Gris

Svinekød som kulturbærer

Dansk Folkeparti er ude med den sædvanlige omgang hævdelse af det, de anser som dansk kultur. Her spiller svinekød en fremtrædende rolle. Det gør det selvfølgelig, fordi det ekskluderer en stor befolkningsgruppe, som DF gerne vil dæmonisere og chikanere så meget som muligt.

Men har svinekød virkelig spillet så central en rolle i dansk madkultur? Du har gættet det. Svaret er nej. Her er et kig på de retter, man kunne finde i Suhrs Kogebog fra 1910. Der er langt flere retter med fisk end med svin.

Samfund/miljø/politik

Tal pænt til personalet, tak

Min tidligere samarbejdspartner og gode Facebook-ven Patrick Damsted fortæller med Damstedsk humor, indsigt og grundighed, hvorfor vi ikke skal vrisse ad ekspedienten i Netto.

Malaria, Tuberkulose, HIV – og nu corona

Sygdomme, der kan behandles eller forebygges, men som ikke bliver det i en stor del af verdens fattigste lande. Historien her er fra en landsby i Pakistan, hvor børn dør som fluer af HIV. Det er faktisk svært at fatte, at vi virkelig lader det ske!

Nej

Jeg citerer normalt ikke Arbejderen.dk og da slet ikke Arbejderen.se, men jeg er nødt til at give jer chancen for at læse denne leder: Er feminismen gået for langt? Tak til Annette Buur for link. (Du kan godt læse den, selvom du ikke er så stiv til svensk).

Sextortion? og korruption i Kina

Interessant artikel i NYT om en spektakulær retssag i Kina. Det handler om en ung kvinde, der har haft seksuelle relationer til en række mere eller mindre magtfulde personer i den provins, hun bor i. Hun har efterfølgende modtaget penge, angiveligt fordi hun truede med at afsløre dem, men omstændighederne er mildest talt uklare. Hun har fået en meget hård straf, mens kun én af de involverede mænd er blevet offentligt kendt og har fået (en meget kortere) fængselsstraf.

Samtidig med, at kønsrollerne ikke rykker sig meget i det officielle Kina (én kvinde i Kinas samlede topledelse), bruger magthaverne anklager om forskellige former for seksuelt relaterede “forbrydelser” til at komme af med uønskede personer i lokal og national ledelse. Derfor ved man heller aldrig rigtigt, om anklagerne er sande!

Til gengæld er det faktum, at vi overhovedet har hørt om sagen, et bevis på, at der er kræfter i Kina, der trækker i en anden retning. I kinesisk erhvervsliv kommer der flere og flere kvinder, og det er også i høj grad kvinder, der har bragt sagen her frem i sociale medier.

Konspirationsteorier, der ikke var det

For de viste sig at være den skinbarlige sandhed. Her er syv af dem (alle fra USA) med masser af kildemateriale, hvis du stadig tror, det’ løgn. 

For nogle år siden læste jeg en bog om nogle af de mennesker, der medvirkede i afsløringerne af – i dette tilfælde – FBI’s skumle hemmeligheder. Den hed The Burglary, og den var spændende som en thriller.

Viden

Rygestop viser sig at være positivt for psykisk helbred

Et nyt stort internationalt studie viser, at rygestop forbedrer en persons psykiske helbred allerede ca. otte uger efter rygestop. Den læge, der evaluerer studiet for Videnskab.dk, siger, at det næsten svarer til at tage antidepressiv medicin.

Pludseligt opstået psykisk sygdom

Er den måske ikke spor psykisk, men forårsaget af en infektion? Wired har gravet i et syndrom, som måske er en sygdom. Det er sket så mange gange i medicinsk historie, at noget, som blev kaldt “opdigtet” eller “psykisk”, har vist sig at være aldeles fysisk, så hvorfor ikke denne gang også?

Tab af smags- og lugtesans

En kok har startet et projekt, der skal hjælpe coronapatienter og andre, der har mistet de to sanser, til at få dem tilbage eller til at få et bedre liv uden. Artiklen her i Samvirke opsummerer, hvad der er vigtigt for smagsoplevelsen. Og det er tydeligvis ikke kun smagen. Fx. forklares det, hvad der sker i kroppen, når vi spiser chili eller andre meget stærke fødevarer. Det vidste jeg ikke!

Det var kvinder, der bryggede øl   

Indtil middelalderen var det kvinderne, der stod for ølproduktionen. Men i forbindelse med Reformationen, som virkelig var en meget kvindefjendsk bevægelse, blev kvindelige bryggere, særligt dem der ikke var gift, udsat for mistænkeliggørelse og endda anklager om hekseri. Som alle ved, var det mere end en smule ufedt at blive anklaget for hekseri på den tid. 

 Artiklen, som bringes i Videnskab.dk, er oprindeligt fra The Conversation. 

Om os

“Smagfuld”, men hvilken smag?

Min veninde Anja, der er arkitekt, har vist en hemmelig hobby med at kigge på boligannoncer. Hun fandt den her i ellers så fredsommelige Jyderup.

Mode i en corona-tid

Her er en af den slags artikler, man kun alt for sjældent kan læse i en dansk avis. Den tager os med igennem en række skæve og mærkelige nedslag i beklædningens historie under dække af at anmelde et kæmpemæssigt værk om netop det. Og altså med udgangspunkt i, at så mange af os er blevet riiiigeligt afslappede i vores påklædning, mens vi sidder der bag skærmen.

