På falderebet af 2021

genoptager jeg endelig #serendipitet. Jeg håber da, at I har savnet mig! Måske ved ikke alle mine trofaste abonnenter, at jeg brækkede min ankel i starten af november. Den første måned kunne jeg virkelig ikke skrive noget som helst, fordi jeg var dopet af Oxycontin (se TV-serien Dopesick på Disney+, hvis du har adgang dertil!). Og den næste måned har jeg bare været for træt alligevel…

Jeg har heller ikke så meget at bidrage med, for jeg har af indlysende årsager ikke set en eneste udstilling eller film i biografen, og det har faktisk også været småt med bøger på papir. 95% af alle nyhedsbreve blev slettet, ulæste. Jeg har hørt en masse podcasts, hvoraf jeg vil skyde på, at 90% er forsvundet i morfintågerne. Det er blevet til en hel del lydbøger, for 14 dage på hospital er ikke for folk, der ikke sover så godt… Mere om bøgerne nedenfor. Og så har jeg selvfølgelig set uendeligt mange film og tv-serier, siden jeg kom hjem. Kun få er værd at nævne.

Apropos fyrværkeribilledet ovenfor, så synes jeg bare, det er meget pænere end et billede af min knækkede ankel.

Kunst og kultur

Skudårsønske

En stor bogoverraskelse her på årets faldereb var en brevveksling fra 50’erne mellem to kærlighedshungrende mennesker. Jeg blev suget ind allerede fra det allerførste brev og læste bogen på to dage. Udover det helt utrolige indblik i to menneskers private følelser; deres generthed, kærlighed, ømhed, nervøsitet, angst for omverdenens dom, etc., så får vi også et unikt indblik i hverdagslivet blandt almindelige mennesker i 50’erne. Læs den!

Her er et lille klip:

“Jeg får studeret meget i alle disse ægteskabsbøger i alle mine vagter, og der er en masse at lære, men selvfølgelig også en del ting, jeg ikke forstår, men jeg tror, det er sundt at læse dem. Man skal absolut ikke gå med lukkede øjne ind til noget som helst, heller ikke ægteskabet, og kærligheden er ikke en blomst, der passer sig selv, så vi må omhyggeligt pleje og passe den med nænsomme og kærlige hænder, så den kan stå i fuldt flor i vores hjem, til glæde og velsignelse for både os selv og de mennesker, vi har omkring os. Man får kun ved at give, det gælder også om kærligheden.”

Rosarium

Den sidste papirbog, jeg fik læst, inden jeg blev morfinomtåget, var Rosarium af Charlotte Weitze. Jeg havde aldrig hørt om hende, men bogen røg på min litteraturliste efter en anmeldelse. Jeg fik dog ikke gjort mere ved det, før jeg så litteraturprogrammet Fokusgruppen på DR om netop denne bog. De fem meget forskellige læsere var alle ganske bjergtagede, og forfatteren virkede meget sympatisk, så jeg lånte den som 14-dages lån på biblioteket. Fantastisk roman! Helt uden for rammerne af hvad vi normalt forstår ved dansk litteratur.

Bookerprisvinder

Som nævnt ovenfor fik jeg lyttet en masse bøger, men egentlig var der kun én, der for alvor blev siddende, nemlig årets vinder af Booker-prisen, den sydafrikanske forfatter Damon Galguts roman The Promise, som også var glimrende indtalt. Romanen kan klandres for at være (endnu) en hvid m/k’s syn på apartheid og Sydafrika, men for os hvide, privilegerede, der kan bilde os selv ind, at “vi er farveblinde”, er det en sund lektion at læse denne roman om en familie, der ikke kan finde ud af at tackle ophøret af apartheid. Ikke fordi de er sådan nogle white-power-typer eller er særligt politisk engagerede, men fordi de bærer generationer af at være et herrefolk i deres kroppe. En bog at blive klog af – tillige benytter forfatteren et interessant greb, som spreder romanen over tid.

Søren Ulrik Thomsens erindringsessay

Jeg har skrevet en længere smøre på Goodreads, hvor jeg forsøger at forklare, hvorfor jeg til min egen overraskelse var skuffet over den.

51 bøger!

Hvis du er så nysgerrig, at du også vil se, hvad jeg ellers lyttede til og læste, så kig på min liste over læste bøger på Goodreads. Jeg fik faktisk læst og lyttet 51 bøger i år. Jeg tror, det er en personlig rekord (som jeg er ret stolt af).

Pigen i violinen

Jeg har ikke fået læst den endnu. En af ulemperne ved at være grounded i lejligheden er, at man ikke kan smutte på biblo efter 14-dages lån. Men her er et ret dugfrisk interview med Knud Romer om bogen. Interviewet er en del af en forfatterstafet, iværksat af onlinemediet POV.international.

Don’t look up

Hvis du har Netflix, har du nok allerede set Don’t Look Up med Jennifer Lawrence (med det skønneste, mest kiksede pandehår!) og Leonardo di Caprio, som kikset professor. Det er en rigtig god film, men tag ikke mit ord for det, læs her.

Power of the dog – Jane Campion

Jane Campions nyeste film kan også ses på Netflix, og den er også god – med et ret godt plottwist! Jeg ved ikke med dig, men på en eller anden måde havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle se Benedict Cumberbatch som cowboy!

Film, serier og streamingtjenester

Jo, jeg ser en masse på streaming og har selvfølgelig fuldstændig overgjort det, mens jeg har været bundet til lænestolen. Men husk nu at tjekke på DR, inden du åbner Netflix eller en af de andre amerikanske tjenester. Der ligger faktisk altid gode danske film og ofte fine serier på DR. Lige nu kan du fx se en thriller-serie fra Skotland, der hedder Vigil, med to skønne kvinder i hovedrollerne. Og så er det jo her, vi finder serier fra vores nabolande, der ofte er af meget høj kvalitet.

Supernova

Jeg fik ikke set denne film, som ellers fik meget fin omtale både af anmeldere og blandt venner, mens den gik i Grand. Men nu kan den lejes/købes i Grandhjemmebio.dk. Det kunne være en god film at starte et nyt år med!

Nitten røde roser

Det er den første krimifilm, jeg kan huske at have set – den er fra 1974, så jeg har været 14-15 år, da jeg så den. For de yngre generationer må det være sjovt at se den med fx. Ulf Pilgaard, Henning Jensen og Jens Okking i noget yngre inkarnationer. Jeg overvejer, om jeg skal se den – den er muligvis helt håbløs set med nutidens øjne. Traileren kan ikke embeddes, men den er her. Se den på Filmstriben.

Samfund/miljø/politik

Ditlev Tamm i Deadline

Se lige denne udgave af Deadline med juraprofessor og historiker Ditlev Tamm, hvor han giver sine medkonservative tørt på, når det gælder identitetspolitik. Ha! Ta’ den!

KKK eksisterer i “bedste velgående”

Læs her en sand historie om en amerikansk krigsveteran, der gik under cover i to KKK-grupper i Florida, hyret af FBI til at afsløre politifolk og fængselsbetjente i klanen.

Støjberg-sagen

Den er der skrevet meget dumt og klogt om. Men noget af det mest uhyggelige ved hele sagen er næsten Socialdemokratiets reaktion, som man kunne lægge øre til i Folketingssalen den 21. december. Steffen Groth opsummerer det her.

Viden

Måske smitter Omicron IKKE mere end de andre varianter

Et helt nyt studie, beskrevet i Videnskab.dk, og som tages imod med kyshånd af andre forskere, viser, at Omicrons evne til at sprede sig hurtigere end Delta skyldes dens evne til at bryde igennem vaccinen/immuniteten, IKKE at den er “så smitsom som mæslinger”, hvilket jeg endda selv har gået rundt og sagt. Det er en god nyhed, fordi vi så ikke har behov for en immunitet i omegnen af 95%, som er nødvendig ift mæslinger. 

Men vaccinerne virker altså og sørger for, at de smittede får mindre alvorlige og kortere sygdomsforløb.

Medier

Ed Snowden – Julian Assange

Jeg skriver altid om de her to, som begge har gjort mere for “freedom of information” end de fleste andre. Her kan du læse Snowdens seneste nyhedsbrev, der handler om udleveringsdommen over Assange.

Der er praktisk taget ingen i Danmark, der ser ud til at forstå, hvor alvorligt det er, at England vil udlevere Assange til USA, når man tager alvoren i anklagerne imod ham i betragtning. Eller også er folk – ikke mindst danske journalister – ligeglade? Jeg gentager lige noget, jeg har sagt og skrevet ad nauseam: At Assange virker gennemført usympatisk har intet – INTET – at gøre med, hvorvidt anklagerne mod ham er “rimelige”.

Selvom du ikke synes, du behøver vide mere, så kig alligevel forbi Snowdens nyhedsbrev. Han skriver helt fremragende og har tydeligvis ikke spildt tiden i Rusland, men har læst og læst og læst. Her spinder han en ende over begrebet “in bad faith”.

