litteratur Archives - Side 3 af 3

Afgrunden af Kim Leine

Jeg er bagud, bagud, bagud. Efter en uge med arbejdsmæssig travlhed, riiiigeligt med hovedpine og fejring af yngstens fødselsdag, er blogskrivning røget nederst i to-do-hierarkiet. Men nu skal det være, jeg anmelder en bog, som jeg blev færdig med for flere uger siden.

Jeg havde virkelig set frem til denne og købte den som e-bog straks på udgivelsesdatoen. Jeg var nemlig meget begejstret for forgængeren, Profeterne i Evighedsfjorden.

Men hvor kynismen og den brutale skildring af sex og begær passede ganske godt til skildringen af det koloniale Grønland for temmelig længe siden, så fandt jeg, at det var for meget, simpelthen, til en skildring af Danmark i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig.

De to tvillinger, som er bogens hovedpersoner, er – selvfølgelig – hinandens spejlinger, men de har også mange fællestræk. Den ene skal på overfladen synes at være “den gode”, mens den anden er “den onde”. Ikke desto mindre har de begge et virkelig sygt forhold til kvinder, og al sex i bogen (og der er viiirkelig meget af det) forekommer glædesløst og drevet af blindt begær, når det ikke ligefrem er perverteret og ulækkert.

Jeg er givetvis en sart mimose, og andre læser det måske anderledes, men jeg tænkte gentagne gange, at hvis det var det sex, der var opdriveligt for kvinder i et akademisk miljø dengang, så var jeg sgu nok gået i kloster!

I det hele taget er der kun enkelte kvinder i romanen, der beskrives som blot nogenlunde værdige medspillere for brødrene, men heller ikke i dem føler jeg mig repræsenteret. Når en af de få kvinder, der hæver sig op over den grå masse, så er en, der beskriver sit samliv med en af brødrene i en nøgleroman, bliver jeg helt træt.

For ikke så længe siden læste jeg en anden roman, der også foregår i mellemkrigsårene, men i Helsinki, nemlig Luftspejling 38. Den foregår altså samtidig, hovedpersonen er en mand, og forfatteren er en mand. Alligevel kunne jeg snildt identificere mig med kvinderne i den bog. Dette blot for at understrege, at jeg ikke leder efter sexisme, når jeg læser. Snarere tværtimod.

Sluttelig synes jeg, at romanens plot og budskab, om man vil, stritter lidt i alle retninger. Jeg er klar over, at Leine ikke ønsker, at der skal stå en MORALE og stråle, når sidste side læses, men jeg lagde den fra mig med en følelse af, at han ikke havde nået mig med sit budskab. Som jeg så heller ikke kan videreformidle til jer, mine læsere.

Mette Høeg og den debat, der burde have været

Den ellers hensygnende danske debat om litteratur fik et højst tiltrængt spark bagi, da Mette Høeg (indtil da vist nok ganske ukendt) fik et debatindlæg på forsiden af alle litteraters yndlingslekture, Weekendavisens bogtillæg. Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg forestiller mig redaktørens smørrede grin ved tanken om al den opstandelse, indlægget ville vække.

Et par citater for de uindviede:

“Josefine Klougarts værker er eksemplariske for tendensen hos kvindelige forfattere til uskadelig svælgen i bløde vage temaer som kærlighed, sorg og tab.”

“de kvindelige [litterater] får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger”

For vi ved jo alle, at kærlighed, sorg og tab er emner, som kun moderne, unge forfatterskolepiger nogensinde har skrevet om…

Alt gik som ventet, der er virkelig opstandelse i den danske andedam. Og med god grund, synes jeg, da Høegs udpegning af det feminine som årsag til misèren (jeg er enig i, at der er en misère) er helt i skoven. Johanne Mygind siger det, der skal siges om, hvor langt ude kvindevinklen er.

Jeg mener, at misèren er, at det meste danske litteratur er en skygge af sit tidligere selv, indadvendt og kedeligt. Forfatterne får ikke modspil nok, redaktørerne udfylder ikke deres jobs godt nok. Den gennemsnitlige danske roman er simpelthen ikke god nok – ikke redigeret stramt nok. Fx. Erik Valeurs Det Syvende Barn. Come on! Den er mindst 200 sider for lang – hvordan i himlens navn kunne den blive så stor en succes? Det må da være fordi, vi simpelthen ikke kræver nok af litteraturen, når bare den er dansk? Og 25 sider inde i Lone Aburas’ Politisk Roman har jeg allerede fundet tre tekstfejl (ikke stave-), som en redaktør da burde have opfanget!

