Verden er i farver

Når s/h fotos fra anno dazumal farvelægges, sker der noget dramatisk med os, beskuerne. Vi kommer meget tættere på de portrætterede. Her er en omtale af en ny bog, der indeholder 200 farvelagte fotos fra første halvdel af det 20. århundrede. Billedet herover er udateret, fra Warszawa ghettoen, farvelagt af Marina Amaral. Bogen hedder The World Aflame og er af hende og historiker Dan Jones.

Samfund/miljø/politik

Hvis Trump taber

Jeg tror, det er en reel risiko, at Trump ikke vil træde tilbage, selvom han taber valget. Læs brevet her til chefen for USA’s militær fra to veteraner. Det er kuldegysende.

Bill Gates

Wired interviewer Bill Gates – først og fremmest om Corona og hans vaccineprogram, men de taler også om fake news, techgiganterne og, selvfølgelig, Trump.

Jeg har set folk på venstrefløjen disse Gates, fordi han ikke bare har givet alle sine penge til velgørenhed – no strings attached -, men insisterer på at kontrollere fonden. Jeg må indrømme, at det simpelthen ikke kan hidse mig op. Han bruger sine mange penge og sin indflydelse på at gøre noget godt i verden. Hatten af for det. Det er der så mange, der ikke gør, eller som ligefrem bruger deres penge på en måde, der skader vores klode.

Apropos stor rigdom

En meget rig kvinde fortæller anonymt om at være født rig og om at forsøge at forstå sine egne privilegier. Hendes anonymitet betyder, at hun kan være ganske ærlig og endda lidt brutal.

Viden

Masker/mundbind

Vi har diskuteret lidt på Twitter, hvorfor det hedder mundbind i Danmark, men masker andre steder. Nogle argumenterer med, at man kalder det mundbind i sygehusvæsnet, men det gør man altså ikke alle steder. Jeg har hørt et interview med Niels Høiby, overlæge og professor i klinisk mikrobiologi på Rigshospitalet, og han siger konsekvent “maske”.

Nå men, Videnskab.dk har en omfattende guide til de bedste stofmundbind inkl. links til videoer om, hvordan de bruges, og hvordan man kan lave dem selv.

Bæredygtigt tøj, findes det?

Videnskab.dk har også set på, hvilket tøj vi skal købe for at være så bæredygtige som muligt. Det er faktisk slet ikke nemt, så det bedste råd er: lad være! Lidt men godt, brug det, du har, og giv resten væk til genbrug.

Teknologi

Mere QAnon

Stephen Levy, chefredaktør på Wired, har et nyhedsbrev, som jeg stort set læser hver uge. I denne uge er han på ferie, men hans afløsers nyhedsbrev er også værd at læse. Hun har kigget nærmere på de beskyldninger om pædofili, der, via QAnon (jeg linkede til god forklarende Zetland-artikel om fænomenet i sidste uge), spredes om A-list celebrities, der har én ting til fælles – de er “liberals”, som de siger i USA.

Kunst og kultur

Frank Lloyd-Wright

Meget fint portræt fra Artlander Magazine af Frank Lloyd Wright. En meget farverig person, må man sige!  (Jeg kendte intet til hans personlige historie, før jeg læste artiklen).

Læseklub

Grandteatret, min favoritbiograf, har startet en læseklub, hvilket det var lykkedes mig ikke at opdage. Sgu imponerende! Heldigvis havde en veninde opdaget det og lokkede mig med til en særvisning af Christian Braad Thomsens film om Karen Blixen, Storyteller fra 1995. Filmen forekommer temmelig bedaget, men det har sandelig en egen charme. Jeg blev nærmest lidt småforelsket i Knud W. Jensen – det er et herligt interview, der er med ham.

I øvrigt blev vi oplyst om, at Rungstedlund i løbet af efteråret afholder en række litterære saloner. Læs mere på hjemmesiden.