Teknologi

Et lærestykke

Den dygtige satiretegner Stine Stregen, som jeg har fulgt i årevis, oplevede forleden at vågne op til lukkede Facebook- og Instagram-konti. Facebooks alvidende algoritmer har åbenbart fundet noget, hvad får vi næppe nogensinde at vide, der stred imod deres “fællesskabsregler”, så hendes konti var slettede, og Facebook informerede hende om, at “dommen” ikke kunne appelleres. Nu er Stine imidlertid så heldig, at hun er en offentlig person, med “friends in high places”. Derfor kom hendes historie hurtigt i flere medier, og Facebook har nu givet hende hendes konti tilbage. 

Men!!! Det gælder ikke for dig og mig. Så hvis du laver nogen form for kunstnerisk indhold, der har værdi for dig, så sørg for, at det altid er publiceret på en platform, som du selv ejer, inden du poster det videre på sociale medier. De ejer dig, ikke omvendt. Husk det!

Pjat

Det bliver man glad i låget af!

Jeg fatter ikke, hvordan man kan danse sådan – men ih, hvor er det skønt at bevidne!

Share

Når skønhed er en forbandelse

Først en undskyldning: Beklager, at I har måttet undvære #serendipitet i flere uger. Først holdt jeg ferie, og så blev jeg syg, og så – løb jeg tør for andre undskyldninger, end at jeg ikke lige orkede…

Søndag formiddag var jeg med en veninde i Grand og se The Most Beautiful Boy in The World om drengen Björn Andresen, der spillede rollen som Tadziu i Viscontis udødelige filmatisering af Thomas Manns Døden i Venedig. Filmen berørte mig langt mere, end jeg havde ventet – den er et fint og fuldstændig hudløst portræt af Bj¨orn, der i dag er en ældre mand, der helt tydeligt har haft en svær vej gennem livet. Vi får oprullet hans historie, som fortælles af både ham selv og andre, og det er simpelthen så respektfuldt, men alligevel nærgående.

Skaknovelle

Den film er nogenlunde, som jeg kunne forestille mig, at Stefan Zweig kunne have ønsket sig den. Vi får lige nøjagtigt et blik ind i den verden af i går, som både Zweig selv og Skaknovelles hovedperson levede i i det skønne Wien. Men derefter synker vi med advokaten Josef ned igennem Alle Dantes forgårde til helvede, mens SS-folk på raffineret vis prøver at få hans rige klienters kontonumre ud af ham. I frem- og tilbageblik er vi samtidig ombord på Amerika-båden, hvor selve skakspillet finder sted. Det hele foregår med nøjagtig den patos, som Zweig skrev med. Patos er ikke hot nu om dage, og når det bruges, over- eller underdoseres det tit. Men her er det perfekt, synes jeg.

Maid

Jeg har ikke hørt noget snak om denne miniserie på Netflix. Den når ikke samme niveau som Mare of Easttown (HBO), men den slår samme tone an. Her er der dog ikke nogen krimigåde; vi må nøjes med hovedpersonens kamp for at holde snuden over vande i en tilværelse, hvor det er småt med troværdige familiemedlemmer og venner, man kan læne sig opad i en trængt situation. Man undrer sig ikke over, at så mange amerikanere sover i deres biler på Walmarts uendelige parkeringspladser. Jeg synes, serien er en fin afveksling fra alle de tju-bang-serier, streamingtjenesterne ellers disker op med.

Apropos TV-serier

Så har BBC lavet en liste over deres anmelderes 100 favorit-serier. Den finder du her. Jeg har set 38, hvor mange har du set? Hvis du vil tjekke, om en serie ligger på en af de streamingtjenester, du har adgang til, så anbefaler jeg appen PlayPilot.

Ugens bog

Faktisk har jeg læst to, men der er jo så også gået noget mere end en uge! Den ene, Matrix af Lauren Groff, handler om en ung kvindes skæbne, da hun bliver deporteret fra Frankrig til et nonnekloster i England engang i en fjern fortid. Jeg blev ikke revet med. Læs på Goodreads.

Den anden var der så meget mere gods i! Empireland af Sathnam Sanghera handler om, hvordan England dealer med sin kolonifortid, og der er virkelig smæk for skillingen, selvom der altså er tale om en særdeles vel-researchet faglitterær bog. Når han prøver at forklare, hvordan Brexit kunne ske, og hvordan så mange englændere aldrig rigtigt har opdaget, at Imperiet ikke længere eksisterer, skriver han, at de har indtaget en: “toxic cocktail of nostalgia and amnesia.” Ret rammende! Læs mere på Goodreads.

Mere TV

I anledning af Bornedals film Skyggen i mit Øje, som jeg ikke har set endnu, har DR fundet en dokumentarfilm frem om samme emne, nemlig bombningen af Shellhuset og den franske skole. Filmen hedder Angrebet på Shellhuset og er fra 2013. Den er lavet af Simon Bang og Martin Sundstrøm. Det er en meget god og helt grund-spændende film, selvom vi jo godt kender udfaldet. Jeg anbefaler den varmt!

Bornholms Kunstmuseum

Min efterårsferie var på Bornholm – det er altså en dejlig ø! Og selvfølgelig skulle jeg forbi museet. Her kan man se værkerne fra DR’s serie Kunstnerkolonien på Bornholm, men man kan selvfølgelig også se deres fine lille, faste samling. Jeg er egentlig ikke den allerstørste fan af Oluf Høst, men billedet herunder synes jeg virkelig godt om.

Da jeg læste Adam i Paradis om Kristian Zahrtmann, fandt jeg ud af, at han er født på Bornholm, og der er da også et helt rum med Zahrtmann-billeder på museet, deriblandt det helt igennem besynderlige Det Mystiske Bryllup i Pistoia fra 1894. Her en detalje fra det store billede. Lys/skyggevirkningen er Zahrtmanns, det er ikke mig, der har sjusket med fotografiet.

Samfund/miljø/politik

Inflation

Det er et af de allerhotteste emner blandt økonomer og økonomiinteresserede lige for tiden, så den gode Hakon Mosbech fra Zetland kommer os til undsætning og får gjort rede for de modsatrettede synspunkter: Er de nuværende prisstigninger “bare” et resultat af diverse hændelser over det sidste års tid, eller er der tale om en større trend? Læs eller lyt og bliv klogere.

LEGO lytter til videnskaben

– i et studie, LEGO selv har finansieret, kommer forskerne frem til, at kønnet legetøj er skadeligt for børn. Både drenge og piger. Så LEGO lover nu, at de vil anstrenge sig endnu mere for at skabe legetøj, der appellerer til både piger og drenge (og i endnu højere grad til pigernes og drengenes forældre).

 Containertransport II

For nogle uger siden viderebragte jeg en Zetland-artikel, som de igen havde fra deres hollandske søstermedie. Her er anden del af den umådeligt interessante historie om, hvad der sker bag kulisserne i containertransporten af alt det, vi konsumerer.

Bill Gates og microchippen

Zetlands internetgraverjournalist Frederik har været endnu dybere nede i kaninhullet, end han plejer, og der har han fundet den danske ophavsmand til den sindssyge konspirationsteori om, at Bill Gates har fået os alle sammen udstyret med en microchip, som gør os sporbare for nogle onde personager.

Hvem udleder mest CO2?

(screenshot Our World in Data)

 Viden

Tal girafsprog til din læge

Hvis du ikke har et familiemedlem eller en ven med til en vigtig (eller måske knap så vigtig) lægesamtale, så gør dig selv den tjeneste at benytte det gode gamle trick med at gentage det, lægen har sagt, og spørge, “har jeg forstået dig rigtigt?” Så kan du meget bedre huske, hvad lægen sagde, når du kommer hjem.

Teknologi

Facebook Papers

Igen er Digital Ugerevy helt fremme i skoene med at udlægge Facebook Papers for os på letforståeligt dansk og med masser af links.

Twitter læner mod højre

Det afslører deres egen forskning. Vi har stadig til gode at finde ud af, om det er selve algoritmen, der er årsag til det, eller om højrefløjen bare er dygtigere til at bruge Twitter. Læs her om offentliggørelsen af Twitters egne undersøgelser (tak til Digital Ugerevy for linket). Lederen af HOPE-projektet Michael Bang Petersen gør mig opmærksom på, at der kan være tale om noget, der hedder ratio-effekten. Det vidste jeg ikke, hvad var, men folk på Twitter er hjælpsomme. Forklaring hos Urban Dictionary. Dvs. at venstrefløjen er så venlige at hjælpe folk på højrefløjen til at komme højere op i algoritmerne ved at retweete/kommentere indlæg, de er uenige med.

Om os

Kunstig befrugtning

Det bliver mere og mere almindeligt, at den ene part af et par ikke kan producere levedygtig sæd/æg. Og derfor går de til en sæd/ægbank og får anonymt doneret sæd eller æg. Denne historie om en (halv)bror og søster, der finder hinanden via 23andMe (gendatabase), vil blive mere og mere almindelig. Med gendatabaser kan man ikke (mere) være en anonym donor af sæd/æg, så hvad stiller vi op med det?