Artiklens forfatter er en dreven skribent, og hun forstår at dele ud af små sproglige lækkerbidskner, uden at det fremstår som retorisk pral. En ægte læsenydelse!

Pjat

Enlig bamsemor

Det her er en af de sjoveste dyrevideoer, jeg har set i lang tid. Gjort sjovere af, at ham, der tweetede den, skrev, at den var dedikeret til alle verdens enlige forældre.

Kunst og kultur

Art Nouveau døre

Se lige de her fire døre i Paris. Kan man mon få en Art Nouveau-rundtur med engelsk guide i Paris?

Et hjem på 51 m2

En japansk tegnestue har designet et bittelille hus midt i Tokyo. Det er ikke så meget huset som sådan, jeg er imponeret af, men mere den effektive brug af kvadratmeter og lys indenfor. Det er klart, at i en tilsvarende lejlighed, vil man ikke kunne trække lys ind fra alle fire verdenshjørner, men hvis man laver forskudte byggerier, som man heldigvis ser mere og mere af, kan der trækkes mere lys ind i hver enkelt lejlighed. Og man kan skabe flere forskellige typer af lejligheder.

Endelig fik jeg set Druk

Hvorfor har jeg ikke set den før, når jeg er ret vild med både Vinterberg og Mikkelsen? To grunde: Den ene, at jeg fik det indtryk, at det var endnu en af de drengerøvsfilm, der er lavet så mange af de sidste mange år. Og jeg bryder mig ikke rigtigt om dem. Den anden, at jeg har det lidt svært med alkoholikere og fulde folk.

Nå men, jeg var jo helt galt afmarcheret, for den film er jo fuldstændig suveræn og fortjener uden tvivl begge de Oscars, den er nomineret til. Jeg har hørt en del gange om folk, der ikke ville se den, fordi den ikke “består Bechdel testen”. Nej, det gør den ikke, og det ville sgu da være overflødigt klister, hvis den gjorde. For den handler om den moderne mand og dansk alkoholkultur – to ting, der næsten ikke er til at skille ad.

Vinterberg kan som få vise, hvordan glæde og sorg er hinandens udadskillelige følgesvende, og han kan klippe en film, så der ikke er én eneste overflødig scene. Og Mikkelsen? Ja, han overgår endnu engang sig selv.

Slutscenen må være en af de bedste nogensinde i en dansk film. Samtlige Vinterbergs film ligger i øjeblikket på Grand Hjemmebio til leje, inklusive denne. Og ja, det er nemmere at leje direkte hos Apple, men, you know: Support your local dealer!

Ugens bøger

Hele tre bøger blev jeg færdig med i denne uge. Når man læser flere bøger på en gang, bliver man nogle gange færdig med dem alle tre næsten samtidig. Således i denne uge. I bogklubben har vi læst Thorkild Hansens Slavernes Øer, som vi vældig godt kunne lide, alle sammen. Jeg har læst en lille psykolog-selvhjælpsbog om at holde styr på den indre stemme: Chatter af Ethan Kross, og så blev jeg altså færdig med Morten Papes Planen, som jeg var meget begejstret for. Links går til mine anmeldelser på Goodreads.

Share

Vi har brug for kunst

Eller, det ved jeg jo strengt taget ikke, om du har, men jeg har. Jeg savner museer, gallerier, biografen. Jeg prøver så at se lidt på kunst via mit fjernsyn og internettet i stedet for. Det er jo ikke det samme, vel, men DR har faktisk lavet noget udmærket kunst-tv her på det sidste, som jeg er gået i gang med at se.

Der er Martin Bigums Mit Livs Kunst og En Insiders Guide til (otte kunstmuseer, et ad gangen). Jeg har set en episode af hver, og det er fin kunstformidling. Og så er der det nyeste, Skattejagt på Museet, der får gode anmeldelser. Jeg har ikke set den endnu, men planlægger det.

Nederst i dagens #serendipitet kan du læse om kunsthistorieformidling på TikTok. Nemlig. Maleriet herover er et close-up af et maleri, der hænger på The Met. Det er af den for mig helt ukendte amerikanske maler Thomas Anshutz, maleriet hedder The Rose og er fra 1907. Jeg er vild med det blik, hun har. “Og det mener du alligevel?

Samfund/miljø/politik

Det kan ske til enhver tid

Tårerne trillede mig ned ad kinderne, da jeg læste denne personlige fortælling fra en amerikaner om, hvordan det gik op for ham, at hans bedsteforældres skæbne i Nazityskland ikke kun kan henføres til historien, men kan ske igen.

Alt-right symbolik

Flere amerikanske medier har gennemgået alle de symboler, der blev fotograferet sidste onsdag i og foran Capitol. Her er det New York Times.

Greta

Apropos højrefløj og dens vitriol, så er Greta Thunberg et yndet offer for deres blinde had. Filmen om hende kan i øjeblikket ses på DR, og det vil jeg virkelig anbefale, hvis du ikke allerede har set den. Al snak om, at det fx er hendes forældre, der har ansporet hende, må stoppe, når man har set filmen. Den pige er så modig, så sej, så klog og samtidig så skrøbelig, at man slet ikke kan undgå at blive påvirket af dette meget fine portræt.

Lynetteholmen – hot eller not?

