipad, hvorfor børn ofte vil holde sig til de apps, der er tilgængelige. Vær dog opmærksom på, at børns smag i spil udvikler sig med lynets hast, og at typiske lærings-børnespil hurtigt bliver kedelige. Find en kilde, du stoler på, som anmelder nye apps til børn, og abonner så på deres anbefalinger. Du skal være meget proaktiv lige fra starten. Har I ikke en tablet, så sørg for at sætte computeren og browseren op sådan, at du kan følge lidt med, hvis du føler, det bliver nødvendigt. Det er langt fra sikkert, du nogensinde får brug for det! Lav en YouTube-konto til barnet, og opfordr dem til at lave deres egne videoer. Når et barn er fast logget ind på egen konto, kan du som forælder meget bedre pege dit barn i den rigtige retning. Sørg naturligvis også for at checke sikkerhedsindstillingerne. Brug lidt tid på at læse YouTubes egne vejledninger om sikker surf sammen med børnene. Her er en fin lille video om emnet.

Lån computerspil på biblioteket i begyndelsen – lad børnebibliotekaren råde jer. Hvis I mærker, at den pågældende ikke ved noget om spil, så spørg efter en, der gør. Gå evt. til et andet bibliotek. Når I på denne måde, gratis og med dygtig vejledning, har fundet frem til, hvilken type computerspil jeres barn synes om, så kan I overveje at købe. Risikoen for fejlkøb af dyre spil minimeres ganske betydeligt på den måde. Der kommer meget mere om spil i senere poster.

Når de bliver lidt større, kan de måske opmuntres til at lære at programmere. Der findes super programmeringskurser – også for børn. Det gælder om fra starten at lære dem, at de ikke behøver være passive brugere på nettet, ligesom de er af fjernsynet.

***

 I morgen lidt om, hvordan vi forbereder børnene på mødet med det væmmelige. Og lidt tips om motion og mad…

Share

Børn finder svaret på YouTube

Mange børn og unge springer Google over, når de skal finde ud af noget. De søger direkte i YouTube. Børn er så meget hurtigere end os andre til at lure, at det, der kan tage timer at lære ved hjælp af “så gør du sådan og så gør du sådan”-vejledning, kan læres på den halve tid ved at se nogen gøre det. Min yngste søn har lært sig selv alt, hvad han kan af praktiske ting (også nogle upraktiske…), på YouTube. Sandelig også ting jeg ikke lige havde forestillet mig, at man kunne lære.

Her er nogle eksempler på, hvad han har lært sig selv.

Hvis dine børn ikke allerede lærer sig selv ting og sager, så opret en YouTube-konto til dem og find kanaler, der tilbyder videoer inden for dit barns interesseområder. De kan starte helt ned i treårsalderen med at lære at folde papirflyvere og -hatte. Så har du sat dem på sporet til et aktivt og lærende liv på nettet. Ikke det værste, du kan gøre for dit barn.

Share

Hvordan researcher moderne børn?

De spørger Google. Eller Youtube. Men det’ jo nogenlunde det samme.

Hvert år udarbejder Google lister over de mest søgte ord og termer. Selvom det semantiske web* ikke for alvor har set dagens lys endnu, så agerer børn og unge, som om det har. De spørger nemlig: Hvorfor…? og Hvad….? i stedet for bare at google et eller flere søgeord. Som det ses herunder, må Google tydeligvis ofte træde i stedet for forældre og andre voksne, der altså enten ikke er på pletten i spørgeøjeblikket eller ikke ulejliger sig med at svare, så barnet er tilfreds.