Jeg læser ikke meget dansk litteratur mere, og det skyldes ikke snobbethed for det engelsksprogede, men at jeg er blevet skuffet så mange gange! Igen og igen får en roman eller en forfatter så meget medvind, så fine anmeldelser, så mange priser, at jeg tænker, at denne gang må der da være noget om snakken. Men oftest er der det ikke, og jeg keder mig. For at sætte dig lidt på sporet og fastholde mit sædvanlige fokus på det positive, så kommer her de to bedste danske bøger, jeg har læst de seneste år: Mikael af Dy Plambeck og Yahya Hassan af, well, you know. Lidt længere tilbage er der, på mandesiden, den uafrystelige Den som Blinker er Bange for Døden af Knud Romer. Disse tre bøger har virkelig ikke noget som helst til fælles andet end, at de er gode og gennemarbejdede. To af dem handler om forfatteren, den tredje vist kun delvist. Men det er da virkelig ligegyldigt, om en roman/digtsamling handler om forfatteren eller om havegødning, hvis den er skrevet godt, har dybde og holder læseren fast?

Hvis jeg skal kaste et kritisk blik indad (det skal man jo), så er jeg nok generelt for rastløs til at læse bøger, der foregår i det lille, nære univers. Og ja, mange danske kvindelige forfattere skriver derfra. Men jeg orker heller ikke deres mandlige pendanter! Jeg må være den eneste, der ikke har læst Min Kamp af Knausgaard. Jeg læste de første 3-400 sider af forgængeren og fandt den dræbende kedelig. Jeg læser heller ikke Morten Sabroe eller Jørgen Leth, jeg kan ganske enkelt ikke udholde deres selvsmagende stil, selvom jeg medgiver, at de begge har en letflydende pen.

I går var der en kronik i Politiken af en ung kvindelig forfatterskole-forfatter, som jeg aldrig har hørt om. Hun hedder Cecilie Lind, og hun kan skrive. Selvom hendes kronik er en gang navlepilleri, så gør hun det med stil og overbevisning, og det, hun skriver, rækker ud over hende selv. Hun er kun 23 år, så hun kan udvikle sig til en stjerne, især måske hvis hun finder noget, der er endnu mere uden for hende selv at skrive om. Altså, jeg’et bliver jo udtømt på et tidspunkt, selvom man ikke skulle tro det at dømme efter Knausgaards og Leths succes og den endeløse række af julegaveselvbiografier.

Som ung læste jeg masser af dansk litteratur, både den fra samtiden og den lidt ældre. Jeg elskede Det Lykkelige Arabien og Tage Skou-Hansens bøger om Holger Mikkelsen. Panduro, Kampmann, Bodelsen og Rifbjerg slugte jeg fra ende til anden, og fandt, at Rifbjergs Anna (jeg) Anna bragte mig bedre på sporet af min mors midtlivskrise end alt, hvad hun selv havde at sige om den. Jeg læste også alle kvinderne, men kunne bedre lide de fabulerende end de socialrealistiske, selvom de sidste var nemmere at læse end de første. Suzanne Brøgger var stjernen, der lyste over dem alle.

Tilbage til nutiden, var jeg ret begejstret for Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden, så trykkede på KØB-knappen for hans nye Afgrunden, så snart den udkom. Den er jeg netop færdig med, og – igen – er jeg skuffet over en dansk roman. Øv!

Jeg synes ellers, at jeg kan lide de samme romaner, som de fleste andre læsende – jeg elskede Stillidsen, Americanah, Stoner, etc., men det samme gør sig kun sjældent gældende for danske romaner. Hvis nogen har bud på fantastiske danske romaner, som jeg har overset, så hit med dem!

George Eliot: Middlemarch

Siden jeg boede i England og så småt begyndte at begribe, hvor vigtig – og helt igennem fantastisk – en litterær person George Eliot var, har jeg haft Middlemarch på min læseliste. Og nu er den læst. Eller rettere, hørt, for jeg købte den på Audible i en fremragende indlæsning af Juliet Stevenson.