Det er enkelt at “melde sig ind” i læseklubben, klik på linket, der er til en Facebook-gruppe, hvor arrangementerne annonceres. Eller hold øje på biografens hjemmeside. Næste arrangement er på tirsdag, hvor de viser “Stefan Zweig: Farvel til Europa“. Den har jeg set, og jeg kan varmt anbefale den.

To romaner blev jeg færdig med

Jeg hørte Bernadine Evaristos Girl, Woman, Other som lydbog og læste Hanne-Vibeke Holsts Som Pesten i en meget tung (683 s) hardback-udgave fra biblioteket.

Cisternerne

Den usædvanlige argentinske kunstner Tomás Saraceno har fyldt endnu mere vand i Cisternerne, end der var i forvejen. Og introduceret edderkopper (bare rolig – du får ikke aktiveret din eventuelle araknofobi). Til gengæld skal du ud og ro, hvilket jeg fandt hårdere og tungere, end jeg havde ventet. Det er en flot oplevelse – husk at bestille tid!

I øvrigt har Jr. også været i Cisternerne, selvfølgelig med dronen. Han har filmet livestream for DJ Kölsch – det er ganske flot. Til min overraskelse er jeg ret begejstret for musikken.

Share

Det kunst kan

Kunsten kan suge os ind i en anden tid, fortælle en historie, sand eller digtet, påvirke os følelsesmæssigt eller lade os kolde.

Nogle gange møder man et værk, som man bliver nødt til at kende historien bag. Sådan fik jeg det, da maleriet herunder dukkede op i min Twitterstrøm. Læs med her, hvis det også gør dig nysgerrig. Man kan skabe den slags kunst-serendipitet for sig selv ved at følge DailyArtMagazine.com på Twitter eller Facebook.

The Death of Barbara Radziwiłł af Józef Simmler
1860, National Museum in Warsaw, Poland

Samfund/miljø/politik

Q-Anon

Forhåbentlig har du hørt om det, men måske afvist at undersøge det nærmere, fordi det er “mere af det der uforståelige på Internettet”. Men den går ikke, for Q-Anon står bag mange af de konspirationsteorier, der spreder sig som skvalderkål over hele kloden, tweetet af Trump og andre vanvittige mennesker, men alligevel troet på af alt for mange – også danskere. Selv i min relativt trimmede Facebook-strøm dukkede fornylig historien om Bill Gates og vaccinerne op hos en person, der endda fastholdt historiens validitet, selvom folk sendte hende dusinvis af links til fakta.

Så jo, at prøve at forstå, hvad Q-Anon er, er lidt en borgerpligt. Læs eller lyt til Zetland, der har været henne og rode i kaninhullet og forklarer os andre, hvad det går ud på.

Black Lives Matter hykleri

En slagkraftig artikel om hykleri og dobbeltmoral blandt store virksomheder, når det gælder støtte til Black Lives Matter af journalist Miki Mistrati og international rights advocate Terry Collingsworth. Historien står i POV og ledsages bl.a. af denne film, som Miki Mistrati har lavet.

Globalisering skal der til

En norsk økonom bosat i London har et forfriskende syn på, hvordan vi løser tidens store problemer: Mere globalisering! Han argumenterer ret overbevisende for, at det ikke er globaliseringen men teknologispringene, der er årsag til en stor del af det pløre, vi har gravet os selv ned i. Jeg synes, han har gode pointer. Lyt eller læs selv til denne artikel fra Zetland.

Du gider ikke læse om flygtninge mere

Det er sgu også trættende! De er over det hele, hele tiden – de oversvømmer kloden, der har aldrig været flere fordrevne i verden end nu. Nogle gange er der så en enkelt flygtning, der bliver en slags maggi-terning for alle flygtninge. Behrouz Boochani, hvis bog jeg har skrevet om på Goodreads, er en sådan flygtning. Han flygtede fra Iran, hvor han var personligt forfulgt, til Indonesien, hvor det med nød og næppe lykkedes ham at komme med båd til Australien. Der blev han deponeret – som alle flygtninge, uanset status, bliver i Australien – på en ø i Papua Ny Guinea, hvor han opholdt sig i syv år. Syv. Hans bog blev smuglet ud i SMS’er og WhatsApp-beskeder fra ulovlige telefoner, og da den udkom, skete der endelig noget. Han har nu opnået flygtningestatus i New Zealand, og artiklen her er en grundig beretning om hans historie og et interview med ham om, hvordan det er at være en fri mand. Det er faktisk ikke let, når man har været så ufri så længe.