Jeg ved ikke rigtigt, om jeg er enig med Hr. Colville, der er byplanlægger, om alt det, han fremfører i denne video, men han har i hvert fald nogle gode pointer undervejs. Og så er han jo ret underholdende. Jeg lytter i øjeblikket til hans podcastserie “100 things I’ll miss when I’m dead”, og jeg svinger mellem at være ret begejstret og ret irriteret, for han sætter virkelig ikke sit lys under en skæppe. Men altså, jeg må så også spørge mig selv, hvorfor jeg egentlig synes, han skulle være mere ydmyg? Har jeg en snert af jante?

Og apropos infrastruktur

Den tidligere civile lufthavn i Shanghai er blevet konverteret til en park. Forhåbentlig vil vi se mere af det, efterhånden som vi får færre lufthavne.

Medier

Weekendavisen har bragt et dementi

Et lillebitte et langt inde i avisen. I en stort opsat artikel har avisen fortalt om, hvordan man i Sverige praktiserer det, som Inger Støjberg risikerer at blive dømt for i Rigsretten, nemlig konsekvent adskillelse af asylpar, hvor en eller begge er under 18. Men, som Steffen Groth dokumenterer i artiklen her, så passer det bare ikke. 

Som i så mange andre tilfælde, hvor noget viser sig at være løgn, nytter det desværre bare ikke så meget med modbeviser i andre aviser og mikrodementier, for skaden er sket, og hundreder har delt artiklen med den fængende overskrift på sociale medier. De kommer ikke til at dele, ja, de kommer ikke engang til at se, dementiet.

LinkedIn censurerer (også)!

Birgitte Baadegaard har skrevet en lang og grundig artikel om kønsbias i medicinsk forskning. Jeg er ikke helt ombord med hendes afsluttende konklusioner om covid-vaccinen, men omvendt er der på ingen måde tale om konspirationshalløj, højst lidt cherry-picking blandt forskere. Og det er hun mildest talt ikke ene om at foretage. 

Ikke desto mindre har LinkedIn fjernet artiklen uden at give hende besked og uden forklaring. Det er simpelthen ikke i orden!

Kunst & kultur

Udfordr dig selv

Proxima er en fransk film (ses på Filmstriben) om en kvindelig astronaut, der skal afsted i et år og prøver at forberede sin 9-årige datter på adskillelsen. Omgivelsernes reaktioner er forudsigelige. Er dine også? Jeg synes, at jeg mange gange faldt i mor-grøften, mens jeg sad og så den.

München

Jeg anede ikke, at Ingo Maurer har indrettet metrostationer. Men altså, det er jo bare en lillebitte brøkdel af de mange ting, jeg efterhånden opdager, at jeg ikke ved. I nyhedsbrevet Fein fra David Barnwell linkes til en artikel fra Süddeutscher Zeitung med billeder fra byens metrostationer. Jeg har aldrig haft et stort ønske om at komme til München, men skulle det nu ske, skal jeg i hvert  fald ud og køre med metro. (Jeg kan ikke læse artiklen, men billederne er flotte).

Kunsthistorie på TikTok

Det er slet ikke fjollede dansevideoer alt sammen. Faktisk sker der fantastiske ting på TikTok, som min veninde Gabsz har gjort mig opmærksom på. Se fx her.

Og læs så den her artikel om, hvordan unge kunsthistorikere har valgt TikTok som demokratiserende medie til formidling af kunsthistorie!

Share

Hjerter Dame

Den her film følger simpelthen fagforeningsboss Lizette Risgaard alle vegne (undtagen inden for havelågen i hendes ydmyge bolig) i tre år. Vi er med fra lige før formandsvalget i 2015, hvor hun slog sin forgænger Harald Børsting med MANGE stemmer, igennem det første års triumf og videre til de hårde overenskomstforhandlinger i Forligsen og den efterfølgende tid, der var præget af visse faggruppers meget højlydte utilfredshed med overenskomsten. Det er spændende og særdeles tankevækkende at se, hvordan hun er den samme, præcis den samme, når det går op, og når det går ned.

Hun er høflig og venlig over for alle, og færdes ubesværet på de bonede gulve, samtidig med at hun sandelig får sagt sin mening, når der er brug for det – ganske uden omsvøb og med herligt mange eftertrykkelige bandeord.

Magt, ikke kun for magtens egen skyld

Måske tror du ikke, at sådan en film er noget særligt, men det er den – for den viser, at man kan ønske og ville magten og kæmpe for den – simpelthen for sagens skyld. For Lizette Risgaard har ikke meget personlig gevinst af sin position. Man siger, at det altid er køligt på toppen. For en kvinde i en så mandsdomineret verden, er det vist fair at sige, at der er decideret koldt.

Storartet håndværk

De to instruktører, Mette-Ann Schepelern og Louise Detlefsen, fortjener stor ros for deres vedholdenhed og for deres modige og supereffektive klipning af de mange, mange timers film. Det er sågar lykkedes dem at klippe fagbevægelsens historie sammen til få minutters meningsfuld baggrund, ligesom det lykkes at få tilpas meget ud af den ellers meget private Risgaard til, at vi forstår, hvad hun er rundet af.

Du kan godt nå at se den (i Grand selvfølgelig)!