Jeg er stadig helt høj over den. Den har alle de kvaliteter, en klassisk roman skal have, og der er INTET gammeldags eller støvet over den. Nærmest tvært imod. Man både griner og græder med hovedpersonerne, der afspejler en række forskellige klassiske personlighedstyper, der er ganske uændrede fra 1830’erne og til i dag. Romanen er skrevet i 1870’erne, men foregår 40 år tidligere i en turbulent tid i England. Med den hastige teknologiske og politiske udvikling som bagtæppe udspiller der sig et drama i en ellers søvnig engelsk provinsby. Spændingsopbygningen foregår langsomt men sikkert, indtil man sidder på kanten af stolen og har den dér kan-næsten-ikke-vente følelse, som vi kender fra de gode TV-seriers cliff-hangers.

Havde jeg læst bogen da den udkom som føljeton, ville jeg nok have ønsket at møde denne George, fordi mænd med en sådan indsigt i kvinders tanker og følelser må have været en sjældenhed dengang. Skuffet var jeg måske blevet, for George Eliot viste sig jo at være pseudonym for Mary Ann Evans, der allerede var en kendt skribent og kritiker. Hun ønskede sit værk dømt på mændenes præmisser, og bogen udkom så under pseudonym. Det var nok klogt – ellers var den muligvis gået helt eller delvis i glemmebogen. Den stakkels Mary var ikke særlig pæn, men heldigvis klog, så hendes far lod hende gå i gode skoler, og hun blev meget lærd og vidende. Det fremgår tydeligt af Middlemarch.

Her kommer en lille bid af dialogen mellem to af hovedpersonerne, der af komplicerede, men helt igennem troværdige, årsager, ikke kan få hinanden:

When Will saw her there, he gave a start and moved backward out of the window, without meeting her glance. Dorothea was hurt by this movement following up the previous anger of his tone. She was ready to say that it was as hard on her as on him, and that she was helpless; but those strange particulars of their relation which neither of them could explicitly mention kept her always in dread of saying too much. At this moment she had no belief that Will would in any case have wanted to marry her, and she feared using words which might imply such a belief. She only said earnestly, recurring to his last word—

“I am sure no safeguard was ever needed against you.”

Will did not answer. In the stormy fluctuation of his feelings these words of hers seemed to him cruelly neutral, and he looked pale and miserable after his angry outburst.

De taler hele tiden lige præcis forbi hinanden. Sådan fortsætter det, side op og side ned, til man er ved at eksplodere. Det er simpelthen så godt skrevet!

Har man ikke mod på lydbog, men er alligevel inspireret, så fås den som gratis e-bog som en del af Gutenberg-projektet. Den danske udgave er oversat af Claus Bech, der nok er en af Danmarks 10 bedste oversættere fra engelsk til dansk. Jeg tror derfor roligt, man kan kaste sig over den. Dog er originalens engelsk ikke særlig svært tilgængeligt.

Erik Jensen: Spanien Mañana

erikjensenspanien Få dage før vi rejste til Madrid, udkom Erik Jensens bog om Spanien. Jeg må indrømme, at jeg nok ikke havde købt den, hvis vi ikke lige havde været på vej derned, selvom Erik er en gammel kumpan. Men nu var det jo ret oplagt. Jeg begyndte at læse den et par dage før, vi tog afsted, og blev færdig et par dage efter, vi kom hjem.

Jeg kan godt lide at få lidt ekstra insights i et land ud over dem fra guidebogen, og jeg plejer ofte at finde bøger, der foregår i landet/byen. Jeg havde ikke fundet en roman fra Madrid, men havde heller ikke rigtigt haft hjertet med i søgningen. Derfor var det godt med Eriks bog, selvom han ikke bruger mange linjer på Madrid – hans hjerte er helt klart i Catalonien.

Bogen er fyldt med information og indtryk, den er letlæst og fornøjelig, og jeg kunne mere end én gang genfortælle for mand og barn et eller andet, der var relevant for noget, vi talte om. Der var stakkevis af ting om Spaniens historie og politik, jeg ikke anede noget om. Jeg tror måske, jeg savnede noget mere om kunst og kultur, men det er nok bare mig…

Bogen kunne godt have tålt en ekstra korrekturgang – og det dadler jeg ikke Jensen for, for de fejl, der er, er af den type, man som forfatter bliver blind for. Men det er jo bl.a. derfor, man har en redaktør, er det ikke? Forlaget, People’s Press, har ikke oprettet bogen på Goodreads – så måtte jeg jo gøre det…

Læs Terry Pratchett!