Billie Eilish

Åbenbart mistede hun 100.000 followers efter at have optrådt i en vild divakjole à la Marilyn, fordi hun “svigtede sit image som en rebel”. Et virkelig alvorligt problem på sociale medier er de dér storme over (næsten) ingen ting. Der er hundreder af dem. Her giver en ung kvinde efter for trangen til at give den som super-diva en aften. Hvem ville ikke gøre det? (og det gælder også de mænd, der bare ikke vil være divaer, men et eller andet andet). Giv nu folk et break!

Pjat

Åh, Debbie (Åh, Kermit)

Share

Plat litterær humor

Det er, hvad Blågården bibliotek præsterer på deres Instagram-konto, der er sprudlende sjov. Følg dem, hvis du elsker grim 90’erne hjemmesideæstetik, bøger eller bare plat, übernørdet humor med litterære overtoner. Hvis du ikke rigtigt kan se billedet ovenfor (I know, jeg har stadig ikke fået fikset det problem), så er det et af flere Jussi-memes fra Blågården.

Kunst og kultur

Mamma

Jeg var temmelig sikker på, at jeg ville være vild med Mamma Andersson at dømme efter de billeder, jeg har set i omtaler og anmeldelser. Og jeg blev ikke skuffet. Fantastisk maler! Jeg begriber ikke, hvordan der hele tiden kan dukke nye fantastiske kunstnere op, som jeg aldrig har hørt om, men som ikke desto mindre er meget berømte i kunstverdenen. Jeg bevæger mig helt klart i de forkerte cirkler. Tag på Louisiana og lad dig betage, og se samtidig den sjælsrystende udstilling med den sorte Magnum-fotograf Arthur Jafa.

Ursula Reuter-Christensen

Jeg blev vild med Ursula Reuter, da jeg så Kunstnerkolonien på Bornholm, som jeg skrev om i indlægget “Kunst i Danmark“. Hende havde jeg så heller aldrig hørt om. Jeg kunne lide hendes kantede personlighed, og jeg kunne lide det maleri, hun malede, mens de var på øen. Desværre var jeg mindre vild med det udvalg af hendes billeder, jeg så i dag på Den Frie Udstilling, hvor hun udstiller med en anden kunstner. Dog kunne jeg vældig godt lide det kæmpe lærred herunder.

Pagten

Jo, som vældigt mange andre, jeg kender, fik jeg set Pagten i løbet af ugen. Jeg er ikke Bille Augusts største fan, men det er en flot film. Alle har skrevet om skuespillerne, så det springer jeg over. Jeg var meget betaget af fotograferingen, som nogle steder er helt suveræn (scenen foran hans hus, hvor de besegler pagten, fx.), scenografien og kostumerne. Oh, wauw! Jeg er dog ikke sikker på, at jeg synes, det er en *storfilm*.

Ugens bog

Var langt bedre end ventet – en ret stor oplevelse, faktisk. Det var Eva Tinds Kvinden der samlede verden om Marie Hammer, der som den første beviste teorien om, at alle kontinenterne på et tidspunkt har været forbundet. Du kan læse lidt mere her på Goodreads.

Apropos bøger

Hvis du nu har abonnement på Information eller kender en der har – eller kommer forbi et bibliotek, så har avisen fået den glimrende idé at lade forfatteren Katrine Marie Guldager interviewe et udvalg af danske litteraturanmeldere. Det er faktisk ret interessant læsning, hvis man går op i den slags.

Samfund/miljø/politik

Er det Fox’ skyld?

Mother Jones (venstresnoet amerikansk online-medie) argumenterer her for, at accelerationen af den enorme polarisering af politik i Amerika falder sammen med, at Fox News startede. De argumenterer såmænd udmærket for sagen – men kan det virkelig være én tv-station? For så må man da sige, at Rupert Murdoch har fået bang for the buck!

At undslippe livet som kvinde

I Albanien har journalisten mødt nogle kvinder, der tidligt aflagde kyskhedsløfte for at kunne få lov til at slippe for at blive bortgiftet som teenagere. I stedet har de levet alene hele livet – som mænd! Virkelig spændende at det har været anerkendt i denne del af Albanien som en “udvej” for kvinder. Pga. moderniseringen af landet er traditionen dog ved at ebbe ud. Forhåbentlig til fordel for et bedre liv for ALLE kvinder.

Det var min veninde Anja, der sendte artiklen til mig, som du her får i oplåst version. Du må også godt sende mig artikler, hvis du falder over noget, der passer her i #serendipitet.

MacKenzie Scotts trillimillioner

Hvem/hvad giver hun dem egentlig til? Det har Bloomberg kigget nærmere på.

Viden

Masker virker

New York Times fortæller om et større studie, der ret overbevisende dokumenterer, at masker (selvfølgelig) virker. Ellers havde folk i Japan og Korea nok ikke brugt dem i årtier…

Jo, du skal lade dig vaccinere, selvom du har haft Covid

Videnskab.dk har talt med nogle forskere, der forklarer hvorfor.

Om os

Et tegn på at noget er “off”

En lille artikel, der peger på en lille ting, der siger noget stort om et andet menneske, nemlig: Hvordan behandler personen ekspedienter, tjenere, rengøringspersonale, etc.?

Jeg erindrer med pinlig klarhed episoder med et bestemt menneske i mit liv, der burde have sendt kraftige røgsignaler til mig om, at jeg ikke skulle involvere mig. Men som vi ved: bagklogskab er den allerklogeste klogskab…

Verdensudstillingen i Paris

En lille film fra verdensudstillingen i 1900 er sat ned i tempo og farvelagt. Jeg bliver svimmel ved tanken om, hvor meget tid og kræfter især kvinderne må have brugt på deres tøj og fremtræden dengang. Pyh!

Gin-kage

Rent alkoholmæssigt gik jeg i stå for flere årtier siden. Jeg ææælsker stadig G&T’s. Her er en opskrift på en G&T-skærekage! Den er skåret over samme læst som en anden favorit i familien, nemlig lemon drizzle kage. (husk, at når der står selfraising flour skal du bare tilføje en tsk. bagepulver eller halvanden i stedet).

Share

Sommerlæsning

Jo jo, alle medier har dem. Læselisterne. Og man bliver ganske forpustet, for det er jo umuligt at nå at læse alle de tilsyneladende fortræffelige bøger. Men altså, nogle læselister er bare bedre end andre! Det gælder fx Zetlands liste, og det er ikke bare fordi, de har medtaget et af mine egne forslag – nemlig bogen, der ligger øverst i stakken på billedet herover. Jeg er næsten færdig med at genlæse den, og igen kan jeg ikke få armene ned. Læs min anmeldelse på Goodreads og hop så enten på biblioteket eller ind på antikvariat.net, hvor der er adskillige eksemplarer til salg. Er du interesseret i krydsfeltet mellem historie og kultur, er den bog helt central. Og den er, som jeg og de to andre danske anmeldere i min cirkel skriver, sjov.

Tilbage til Zetlands liste: Når jeg er ret vild med den, skyldes det, at mange af “the usual suspects” ikke er med. Det er til gengæld en del ældre litteratur og en del bøger, der falder uden for mainstream.

Lidt mere mainstream er K-Forums læseliste, som består af forskellige kendissers tips til sommerlæsning.

Får jeg læst alle bøgerne på billedet herover? Helt sikkert ikke. Og undervejs kommer der måske udskiftning – fx med nogle af dem, som jeg er blevet nysgerrig på fra Zetlands liste.

Mine læsere gider næsten aldrig kommentere, hvilket jeg faktisk synes er ret trist. Øv! Men kan læselisten her ikke lokke jer ud af skabet? Jeg synes, I skal kommentere under indlægget i stedet for på Facebook eller Twitter, så alle kan læse med. Skriv bare én bog, som du synes, andre læsere af #serendipitet skal snuppe med på ferien. Så inkorporerer jeg jeres svar i næste nyhedsbrev.

Denne rekordlange indledning tjener også til at introducere, at jeg nu gør alvor af at bytte om på rækkefølgen af indholdet. Nu kommer kunst og kultur først, og så følger politik, miljø, internet, etc. nedenunder. Benhård prioritering!

Kunst og kultur

The Father

Jeg tror faktisk, at alle, der var i biografen denne aften, fældede en tåre. Der var i hvert fald betydelig snøften rundt om i hele salen. Jeg kunne sør’me heller ikke selv holde tårerne tilbage. Filmen beskriver demens på en helt ny måde – vi rykker nemlig ind i den dementes verden – og der er det ikke rart at være! Vi ved allerede godt, hvor frygteligt det er at være pårørende, men nu får vi så en smagsprøve på, hvad der sker hos den sygdomsramte. Se den – den giver en helt ny forståelse for denne forfærdelige folkesygdom, som vi kke har en kur for.

