Børn skal (også) have hjælp til at tackle mobning

Politiken valgte selvfølgelig at offentliggøre et indlæg, jeg havde sendt dem om mobning på Internettet, mens jeg var langt langt væk på ferie. De valgte også at udelukkende offentliggøre den i papirudgaven af avisen, så mit eget udbytte af artiklen mildest talt har været begrænset. Nu har et sødt menneske givet mig artiklen, og jeg ser til min glæde at den ligefrem er illustreret. Den ses her i mikroformat. Hele teksten kan dog læses nedenunder i almindeligt format – det er trods alt mig, der har skrevet den.

 

Mobning på Internettet (og via SMS) bliver mere og mere udbredt, efterhånden som børn og unge “flytter ind” på nettet. Ikke mindst fordi teknologierne nu er blevet mobile.

Kan vi undgå det? Nej, selvfølgelig ikke. Mobning har altid fundet sted, og det vil det desværre nok blive ved med. Men vi kan godt hjælpe vores børn til at håndtere mobningen bedst muligt og undgå de værste faldgruber.

Mobning finder fx sted på:

  • Facebook
  • SMS og IMS
  • I online-spillenes chatrooms
  • I pigeuniverserne, som fx Gosupermodel.tv2.dk og Moviestarplanet.dk
  • – og mange andre steder, men principperne er de samme

Uanset om mobningen er med kendt eller ukendt afsender, er der altid noget, vi selv kan gøre:

  • Vi skal bruge tid på nettet med børnene. Vi skal udforske Facebook, Youtube og deres foretrukne spil/hjemmesider sammen. Som voksne bør vi udvise en naturlig interesse for, hvad de laver, når de er på nettet, så vi ikke stiller os inkvisitorisk an, men derimod er nysgerrige, ligesom når vi spørger til en udflugt med fritidsklubben.
  • Vi skal have børnenes brugernavne og passwords til alle de sider, de besøger. Det skal vi ikke for at snage, men for at kunne beskytte dem, hvis noget går galt.
  • Vi skal forbyde dem at blokere deres eget navn på deres telefon, så de altid står til ansvar for deres handlinger.
  • Vi skal være venner med børnene på Facebook, indtil vi er overbeviste om, at de kan “klare sig selv”. På samme måde, som vi følger dem til sport, indtil vi ved, de selv kan håndtere trafikken, bussen, etc.
  • Vi skal instruere børnene godt og grundigt i, hvorfor man har passwords og hvorfor man skal beholde dem for sig selv. Men også give dem en udvej og lære dem, hvordan de skal skifte det, hvis de alligevel har udleveret det til bedsteveninden, som pludselig ikke er bedsteveninde mere.
  • Vi skal lære børnene, at regel nummer 1 er, at man selv opfører sig ordentligt. Tager man sin unge i at skrive noget mindre pænt til en af kammeraterne på Facebook, skal han/hun konfronteres med det øjeblikkeligt, og tvinges til at fjerne kommentaren eller undskylde. Det kan være en svær øvelse for alle parter, men er nødvendig, hvis man vil undgå noget tilsvarende i fremtiden.
  • Nogle gange vil man høre, at “Jamen, hun har ikke noget imod, at vi skriver sådan; det siger hun selv.” Men vi ved jo godt, at offeret nok skal lade være med at indrømme, at hun bliver ked af det. Så her må vi også gribe ind, selvom det er lettere at tro på, hvad vores egen pode siger om offerets mentalitet.
  • Vi skal forklare dem om Internettets trolde eller trolls. De optræder ofte, men ikke altid, anonymt. På nettets debatfora taler vi om, at man ikke skal fodre trolden. Det skal forstås sådan, at hvis man overhovedet kan dy sig, skal man ikke svare på ondskabsfulde og provokerende kommentarer. Meget ofte vil barnets andre venner eller andre tilstedeværende i et forum komme barnet til hjælp. Er der tale om kommentarer med direkte trusler eller meget ubehageligt sprog, skal de selvfølgelig slettes og ophavspersonen konfronteres, hvis det er muligt. Det er en god idé at sætte sig ind i, hvordan man sletter kommentarer på Facebook, inden det bliver nødvendigt.
  • I de såkaldt anonyme universer (som fx World of Warcraft eller gosupermodel), må vi gøre os umage med at forklare børnene, hvad det kan betyde, hvis de afslører deres identitet for fx klassekammeraterne og gøre dem klart, at det kan ende med, at de må oprette en ny profil og dermed miste al den “credit”, som profilen/avataren har oparbejdet. Sidstnævnte kan være det allerbedste argument!
  • Vi skal selv lære og også lære børnene, hvordan man hurtigt tager et billede af skærmen, så mobningen dokumenteres. Det gælder også på smartphones. På den måde står vi langt stærkere over for mobberen, andre forældre, lærere og hvem der ellers måtte blive indblandet.