Måske orker du hverken at læse bogen eller artiklen, men så kan du se en tv-serie om Australiens ækle ækle flygtningelejre. Den ligger på Netflix og hedder Stateless.

Viden

Hvordan udfordrer man sine grundholdninger?

Jo, linket er skam til The Oatmeal (et amerikansk satire site, som Rokoko-Posten nok har skelet til en gang eller to). Men derfor er der faktisk alligevel tale om viden. Så scroll dig ned igennem denne fine lille tegneserie om det, vi tror, vi ved, og hvordan vi kan udfordre det. Det var Thomas C, der linkede.

Teknologi

Vi betaler dyrt for reklamer

KODA vs YouTube

Du har helt sikkert hørt om det og måske oplevet, at noget dansk musik, du gerne ville høre, ikke var tilgængeligt på YouTube. Zetland bibringer os her en forståelse for, hvad konflikten består i.

Om os

Livet som et spil poker

Maria Konnikova, socialpsykolog og forfatter, oplevede i en periode meget modgang. Hun ville forstå, hvordan hun kunne få vendt den negative trend, og under sin søgen læste hun en bog af matematikeren John von Neumann om poker. Nu har hun selv skrevet en bog, og den giver Zetland-skribent Jesper Olsen her et fint resumé af. Opsummeret kan man sige, at det gælder om at lære at spille sine dårlige kort.

Om at være donorbarn (og at være sæddonor)

Et kæmpe longread fra Wired om alle de mange faldgruber og etiske spørgsmål, der er ved at få et donorbarn og ved selv at være donor. Meget grundig, meget sober, gode case-stories. Adoptivbørn og adoptanter kan godt læse med, ligesom alle os, der har fået lavet en gentest.

Udtale

I den meget lettere afdeling er her en m e g e t sjov artikel om udtale. Den henvender sig i høj grad til de af os, der læser engelsk mere, end vi hører det. Du kender det sikkert: Hele livet har du inde i dit hoved udtalt et bestemt ord på en bestemt måde. Så en dag oprinder tidspunktet, hvor du skal sige det højt. Og folk omkring dig griner eller ser spøjse ud alt efter kontekst og graden af folks høflighed. Nu går det op for dig, at du har udtalt ordet forkert i dit hoved hele livet! Jeg skulle hilse fra *nogen* og sige, at det er vildt svært at aflære!! Nå, grin dig gennem artiklen og lær samtidig at udtale nogle svære ord på engelsk, samtidig med at du er lettet over, at englændere heller ikke selv kan. Tak til Tue Rosenkjær for den.

Kom på visit

I sidste udgave af serendipiteten inviterede jeg jer til at komme hjem til mig torsdag den 18. august kl. 19:30 og diskutere denne artikel, der handler om at håndtere personlighedsforandringer hos mennesker, der har fået en hjerneblødning eller er demente. Der er stadig pladser omkring bordet – det vil være dejligt at se netop DIG!

Medier

Åh, paywalls

Denne artikel er et rasende frontalangreb på paywalls, både dem vi møder hver dag hos dagblade og magasiner og dem, som forskere og uddannelsesinstitutioner lider under, når det gælder forskningslitteratur. Litteratur, der ofte er blevet til for offentlige midler, men som næsten ingen derefter har råd til at læse.

Betaling for freelance-arbejde

Det er noget, vi ofte diskuterer i mine cirkler. Vi vil så gerne have betaling for det arbejde, vi laver, men alt for ofte består “lønnen” af to flasker rødvin eller “det ser godt ud på dit CV”. Journalist Susanne Sayers postede denne fortræffelige historie på sin Facebook. Tak Susanne!