Der er dog håb. Denne neurolog mener, sammen med en del forskning, at vi selv kan gøre en hel del. Spise ordentligt, få noget motion – og det er motion både til kroppen og til hjernen. Kryds-og-tværs duer ikke. Hvad med at læse en bog, der ikke er en biografi af en dansk politiker eller sportsmand eller en krimi, men en bog der for alvor udfordrer vanetænkningen?

Filmstriben

Once again. Ikke alle har adgang til en masse streaming-tjenester og mange af os, der har, er måske blevet lidt serietrætte. Derfor minder jeg igen om den fantastiske gratis tjeneste fra bibliotekerne, Filmstriben.dk, hvor du hver måned kan se tre film gratis. Og det er gode film, der hele tiden skiftes ud. Både fiktion og dokumentar.

Kontroversiel kunstner

Det er kun et par år siden, jeg første gang stødte på Elisabeth Jerichau Baumann, men hun gjorde et kæmpe indtryk med sin OTT-stil og malemåde, der var milevidt fra andre danske kunstnere på det tidspunkt. Ny særudstilling på Aros. Billedet er downloadet helt lovligt fra SMK’s fantastiske samling af digitaliserede værker.

Berthe Morisot og impressionisme

I Føljetons nyhedsbrev Et hul i markedet, linker Oliver Stilling til denne helt fremragende web-dokumentar om den delvist glemte men fantastiske impressionist, Berthe Morisot. Der ekspanderes til hele den impressionistiske bevægelse og tiden i øvrigt. Temmelig nyskabende, faktisk – både Morisot og web-dokumentar-formatet brugt til kunsthistorie.

Golden Days i Romerriget

Årets Golden Days festival (til september) handler om Romerriget, og hvilken herlig ide at lade Knud Romer genoplive sin personlige udgave af Romerriget fire morgener på Café Europa, hvor han interviewer kloge folk. Jeg håber virkelig, jeg kan flette de sessions ind i mit arbejdsliv.

Sejl en arkitur rundt om København

DAC, Dansk Arkitektur Center, byder på guidede sejlture rundt i Københavns havn, hvor man hører om al den nye arkitektur, der er skudt op – og i øvrigt lidt af hvert. Det koster 150 kr., og det er hver eneste krone værd.

Hvorfor sidder musikerne i symfoniorkestret, som de gør?

Det har videnskab.dk talt med musikkyndige om og fundet svar på. Der er også nogle videoer med værker, der viser udviklingen. Dejligt at den slags spørgsmål også kan finde svar hos videnskab.dk.

Abramovic’ metode

Et eksempel på en kommerciel tjeneste, der udnytter “venteplads” til at give os noget, vi ikke har bedt om. Noget klogt, noget smukt, noget overraskende. Det er WeTransfer, der fortæller om Abramovic’ metode. Så spændende.

Ugens bog

Susanne Zima Feierskov: Med vinger og våben om unge piloter, der valgte at forlade Danmark og flyve jagerfly i allieret tjeneste under Anden Verdenskrig. Anmeldt på Goodreads.

Ben Lerner: The Topeka School – en skuffelse. Læs på Goodreads.

Samfund/miljø/politik

The gig economy

Historien om en Uber/Lyft/DoorDash-chauffør, der selv i årevis troede på, at hvis han bare arbejdede hårdt nok, så ville gig-økonomien belønne ham. Han er meget ærligt om de relativt elendige beslutninger, han har truffet på forskellige stadier i sit liv, men både via hans egen og nogle af hans chauffør-kollegers historier, får vi et meget dækkende billede af denne nye form for arbejde og dets udvikling over de seneste 10 år. En af de tidligere chauffører siger, meget rammende: “If this is the future of work, we’re sincerely fucked.”

NRA

Den opløftende historie om, hvordan de efterladte fra et af USA’s mange skoleskyderier får narret en højtstående repræsentant fra NRA (National Rifle Association) til at holde en tale til hundredevis af tomme stole under påskud af, at det er en generalprøve. Det bliver filmet og smidt på nettet. Hver stol repræsenterede en studerende, der var blevet skudt og derfor ikke kom til at opleve afslutningen på sin uddannelse.

Mere USA-crazy

I Ohio arbejder lovgiverne på at gøre det ulovligt at filme politibetjente, der anholder nogen. Det er da også meget smartere, end at holde op med at tæske og skyde sorte mænd!

Soya-skurken

Okay, den er måske nok en aaaaanelse firkantet, men pointen får vi da banket ind. Dyrkning af soya til dyrefoder er bare ikke smart! Videoen er produceret af Greenpeace.

Bananer på vej mod udryddelse!!! 😱

Dette er uden tvivl ugens mest overraskende historie for mig. Jeg anede det ikke. Thomas Hebsgaard, Zetlands fortræffelige klimaskribent, har gravet sig ned i den foruroligende historie om, hvad det kan betyde for de afgrøder, som i effektiviseringens hellige navn næsten er blevet til monokulturer. Læs eller lyt!

Digitalt

Edward Snowden starter nyhedsbrev

Abonner her. At dømme efter første udgave er det værd at følge med i.

Medier

Det ville aaaaldrig ske i dag

En fantastisk historie om, hvordan Berlingske for 100 år siden opkøbte et helt oplag af en kritisk bog og brændte det. Efter tidligere at have fyret den journalist, der skrev den.

Om os

Computersmerter

Jeg har lidt af dem i mange år, og de er bare blevet værre og værre. Jeg har endelig fundet en fys, der har givet mig øvelser, der rent faktisk virker. Men jeg har da stadig smerter i skuldre, albuer, nakke og håndled på daglig basis, og hver dag bliver de værre, som dagen og ugen skrider frem. Hvis du er yngre end mig, kan du nå at gøre noget ved det. Læs fx her.

Ærte-paneer curry

God og billig mad. Paneer er sådan noget indisk ost, som fås i indvandrerbutikker. Jeg bruger dog halloumi, som fås næsten overalt.

Courgette fritters

Jeg ville nok være tyndere, hvis jeg ikke holdt så meget af stegte og friterede grøntsager. Men det gør jeg altså. Og courgette-fritters har været en favorit i mange år, særligt de år med køkkenhave… Denne opskrift er lidt ny med tilføjelsen af lime, så den må jeg prøve. Husk, at du ikke behøver gå på jagt efter selvhævende mel, men blot kan tilføje en smule bagepulver.

Pjat

Pingvinbabyer vs kat

Share

Hvor har du dine bøger?

Jeg har mine i en reol (den på billedet). Samvirke fortæller, at reolsystemet er ved at få et come-back. Måske er vi simpelthen på vej mod bedre tider?

Samfund/miljø/politik

Mor!

Nej, jeg har ikke set udstillingen endnu, men efter at have læst et par anmeldelser, glæder jeg mig til det. Her skal det handle om de kvinder, der fravælger at blive mor. NYT ugentlige nyhedsbrev om/til kvinder har et fokus på det, og det er meget godt, interessant og perspektiverende.

Den invasion af andre menneskers privatliv, det er at spørge hel- eller halvfremmede mennesker, om de ikke snart skal have børn, eller hvorfor de ikke har nogen, har undret mig i mit voksne liv. Helt ærligt, det skal vi sgu da ikke blande os i! Jeg er mor til to, elsker dem højt og fortryder intet. Men jeg vil altså ikke trække mit valg ned over hovedet på andre kvinder! Nyhedsbrevet kigger på alle aspekter. Ikke mindst interessant er den britiske fotograf, der har sat sig for at fotografere barnløse kvinder og fortælle deres historier.

Menstruationshandsken

Jeg troede simpelthen, det var en joke, da jeg så overskriften på Birgitte Baadegaards indlæg på LinkedIn. Men fandme om ikke det er den skinbarlige alvor. To mænd har “opfundet” en plastikhandske, som kvinder kan bruge, når de skal fjerne deres klamme tamponer eller bind. Den er selvfølgelig lyserød. Og de præsenterede den i den tyske udgave af Løvens Hule og fik finansiering!!!!!!!! Der er simpelthen lang vej hjem, når den slags kan forekomme i 2021. Læs også om, hvor svært det er for kvinder at få finansiering til produkter til kvinder. Åbenbart mener man, at det er mænd simpelthen bedre til at finde på!

To be continued

Historien om Rudy Giuliani er historien, der bliver ved med at give. Aldrig så snart var vi færdige med at grine af hans kiksede hårfarve og besynderlige valg af venue til pressemøde, før der dukkede nye historier op. Og flere og flere. Vanity Fair har den seneste udvikling (hans fancy kontorer er blevet ransaget af FBI).

Forældres ageren i Familieretshuset

Familieretshuset er dér, forældre mødes, når de ikke kan blive enige om forældremyndighed, fordeling af dage, bopæl, etc. Et ph.d. projekt har set på mødres og fædres ageren før, under og efter mødet i Familieretshuset. Det er interessant læsning.