Først og sidst skal vi være informerede. Vi skal vide, hvad man kan på det dersens Internet, og det går ikke at skyde det fra sig og sige, at det har man ikke forstand på. Hvem af os havde måske forstand på babyer, da vi fik dem? Og hvem kunne sangene fra Byggemand Bob eller Bamse og Kylling, inden de fik børn? Og hvad med offside regler i fodbold eller titlerne på Beyoncés sange? Nej vel? Derfor er det bare at komme i gang med at lære Facebooks privatlivsindstillinger at kende og få gang i nogle forældre-børn aktiviteter, der har med nettet at gøre.

En god kilde på nettet til mere viden om mobning er fx. Red Barnets side sikkerchat.dk

.

Share

Skærmen som barnepige

Vi har i mange år diskuteret, hvor meget vi kan “tillade os” at bruge fjernsynet som barnepige for vores børn, mens vi selv laver mad/gør rent/arbejder/har “voksentid”. Og konklusionen er nok, at der ingen konklusion er, fordi det afhænger af, hvor gamle børnene er, deres personlighed, hvad de ser, hvor længe de ser på det, og i hvor høj grad de indvier deres forældre i de spørgsmål, der altid opstår. Og om forældrene overhovedet ved, hvad børnene ser, selvom de ikke selv sidder og kigger med.

Nu har en ny skærm meldt sig som barnepige. Eller flere skærme, faktisk. Computerskærmen, tabletskærmen og smartphone-skærmen. Diskussionen er den samme, selvom der er (endnu) flere udfordringer for os forældre med de nye skærme. Udfordringer der dels består i, at vi ikke har nogen mulighed for at styre, hvad børnene foretager sig, med mindre vi sidder på nakken af dem hele tiden. Og så er ideen om barnepigen ligesom forsvundet. Og disse skærme kommer jo ikke kun med output, som ungerne passivt kan sidde og konsumere. De er også åbne over for input, som vores børn altså skal lære at styre. Og interaktion – med hvem som helst.

Så der er nu åbnet for en helt ny grusgrav af faldgruber som vi som forældre skal forholde os til. Jeg møder forældre, der simpelthen forbyder computerbrug, der ikke foregår i stuen sammen med forældrene, og som ikke giver deres børn smartphones eller tablets (vi lader lige de økonomiske aspekter ude af betragtning et øjeblik). Personligt mener jeg, at det er en helt forfejlet strategi, og i al beskedenhed bakkes jeg op af en del sagkundskab på området. Forbud betyder, at man i realiteten ikke ved, om ungerne fx har en Facebook-konto eller ej, man kender ikke deres kundskabsniveau og er generelt out-of-touch. Viser det sig, at de er super-artige og har gjort, som man siger, står man med et andet problem. Når de endelig får lov, har de nået en alder, hvor de dels har krav på et vist privatliv, dels er uheldigt stillede, fordi deres kendskab til net-universet er ringe. De er så samtidig ofte udstyret med forældre, der heller ikke selv har noget videre kendskab og som derfor ikke kan være deres guides.