Share

17 år, da John Mogensen døde

og det betyder, at jeg slet ikke tænkte over, at han ikke var særlig gammel, da han døde. Når man er 17, er folk på 48 jo ældgamle!

Den plagede kunstner

Da jeg så filmen, blev jeg slået af, hvor mange film jeg efterhånden har set om den plagede kunstner, der suges ned i et selvdestruktivt hul af misbrug og angst. Det er lidt ærgerligt, synes jeg, at der ikke er så godt stof i kunstnere, der har en lidt lettere gang på jord.

Rasmus Bjergs levendegørelse af John Mogensen er intet mindre end suveræn. Jeg har aldrig rigtigt været så vild med Bjerg, så mine forventninger var beskedne, men han ER John Mogensen i den film. Et par andre præstationer er også pænt over middel; Helle Fagralid som Mogensens ufatteligt trofaste hustru Ruth, Harald Kaiser Hermann som drengen John og Peter Mygind som Meisner.

Filmen vil for meget

Filmen veksler på mærkværdig vis mellem ret mesterlige scener og noget, der nærmer sig dilettantkomedie. Jeg forstår ikke helt, hvordan begge dele kan være til stede i samme film? Noget andet, der også er både-og i filmen er, at Bornedal vil levere det klassiske portræt af den plagede kunstner, men samtidig vil demonstrere, at han har alle mulige kunstneriske tricks oppe i ærmet. Nogle tricks fungerer rimeligt, som fx tilstedeværelsen af Mogensen som dreng, selvom det kammer lidt over. Andre virker påklistrede – som fx solopgangen i starten af filmen og de melodramatiske gentagelser af Mogensens hjertestop på stamværtshuset. Og der er en alenlang scene med en barnedåb, som forekom mig overflødig fra start til slut. Til gengæld kunne man godt have gjort det yngre publikum den tjeneste at vise, hvem Cornelis Vreesvijk var, og hvor vigtig han var i tiden, når nu han rent faktisk introduceres.

For sådan en som mig, der både har alderen til at kunne huske Mogensen og en del af de andre figurer, og selv har været i musikmiljøet og hørt om og endda truffet nogle af de originale typer, vi støder på undervejs, er filmen bestemt værd at se. Men yngre generationer, især måske folk med musik i blodet, vil også kunne sætte pris på den. Igen, Bjergs præstation er helt fantastisk.

 

Sangene

Og sangene, jamen, jeg havde da helt glemt, hvor fast en ingrediens de var i radioen og mange andre steder! Selv tror jeg nok, jeg foretrak Bowie, Genesis, Eno og sådan noget rædsomt noget som Weather Report dengang. Men jeg gik i 2. G i 1977, så det hele står en smule uskarpt!

Share

Kunstfilm – duer de?

Ja, synes jeg, for det meste. Og filmen her om Arne Haugen Sørensen duer i hvert fald.

Jeg er ikke nogen stor kunstkender, og jeg havde kun en svag forestilling om AHS’s kunst, inden jeg så filmen. Bagefter må jeg sige, at især hans mange gange gentagne motiv Vandringsmanden (filmens titel – velsagtens også en reference til Tarkovskij) satte sig hos mig.

Shhhh, kunstneren arbejder

Jeg kan godt lide at se en kunstner arbejde. Jeg holder nok aldrig op med at overraskes over, hvor hårdt, fysisk arbejde det faktisk er at skabe kunst. Mange ting, man ikke tænker over, når man står og ser på et maleri på et galleri eller museum, bliver synlige, når man ser kunstneren i arbejde. Fx det at blande farver!

Arne Haugen Sørensen er en mand, der selv er klar over, hvor priviligeret han har været i livet, selvom han også har mødt betydelig modgang. Det er noget, jeg sætter pris på. Han nævner flere gange, at hans hustrus støtte og opbakning har betydet alt for ham – at han ikke ville have opnået meget uden hendes støtte. Man kan nok komme i tanker om en mand eller to, der har glemt at værdsætte et andet menneskes totale opbakning gennem et helt liv!

Fascination af håndværk

I de senere år er jeg blevet fascineret af litografiet og har set adskillige film om, hvordan man fremstiller sådan et. Vi får et meget fint indblik i det i denne film. Når folk rynker på næsen og siger “det’ jo bare et litografi”, så er det nok, fordi de ikke har sat sig ind i, hvor meget arbejde og stor kunstnerisk og teknisk snilde, der skal til for at fremstille sådan en lille serie! Jeg følger Edition Copenhagen på Instagram i det lønlige håb en dag at have en lille slat penge til et litografi af en yndlingskunstner. Se her, hvordan det går til:

Et par anker

Jeg havde to anker imod filmen om Haugen Sørensen. Jeg synes, den tager nogle ting for givet – altså, at den er lavet til folk med et ret indgående kendskab til kunstneren. Det irriteres jeg lidt over, for det er ikke meget, der skal til, før også uindviede ville kunne se med.

Min anden anke er, at der dukker spørgsmål op i filmen, som jeg ikke synes, jeg får svar på. Der er fx en lang sekvens, hvor vi ser en lang serie af malerier med religiøse motiver. Så forventede jeg, at den efterfølgende interview-sekvens ville beskæftige sig med hans forhold til kristendommen. Men det gør den ikke. Han nævner, at han er blevet en slags “kirkemaler”, men vi hører intet om hans egne motiver. Det er jo muligt, at han ikke har ønsket at fortælle om det – men så kunne vi jo få det at vide. Det ville være interessant nok i sig selv.