Mest Søgte “Hvordan…?”
1      Hvordan kysser man?    
2      Hvordan dividerer man?
5      Hvordan ganger man?    
8      Hvordan pifter man?    
9      Hvordan strikker man?    
10   Hvordan hækler man?
Hurtigst voksende søgninger efter  “Hvordan…?”
2      Hvordan laver man QR koder?     
4      Hvordan pifter man?    
6      Hvordan spiller man minecraft?
Mest søgte “Hvad er…?”
1      Hvad er klokken?    
4      Hvad er kærlighed?
6      Hvad er demokrati?
7      Hvad er ADHD?      
8      Hvad er twitter?      
9      Hvad er pi?       
Hurtigst voksende søgninger efter  “Hvad er…?”
1      Hvad er lydmuren? 
9      Hvad er udsagnsord?       
(Ovenstående fra Googles danske Zeitgeist-undersøgelse)
boyatcomputer

 

Lærere (i USA) er åbenbart ikke så kede af elevernes søgemønstre, som man måske kunne tro. Se her:

PEWresearch

Noget af det mere interessante ved ovennævnte er, at lærerne vurderer, at det er de yngste børn og børnene fra de dårligst stillede familier, der har størst glæde af at kunne researche på nettet. Det overraskede mig noget, hvad med jer? (Klik på billedet for at komme til resten af undersøgelsen.)

Hvem skal lære vores børn at søge ordentligt? Skal vi selv det, eller skal skolen? Hvor jeg er meget uenig med mange forældre, der gerne så, at skolen overtager opdragelsen af deres børn, så synes jeg faktisk, at skolen skal spille en hovedrolle i at lære børn at søge information på nettet. Simpelthen fordi det er en forlængelse af, hvad de allerede lærer børnene – eller i hvert fald burde lære dem.
I de små klasser har læreren sin laptop med og smider Google op på white-boardet. Spørger ungerne: Hvad ville I skrive i søgefeltet, hvis I skulle finde ud af xxxx? Og prøve de forskellige forslag af, kigge på resultaterne, diskutere. Og sluttelig konkludere noget om, hvordan man skal tænke, når man skal søge, og igen hvad man skal kigge efter i de resultater, man så får.
I de større klasser har de unge formentlig hver deres laptop eller tablet og kan selv søge. Blandt de både rigtige og forkerte resultater, spørger læreren, hvordan de er nået frem til det, og bruger dette til at hjælpe de unge til at få bedre resultater næste gang, smider nogle af søgningerne op på white-boardet og viser de unge, hvorfor det ene websted er troværdigt, mens det andet ikke er.
Google har en lang række redskaber til raffineret søgning. Dem skal de unge da lære om på samme måde som de lærer funktionerne i en regnemaskine. Kender du dem? Ellers se her.

 

*Semantisk web. Den “kloge” søgemaskine. Den kloge Trine-Maria Kristensen forklarer her, hvad det betyder.
Share

Børn skal (også) have hjælp til at tackle mobning

Politiken valgte selvfølgelig at offentliggøre et indlæg, jeg havde sendt dem om mobning på Internettet, mens jeg var langt langt væk på ferie. De valgte også at udelukkende offentliggøre den i papirudgaven af avisen, så mit eget udbytte af artiklen mildest talt har været begrænset. Nu har et sødt menneske givet mig artiklen, og jeg ser til min glæde at den ligefrem er illustreret. Den ses her i mikroformat. Hele teksten kan dog læses nedenunder i almindeligt format – det er trods alt mig, der har skrevet den.

 

Mobning på Internettet (og via SMS) bliver mere og mere udbredt, efterhånden som børn og unge “flytter ind” på nettet. Ikke mindst fordi teknologierne nu er blevet mobile.

Kan vi undgå det? Nej, selvfølgelig ikke. Mobning har altid fundet sted, og det vil det desværre nok blive ved med. Men vi kan godt hjælpe vores børn til at håndtere mobningen bedst muligt og undgå de værste faldgruber.