Mit mantra er, at vi som forældre simpelthen har pligt til at sætte os ind i den måde, vores børn bruger nettet på. Og alle børn bruger det ikke på samme måde. Nogle børn bruger det næsten udelukkende til at spille spil og chatter så med spil-partnere fra nær og fjern. Andre børn (piger) tilbringer timevis på Facebook eller på et af de såkaldte pigeuniverser, hvor de ofte konkurrerer om, hvor godt enten de selv eller deres avatarer ser ud. Ofte begge dele på én gang. For andre igen er nettet næsten synonymt med Youtube, hvor de (tror de) finder svar på alt. Og tag ikke fejl, der ER virkelig svar på mange ting. Hvis du ikke tror mig, så klik lige her, her og her (svar på tre meget forskellige spørgsmål). Atter andre børn er omnivorer, der bruger nettet som voksne, nemlig til alt muligt. Vi skal dog bare hele tiden være opmærksomme på, at de ikke har de samme filtre som os.

Det bedste, vi derfor kan gøre for vores børn, er at lære dem naturlig skepsis. Vi skal vise dem eksempler på snyd, bedrag og humbug og lære dem, hvordan man checker, hvad der er hvad. Vi skal vise dem, når deres Facebook-venner gør noget dumt, hvadenten de “liker” alt muligt for at vinde dette eller hint, eller de taler grimt til deres kammerater. Vi skal forklare dem, at man kan støde på mærkelige og ubehagelige ting på nettet, og hvad vi synes, de skal gøre, når/hvis det sker. Rigtige eksempler ude fra virkeligheden virker bedst!

Når vi således har udstyret vores børn med nogle filtre og noget naturlig modstandskraft, så går det nok an at bruge en skærm som barnepige fra tid til anden!

Inspiration til denne blogpost fik jeg ved at læse denne artikel, som jeg fandt frem til ved at lytte til denne udgave af Agenda på P1.

Share

Mobning på nettet

 

Bliver mobning nu værre, fordi den er flyttet over på nettet? Vi hører om mobning på SMS, Facebook og i spillenes chat. Jeg tror, mobningen må deles op i den anonyme mobning, der fx kan finde sted i online-universer som spil og pigesider som fx moviestarplanet.dk og gosupermodel.dk og så SMS- og Facebook-mobning, der ikke er anonym.

Jeg er fortaler for, at forældre er tilstede på nettet sammen med deres børn. At det lige fra starten er en naturlig ting, at mor og far følger lidt med i, hvad der foregår på Facebook og i spiluniverserne. Er man med fra starten og er udgangspunktet positivt – nemlig at vi lærer dem, hvordan de skal gebærde sig, ser virale videoer sammen og kommenterer over skulderen på Junior, at “Hold da op, tre nye venner, hvem er de?” på en måde, der ikke er snagende, men positivt nysgerrig – har vi positioneret os selv til også at kunne træde til, hvis der opstår uheldige situationer.

Fx har man som forældre lejlighed til at påpege uheldig optræden fra kammeraterne og på den måde lære egne poder, hvad der er hot og not derude. Det kan fx være, at en af FB-vennerne “liker” noget, fordi han tror, han så vil modtage penge eller gaver. Så kan man sætte sig ned med sine egne børn og forklare dem, hvordan den slags stort set aldrig passer og at man ikke skal forurene sin Facebook-strøm med den slags slam. Og vise dem, hvordan de slipper af med det igen, hvis de allerede har haft næsen for langt fremme.

I pigeuniverserne fx, optræder de anonymt (i hvert fald i princippet), hvilket har både fordele og ulemper. Fordelene er selvfølgelig, at man selv er anonym og derfor ikke risikerer at evt. mobning af ens “karakter” følger efter over i virkeligheden og at man kan “sadle om” ved at skifte avatar og dermed slippe af med evt. plageånder. MEN – og der er et stort men. Pigerne, der er aktive i disse universer, kører jo ofte den dér typiske pige-ting, hvor alle pigerne i klassen er på og alle kender hinandens avatarer (og, gys! passwords). Og så er man jo lige vidt! Ulempen ved anonymiteten er, at man som forældre ikke kan finde ud af, hvem der står bag mobningen og ofte ikke har andet valg end at lægge hele profilen ned, hvis det går galt.