Uden at vide det forestiller jeg mig, at filmen vil blive vist på DR2 eller DR K. Så det er bare at holde øje.

Share

Let’s talk about sex

– siger to unge kvinder, Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen, og 100 kvinder strømmer til og siger JA JA JA! Det er der kommet filmen Venus ud af.

For mig – og sikkert i langt højere grad for yngre m/k’er, der ser filmen – var den største aha-oplevelse, at når man til sidst i filmen ser mange af de medvirkende uden tøj på, bliver det soleklart, at det at have en traditionelt defineret smuk kvindekrop INTET, som i virkelig INTET, har at gøre med, hvordan de betragter sig selv, hvor crazy et sexliv de har, hvor meget sex de får, eller om de har det med m’er eller k’er. Jeg blev glad på alle unge menneskers vegne – gid den viden må sive ud på Instagram!

Det, de siger

Kvinderne, ja, de fleste er altså piger set med mine øjne, fortæller til kameraet om deres seksualitet. Her er et par eksempler på noget, de siger:

“Der er en stor sort afgrund mellem mit begær og mit egentlige jeg.”

“Jeg er bare helt vildt interesseret i alt, hvad der har med sex at gøre.”

Svar på spørgsmålet, hvor tit tænker du på sex? “Hver dag. Måske en gang i timen, ja måske hver halve time.”

Om at være flov – det er en pige med muslimsk baggrund, der svarer: “Jeg er mest flov over ikke at være flov.”

Om hvad hun kalder sine kønsdele: “Ikke fisse, en fisse sidder på sådan en tynd tjekket kvinde, som barberer den. Jeg er mere sådan slasket og behåret, så jeg kalder den kusse”.

Om hvor mange orgasmer hun har fået af en mand: “Jeg hjælper altid til selv, så jeg ved ikke rigtigt, hvornår der så er tale om, at han giver mig noget?”

Om oralsex – en mand ville have det, men hun insisterede på at få først: “Da han så mig, sagde han, at det kunne han simpelthen ikke. Jeg havde alt for meget hår.”

Indvending

Hvis jeg skal indvende noget, og det skal jeg vel, så må det være, at jeg godt gad have hørt fra flere helt almindelige unge kvinder. Jeg forstår sagtens alle de forhindringer, der har været, for at det kunne ske, men altså – der var lidt for mange med sovekammerhår og næsering til, at de forekom særligt repræsentative.
I et interview siger de to instruktører, at de virkelig godt gad lave en tilsvarende film med unge mænd. Og ja, den mangler virkelig! Især de unge mænd mangler den! Og til de to kvinders spørgsmål, om det mon skal være dem eller nogle mænd, der skal lave den film, så var min første tanke, at det da skal være dem. For jeg tror, at de fleste mænd vil finde det lettere at fortælle om deres seksualitet og tage tøjet af foran to kvinder med et kamera end foran to mænd.

Lige meget nøgenhed

Vi har brug for lighed på se-hinanden-uden-tøj-på-fronten også. Både fordi kvinder jo også går rundt og begærer mænd og gerne vil se dem uden tøj på, men især fordi mænd har brug for at se en masse andre mænd uden tøj på, så de liiige kan slappe lidt af. Ligesom kvinderne.

Filmen distribueres af DoxBio og kan ses i ordentlige biografer landet over på Kvindernes Kampdag, den 8. marts.

 

Share

Underverden

Det gør mig glad, at en film som denne har kunnet finde finansiering og ikke er blevet helt tandløs af at skulle leve op til alle mulige interesser. At den er ekstremt voldelig er jeg personligt ikke glad for, men jeg forstår, at hvis man vil have målgruppen i biografen, så må der tages virkemidler i brug, der ikke har mig i sigte.

 Brutal vold

Den 15-årige var heller ikke rigtigt i målgruppen, han fandt den alt for brutal og urealistisk. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvor meget grov vold, der egentlig finder sted i den kriminelle underverden, for vi hører jo i reglen kun om den vold, der har dødelig udgang – den vold, der “kun” fører til skader på krop og sjæl udgør nok et mørketal for de fleste af os. Og finder der hemmelige kickboksestævner sted i mørke kældre? Jeg har ingen anelse.

Dar Salim som hjertekirurgen Said er filmens bærende karakter, og han er perfekt. De fleste af de skuespillere med mørk hud, der medvirker, er i det hele taget virkelig gode. Men jeg fandt, at både Saids kone og flertallet af de øvrige “gammeldanskere” var karikeret fremstillet. Og det kom jeg faktisk til at fnise lidt af, derinde i biografen, for det er måske instruktørens raffinerede payback for alle de gange, mørke mennesker har måttet (over)spille stereotyper på film!

Mere Batman, mindre realisme

Alligevel var jeg ikke vild med den. Som sagt, for meget og for grov, udpenslet vold og en opmarch af usandsynligheder – som var det Bedrag vi sad og så! Filmen vil både levere noget “retfærdig hævner” a la Batman og noget mere “hverdagsagtigt” og sætter sig dermed mellem to stole. Jeg tror, jeg havde foretrukket, at den var kørt helt ud på Batman-overdrevet.

Men husk nu, jeg er så langt fra målgruppen, som det næsten er muligt at komme!