Det fortælles, at kejseren af Kina engang opsøgte kejserrigets fremmeste tuschtegner og bestilte en tegning af en hane. Hanen har som en del af den kinesiske dyrekreds en helt særlig betydning som en slags jordisk repræsentant for solen, og da kejseren så sig selv som sit riges sol, ønskede han den store kunstners gengivelse af dyret. Tegneren bukkede beæret dybt for kejseren og sagde “kom tilbage om et år.” Efter et år opsøgte den forventningsfulde kejser tegneren, som blot rystede på hovedet. “Jeg er ikke færdig endnu. Kom tilbage om et år.” Kejseren ærgrede sig, men lod sig formilde. Et år efter vendte han tilbage. Igen bukkede tegneren og sagde beklagende: “Ikke endnu. Kom tilbage om et år.” Og kejseren rejste igen hjem med uforrettet sag. Efter et år vendte kejseren tilbage, denne gang opsat på, at den formastelige tegner enten leverede hanen eller hovedet. Og tegneren bukkede dybt for kejseren, fandt et stykke papir, greb sin tusch, og med få, mesterlige strøg leverede han en hane. Ikke bare en hane; på tegningen var selve essensen af en hane: Selvsikker, triumferende, en kejser værdig.  Kejseren fik tårer i øjnene af glæde, men var alligevel lidt ærgerlig. “Du lavede denne hane på få minutter. Hvorfor skulle jeg vente så længe?” Og uden et ord viste tegneren vej til et værksted, hvor titusindvis af tegninger af haner havde hobet sig op, mens han øvede sig i at lave netop den perfekte hane, der var en kejser værdig.

Kunst og kultur

En usædvanlig bog om Niels Bohr

Usædvanlig, fordi det er en billedbog. Bohr bliver ikke biograferet og hans værk ikke forsøgt forklaret. Der er nogle få siders tekst skrevet af Peter Høeg, der jo er blevet en slags mystiker på sine ældre dage. Han er tydeligvis en stor beundrer af Bohr, og hans lille tekst er helt klart et nyt take på Danmarks store fysiker.

Men det, der har gjort bogen til sådan en glædelig oplevelse for mig, er de ukommenterede og uannoterede fotos og kollager. Man sidder ind imellem og ønsker sig, at man kunne genkende lidt flere personer, særligt på Rikke Rabens kollager fra institutets fotoarkiv. Men efter min første irritation, begyndte jeg mere og mere at se pointen. Anne Prytz Schaldemose har taget alle de nye fotografier på det fine gamle institut, og det har hun gjort med stor indlevelse og distance. At kunne begge dele er kunsten.

Instituttet skal nedlægges, og snart er det slut med, at fysikstuderende skal undervises ved den tavle, som selveste Bohr stod og skrev på. Det er lidt trist jo, men samtidig skal livet jo gå videre, og faget har givetvis udviklet sig væk fra det gamle institut. Smut forbi boghandleren og tjek den fine bog ud. Indtil da kan du læse om Niels Bohr-institutets historie og fremtidige skæbne her.

Disclaimer: Jeg kender kunstneren Rikke Raben (der i øvrigt også har lavet det imponerende bronze-relief, der hænger på institutets mur ud mod Blegdamsvej).

Buddenbrooks

Det har været den tunge del af min sommerlæsning. Men ikke tungere end at jeg har læst lange stræk ad gangen, helt nedsunket i den Buddenbrookske families skæbne. Min Goodreadsomtale er her.

Biografen er dejlig kølig

– og i Grand lugter der ikke af popcorn, til gengæld må man tage et glas udmærket vin med ind i salen.

Jeg har set det vanvittigt spændende retssalsdrama Sagen Collini. Efter alle krige og konflikter er der nogle særlige typer, næsten altid fra samfundets top, der svømmer ovenpå og undgår at blive stillet til regnskab for deres handlinger. Således også i denne fejende flotte tyske film, hvor både Berlin og det tyske landskab helt usædvanligt fremstilles meget smukt.