Diskussionen om intersektionalitet

Maja Albrechtsen har skrevet et modigt indlæg i Politiken om “kampen” mellem de “gamle” feminister og de intersektionelle feminister, som desværre er blevet meget ubehagelig. Jeg synes, hun kommer hele vejen rundt og er meget nuanceret. Alligevel bliver hun angrebet hårdt på Facebook. Det er til at tude over. (Hvis du ikke har adgang til Politiken (det har jeg heller ikke), men alligevel gerne vil læse hendes indlæg, så har jeg adgang til det på anden vis og kan sende det til dig, hvis du vil læse det.)

Right-to-repair

Vi kender det fra bl.a. Apple, der gør det nærmest umuligt at gøre simple ting med en iphone, såsom at skifte batteri eller glas. Men det er også et emne, der bliver mere og mere påtrængende i en verden, hvor vi helst skulle begynde at producere meget mindre affald. Jeg har selv haft flere ejendele forbi en repair-café (præ-corona), og kommer da helt sikkert til det igen. Historien her handler om, hvordan en start-up fandt på en lille hjælpe-dims til McDonalds’ ismaskiner, der åbenbart er kendt for at gå i stykker hele tiden. Det brød McDonalds og deres leverandør af ismaskiner sig ikke om. En rigtig David og Goliat-historie.

Tøjet på kroppen

Vogue har en artikel om, hvordan arbejdsvilkårene for tekstilarbejdere i Bangladesh, Indien, Pakistan og mange flere lande ikke er blevet for fem øre bedre end før Rana Plaza. Vi kan sgu ikke være det bekendt!

Men en glædelig ting er det dog, at man kan læse om det i Vogue og ikke i en eller anden venstreorienteret avis, som ingen fashionista alligevel læser.

Her er artiklen sammenfattet i en 15 minutters video.

Grønt nyt

Ugens grønne nyheder samlet ét sted og læst på under fem minutter. What’s not to like?

Digitalt

Kan du mærke Facebook’s ånde i nakken?

Det kan du, fordi Facebook holder øje med, hvad du laver. Det har du nok for længst opdaget, men her kommer flinke Samvirke med en guide til, hvordan du kan stoppe det. Ikke nogen kompliceret forklaring på engelsk fra en eller anden techie, men lige til at gå til.

Måske er det CEO’en, der skal erstattes med kunstig intelligens?

 I New Statesman kan man læse lidt om de lønninger til topchefer, der snart skal debatteres på diverse generalforsamlinger i de største britiske selskaber. Og de lønninger er ikke småpenge: en gennemsnitstopchef i Englands 100 største selskaber tjener ca. 130.000 kr. Om dagen.

En CEO’s arbejde består i høj grad af at “træffe beslutninger”. Disse beslutninger skal træffes på et velfunderet og rationelt grundlag, og det er AI da langt bedre til end helt almindelige hvide mænd – det ved enhver. Gode argumenter for at vi andre kan beholde vores jobs, mens topcheferne kan smutte til en tropeø og en robot uden cravings efter Piaget-ure og privatfly flytter ind i chefkontoret.

Medier

Mediestøtte

K-Forums (der har fået afslag på Mediestøtte 25 gange i træk) redaktør Timme Bisgaard gennemgår her mediestøtten. Der var en del, der var nyt for mig. Fx får mange dybt kommercielle nichemedier med meget høje betalingsmure betydelig mediestøtte. Men hvorfor dog, når adskillige medier uden eller med lav betalingsmur ikke får? Og hvis kvalitet virkelig er et bedømmelsesparameter, hvorfor får så stærkt politiserende medier som PioPio og Den Korte Avis så støtte?

Jeg er nok ikke enig i alt, hvad Bisgaard skriver, men det er godt at få det hele lagt frem. Ellers ved vi jo ikke, hvad vi taler om. 

Kritisk journalistik om forskning

Videnskab.dk har lavet en guide til journalister, som kan hjælpe dem til at skrive ordentligt om forskning. Tak for det. Nu beder vi bare til, at alle danske journalister, der tager deres erhverv og ansvar alvorligt, også får dem læst og måske endda hængt på opslagstavlen.

Om os

En stoisk taxachauffør

En New Yorker fortæller, hvordan en ellers ret oprivende tur med taxa i NYC lærte ham at slappe heeeeelt af, når han blev udsat for andre menneskers urimelige opførsel. “Vink, smil, sig hej hej og kom videre i dit liv” – der er alligevel intet, du kan stille op.

Kunst og kultur

Mere Japan

Et traditionelt japansk hus, indrettet i Murakamis ånd og med kunst fra… tadaaa: Danmark! Link via Ronnie Rocket.

Hammershøi

Jeg har set den nye Hammershøi-udstilling på Hirschsprungs Samling. Det skal du også, for den er god. Og det er sådan et fint (og overskueligt) museum. Mine to medgæster og jeg kommer der relativt ofte, så det var helt indforstået, da vi sagde til hinanden, at “vi springer køerne over i dag”. Besøg museet, og forstå, hvad vi mente med det.

Mine tage-billeder-af-kunst-skills lader noget tilbage at ønske. Jeg ved det.

Ugens bog 1

Simone de Beauvoirs “nye” roman De Uadskillelige er hurtigt læst, men næppe hurtigt glemt. Mere på Goodreads.

Ugens bog 2

Jeg var syg, så havde brug for en krimi på lyd, så jeg kunne glemme min selvmedlidenhed. Det lod sig gøre, men så heller ikke meget mere. Ganske velskrevet, men i det store hele, tomme kalorier. The Crossing Places af Elly Griffiths. (Lidt) mere på Goodreads.

Share

Tak, Svend!

Jeg har været glad for din opfordring til at Gå Glip. Jeg synes måske ikke, jeg lider sååå voldsomt af FOMO, men måske alligevel lidt? Jeg tjekker i hvert fald min telefon alt for tit.

Inden jeg læste bogen, læste jeg denne anmeldelse i Information (paywall). Den gav mig vildt meget lyst til at læse bogen, fordi anmelderen er så utroligt nedladende. Vi må forstå, at det er ret latterligt at både citere Goethe, Piet Hein, Queen og Løgstrup. For så blærer man sig jo egentlig lidt, samtidig med at man ikke fordyyyyber sig nok. Alle vi læsere af Brinkmann skulle meget hellere kaste os over originalværker af Giddens, Baumann og Foucault (og Peter Nielsen får jo på denne elegante måde fortalt os, at HAN skam HAR læst og forstået alle disse lærde værker). Men når jeg simpelthen elsker forfattere af Brinkmanns type, dvs. intellektuelle, der gider sætte sig ned på mit niveau og formidle svært stof, så er det netop fordi jeg ikke har tid, lyst, lejlighed eller måske evner til at læse disse lærde værker.

Den her bog har jeg læst

Jeg kan jo så til gengæld prale med, at jeg har læst Gå Glip. Det er så heller ikke så stor en opgave, da den er let læst og kun er på 136 sider. Brinkmanns budskab er jo ikke, at vi kan forstå alle de ovennævnte lærde tænkere ved at læse 136 sider. Eller at de alle sammen har råbt: Gå Glip! henover århundrederne. Men at ideen om, at mådehold kan være sundt for sjælen og mindst lige så lykkebringende som alverdens nye køkkener eller mindfullness, slet ikke er ny – tværtimod. Brinkmann vil gerne genintroducere tanken om mådehold som en dyd i vores helt og aldeles umådeholdne samfund. Eller rettere, som han også skriver flere gange i løbet af bogen, i det samfund, hvor et umådeholdent forbrug holdes op som en efterstræbelsesværdig målestok – særligt for dem, vi som samfund nu lukker ude fra samme forbrug ved igen og igen at nedsætte den almisse, vi som samfund giver dem.

Opfordringen er til os, der har

Jeg så på Twitter og Facebook folk harcellere over, at han opfordrer folk til at bruge mindre. Men de kan ikke have læst bogen – for hans målgruppe for den opfordring er netop os, der allerede har nok af alting – ikke de mennesker for hvem verden bryder sammen, når køleskabet gør det.

Andrea Hejlskov er sjov

Og hvis du nu ikke gider læse bogen, så kan du i det mindste læse Andrea Hejlskovs sjove og skarpe modanmeldelse af Peter Nielsens anmeldelse, som jeg nævner ovenfor. Hun argumenterer overbevisende for, hvordan man godt kan udvise mådehold uden derfor at gå over i ren askese. Man må godt stadig være glad for sin nye lampe eller købe nye sko. Men man kan overveje, om lampen kan være genbrug eller om skoene behøver koste 2.000 kr. (ahem). Måske kan vi godt blive bedre til at glædes over de ting, vi allerede har. Måske kan man træne sig i at tænke tilbage på dengang, man fik en konkret ting og så huske, hvor glad man var for tingen dengang. Og spørge sig selv, hvorfor man egentlig er mindre glad for tingen nu? Der kan jo være gode grunde til det – blenderen blender ikke særlig godt mere. Men der kan også være elendige grunde – min svigerindes nye blender er meget nyere og hottere eller min blå blender passer ikke til min røde røremaskine… Som læseren sikkert fornemmer: been there, done that.