Der kan også ske det, at bedste-vennerne pludselig ikke er så bedste-venner mere, hvorefter det kan være en rigtig god idé at skifte password. En venindes søn oplevede at få hi-jacket sin Facebook-profil, hvor der så pludselig stod en masse meget grimme ting. Vi skal altså lære ungerne, at de ikke må dele deres password med nogen (andre end os, selvfølgelig!).

Er mobning så værre og mere farlig på nettet end den var før, da den kun fandt sted ude i virkeligheden? For nogen, sikkert. Som mange har bemærket, kan man slippe væk fra skolegården, men ikke fra mobilen og Facebook. For andre kan det være en fordel, at forældre og andre børn bliver vidne til mobningen, så der hurtigt kan blive grebet ind. En anden fordel er, at mobningen nu kan dokumenteres – web-kompetente forældre er hurtige til at tage screen-shots af, hvad der foregår, inden det slettes. Også det kan man med fordel lære ungerne.

Man kan altså håbe, at episoder, som mange nok husker fra egen skolegang, hvor misdæderen sværger over for sine godtroende forældre, at “det har han i hvert fald ALDRIG gjort”, i hvert fald ikke vil finde sted, fordi man kan stikke dokumentationen i hovedet på dem.

Derfor, forældre, engagér jer i børnenes aktiviteter på nettet, både Youtube-kigning, Facebooking, World-of-Warcraft spilning og modelpåklædning! Og det skal være, inden det er uigenkaldeligt for sent og de på ingen måde vil have jer som venner på Facebook og for længst har fået computer på værelset.

Medierådet har samlet gode råd og vejledning til forældre her.

Share

På Internettet er der svar på alt

Det hører man tit, og lige bortset fra Livets Store Spørgsmål, som jeg nok tror, man skal have hjælp fra andre end Google til at besvare, så er det nok mere eller mindre rigtigt. Og det er jo skønt.

Problemet er bare at finde svarene. Man hører ofte, at “nu om dage kan enhver klare sig fint til eksamen, når de må have computere med Internet med ind til forberedelse“. Men det er jo ikke sandt, for også her vender den tunge ende nedad, og de svage elever klarer sig dårligst. Hvorfor? Fordi de ikke har lært, hvordan man stiller et spørgsmål. De svageste er stadig langt  bedre stillet ved at gå på biblioteket og spørge en bibliotekar, for rigtige levende mennesker forstår at spørge tilbage og få klargjort, hvad det egentlig er, spørgeren ønsker at vide. Og det argument bider sig selv i halen, for det har jo aldrig været de svage elever, der gik på biblioteket, vel? Nå men, den diskussion tager vi en anden dag.

Tilbage til, hvordan man får et ordentligt svar fra Google. Det gør man ved dels at have en betydelig baggrundsviden om det, man spørger om (have læst pensum, fx.). Hvorfor? Jo, for ellers kan man jo ikke vurdere, om svaret er rigtigt eller hvilket svar, der er det rigtigste. Og dels ved at stille computeren et intelligent spørgsmål, som den rent faktisk kan svare på.

Her er det vigtigt, at man tænker på, hvad Google egentlig er. Google er ikke en masse små panderynkende nisser, der styrter rundt nede i maskinrummet og slår ting op i store bøger. Google er nogle algoritmer (sorteringsmekanismer), som nogle begavede mennesker har programmeret.

Billede lånt fra Vejle bibliotekernes hjemmeside

Regel nr. ét, når man vil søge begavet, er først at tænke nøje over spørgsmålet. Overveje, om det kan deles op i underspørgsmål, eller om man måske først skal stille nogle andre spørgsmål, inden man – fx. ved hjælp af mere effektive søgeord, som man søger sig frem til – når frem til at stille sit egentlige spørgsmål.