Pratchett death tweet Terry Pratchett, et fantastisk menneske og en storartet forfatter med en enorm produktion bag sig, er død. Alt for tidligt i forhold til sin alder, men da han havde early-onset Alzheimer, var det nok alligevel ikke for tidligt. Hvis du ikke ved noget om ham eller kun lidt, så klik på hans navn og læs den glimrende Wikipedia-artikel.

Jeg husker ikke længere, hvornår jeg læste min første Discworld roman, og hvad der er mere mærkeligt, er, at jeg heller ikke husker, hvem der overtalte mig til at læse sci-fi (det gør jeg ellers ikke) og så oven i købet MORSOM sci-fi med tudegrimt omslag. Men mange tak til den, der fik mig overtalt. For hvor har jeg dog haft mange kostelige timer i selskab med Sir Pratchett!

Ligesom jeg generelt går udenom stand-up, morsomme film, komedieserier, etc., så har jeg heller aldrig opsøgt sjove bøger. Men disse her er sjove på en helt særlig måde, for der er simpelthen ikke det emne, Pratchett ikke tager under kærlig behandling og kan få én til at skrupgrine af. Hans bog om musikbranchen (Soul Music) er ikke den bedste eller den sjoveste, men nok den jeg har grinet mest af, fordi jeg selv har brugt 20 år af mit liv dér.

Han tager også langt mere alvorlige emner op, ja, faktisk kan man godt sige, at Pratchett var en eksponent for den absolutte ytringsfrihed. Lige bortset fra at han aldrig brugte ytringsfriheden som et våben til at slå andre mennesker oven i hovedet med.

Det, jeg holder allermest af hos Pratchett, er den fremtrædende rolle som Døden indtager i alle hans bøger. Ja, i Discworld-serien er Døden en af hovedpersonerne. Han er virkelig meget menneskelig (sorry) og har mange kvababbelser over sit job. Den fuldstændig respektløse men alligevel kærlige måde Pratchett behandler Døden på, har inspireret mig meget. Ikke sådan at jeg bliver mindre ked af det, når mine venner dør, men sådan at jeg bedre kan leve med, at døden er en del af livet.

Den danske filosof Carsten Fogh Nielsen (@filoffen) har skrevet smukt, sjovt og varmt om sit liv med Terry Pratchett. Det er på alle måder fin læsning.

Kjell Westö: Luftspejling 38

En virkelig god bog af den klassiske slags. Ikke en krimi, ikke en thriller, ikke sci-fi eller soft-porn, men heller ikke højpandet. Med lidt god vilje kan man måske kalde den en historisk roman, men det er ikke det, der falder mig først ind, når jeg skal beskrive den, selvom den foregår i Finland i mellemkrigsårene.

Jeg har bestemt ikke været lige begejstret for alle vinderne af Nordisk Råds Litteraturpris, men forrige års, Kim Leine, og sidste års falder i den grad i min smag. Til gengæld brød jeg mig hverken om Lars Saabye Christensen eller Sofi Oksanen, selvom jeg godt ved, at mange af mine litterære venner er vilde med dem begge. En del har jeg slet ikke læst. Det skader i hvert fald ikke at få læst en bog eller to (der ikke er en svensk krimi) fra vores egen del af verden, jeg er selv meget slem til at vælge bøger på engelsk og derfor engelske eller amerikanske forfattere.

En anmelder inde på Saxo.com skriver, at hun godt kunne lide bogen, men at den sidste del af den blev ødelagt for hende, fordi hun gættede plottet. Det fatter jeg så slet ikke. I en ordentlig roman er plottet selvfølgelig vigtigt, men det er da ikke det afgørende? For mig betød det kun lidt, hvem “skurken” var – det var den psykologiske indlevelse i de to stille eksistenser, der er hovedpersoner i bogen, samt beskrivelsen af den anspændte situation i 1938 i et land, der deler grænse med Rusland (dengang Sovjetunionen). Hvis man var mod tyskerne, var man per automatik med russerne, som man havde et (velbegrundet) anstrengt forhold til! (Os eller dem retorikken er ikke ny).