Instant decision fatigue

Noget af det, jeg også syntes, var rigtig godt i Brinkmanns bog, var afsnittet om valgets tyranni baseret på en bog af psykologen Barry Schwartz. For hvor er det gyldne snit for valgmuligheder? Vi kan alle være enige om, at sovjetiske supermarkeder, hvor man kunne “vælge” mellem en slags af alting, var virkelig ufedt. Og valget mellem fx to slags sild er måske også lidt i underkanten. Men når man står i en stor Føtex og kan vælge mellem måske 50 slags? Eller et amerikansk supermarked (nej, ikke sild, men ALT andet, næsten). Jeg får Instant Decision Fatigue. Jeg kan ikke holde ud, at der er 12 forskellige typer af guacamole at vælge imellem. Ffs, det er mosede avocadoer! Men det er slet ikke nemt at finde det gyldne snit. Hvilke 2-3-4 slags skal der være at vælge imellem? Og i øvrigt – det skriver Brinkmann også – så er det i virkeligheden at gøre nar af verdens fattige at give os rige 12 forskellige slags guacamole at vælge imellem!

Hurra for kustoder og kuratorer

Sluttelig kommer måske en af grundene til, at jeg så godt kan lide bogen. Brinkmann roser folk af min slags: kuratorerne og kustoderne. Ikke de store skabende ånder, der vil stå for eftertiden i et forklaret lys, men de af os, der forsøger at bringe lidt skik på det hele for vores medmennesker. Sådan nogle bibliotekar-typer som yours truly. Så bliver man jo glad.

 

 

 

Share

Forstå den israelsk/palæstinensiske konflikt med både hjerte og hjerne

Jeg har læst, nej hørt, en helt fantastisk bog. Den er fra 2008, så ikke just ny. Jeg fik den varmt anbefalet af en person, der faktisk ikke læser særlig meget, så jeg blev straks nysgerrig.

Ny eller ej, så er den israelsk/arabiske konflikt jo heller ikke ny, og desværre er der kun sket optrapning, siden bogen blev skrevet.

Forfatteren Sandy Tolan, der er journalist og dokumentarist og skriver for flere meget veletablerede medier, satte sig for at finde frem til de rigtige levende mennesker bag konflikten. Efter lang tids søgen fandt han et hus med et citrontræ i baghaven, som en arabisk familie blev tvunget til at forlade, og en jødisk derefter flyttede ind i – i god tro.

The Lemon Tree

Vi starter hen imod 2. verdenskrigs slutning og følger to familier, en bulgarsk/jødisk og en palæstinensisk, både hver for sig, og når deres veje krydses. Derudover følger vi det politiske spil, som fremstilles både grundigt, men samtidig lettilgængeligt.

Man forstår både den jødiske grundangst og den arabiske vrede, når man har læst den – og det både med hjernen og med hjertet, hvilket virkelig ikke er nogen ringe bedrift. Bogen er utroligt velskrevet, sådan som kun virkeligt dygtige journalister kan – helt igennem en fornøjelse at læse/lytte. Det er Sandy Tolan selv, der læser lydbogen højt, og det fungerer nogenlunde. Generelt går det skidt, når forfattere læser deres egne værker højt – jeg ved faktisk ikke hvorfor!

Har du huller i historien om, hvordan Palæstina blev til Israel, men orker ikke rigtigt historiebøgerne, så kan jeg varmt anbefale denne bog. Med varme og indlevelse får vi hele fortællingen lige fra briternes pinagtige rolle i tilblivelsen af Israel, det beskidte spil i FN, over krigene og konflikterne og USA’s ensidige indblanding og til nu – hvor palæstinensiske familier har levet i flygtningelejre i Libanon i 3-4 generationer!!!

 

 

Share

Et liv i frygt

Julian Barnes: Tidens Støj

Julian Barnes er en fantastisk forfatter, hvis værk jeg kun langsomt er ved at indhente. Denne bog handler på overfladen om den sovjetiske komponist Dmitri Shostakovich. Det tilfører naturligvis ekstra lag, hvis man kender til ham, russiske komponister eller klassisk musik, men det er langt fra nødvendigt for at få udbytte af romanen, hvis egentlige tema er, hvad frygt gør ved et menneske.

Hvis du ikke kender Shostakovich, kan du lytte til mit favoritværk af ham, mens du læser videre herunder.

Frygt

I bogen følger vi Shostakovich i hans voksne liv fra første gang, han falder i unåde, og frem til hans død. Igennem hele denne triste vandring mærker vi den altgennemtrængende angst, som et regime som det sovjetiske påførte alle, der på den ene eller den anden måde kom til at stikke næsen lidt frem. Shostakovich ønskede på ingen måde opmærksomhed om sin person – bare sit værk – men det var ikke muligt.

I forsøget på at beskytte sin familie gjorde han sit bedste for ikke  at påkalde sig systemets vrede, samtidig med at han forsøgte holde sin egen moralske fane højt. Hvilket selvsagt var umuligt. Bogen lægger sig meget tæt op ad, hvad man ved om ham, så der er ikke tale om mere digt, end at man selvfølgelig aldrig ved, hvad et andet menneske egentlig tænker og føler.

Stueren

I Danmark i 70’erne (mine tidlige ungdomsår, hvor jeg kun hørte og selv spillede klassisk musik) var der en svag mislyd ved Shostakovich’ navn, som jeg naturligvis ikke tænkte nærmere over dengang, men som jeg siden har spekuleret på. Hans næsten samtidige, Stravinskij, havde ikke en sådan mislyd ved sit navn – men han var jo i eksil og var derfor ikke fedtet ind i regimet.

Interessant er det jo, at Shostakovich’ frygt for, at hans “blåstempling” af regimet ville påvirke opfattelsen af hans person og (vigtigere) hans værk uden for Sovjetunionen, var aldeles velbegrundet!

Share

Bøgerne om Patrick Melrose

StAubynJeg har læst en samlet, engelsksproget udgave af dem alle fem på Kindle.

Edward St. Aubyn PIC: COPYRIGHT TIMOTHY ALLEN EDWARD SAINT AUBYN
Edward St. Aubyn
PIC: COPYRIGHT TIMOTHY ALLEN
EDWARD SAINT AUBYN

Edward St Aubyn er en helt forrygende forfatter. Hans sprog er stramt og elegant, og han kan spidde hvem som helst og hvad som helst med ord alene. Han bruger dog ikke denne evne til ordgejl, men til at vende vrangen ud på den britiske overklasse. Der er satme ikke pænt deromme, sku’ jeg hilse og sige! Han er heller ikke specielt blid over for sit eget alter ego, Patrick Melrose.

Udover den giftige britiske overklasse berører han mange forskellige centrale temaer i tilværelsen, alt med samme indsigt og sproglige formåen. Alzheimer – patientens egen fortvivlelse og ubehag, de pårørendes magtesløshed og frustration. Stofmisbrug – hvilken afgrund af selvhad, en misbruger befinder sig i, den forræderiske vej væk. Børn – hvad opfatter de? Hvad skal de have at vide?

Her er en håndfuld citater, der måske kan skærpe din appetit.

  • “This must be what the oyster feels when the lemon juice falls.”
  • “The connections between stupidity and malice were so tangled and so dense.”
  • “(…) the apprehensive fat of people who had decided to become their own airbag systems in a dangerous world.”
  • “She suddenly felt that both ends of life were absolutely terrifying, with a quite frightening stretch in between.”
  • “You know the way that tears spring on you, in a silly film, or at a funeral, or when you read something in the paper: Not really brought on by the thing that triggers them, but from accumulated grief, I suppose, and life just being so generally maddening.”

Jeg kender ikke til kvaliteten af den danske oversættelse og kender ikke oversætteren.

 

 

Share

Om bøger og formater

Lavery Maiss Auras
Mange fra den læsende del af befolkningen opdeler sig selv i e-bogslæsere, papirbogselskere og lydbogslyttere. Og det kommer jeg nok aldrig til at forstå! Hvad i alverden er der i vejen med at gøre alle tre ting?

Det gode ved papirbøger: De er rare at røre ved, pæne at se på, man kan se, hvor langt man er kommet, man kan lave æselører og skrive sedler eller kommentarer i margenen, man kan dømme sine medpassagerer i tog og bus på coveret af deres bog. Og man kan låne dem ud eller give dem væk, ikke mindst – fordi man ejer dem, sådan rigtigt. Og de giver én anledning til at gå på biblioteket – et sted de fleste af os ikke kommer ofte nok.

Det dårlige ved papirbøger: De fylder, de støver, man skal have en lampe for at læse, de er (nogle gange) tunge at bakse med, man kan ikke slå ord op, mens man læser.