Og, som nævnt oven for, hvis man ikke har nogen ANELSE om, hvad man leder efter, så er sandsynligheden for at man finder det, forsvindende lille.

Det svarer lidt til den diskussion, alle med skolesøgende børn vist har haft på ét eller andet tidspunkt: Jamen, mor, hvorfor skal jeg lære at gange, dividere og rode med brøker, når jeg har en regnemaskine i min telefon?

Og de kloge forældre svarer: Det er fordi, når du har forstået de grundlæggende regler om matematik, ved du, at resultatet når man ganger, er større end de tal, man ganger, og at det modsatte er tilfældet, når man dividerer. Og du ved, hvornår en brøk er større eller mindre end én. Etc. etc. Du har derfor altid en fornemmelse for, om du er på rette vej, når du jonglerer med regnemaskinen. Og kan lure, om du får rigtigt tilbage på din hundredkroneseddel i baren. Osv. osv.

Hvert år offentliggør Google dét, de kalder Zeitgeist (tidsånd). Det er lister over de mest anvendte søgeord, både i det hele taget og inden for specifikke felter. Egentlig finder jeg disse lister dybt deprimerende, fordi de afslører, hvor elendige mange mennesker er til at søge på nettet og hvor lidt forståelse de har for, hvordan man bruger en computer/en browser. Jeg bliver også deprimeret over, at så mange søger på celebrities og underholdningsprogrammer i stedet for efter al den dejlige viden derude, men det er en anden sag.

Se nu fx listen over de ti mest brugte søgeord på Google.dk.

  1. Facebook
  2. YouTube
  3. Google
  4. Hotmail
  5. Krak
  6. DBA
  7. TV2
  8. BT
  9. Gul og Gratis
  10. Ekstra Bladet

Altså, der søges i Google efter Google… Man kan selvfølgelig vælge at sige, at ovenstående blot er et udtryk for folks dovenskab, altså, at de ikke gider skrive dba.dk eller youtube.com, og at de ikke gider have bogmærker eller faste faneblade for de sider, de bruger mest (Facebook fx.). Så det siger vi bare.

Her er et lille udvalg af søgeord/sætninger, der har ført søgere til min blog. Jeg kan blot sige, at jeg må skuffe rigtig mange mennesker! Bumper Sticker, Dad, Sommersko 12, facebook retigheder postede billeder (bemærk stavefejlen), it my business.

Google er selv meget generøse med gode råd til søgning. Men det må være forsvindende få, der nogensinde læser dem. Her er Googles råd til simple søgninger og her tips til mere avanceret søgning. Læs dem og (for manges vedkommende) få dig nogle AHA-oplevelser. De danske biblioteker har også lavet en hjemmeside med hjælp til opgaveskrivning og materialefinding.

Du kan også gå til yderligheder og simpelthen rejse dig fra stolen og gå hen på biblioteket eller sende dine børn derhen og få hjælp til at blive en bedre søger. Bibliotekarer er Danmarksmestre i søgning.

Share

Virus advarsler og skræmmehistorier

I går fik min søn en advarsel mod en SMS-virus fra to af sine kammerater. Der stod sådan her:

Hej… Advar alle du kender imod at svare på en sms fra 20(…) og 51(…) det kan koste dig 2500 kr. Det er lige sagt i P3 (Send videre).

Denne “advarsel” har jeg sporet tilbage til 2006, måske er den endnu ældre. Den er opfundet af nogle ondskabsfulde mennesker, som et mobningsredskab over for folk de ikke bryder sig om. Telefonnumrene er skiftet ud nogle gange i løbet af SMS’ens levetid. Heldigvis kom min søn til mig, inden han sendte den nogen steder hen, men hans to kammerater er enten ikke gået til deres forældre, eller forældrene har glemt at tænke sig om og er hoppet på limpinden. Prøv engang at tænke over, hvor mange der er hoppet på den limpind, når den har cirkuleret siden 2006 (mindst)?