Mobning finder fx sted på:

  • Facebook
  • SMS og IMS
  • I online-spillenes chatrooms
  • I pigeuniverserne, som fx Gosupermodel.tv2.dk og Moviestarplanet.dk
  • – og mange andre steder, men principperne er de samme

Uanset om mobningen er med kendt eller ukendt afsender, er der altid noget, vi selv kan gøre:

  • Vi skal bruge tid på nettet med børnene. Vi skal udforske Facebook, Youtube og deres foretrukne spil/hjemmesider sammen. Som voksne bør vi udvise en naturlig interesse for, hvad de laver, når de er på nettet, så vi ikke stiller os inkvisitorisk an, men derimod er nysgerrige, ligesom når vi spørger til en udflugt med fritidsklubben.
  • Vi skal have børnenes brugernavne og passwords til alle de sider, de besøger. Det skal vi ikke for at snage, men for at kunne beskytte dem, hvis noget går galt.
  • Vi skal forbyde dem at blokere deres eget navn på deres telefon, så de altid står til ansvar for deres handlinger.
  • Vi skal være venner med børnene på Facebook, indtil vi er overbeviste om, at de kan “klare sig selv”. På samme måde, som vi følger dem til sport, indtil vi ved, de selv kan håndtere trafikken, bussen, etc.
  • Vi skal instruere børnene godt og grundigt i, hvorfor man har passwords og hvorfor man skal beholde dem for sig selv. Men også give dem en udvej og lære dem, hvordan de skal skifte det, hvis de alligevel har udleveret det til bedsteveninden, som pludselig ikke er bedsteveninde mere.
  • Vi skal lære børnene, at regel nummer 1 er, at man selv opfører sig ordentligt. Tager man sin unge i at skrive noget mindre pænt til en af kammeraterne på Facebook, skal han/hun konfronteres med det øjeblikkeligt, og tvinges til at fjerne kommentaren eller undskylde. Det kan være en svær øvelse for alle parter, men er nødvendig, hvis man vil undgå noget tilsvarende i fremtiden.
  • Nogle gange vil man høre, at “Jamen, hun har ikke noget imod, at vi skriver sådan; det siger hun selv.” Men vi ved jo godt, at offeret nok skal lade være med at indrømme, at hun bliver ked af det. Så her må vi også gribe ind, selvom det er lettere at tro på, hvad vores egen pode siger om offerets mentalitet.
  • Vi skal forklare dem om Internettets trolde eller trolls. De optræder ofte, men ikke altid, anonymt. På nettets debatfora taler vi om, at man ikke skal fodre trolden. Det skal forstås sådan, at hvis man overhovedet kan dy sig, skal man ikke svare på ondskabsfulde og provokerende kommentarer. Meget ofte vil barnets andre venner eller andre tilstedeværende i et forum komme barnet til hjælp. Er der tale om kommentarer med direkte trusler eller meget ubehageligt sprog, skal de selvfølgelig slettes og ophavspersonen konfronteres, hvis det er muligt. Det er en god idé at sætte sig ind i, hvordan man sletter kommentarer på Facebook, inden det bliver nødvendigt.
  • I de såkaldt anonyme universer (som fx World of Warcraft eller gosupermodel), må vi gøre os umage med at forklare børnene, hvad det kan betyde, hvis de afslører deres identitet for fx klassekammeraterne og gøre dem klart, at det kan ende med, at de må oprette en ny profil og dermed miste al den “credit”, som profilen/avataren har oparbejdet. Sidstnævnte kan være det allerbedste argument!
  • Vi skal selv lære og også lære børnene, hvordan man hurtigt tager et billede af skærmen, så mobningen dokumenteres. Det gælder også på smartphones. På den måde står vi langt stærkere over for mobberen, andre forældre, lærere og hvem der ellers måtte blive indblandet.

Først og sidst skal vi være informerede. Vi skal vide, hvad man kan på det dersens Internet, og det går ikke at skyde det fra sig og sige, at det har man ikke forstand på. Hvem af os havde måske forstand på babyer, da vi fik dem? Og hvem kunne sangene fra Byggemand Bob eller Bamse og Kylling, inden de fik børn? Og hvad med offside regler i fodbold eller titlerne på Beyoncés sange? Nej vel? Derfor er det bare at komme i gang med at lære Facebooks privatlivsindstillinger at kende og få gang i nogle forældre-børn aktiviteter, der har med nettet at gøre.