Lidt mindre begejstret var jeg for det franske familiedrama Familiefesten. Nogle gange kan de der franskmænd godt være lidt overspændt, ikke? Den var ikke dårlig – og Catherine Deneuve er med!! – men historien om en familiesammenkomst, der går galt, er liiidt fortærsket, og jeg synes ikke, at denne bidrager med noget væsentligt. Bemærk dog hende, der spiller den sindssyge søster, Emmanuelle Bercot – hold da op, hun kan virkelig give den gas!

Og så var jeg på højskole

Nærmere bestemt sommerkursus på Johan Borups Højskole. Det var så oplysende, så lærerigt og så glædeligt. Modsat min forventning var de fleste deltagere ganske unge og kunne sagtens være mine børn – nogle af dem endda børnebørn 😱. Men de unge var søde og kloge, og det var så berigende at være sammen med dem, inklusive vores lærer, arkitekt Sofie Højgaard. Emnet for mit kursus var Kunst og Arkitektur, og vores opgave var at bygge en model i 1:25 af kajen uden for højskolen og hver tilføje noget til den. Det var enormt sjovt og udfordrende at skulle tænke i 3D og lave noget med sine hænder. Og fik jeg sagt, at maden var god?

Share

Danmark dejligst

Du tror sikkert, det er løgn, men min veninde og jeg besluttede allerede sidste år, at vi skulle tage en Danmarks-tur denne sommer. Vi havde netop været 4 dage i Jylland og besøgt adskillige museer og gået tur i forskellige landskaber og var blevet meget inspireret.

I år brugte vi en dag mere og nåede 2-3 destinationer om dagen rundt omkring på Sjælland og øerne – se evt. en lille billedreportage. Herunder omtales nogle af dem + de øvrige kulturoplevelser af varieret art, jeg har nået indtil nu i ferien. Alt det andet, der plejer at være i #serendipiteten, kommer tilbage igen, når hverdagen indtræffer.

Fuglsang Kunstmuseum

På Lolland ligger et fint lille museum med en mindre samling af ældre kunst og en lidt større af nyere (ny og ny, men altså ikke guldaldermalerier). Da vi var der, havde de en særudstilling om grafikeren Palle Nielsen. I en af de interview-videoer, man kunne se rundt om i udstillingen, siger John Kørner: “Kunne han dog ikke have arbejdet i lidt større formater?” (efter hukommelsen). De mange linoleumstryk er da også bittesmå, men jeg forlod museet med langt større respekt for Nielsen, end da jeg kom. Museets arkitektur er meget smukt tilpasset det åbne landskab, og man sidder lidt åndeløs og kigger så langt øjet rækker fra væg-til-væg-vinduet i “bunden” af museet.

Romantiske haver

Dem besøgte vi to af – Gisselfeld ved Næstved og Liselund på Møn. Gisselfeld er kæmpestor og meget imponerende, Liselund lidt mindre, men der bliver man virkelig slået af, hvor meget viden, arbejde og penge, der skal til for at tilrettelægge og vedligeholde sådan en “have”. For det er jo ikke nogen have, men en kæmpe park. Et kuriosum er den meget lidt poetiske, men til gengæld ufrivilligt komiske historie om striden mellem arvingerne til Gisselfeld. Historien om Liselund er til gengæld ægte romantisk!

To museer i nabolaget

Jeg fik ENDELIG besøgt det nye Københavns Museum, selvom det ligger et stenkast fra mit hjem. Det var en meget positiv oplevelse. Jeg er ret vild med udstillingsdesignet, som får virkelig meget ud af den relativt beskedne plads. Og så var jeg nærmest lykkelig over at se Agnes Slott-Møllers store glasmosaik, som jeg indtil da kun havde set billeder af og læst om.

Agnes Slott-Møller

og Louisiana

Det er godt at læse det med småt – i mange af livets forhold. Det havde jeg glemt, da jeg kørte på Louisiana med en veninde i sidste uge – for udstillingen med de Fantastiske Kvinder var jo slet ikke åbnet endnu… Nå men, vi fik gået en tur, spist vores dejlige picnic og set udstillingen med Per Kirkeby. Hans bronzeskulpturer gør simpelthen bare ikke noget for mig, må jeg nok indrømme. Til gengæld er jeg vild med hans malerier – farverne!!!!