Share

Ukendte genier

En film om tre ukendte genier i 60’ernes rumkapløb er blevet en succes over there. De færreste har nogensinde hørt om de tre eller om de skuespillere, der lægger krop til dem. Kevin Costner spiller en stor birolle og Pharrell Williams har lavet musikken. Filmen har form og handlingskurve præcis som alle andre heltefilm fra Hollywood.

Og hvorfor er de så ukendte, spørger du. Det er de, fordi de var både sorte OG kvinder. Og når du har set filmen, ved du, at det virkelig ikke var et smart mix i 50’ernes og 60’ernes USA. Hvis det nogensinde har været det, noget sted. Her lidt ekspertviden om, hvor op ad bakke det stadig kan være.

Hidden Figures

På NASA havde man store grupper af kvinder, både hvide og sorte, ansatte som “computers”. Dengang betød det number cruncher eller beregner. De sorte kvinder sad for sig selv, spiste for sig selv, tissede for sig selv, sad for sig selv bag i bussen. Men nogle af dem var bare klogere end både mændene og de hvide kvinder, og – heldigvis – kunne de bare ikke holdes nede, selvom det blev forsøgt med alle midler!

Så altså, en opbyggelig historie, vel fortalt, med en tydeligt glad og velspillende Kevin Costner og med herlig musik. De tre kvinder er aldeles vidunderlige. Mine to biograf-veninder og jeg var enige om, at vi bare ikke kan vente med at se Octavia Spencer i en ny film – hun er SÅ skøn.

Det er for børn!

Tag dine sønner og døtre ind og se den. Den er egnet til alle over 10 år.

Share

En forfatter og en redaktør, der sammen skabte guld

Genius

I forbindelse med cph pix har jeg set en film om en forlagsredaktør og hans forhold til tre af de forfattere, han arbejdede sammen med. Dog fortrinsvis den ene, ham, som er titelpersonen, geniet. Du er allerede træt, mærker jeg. Men så siger jeg: Colin Firth – og lige bagefter siger jeg: Jude Law. Hjalp det? Og så glemte jeg lige Nicole Kidman, Laura Linney og Dominic West.

Geniet er den ikke-særlig-kendte amerikanske forfatter Thomas Wolfe – ikke at forveksle med Tom Wolfe. Jeg havde aldrig læst noget af Thomas Wolfe, så da jeg kom hjem fra biografen skyndte jeg mig at læse en af hans noveller, der er offentliggjort i The New Yorker. Den er svær at læse, men man ser straks, at der er noget særligt på spil.

Hemingway og Scott-Fitzgerald

De to andre forfattere er Ernest Hemingway og F. Scott-Fitzgerald. Dem har jeg til gengæld læst en hel masse af. Filmen foregår i mellemkrigstidens New York, og tidsbilledet er så fint og forsigtigt malet. Den dedikerede og lidende forlægger, Max Perkins, fremstilles selvfølgelig fremragende af Colin Firth. Han er jo altid god. Han har hat på hele tiden, også ved middagsbordet. Pretty weird!
Colin Firth 66ème Festival de Venise
Jude Law er Wolfe, der er borderline sindssyg og helt og aldeles umulig at samarbejde med. Bortset altså lige for Perkins, der lægger sig i tilværelsens vandpytter, så Wolfe kan komme nogenlunde tørskoet i land.

Filmen havde premiere i juni og så vidt jeg kan læse mig til kun denne ene visning i Danmark – mere har jeg ikke kunnet finde ud af. Med det stjernespækkede cast kunne man måske nok tro, at den kunne finde et publikum – på den anden side er den pænt nørdet og utroligt litterær…

Og hvorfor fortæller jeg dig om en film, som ikke går i biografen? Det gør jeg, fordi jeg har læst mig til, at den kan både lejes og købes i iTunes. Og formentlig snart streames her eller der. Den slags kan man holde øje med på Justwatch.com eller Moreflicks.com.

Neruda

Til gengæld kan jeg love premiere på en anden litterær film, nemlig en chilensk film om digteren Pablo Neruda. Dato dog ikke sat endnu.

Share

Bare fordi man elsker opera

– er man ikke nødvendigvis god til at synge.

Det kan jeg da selv skrive under på. Det burde Florence Foster Jenkins jo også have kunnet, men hendes enorme formue og mange menneskers afhængighed af hendes gavmildhed betød, at hun ikke rigtigt blev konfronteret med sine ellers ret indlysende shortcomings i operafaget.

Feel-good mester

Hendes på mange måder sørgelige skæbne er blevet til en ret skøn film med Meryl Streep og Hugh Grant. De har tydeligvis haft en fest sammen med Big Bang-stjernen Simon Helberg under feel-good-filmens mester, Stephen Frears‘ kyndige hænder. I hvert fald spiller de alle tre fuldstændig forrygende, og jeg tænkte hele tiden på flere stykker af Moliére og Holberg, hvor fjolset først hænges ud, men siden bliver stykkets helt.