En god kilde på nettet til mere viden om mobning er fx. Red Barnets side sikkerchat.dk

.

Share

Skærmen som barnepige

Vi har i mange år diskuteret, hvor meget vi kan “tillade os” at bruge fjernsynet som barnepige for vores børn, mens vi selv laver mad/gør rent/arbejder/har “voksentid”. Og konklusionen er nok, at der ingen konklusion er, fordi det afhænger af, hvor gamle børnene er, deres personlighed, hvad de ser, hvor længe de ser på det, og i hvor høj grad de indvier deres forældre i de spørgsmål, der altid opstår. Og om forældrene overhovedet ved, hvad børnene ser, selvom de ikke selv sidder og kigger med.

Nu har en ny skærm meldt sig som barnepige. Eller flere skærme, faktisk. Computerskærmen, tabletskærmen og smartphone-skærmen. Diskussionen er den samme, selvom der er (endnu) flere udfordringer for os forældre med de nye skærme. Udfordringer der dels består i, at vi ikke har nogen mulighed for at styre, hvad børnene foretager sig, med mindre vi sidder på nakken af dem hele tiden. Og så er ideen om barnepigen ligesom forsvundet. Og disse skærme kommer jo ikke kun med output, som ungerne passivt kan sidde og konsumere. De er også åbne over for input, som vores børn altså skal lære at styre. Og interaktion – med hvem som helst.

Så der er nu åbnet for en helt ny grusgrav af faldgruber som vi som forældre skal forholde os til. Jeg møder forældre, der simpelthen forbyder computerbrug, der ikke foregår i stuen sammen med forældrene, og som ikke giver deres børn smartphones eller tablets (vi lader lige de økonomiske aspekter ude af betragtning et øjeblik). Personligt mener jeg, at det er en helt forfejlet strategi, og i al beskedenhed bakkes jeg op af en del sagkundskab på området. Forbud betyder, at man i realiteten ikke ved, om ungerne fx har en Facebook-konto eller ej, man kender ikke deres kundskabsniveau og er generelt out-of-touch. Viser det sig, at de er super-artige og har gjort, som man siger, står man med et andet problem. Når de endelig får lov, har de nået en alder, hvor de dels har krav på et vist privatliv, dels er uheldigt stillede, fordi deres kendskab til net-universet er ringe. De er så samtidig ofte udstyret med forældre, der heller ikke selv har noget videre kendskab og som derfor ikke kan være deres guides.

Mit mantra er, at vi som forældre simpelthen har pligt til at sætte os ind i den måde, vores børn bruger nettet på. Og alle børn bruger det ikke på samme måde. Nogle børn bruger det næsten udelukkende til at spille spil og chatter så med spil-partnere fra nær og fjern. Andre børn (piger) tilbringer timevis på Facebook eller på et af de såkaldte pigeuniverser, hvor de ofte konkurrerer om, hvor godt enten de selv eller deres avatarer ser ud. Ofte begge dele på én gang. For andre igen er nettet næsten synonymt med Youtube, hvor de (tror de) finder svar på alt. Og tag ikke fejl, der ER virkelig svar på mange ting. Hvis du ikke tror mig, så klik lige her, her og her (svar på tre meget forskellige spørgsmål). Atter andre børn er omnivorer, der bruger nettet som voksne, nemlig til alt muligt. Vi skal dog bare hele tiden være opmærksomme på, at de ikke har de samme filtre som os.

Det bedste, vi derfor kan gøre for vores børn, er at lære dem naturlig skepsis. Vi skal vise dem eksempler på snyd, bedrag og humbug og lære dem, hvordan man checker, hvad der er hvad. Vi skal vise dem, når deres Facebook-venner gør noget dumt, hvadenten de “liker” alt muligt for at vinde dette eller hint, eller de taler grimt til deres kammerater. Vi skal forklare dem, at man kan støde på mærkelige og ubehagelige ting på nettet, og hvad vi synes, de skal gøre, når/hvis det sker. Rigtige eksempler ude fra virkeligheden virker bedst!