Bogen er mundret oversat til dansk (fra svensk). Jeg er i tvivl om, hvorvidt det er Saxos e-bogslæser eller Batzer & Co.‘s e-bogsformat, der ikke er godt, men faktum er, at når man forstørrer teksten lidt op, så hopper typografien. Jeg behøver ikke udpensle, hvor irriterende det er, vel? Jeg har ikke tidligere læst noget i e-bogsformat fra Batzer (tror jeg da), og det var første gang, jeg prøvede Saxo’s læser, som i lighed med Riidr’s ikke kan huske, hvor langt jeg er kommet på tværs af devices.

Om Ibsen, Brandes og Joyce

Fordi jeg, af to helt forskellige grunde, lige i øjeblikket både læser en Brandes-biografi og er i gang med Ulysses, lå et arrangement i går i Politikens hus med to Brandes/Joyce-kendere lige til højrebenet. Det var stablet på benene af Joyce-selskabet og Brandes-selskabet, to typisk danske foreninger, jeg end ikke kendte eksistensen af. Jeg påtænker at melde mig ind i Brandes-selskabet – efterhånden som jeg kommer igennem biografien, kan jeg bedre og bedre lide ham, den selvoptagede krukke!

De to oplægsholdere var den fra Politiken kendte Bo Tao Michaëlis, der indledte med 25 minutters causeri om Joyces forhold til Ibsen, og den for mig ukendte Benjamin Boysen, der har skrevet flere yderst lærde værker om bl.a. Joyce. Han er Dr. Phil. og lektor på Syddansk Universitet og talte om Joyces forhold til Brandes. Afslutningsvis diskuterede de og svarede på spørgsmål fra publikum. Spørgsmålene fra publikum kunne vi godt have undværet – hvorfor er der næsten aldrig nogen, der stiller nysgerrige, interessante spørgsmål, men altid nogle, der udelukkende beder om mikrofonen for at høre sig selv tale? De to Joyce-kenderes diskussion af, hvor småborgerlig Joyce egentlig var på bunden, var ret underholdende! I det hele taget fungerede de begge, men dog især Michaëlis, meget bedre på slap line end under deres oplæg.

Hvad jeg nu ved, som jeg ikke vidste før?

At George Bernard Shaw har udtalt, at han fandt Ibsen vigtigere end Shakespeare.
At der kan være grund til at kigge nærmere på litteraturforskeren Franco Moretti, der blandt andet har sammenlignet Ibsen med Thomas Mann.
At Ibsen flere gange bruger en lavine som katalysator for handlingen – hvilket straks fik mig til at tænke på filmen Force Majeure!
At Ibsen altid har et kriminelt element i sine dramaer; noget Michaëlis, der er specialist i krimi-litteratur, nævnte med et skævt smil.
At Joyce som ung var meget betaget af Nietzsche, men senere tog afstand fra ham og ligefrem gjorde nar af ham.
At Joyce var enormt optaget af Shakespeare.
At Joyce sendte sine værker til Brandes for at få ham til at anmelde dem, men at Brandes aldrig gjorde det – eller svarede på hans breve.
At Brandes mente, at Hamlet er Shakespeares selvportræt.

Der var nok mere, men det er, hvad jeg noterede og husker.

Der blev talt en del om, at Ulysses er den første roman med en jøde som hovedperson, skrevet af en ikke-jøde. Det affødte en “irettesættelse” fra et af de tilstedeværende kværulantiske æggehoveder. Han anførte, at Bloom ikke er jøde, fordi han dels ikke har en jødisk mor, dels ikke er troende. Utroligt nok havde selv jeg, der ikke engang er færdig med Ulysses endnu, fattet, at det netop er en af Joyces pointer. Nemlig at anti-semitismen (som var enormt udbredt på den tid) handlede om den udefinerbare anderledeshed mere end konkret afstamning eller religion. Det fik Michaëlis og Boysen hurtigt slået fast. Kværulantens slagnummer var dog, at Ulysses IKKE er den første roman med en jødisk hovedperson skrevet af en ikke-jøde, for det Nye Testamente handler om en jøde og er skrevet af ikke-jøder. Den super-skarpe Michaëlis bed ham af med: Åh, den glemte jeg, er det en roman? Men jeg har set filmen! De øvrige gråhætter i salen var helt på Michaëlis’ side.

Jeg vender tilbage til min Ulysses-læsning på et senere tidspunkt. Og bare rolig, jeg kommer ikke til at forsøge mig med en anmeldelse! Indtil da kan du søge på hashtagget #Ulysses5s på Twitter.