Hyklere og fedterøve

Florence kan jo faktisk ikke gøre for, at folk i hendes yderkreds fedter så meget for hende, at de lyver hende op i ansigtet. Personerne i hendes inderkreds har helt andre grunde til ikke at fortælle hende sandheden – de afslører sig i filmen.
Hugh Grant 2014

Og kan jeg så lige tilføje en lille fjollet sidebemærkning? Hugh Grant har aldrig været skønnere. Hans ungdoms lettere flødebollethed er erstattet af en langt mere klædelig moden flødebollethed tilsat nogle ganske klædelige rynker…

Share

The Dressmaker

Kate Winslet er den ultimative diva i the Dressmaker

Med den skønne og inspirerende Judi var jeg til forpremiere på den australske film The Dressmaker i Nordisk Films biograf på Frederiksberg. Det var en blandet oplevelse, men det vender jeg tilbage til. Når film handler om noget med kunst eller mode, så hiver jeg Judi med ved øret, for hun har de bedste indsigter!

Alene fra titlen kan man jo regne ud, at filmen har noget med tøj at gøre. Og skal jeg bedømme den alene på kostumerne, så får den 5 stjerner. Desværre lever resten ikke helt op til forventningerne, som var høje, fordi filmen har vundet en masse priser hjemme i Australien.

Judy Davis

Nu hører jeg til dem, der synes, at Kate Winslet er ret skøn, men hun er ikke rigtigt udfordret i denne rolle. Det er Liam Helmsworth heller ikke, men er han nogensinde det? Hans “hunk”-look appellerer slet, slet ikke til mig, og jeg syntes, han var fejlcastet. En anden skuespiller, der bestemt ikke var fejlcastet, og som var en fryd gennem hele filmen, selvom hendes rolle ved Gud ikke bød på nogen indre logik, var Judy Davis. Hun er skøn!

Filmen benytter sig af den klassiske lystspilsformel,  hvor der er elementer af både tragik og komik, noget der har virket helt tilbage til Shakespeares dage. MacBeth nævnes flere gange, men The Taming of the Shrew ville nok have været mere passende. Der er flere voldsomme temposkift og stemningsskift, og jeg tror nok, jeg synes, det er for voldsomt, så filmen gaber over langt mere, end den kan tygge, så at sige. Selve historien havde måske egnet sig bedre til drama end til komedie.

Filmen har mange sjove og gode elementer, men i sin helhed holder den ikke. Der var dog et par damer til stede i biografen, som tydeligvis fandt den helt fantastisk morsom. De grinede i hvert fald m e g e t højt.

Filmen har premiere 14/7.

Tilbage til “filmoplevelsen” – noget jeg flere gange har været med til at diskutere med repræsentanter fra filmbranchen på Twitter. Her var som sagt tale om en forpremiere, specielt til folk, der modtager nyhedsbrev fra kino.dk. Nyhedsbreve, der i øvrigt ofte har den inspirerende overskrift “Ugens film i din biograf”… Anyway, før filmen begyndte, kom en mand i Nordisk Film T-shirt ind og fortalte lidt om den. Det var sådan lidt underligt, for han glemte fx at fortælle, hvem han selv var, og han var ikke særlig velforberedt.

Andre steder, når man kommer til forpremiere, er der gjort mere ud af det. Fx har man fundet en relevant sponsor, der byder på et glas vin eller en snack eller noget, og man har en person, der ved hvad hen taler om, til at præsentere filmen, så man får lidt mere med hjem, end hvad der står på de første fem linjer på IMDB. Derudover sad Judi og jeg på stole, der med jævne mellemrum vibrerede så meget, at det føltes som at sidde oven på en centrifugerende vaskemaskine. Og i samme øjeblik efterteksterne begyndte at rulle, tændtes rengøringslyset i biografen. Ja ja, en fejl sikkert, men sgu alligevel temmelig uprofessionelt. Sluttelig er der dette påbud, som findes i alle Nordisk Films biografer, og som jeg finder decideret fornærmende:Nordiskfilm

Undskyld, men hvad bilder I jer egentlig ind? Jeg synes faktisk, det er okay, at man ikke må nyde medbragt slik, etc. i foyeren, men reglen gælder også i biografen. Nordisk Film oplyser dette på deres hjemmeside:

Det er ikke tilladt for vores gæster at medbringe eget slik, sodavand, popcorn m.m. og nyde dette i biografen herunder i salene. Årsagen til dette er, at biografen dels er et sted, der byder på gode oplevelser men samtidig er vi en virksomhed og det er afgørende for biografens drift, at vi kan bibeholder vores indtægter fra kiosksalget og dermed vores eksistensgrundlag. Vores forbud mod medbragt slik, drikkevarer mv. er i tråd med de regler, som man har i andre virksomheder lig vores så som koncertarrangører, teatre, sport, cafeterier og restauranter samt ikke mindst andre biografer, som har tilsvarende forbud.

Ikke alle biografer opretholder dette forbud, skulle jeg hilse og sige. Hvis nu der kun solgtes “ikke-støjende” og “ikke-svinende” slik m.m. i biografens foyer, så kunne jeg sagtens forstå det. Men sådan er det jo ikke! Til gengæld kan folk, der gerne vil nyde noget, men ikke ønsker at spise metervare-slik eller drikke klamme colaer eller dårlig kaffe til overpriser, så ikke medbringe noget. Klart, vi overlever, men det bidrager saftsuseme ikke til en positiv biografoplevelse.

Share

Hvor skal vi hen du?