Når vi således har udstyret vores børn med nogle filtre og noget naturlig modstandskraft, så går det nok an at bruge en skærm som barnepige fra tid til anden!

Inspiration til denne blogpost fik jeg ved at læse denne artikel, som jeg fandt frem til ved at lytte til denne udgave af Agenda på P1.

Share

Twitterism & loads of links

I’ve now been twittering for a couple of weeks and am beginning to understand the workings of Twitter. For me it’s a place to harvest (more) interesting info than I’d otherwise find. Sometimes a bit on the much side I’m afraid. Below you’ll find a scattering of info that’s been twittered from my followees throughout the weekend. Particularly the tech-ones have been inanely active, since they are all gathered at SXSW.

Tech stuff:

A review of the app Dropbox, which I’m a very contended user of. For instance, it’s a great way of sharing documents between me and my writing partner at uni (he’s in DK). And thanks to him for recommending Dropbox.

Blogger apps for the Iphone. Sounds veeeery interesting, haven’t looked at all of them yet.

Twitter personalities the Myers-Briggs way. Which one am I, I wonder. Hope I’ll be considered as the Messenger type…

A Youtube add-on that makes it safe for little children. Quite good if you like your kids to browse away but preferably not to stumble over some of the more horrid videos that are in ample supply on Youtube. I think this will work up till the age of 8-9. After that they’ll have learnt to circumvent it and it’ll be up to you to teach them how to navigate not only Youtube, but all of the web.

Now to brain stuff:

We learn more from the unexpected than from the expected. Our brains respond just like the traders on the stock exchange floor. That’s bloody disappointing! From Science Daily.

Want to know what dialectical bootstrapping is? Read this. Also from Science Daily. Hint: It’s about applying the wisdom of crowds to your mind…

Also from Science Daily is this article about brain training as a preventative method against Alzheimers. I like the scientist’s down-to-earth advice:

In her opinion, the best way to keep one’s cerebral functions is to do intellectual activities, eat well, control vascular factors, particularly in the case of diabetes and hypertension, and remain physically active.

Brain activity reveals memories. Science Daily.

Health stuff:

This article (Science Daily again) reveals why I’ve never been able to make serious money. I was not particularly popular as a child. Or what?

My mother is dead, unfortunately, so I can’t share this information with her. I would’ve liked to, because I think she might secretly have blamed herself for my cleft palate/lip. But it’s in the genes! Luckily then, I haven’t passed it on to my sons.

Here’s another story to do with genes. It supports every smoker’s favourite story about the Grandmother who Smoked 20 Cigarettes a Day and Lives Happily to be a 100 Years Old.

I don’t usually quote the Telegraph, since it’s rarely worth quoting, but that’s the point really. To equal a school, which actually does something actively to improve the pupils’ health with Gestapo is just so out of this world!!!! My son tells me that, although his school has strict policies about sweets and crisps NOT belonging in the lunch pack, lots of children still have it every day! It’s just sad, sad, sad that parents understand so little about nutrition that they give their kids a packet of crisps and a white cardboard sandwich with square ham every day! It certainly supports the study about how IQ and education are directly linked to life expectancy, which I wrote about previously.

On feminism (watch out for the flak!):

Why women opt out of certain careers.

Miscellaneous:

The Health and Safety Executive has a myth-buster page, which is a comforting read. Clearly, what we’re seeing at schools and other places are over-zealous interpretations of the health and safety rules. So if we just stuck to the rules themselves, we’d be fine. Here’s a great example.

About coffee. Why the crap coffee in canteens and at railway kiosks gives a much higher boost of caffeine-induced energy than the luxury coffee we brew at home.

That’s all folks.

Share