Det gode ved E-bøger: Man kan have mange med sig, de fylder intet, man kan læse i mørket, man kan slå ord og begreber op på sekunder (godt nok kun på engelsk), man kan markere steder i teksten og tilføje noter, man kan købe en ny bog på 30 sekunder, e-bøger er tit billigere end papirbøger. Nogle gange endda gratis.

Det dårlige ved E-bøger: Man kan ikke prale med sin gode smag i det offentlige rum eller aflure andres gode/dårlige smag, man savner den taktile følelse af, hvor langt man er kommet, det er irriterende at bladre tilbage og (især) frem, de er svære at overskue, og man ejer dem ikke.

Det gode ved lydbøger: Man kan lytte overalt, ikke mindst på cykel og i bil, også når man er for træt eller syg til at læse, en god lydbog tilføjer en ekstra dimension til læseoplevelsen, jeg har fordoblet antallet af bøger, jeg får “læst”, efter at jeg systematisk er begyndt at høre lydbøger.

Det dårlige ved lydbøger: En dårlig oplæser kan ødelægge selv den bedste bog, mange bøger findes ikke som lydbog, lydbøger er ofte meget dyre, det er nærmest umuligt at “bladre”, og man kan ikke sætte bogmærker.

Skønlitteratur køber jeg stort set aldrig som papirbøger mere. Jeg er glad og tilfreds med størrelsen på min bogsamling, jeg har ikke behov for flere reoler. Langsomt fylder kunst- og historiebøger og andre fagbøger samt kogebøger mere og mere, mens skønlitteraturen fylder mindre i reolen. Hver gang én papirbog går ind, skal en anden ud (sådan gør jeg også med tøj og sko). Jeg har prøvet enkelte gange at købe fagbøger som e-bog, men det fungerer kun sjældent for mig. Der er simpelthen for meget, jeg ikke kan med dem, til at det giver mening. Det gælder i endnu højere grad lydbøger.

Når jeg hører om en (skønlitterær) bog, tjekker jeg først, om den findes som lydbog, dernæst prøvelytter jeg den. Det er et must med lydbøger, for det er faktisk uudholdeligt at lytte til en, hvis man ikke bryder sig om oplæseren. Til gengæld kan en god oplæser bringe oplevelsen op på et helt nyt niveau. Jeg bruger Audible, hvor jeg har abonnement, så jeg “får” en lydbog om måneden. Jeg bestemmer helt selv, hvilken det skal være. Deres lytte-app er i topklasse. Danske lydbøger har jeg ikke hørt mange af, men et par enkelte er det blevet til på E-Reolen. Deres app er desværre temmelig irriterende at bruge, så jeg undgår den helst. Jeg er fristet af, at Mofibo nu tilbyder så mange lydbøger.

Der er ny forskning, der siger, at man får mindre ud af en bog, hvis man læser den som e-bog. Jeg vil ikke afvise, at det er tilfældet, jvfr. ovenstående betragtninger om fagbøger. Men omvendt, hvis jeg kaster blikket ned over de sidste 20-25 bøger, jeg har “læst” (på Goodreads), så kan jeg langt fra altid huske, hvilket format jeg læste dem i, og der er heller ikke nogen tydelig sammenhæng mellem, at jeg husker en bog godt, og at den så var på papir. Mange vil også fortælle dig, at lytning ikke er lige så “fint” eller “rigtigt”, som at læse. Men tro dem ikke. Anderledes ja, men ikke bedre. Endelig er alle de bøger, vi læser, jo heller ikke så fantastiske, at vi behøver huske dem, til vi dør. De få bøger, der virkelig kryber under huden på os, kan vi jo altid senere anskaffe i det format, vi holder mest af!

 

Share

Persuasion – Jane Austens sidste roman (1818)

Jane Austen coloured version
Jeg læste (lyttede til) denne, fordi den blev anbefalet i en anden roman (The Enlightenment of Nina Findley). På den måde kunne jeg krydse et felt af i min læseudfordring for 2015. Den fik jeg slet ikke krydset færdig i – der var for mange kategorier, jeg slet ikke havde lyst til at læse. Men det er en anden historie.

Persuasion altså. Den handler om en meget fin og ordentlig ung kvinde af god, men ikke formuende familie. Og om de forventninger, der er til hende – især hvad angår “valg” af ægtemand. Det hele er meget fredsommeligt, og der er ikke nogen videre drama, men man mærker tydeligt, at kun meget stålsatte og velbegavede unge kvinder havde mulighed for selv at have indflydelse på valget af ægtemand og udfaldet af tilværelsen i det hele taget.

Jeg var dog slet ikke så begejstret for denne, som for en anden klassiker, jeg læste (lyttede til) tidligere i 2015, nemlig Middlemarch. Den har jeg stadig i mit hoved, hvor Persuasion slet ikke kommer til at indtage en lige så prominent post.

Sidste år besluttede jeg, at jeg jævnligt – som sådan ca. hver 3. eller 4. bog – skal læse en klassiker, som jeg af den ene eller anden grund har forsømt. Indtil videre har det været en stor fornøjelse at læse udvalgte ældre værker, både danske og udenlandske, så jeg regner med at fortsætte til jeg stiller træskoene. Der er nok at tage af! Hvilken klassiker har du sidst læst?
NorthangerPersuasionTitlePage
Persuasion og en lang række andre klassikere kan læses gratis som en del af Wikisource-projektet. De kan også hentes ind i diverse læse-apps. Og så er der jo endelig biblioteket til de af jer, der stadig har en craving for papir. #noexcuse

 

Share

Ferielekture

I dag rejser vi på ferie. Jeg har samlet flere bøger på Kindlen og Audible-app’en end jeg på nogen måde kan nå at læse/lytte. Men pyt med det, når bare der er noget at vælge imellem!
George Charles Beresford - Virginia Woolf in 1902
På Audible tager jeg forskud på letlytningen med en Rebus-bog, jeg ikke før har læst: Dead Souls. Til mere alvorlige stunder er der To the Lighthouse af Virginia Woolf. Derudover har jeg hentet Persuasion af Jane Austen (den har jeg valgt, fordi hovedpersonen i en anden roman har den som sin favorit!) og den seneste roman af en af mine yndlingsforfattere fra UK, Rose Tremain.

På Kindlen har jeg optimistisk indkøbt Edward St Aubyn‘s Patrick Melrose trilogi. Den handler om den engelske adel og de privilegier, den tager for givet. Jeg har hørt meget godt om den. Desuden har jeg haft The Brief Wondrous Life of Oscar Wao af Junot Diaz og The Known World af Edward P. Jones liggende et stykke tid.

Og for at det ikke skal være løgn, har jeg også et par danske bøger på min Riidr-app. Drager over Kabul af Morten Hesseldahl og Maren Uthaugs Og sådan blev det.

Skal du ikke læse noget faglitteratur, spørger du (sikkert ikke). Jo, jeg har holdt en lang pause 1/3 inde i The Three Emperors af Miranda Carter, men nu er jeg kommet i gang igen. Den handler om optakten til 1. verdenskrig. Da den er tyk og i papirudgave, kommer den kun med, hvis der er overskudsplads i kufferten.

Så sku’ det regne eller skal jeg drive i liggestol, er jeg godt forberedt. Har.Også.Hat.

Share

Afgrunden af Kim Leine

Jeg er bagud, bagud, bagud. Efter en uge med arbejdsmæssig travlhed, riiiigeligt med hovedpine og fejring af yngstens fødselsdag, er blogskrivning røget nederst i to-do-hierarkiet. Men nu skal det være, jeg anmelder en bog, som jeg blev færdig med for flere uger siden.

Afgrunden

Jeg havde virkelig set frem til denne og købte den som e-bog straks på udgivelsesdatoen. Jeg var nemlig meget begejstret for forgængeren, Profeterne i Evighedsfjorden.

Men hvor kynismen og den brutale skildring af sex og begær passede ganske godt til skildringen af det koloniale Grønland for temmelig længe siden, så fandt jeg, at det var for meget, simpelthen, til en skildring af Danmark i mellemkrigsårene og under 2. Verdenskrig.

De to tvillinger, som er bogens hovedpersoner, er – selvfølgelig – hinandens spejlinger, men de har også mange fællestræk. Den ene skal på overfladen synes at være “den gode”, mens den anden er “den onde”. Ikke desto mindre har de begge et virkelig sygt forhold til kvinder, og al sex i bogen (og der er viiirkelig meget af det) forekommer glædesløst og drevet af blindt begær, når det ikke ligefrem er perverteret og ulækkert.

Jeg er givetvis en sart mimose, og andre læser det måske anderledes, men jeg tænkte gentagne gange, at hvis det var det sex, der var opdriveligt for kvinder i et akademisk miljø dengang, så var jeg sgu nok gået i kloster!