Per Kirkeby

Biografen

Jeg så Lone Scherfigs The Kindness of Strangers, som desværre var en skuffelse. Jeg er ellers ret glad for Scherfig, men jeg synes ikke, hun ramte den her. Til gengæld er den franske Forført med vidunderlige Juliette Binoche en effektiv thriller med noget på hjertet. Det er noget, de kan, franskmændene. De kan også have instruktører med mellemøstligt klingende navne, der instruerer film, som ikke handler om mørklødede gangstertyper eller flygtninge. Og de kan have brune og sorte skuespillere i roller, som “helt almindelige” franskmænd. Det ku’ vi ærligt talt godt lære noget af herhjemme.

Og så har jeg set den særdeles glimrende road movie Queen & Slim. Mon den får regulær premiere i danske biografer? Road movies kan bare noget!

Proxima er en film om en kvindelig astronaut og hendes datter. Jeg syntes ærligt talt ikke, det lød særligt besnærende, men jeg tog fejl. Eva Green og pigen, der spiller hendes datter, er helt suveræne, og historien er langsomt og tålmodigt fortalt og overrasker til stadighed på en meget afdæmpet måde. Instruktøren, Alice Winocour, er fransk, men ellers er det ikke rigtigt til at lure, hvilken nationalitet den skal forestille at have. Den foregår i Tyskland og i Rusland, hovedpersonerne taler mest fransk, men også tysk og russisk. Og engelsk med Matt Dillon. Det er faktisk lidt skønt!

En bog eller to

Jeg har fået læst fire bøger (snart fem faktisk, for er 3/4 igennem Buddenbrooks) i ferien. Det kunne jo godt være blevet til lidt mere, men helt tosset er det da ikke. De bedste var VIDT forskellige. Sommerglæder af Herman Bang og en helt ny sci-fi-roman kaldet Burn-In. Alle, der interesserer sig for AI, bør virkelig læse Burn-In. Første kapitel kan læses gratis her. De to andre var On Earth We’re Briefly Gorgeous af Ocean Vuong og F af Daniel Kehlmann. Links er til mine omtaler på Goodreads.

Kom og besøg mig!

Jeg er nu 60 år og enlig (NU skal du få ondt af mig…), og efter at have oplevet mine bedsteforældre og forældre og venners forældres alderdom og død, må jeg tilstå, at det fylder mig med rædsel at blive gammel. Altså, det er fint nok, indtil afhængigheden af andre indtræffer. Bliver jeg dement, får jeg en hjerneblødning eller bliver jeg bare en irriterende sur gammel dame med smerter, der gentager mig selv hele tiden og er fyldt med brok?

Alt det fik jeg lejlighed til at tænke endnu mere over, da jeg hørte en Zetland-historie ud over det sædvanlige. Det mest usædvanlige ved den var, at det var en personlig fortælling. Zetlands skribenter inddrager ikke ret tit sig selv i deres historier, og skriver da endnu sjældnere OM sig selv. Men det gjorde Mads Olrik i sin beretning om, hvad der skete, efter at hans far fik en hjerneblødning. Du kan lytte eller læse ganske gratis her. Hvis du lytter, kan du høre Mads og hans far tale sammen om farens ændrede personlighed. Det er ret stærkt.

Jeg har aftalt med Zetland, at jeg holder en lille “seance” hjemme hos mig, hvor vi kan være otte personer i alt og tale om, hvad det vil sige at personligheden forandres, som det sker for flere og flere af os, fordi vi dels overlever hjerneblødninger i højere grad end før, dels bliver ældre og dermed ofte demente.

Det bliver tirsdag den 18. august kl. 19:30, og jeg skal nok sørge for et glas vin eller en kop te/kaffe (og håndsprit). Du melder dig til ved at skrive til mig på mail (nene@labeet.dk) eller på Twitter (@labeet). Først til mølle, etc. Mads Olrik har lovet at introducere (via video).