Jeg vil gerne slå fast, at det stadig er sandt, at man ikke skal tro på alt, hvad man hører (eller læser). Det er dog blevet meget nemmere for den enkelte borger at checke, om den slags rundsendte beskeder har noget på sig. Det nemmeste er at smide hele teksten ind i Google. Prøv fx at gøre det med ovenstående. Et af de nedslående resultater er fra denne landbrugsskoles hjemmeside, hvor redaktøren har indsat teksten som en advarsel til skolens elever og dermed sanktioneret dette ondsindede vrøvl.

Får man advarsler/sygdomshistorier/politiske opråb etc., der er rundsendt via mail uden datering og troværdig kildegengivelse og uden egentlig afsender, er der god grund til at tro, at der er ugler i mosen.

Læg mærke til

  • hvem er den oprindelige afsender? Fremgår det?
  • er der en form for datering?
  • er det helbredsråd, som du aldrig før har hørt om?
  • hænger mailen en bestemt befolkningsgruppe ud med tal og “statistik”?
  • er teksten på engelsk eller på ubehjælpsomt dansk?
  • hvis det er en virusadvarsel, kommer den så fra din bank, din internetudbyder, en troværdig nyhedskilde eller en IT-prof, du stoler på?

Udover at smide teksten ind i Google og se, hvad der dukker frem, er der også specialiserede hjemmesider, man kan “spørge”. Er teksten på dansk, skal den måske lige en tur gennem Google Translate til engelsk, inden du tester den, men prøv endelig at Google den på dansk først. Rigtig mange af de “advarsler”, der florerer, er gamle som Metusalem.

Der er en side, der hedder Hoax-slayer – man skal ikke lade sig narre af sidens amatøragtige layout – det er ikke udseendet, der ligger ophavsmanden på sinde. Der fandt jeg oprindelsen til en e-mail, rundtsendt af min svigerfar (fra England). Han havde selv fået den fra sin svigerinde og de havde begge sendt den til alle på deres mailing-liste. Med den fart har denne ondsindede misinformation nok ramt samtlige postkasser hos hvide pensionister i England.

Der står bl.a. sådan her:

Her kan du læse Hoax-Slayers redegørelse for, hvor e-mailen kommer fra (Australien, 2004) og hvem der gladeligt puster til ilden (BNP (British National Party) og ligesindede). Det er sørgeligt, at der overhovedet er nogen, der falder for, at flygtninge skulle modtage 4 1/2 gang så meget i offentlige ydelser, som en britisk pensionist, men hvis det er det nemmeste at tro på?

For nogle år siden fik jeg et link til en Powerpoint, der angiveligt forklarede, hvad man skulle gøre, hvis man fik et hjerteanfald, mens man var alene – fx. i bilen. Mailen var videresendt af en veluddannet bekendt. Vejledningen gik ud på, at man skulle hoste… Ja ja, du griner, men denne Powerpoint har cirkuleret på nettet siden 1999! Alle læger, der hører om den eller ser den, tager sig til hovedet, og man ser for sig, hvordan en person alene hjemme oplever smerter i armen og hjertet og giver  sig til at hoste i stedet for at ringe efter en ambulance! Læs her på Snopes.com – et andet godt sted at checke sludder og vrøvl – om denne e-mail-scam.

Mit budskab er, at det godt kan være, du ikke selv falder for historier som “hvis du “liker” den her side, får du 20$ af Microsoft”, men har du husket at tale med dine børn om den slags, der florerer som SMS, på Facebook, på mail, men skam også stadig som almindelige vandrehistorier fra mund til øre?

I dag er det let at sætte sig sammen med barnet og spore oprindelsen til den slags historier og få sig et godt grin eller sammen undre sig over, hvad det er for nogle ubehagelige typer, der opfinder den slags. Og dit barn vil have lært en lektie for livet.

Share

Det er teknologiens skyld

I dag i Berlingske Tidende har cand. mag. Mette Thomsen, som jeg tror er kvinden bag dette designfirma, en kommentar om børn og ny teknologi. Desværre kan jeg ikke linke til den, for den er ikke på nettet (endnu da).