I det hele taget er der kun enkelte kvinder i romanen, der beskrives som blot nogenlunde værdige medspillere for brødrene, men heller ikke i dem føler jeg mig repræsenteret. Når en af de få kvinder, der hæver sig op over den grå masse, så er en, der beskriver sit samliv med en af brødrene i en nøgleroman, bliver jeg helt træt.

For ikke så længe siden læste jeg en anden roman, der også foregår i mellemkrigsårene, men i Helsinki, nemlig Luftspejling 38. Den foregår altså samtidig, hovedpersonen er en mand, og forfatteren er en mand. Alligevel kunne jeg snildt identificere mig med kvinderne i den bog. Dette blot for at understrege, at jeg ikke leder efter sexisme, når jeg læser. Snarere tværtimod.

Sluttelig synes jeg, at romanens plot og budskab, om man vil, stritter lidt i alle retninger. Jeg er klar over, at Leine ikke ønsker, at der skal stå en MORALE og stråle, når sidste side læses, men jeg lagde den fra mig med en følelse af, at han ikke havde nået mig med sit budskab. Som jeg så heller ikke kan videreformidle til jer, mine læsere.

Share

Mette Høeg og den debat, der burde have været

AnnaAfgrunden

Den ellers hensygnende danske debat om litteratur fik et højst tiltrængt spark bagi, da Mette Høeg (indtil da vist nok ganske ukendt) fik et debatindlæg på forsiden af alle litteraters yndlingslekture, Weekendavisens bogtillæg. Jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg forestiller mig redaktørens smørrede grin ved tanken om al den opstandelse, indlægget ville vække.

Et par citater for de uindviede:

“Josefine Klougarts værker er eksemplariske for tendensen hos kvindelige forfattere til uskadelig svælgen i bløde vage temaer som kærlighed, sorg og tab.”

“de kvindelige [litterater] får brænde til deres feministiske bål, mens de mandlige får udvidet kontaktfladen til forfatteraspirerende, beundrende og kønsmodne piger”

For vi ved jo alle, at kærlighed, sorg og tab er emner, som kun moderne, unge forfatterskolepiger nogensinde har skrevet om…

Alt gik som ventet,  der er virkelig opstandelse i den danske andedam. Og med god grund, synes jeg, da Høegs udpegning af det feminine som årsag til misèren (jeg er enig i, at der er en misère) er helt i skoven. Johanne Mygind siger det, der skal siges om, hvor langt ude kvindevinklen er.

Jeg mener, at misèren er, at det meste danske litteratur er en skygge af sit tidligere selv, indadvendt og kedeligt. Forfatterne får ikke modspil nok, redaktørerne udfylder ikke deres jobs godt nok. Den gennemsnitlige danske roman er simpelthen ikke god nok – ikke redigeret stramt nok. Fx. Erik Valeurs Det Syvende Barn. Come on! Den er mindst 200 sider for lang – hvordan i himlens navn kunne den blive så stor en succes? Det må da være fordi, vi simpelthen ikke kræver nok af litteraturen, når bare den er dansk? Og 25 sider inde i Lone Aburas’ Politisk Roman har jeg allerede fundet tre tekstfejl (ikke stave-), som en redaktør da burde have opfanget!

Jeg læser ikke meget dansk litteratur mere, og det skyldes ikke snobbethed for det engelsksprogede, men at jeg er blevet skuffet så mange gange! Igen og igen får en roman eller en forfatter så meget medvind, så fine anmeldelser, så mange priser, at jeg tænker, at denne gang må der da være noget om snakken. Men oftest er der det ikke, og jeg keder mig. For at sætte dig lidt på sporet og fastholde mit sædvanlige fokus på det positive, så kommer her de to bedste danske bøger, jeg har læst de seneste år: Mikael af Dy Plambeck og Yahya Hassan af, well, you know. Lidt længere tilbage er der, på mandesiden, den uafrystelige Den som Blinker er Bange for Døden af Knud Romer. Disse tre bøger har virkelig ikke noget som helst til fælles andet end, at de er gode og gennemarbejdede. To af dem handler om forfatteren, den tredje vist kun delvist. Men det er da virkelig ligegyldigt, om en roman/digtsamling handler om forfatteren eller om havegødning, hvis den er skrevet godt, har dybde og holder læseren fast?

Hvis jeg skal kaste et kritisk blik indad (det skal man jo), så er jeg nok generelt for rastløs til at læse bøger, der foregår i det lille, nære univers. Og ja, mange danske kvindelige forfattere skriver derfra. Men jeg orker heller ikke deres mandlige pendanter! Jeg må være den eneste, der ikke har læst Min Kamp af Knausgaard. Jeg læste de første 3-400 sider af forgængeren og fandt den dræbende kedelig. Jeg læser heller ikke Morten Sabroe eller Jørgen Leth, jeg kan ganske enkelt ikke udholde deres selvsmagende stil, selvom jeg medgiver, at de begge har en letflydende pen.

I går var der en kronik i Politiken af en ung kvindelig forfatterskole-forfatter, som jeg aldrig har hørt om. Hun hedder Cecilie Lind, og hun kan skrive. Selvom hendes kronik er en gang navlepilleri, så gør hun det med stil og overbevisning, og det, hun skriver, rækker ud over hende selv. Hun er kun 23 år, så hun kan udvikle sig til en stjerne, især måske hvis hun finder noget, der er endnu mere uden for hende selv at skrive om. Altså, jeg’et bliver jo udtømt på et tidspunkt, selvom man ikke skulle tro det at dømme efter Knausgaards og Leths succes og den endeløse række af julegaveselvbiografier.

Som ung læste jeg masser af dansk litteratur, både den fra samtiden og den lidt ældre. Jeg elskede Det Lykkelige Arabien og Tage Skou-Hansens bøger om Holger Mikkelsen. Panduro, Kampmann, Bodelsen og Rifbjerg slugte jeg fra ende til anden, og fandt, at Rifbjergs Anna (jeg) Anna bragte mig bedre på sporet af min mors midtlivskrise end alt, hvad hun selv havde at sige om den. Jeg læste også alle kvinderne, men kunne bedre lide de fabulerende end de socialrealistiske, selvom de sidste var nemmere at læse end de første. Suzanne Brøgger var stjernen, der lyste over dem alle.

Tilbage til nutiden, var jeg ret begejstret for Kim Leines Profeterne i Evighedsfjorden, så trykkede på KØB-knappen for hans nye Afgrunden, så snart den udkom. Den er jeg netop færdig med, og – igen – er jeg skuffet over en dansk roman. Øv!

Jeg synes ellers, at jeg kan lide de samme romaner, som de fleste andre læsende – jeg elskede Stillidsen, Americanah, Stoner, etc., men det samme gør sig kun sjældent gældende for danske romaner. Hvis nogen har bud på fantastiske danske romaner, som jeg har overset, så hit med dem!

Share

Grammatiknazi, stavepladeuddeler

Ja, på dansk deler vi ikke ordene. Det hedder derfor ikke grammatik nazi (grammar nazi) eller stave plade uddeler (okay, jeg har mere eller mindre selv opfundet de to ord, men reglen gælder alligevel). Og sådan fortsætter Susanne Staun over stok og sten på 112 morsomme, lærerige og letlæste sider. I modsætning til lære rige og let læste.

Nu vil jeg kækt påstå, at der ikke var så meget for mig at lære, da jeg allerede praler vidt og bredt af mine danskkundskaber og evner udi kommasætning. Men alle, der siger, at de ‘kun lige glemte nutids-r, fordi de skulle skynde sig‘, eller ‘ingen kan alligevel sætte komma, så hvorfor lære det?‘, kan godt skrubbe hen og købe bogen. Den kan læses på et par tog- eller busture, den koster tre kopper kaffe, og man kan faktisk (med mindre man reelt er ordblind) lære en hel del i en fart. Susanne Staun gør det i hvert fald m e g e t lettere end min Fru Håkansson gjorde i Folkeskolen.

Ordblinde mennesker skriver som Gudrun Hasle. De kan også glemme nutids-r, men det er ikke det, der definerer dem som ordblinde. Mange mennesker har simpelthen ikke lært at stave, og de kan jo ikke gøre for, at de har haft lærere, der ikke var opgaven voksen. Så er der bare ikke andet at gøre end at lære sig selv det – Staun giver alle grundene i forordet til bogen. De kan koges ned til: Vil du tages (helt) alvorligt af alle, så lær at stave.

Jeg kender og elsker en hel del mennesker, der staver temmelig dårligt. Nogle af dem bliver måske fornærmede over dette. Men det skal de ikke blive, for jeg elsker dem, selvom de ikke kan stave, og jeg læser det, de skriver. Men nøgleordet her er jo kender. Skulle jeg vurdere job- eller legatansøgninger, slap ingen igennem med stavefejl. Ingen. For kan man ikke selv, kan man søge hjælp. Den tilbyder Susanne Staun nu med denne bog. Så tag da imod den!

PS: Er der stave- eller kommafejl i ovenstående, giver jeg en kop kaffe.

Share