Rune Møller Stahl, Christoph Houman Ellersgaard og Andreas Mulvad: Klima og klasse. Hvordan vi undgår, at klimakampen ender i kulturkløften ****

Det her er en vigtig bog om et særdeles vigtigt emne. Hvordan undgår vi, at klimakampen ender med et slagsmål om retten til at spise oksekød? Hvordan undgår vi, at alt ansvaret lægges på forbrugeren? Altså: hvordan engageres “almindelige mennesker” i klimakampen uden at føle sig talt ned til?

De tre forfattere er økonomer, statskundskabere og sociologer, og de har alle tre flere bøger bag sig. De lægger ikke skjul på, at de hører til et sted på venstrefløjen, men de er trætte af den gruppe, de meget rammende kalder “de grønne brahminer” (jeg føler mig ramt) og deres bashing af almindelige menneskers forbrug af oksekød og ferierejser. Højrefløjen og antiklimalobbyen har med stor ekspertise instrumentaliseret woke, så det, som en negativ mærkat, langt fra ordets egentlige betydning, kan klistres på alt det, der kommer fra “de københavnske saloner”. De skriver meget direkte: “Det første tankemønster er forbrugssnobberiet. Det kendetegnes ved en moraliseren over danskernes forbrugsvaner med en klasseblind og indivudualiserende præmis ift. klima- og miljøkamp.”

Men blikket rettes også mod den “grønne kapitalisme”, som vi har set fejle de seneste år, ikke mindst med de spektakulære fiaskoer med havvindmølleparker. De skriver bl.a.: “Den grønne omstilling fordyres unødigt ved atblive gjort attraktiv som investeringsobjekt.” Og årsagen: “Aktionærer er ikke interesseret i langsigtede planer og visioner, hvis det går ud over deres profit i næste kvartal (…)” Sol og vind er problematisk set med kapitalistøjne, netop fordi de er tæt på gratis, når de første investeringer først er foretaget.

Som eksempler på små skridt i den rigtige retning peger forfatterne på Den Grønne Studenterbevægelse, der tog navneforandring til Den Grønne Ungdomsbevægelse. Eller da en faglig klub af murere gik sammen med klimaaktivister i protest mod bygherren på Lynetteholmen.