DAC (Dansk Arkitektur Center) udbyder deres særlige udgave af en havnerundfart med afgang udenfor deres dør, der, indtil de flytter over i BLOX, ligger på Christianshavn.
Den tur tog vi i sidste uge, og det kan varmt anbefales. Med mindre man har for vane at gå eller cykle langs vandet fra Sydhavn til Nordhavn og fra Papirøen og langs Refshaleøens landside, så opdager man ikke alle de nye byggerier, der hele tiden dukker op.
I går, da vi sad og så nogle afsnit af Livvagterne II, var der nogle overflyvningsbilleder fra Holmen. Søn bemærkede straks, at de luksusboliger med små fine forhaver, vi sejlede forbi forleden og talte om, var kommet til siden 2009, for på overflyvningsbillederne var det tomme magasiner.
Meget andet er kommet til, bare siden jeg sidst tog rundfarten, hvilket ikke er så forfærdeligt længe siden. Rundviseren er måske arkitektstuderende eller ansat hos DAC – i hvert fald var han meget vidende, og det var interessant at høre om de nye byggerier – også om dem, der endnu er på planlægningsstadiet.