I artiklen indleder hun med at nævne de kommuner, skoler og børnehaver som på det seneste har anskaffet IPads til børnene og citerer deres lovprisning. Jeg læste derfor begejstret videre, da jeg altid bliver mistænksom, når det er teknologien, der bliver lovprist, og ikke det, den muliggør.

Jeg blev dog skuffet, for efter en omvej omkring Adorno, der som bekendt bekymrede sig om, at vi mennesker nemt kunne blive gidsler for vores egen teknologibegejstring, kom hun frem til sit egentlige ærinde, nemlig at hun for nylig havde været til familiefest, hvor samtlige de 12 tilstedeværende mindre børn, havde siddet bøjet over hver deres IPad og slet ikke havde leget sammen.

Hun gør dermed det samme som de skoleledere og kommunalfolk hun skoser i indledningen. Nemlig  giver teknologien skylden for altings skrækkelige tilstand.

Vi var selv for nylig til en selskabelig komsammen med mange børn, og min søn kendte kun værtsbarnet. Han fiskede derfor straks telefonen op af lommen og begyndte at spille under bordet. Jeg bad ham straks om at pakke den væk og deltage i løjerne. Det gjorde det artige barn jo, men det gjorde de andre ikke. Og de inddrog ham ikke i deres samtale/leg/spil/fodboldkigning. Så efter en time meddelte jeg ham, at han godt måtte tage den frem igen, så han ikke skulle kede sig ihjel.

Og hvad vil jeg så sige med dette kedelige eksempel fra min egen virkelighed? Jeg vil sige, at problemet her ikke var teknologien men børnene og deres forældres opdragelse af dem. Hvis det er ok for et værtsbarn at sidde og se fodbold i fjernsynet, mens fødselsdagsgæsterne er overladt til sig selv, så har det da ikke noget med teknologi at gøre, men med opdragelse.

Jeg vil gerne have læserne til lige at bruge to minutter på at lytte til Dr. Michael Rich fra Harvard, som siger noget om opdragelse. Han understreger netop, at ordentligt opdragede børn klarer sig bedst i ALLE sammenhænge. På nettet, i skolegården, som teenagere. Som med næsten alting her i livet, kan teknologien bruges både godt og skidt. Det er op til os!

(Hvis du ikke gider se videoen, så læs her, jeg har oversat hans vise ord:

Dr. Michael Rich, director of Harvard’s Center on Media and Child Health (11/03/2010)

Jeg synes, at dit barns brug af Internettet er et godt sted at undersøge din måde at være forældre på. Vi har igen og igen kunnet konkludere, at den mest effektive opdragelsesmetode, uanset emnet, er den, vi kalder den autoritative. Autoritativ opdragelse betyder, at du er opmærksom på dit barn og i god kontakt med det, men også sætter meget tydelige grænser. Den autoritære opdrager derimod sætter tydelige grænser, men er ikke i kontakt med barnet. Den autoritære opdragelse indebærer meget strenge regler, men disse forældre er ikke i kontakt og dialog med deres børn og er ikke opmærksomme på barnets behov. 

Så er der den eftergivende opdragelse, hvor forældrene er i kontakt med barnet, men ingen forventninger har til det og ingen begrænsninger sætter, så alt bare er OK. Sidst er der den uengagerede “opdrager”, som hverken er i kontakt med barnet eller har nogen forventninger til det. Dette er naturligvis den tristeste form for forældre, vi oplever. 

Så, når du begynder at spekulere på, hvordan dit barn skal introduceres til og bruge Internettet, ja faktisk når det gælder al opdragelse, så er vores råd at prøve at optræde autoritativt. Lyt til barnet, vid hvad du taler om, vær en model for barnet ved den måde, du selv bruger nettet på. Sæt klare grænser og gør dine forventninger klart samtidig med at du forklarer barnet konsekvenserne, hvis de ikke lever op til dine forventninger. 