Michael Moore (2)
Det er Michael Moore, der spørger i sin nye film, Where to Invade Next. Spørgsmålet er retorisk, for han ved jo godt, i hvilken retning han synes, at USA bør bevæge sig. Filmen er selvfølgelig timet til valgkampen, og den er angiveligt allerede en stor publikumssucces. Jeg frygter bare, at det kun er de allerede omvendte, der får set den. Men måske kan det betyde lidt debat på amerikansk TV. Michael more skriver, at han allerede er blevet “called names” af Ted Cruz og Jeb Bush. Mere kan man vel heller ikke ønske sig!

Filmen er både sjov og sørgelig, og der er det ene vidunderlige close-up af ansigter, børns såvel som voksnes, efter hinanden. En meget, meget dygtig fotograf og en meget, meget dygtig klipper har været på spil her! Der er en scene i filmen med tre portugisiske politibetjente – det er simpelthen noget af det mest rørende, jeg har set. Andre sekvenser, der pirkede til mine tårekanaler, var scener fra den grønne revolution i Tunesien med de mange lykkelige mennesker på gaderne, da diktatoren var væltet. Og en sekvens med en far til en af de dræbte fra Utøya, der helt roligt sidder og fortæller, hvor stolt han er over at leve i et land, hvor et uhyre som Breivik får samme behandling som alle andre. “Hvis jeg ville hævne mig på ham, ville jeg jo synke til hans niveau”, sagde dette store menneske, en håndværker fra Norge.

Selvfølgelig er der færre øjenåbnere for os skandinaver end for en republikansk texaner, men vi kan nu godt tåle at se den alligevel. Ikke mindst fordi mange af de fine værdier, som Michael Moore gerne vil tage med sig fra Europa og hjem til USA, desværre er værdier, der bliver undermineret as we speak her i Europa.

Jeg har skrevet mere om den samme film omme på Grands blog, hvor jeg har fået den ære at gæsteoptræde.

 

Share

Dheepan

Dheepan_posterHvis jeg kunne tvangsindlægge Inger Støjberg og alle hendes venner i og uden for regeringen til noget, så skulle det være at se denne film, der med god grund vandt guldpalmerne sidste år.

Der er ikke tale om en ynkehistorie om flygtninge, men vi foretager simpelthen et dyk ned i den verden, hvor indvandrere, flygtninge, kriminelle og andre af samfundets outcasts befinder sig. Som jeg også skrev i går, udmærker al god kunst sig ved at være loyal over for de personer, den beskriver. Således også her. Hverken Dheepan eller hans “kone” eller “datter” er uskyldsrene eller opfører sig særlig eksemplarisk, det samme gælder alle de øvrige karakterer i filmen. Men vi ser, hvor de alle sammen kommer fra, uden at vi behøver bifalde deres handlinger eller forstå dem. Filmens instruktør Jacques Audiard kender dem alle sammen og fortæller os om dem.
Jacques Audiard
Dheepan handler om en tidligere Tamilsk Tiger, som har brug for en familie for at komme ud af Sri Lanka hurtigt. Desværre er hans egen familie død i krigen, så han må skaffe sig en ny. Han finder en kvinde og hun finder en pige af passende alder, og det lykkes dem at komme til Frankrig med falske papirer. Hovedparten af filmen foregår i et ufatteligt nedslidt socialt boligbyggeri, hvor Dheepan får jobbet som vicevært og de bliver installeret i en forfalden lejlighed, hvor de skal finde ud af, om de skal blive ved med at lade som om, de er en familie, eller om de skal forsøge sig med faktisk at være en. Der er konflikter med de bander, der kontrollerer området, og anspændte møder med venner og fjender fra det gamle land.

Ja, faktisk kommer vi nok rundt om de fleste typer af problemer og konflikter, som flygtninge møder i det nye land, hvor de starter på stigens underste trin i enhver forstand. Visse politikere får det til at lyde så nemt at løsrive sig fra sit miljø, sin religiøse/kulturelle baggrund, fattigdom, sprogvanskeligheder, etc. Men som det fx ses i TV-serien The Wire, som jeg tænkte på flere gange, mens jeg så Dheepan, er det en hel del lettere sagt end gjort. Det er både skræmmende og rørende!

Filmen kan stadig ses i Grand og Øst for Paradis, folk uden for de store byer må nok desværre snyde sig til den. Eller vente-vente-vente, så kommer den nok på DR2 en skønne dag.

 

Share

Åh Carol

carol-posterCate Blanchett har aldrig været mere besnærende. Og det siger vel ikke så lidt? Hun er smuk – selvfølgelig – og helt vildt intens i både lykkelige og ulykkelige stunder. Jeg var svimmelt benovet over hende efter filmen. Hun skygger så lidt for den anden flotte præstation, nemlig den unge Rooney Mara, der helt klart er tiernes svar på Audrey Hepburn, Audrey Hepburn 1956 hvilket selvfølgelig forstærkes af, at Carol foregår i 50’ernes USA. I det hele taget er der virkelig godt spil i selv de mindste biroller. Filmen er glamourøs og fyldt med vidunderlige billeder ligesom Den Danske Pige. Men Carol er en roman af en Brontë-søster, Den Danske Pige er et glittet magasin.

Den fine musik er komponeret af den for mig ukendte Carter Burwell.

Filmen fortæller en kærlighedshistorie, der er dømt til at ende sørgeligt. En overklassekvinde forelsker sig i en shopgirl. Temaet er enkelt og eviggyldigt, bygget over den gode gamle opskrift fra Romeo og Julie. Den bliver vi aldrig trætte af, vel?

 

Share