 Vær tydelig, åben og kommunikerende med dit barn, så bliver de det samme med dig.)

Share

Man kunne jo forestille sig

at vi kunne bløde fronterne lidt op i den danske skolediskussion! Jeg er selv sådan lidt “blå” i skolespørgsmål, da jeg mener at vi snyder børnene ved at “skåne” dem for karakterer helt til ottende klasse. For det første ved ungerne udmærket godt, hvor de ligger i forhold til hinanden (måske bortset fra nogen stykker, der er helt clueless), for det andet afspejler forbedringer i indsatsen sig helt konkret og ikke kun i forblommede ord. Mange forældre har fx svært ved at høre forskel på “lille Lars gør virkelig en stor indsats” og “lille Lars er virkelig meget dygtig”. De to udsagn er udtryk for noget helt forskelligt, og det vil karakterer afspejle. Karakterer skal dog stadig være bakket op af skriftlige kommentarer og af skole-hjem samtaler, ligesom de ikke bør uddeles før 4-5. klasse. For nogle børn bliver overgangen fra de bløde kommentarer til de benhårde tal meget hård, og den kommer på et tidspunkt, hvor det faktisk er blevet svært at flytte sig fagligt – ikke mindst er hormonerne i vejen.

Jeg er også enig med de borgerlige i, at man (næsten) ikke kan starte tidligt nok med at putte lærdom ind i hovederne på ungerne. Dermed mener jeg dog ikke, at de som 4-årige skal sidde pænt ved borde og lære alfabetet, men at de på det tidspunkt skal til at lære, hvordan man koncentrerer sig, hvordan man holder fokus, hvordan man samarbejder, hvordan man forholder sig til at løse en opgave. At den opgave så måske består i at tegne en giraf, er sådan set underordnet! Og den gruppe af børn, som desperat ønsker sig at lære at læse – hvorfor skal de ikke have lov? Min yngste gik i en børnehave, hvor dette var en mulighed, men ikke en pligt. Han var fuldstændig uinteresseret, så det deltog han ikke i. Til gengæld var han langt fremme med tegnegrejer, saks og papir, og blev sat på “hårdt arbejde” med at udføre vanskelige opgaver og lære fra sig til de andre børn.

Jeg mener også, at konsensuspolitikken er gået alt for vidt i Folkeskolen, og at det skader både de svage og de dygtige børn. Skolerne er alt for “dygtige” til at identificere de svage og urolige og skille dem ud og helt elendige til at finde, hjælpe og støtte de meget dygtige børn, der ellers kunne fungere som drivers for svagere børn.

Fra USA har vi importeret den underlige skik, at børn skal roses for ALT. Hver gang de slår en streg på et stykke papir, hopper fem cm op i luften med løbehjulet eller laver deres lektier, skal de have at vide, at de er fantastiske. VEL SKAL DE EJ! Børn skal roses, ja, men de skal roses, når de gør noget virkelig godt, og hjælpes og opmuntres, når de gør noget knap så godt. Hvad kan man bruge ros til, der gives for ingen ting?

Hele denne svada er udløst af denne artikel i New York Times, som jeg fandt i dag, takket være @tashiadam og @jeppeengel på Facebook. Det er en rigtig øjeåbner og ALLE, der har børn i skolealderen eller som arbejder i skolevæsnet skylder sig selv at læse den i sin helhed. Jeg er ikke sikker på, om jeg selv havde haft forfatterens stamina til at holde ud på ungernes vegne, men belønningen var righoldig!

Skønt jeg aldrig, ALDRIG ville gå så langt som de såkaldte Tiger Moms (ambitiøse kinesiske mødre i USA), har de ikke desto mindre fat i noget. Hvorfor har jeg fx ikke tvunget mine sønner til at gå til spil, når jeg nu selv ved, hvor lykkelig jeg har været livet igennem, for at jeg kan læse noder og forstår grundlæggende musikalske principper? For slap har jeg været, simpelthen!

Share