Share

Skolevægring

Både undervisningsinstitutionerne og politikerne har travlt med at give forældrene skylden, når børnene “pjækker” fra skolen. Artiklen her i Videnskab.dk samler op på omfattende både dansk og udenlandsk forskning, der sætter spørgsmålstegn ved det ensidige fokus på børn og forældre og vender pilen mod lærerne, skolerne og undervisningen.

Lidt mere perspektiv på samme område er der her, hvor Rasmus Brygger har lavet fraværsstatistik opgjort på etnicitet. Det ulovlige fravær blandt ikke-etnisk danske elever i folkeskolens udskoling er tre gange så højt som fraværet blandt de etnisk danske. Er det kættersk at forestille sig, at der er “noget i vandet”, der gør, at de ikke trives – at det ikke kun er forældrenes skyld? Det skal lige siges, at Rasmus Brygger ikke konkluderer noget overhovedet.

Samfund/miljø/politik

Hvad er racialisering?

Klog og lidt skræmmende forskning gengivet i The Economist om såkaldt “racialisering”. Racialisering er, når sprogbrug bevidst eller ubevidst racialiserer den eller dem, der omtales. Et kendt eksempel er, når Trump og hans fæller bruger ordet “thugs” – så mener de altid sorte eller latinoer, men det kan ikke bevises – og Pia Kjærsgaard, der siger “bøller” – så ved man implicit, at hun henviser til indvandrerdrenge. De vil til enhver tid fastholde, at det ikke er det, de mener. Men *alle* ved jo, at det er dem, der laver al balladen.

Det er blevet så “umoderne” og marginaliseret at være egentlig racist, at racister er nødt til at dække sig bag “neutrale” ord, hvis betydning forskubbes. Dertil kommer de ord og vendinger, som personer, der IKKE ønsker at få andre til at tænke i de baner, alligevel kommer til at bruge. Mon ikke vi allesammen har gjort os skyldige i det fra tid til anden?

EU’s forfejlede migrationspolitik

Zetland har syndikeret en god artikel fra det hollandske De Correspondent om en hændelse, der måske kan få EU’s migrationspolitik, der både er pinlig, menneskefjendsk, ukonstruktiv og uretfærdig (i forhold til fordelingen mellem landene i EU), til at kæntre.

USA taber terræn

Og det er ikke kun pga Donald Trump. Det har været på vej længe, og der er adskillige grunde. Et grundigt kig på USA set fra EnglandTom McTague fra The Atlantic tager udgangspunkt i nogle udvekslinger af synspunkter, der finder sted i Tinker, Taylor, Soldier, Spy, John le Carrés berømte spionroman fra den kolde krig.

Endnu en glemt krig

Midt i Corona og amerikanske raceuroligheder har vi glemt krigen i Syrien, selvom en altovervejende del af tidens flygtningestrømme udgøres af syrere, og det derfor ville være klogt at rette blikket den vej. Vi troede, at Assad havde vundet, gjorde vi ikke? Nu ser det ud, som om han stadig kan slås – indirekte er våbnet den galopperende inflation i Syrien og i nabolandet Libanon. En af sidste uges Zetland helikopter var viet til dette tema.

Viden

Hvad døde de af?

Mozart, Marlowe, Alexander den Store? Her er nogle yderst kvalificerede gæt og nogle ligeledes kvalificerede afvisninger af kendte teorier. Jeg er helt vild med denne type artikler, må jeg indrømme.

Og nu vi er ved det – Elizabeth I’s hvide makeup. Hvorfor – og hvad var den lavet af? Hint: mere gift.

Teknologi

Kunstig intelligens – igen

Denne gang handler det om ansigtsgenkendelse og om, hvordan det virker meget ringe på mennesker med mørk hudfarve – mennesker, der i forvejen har en større risiko for at blive mistænkt og arresteret for forbrydelser, de måske ikke har begået. Her er en konkret historie om en mand, der på baggrund af et match ved brug af ansigtsgenkendelsessoftware, blev anholdt for et tyveri. Politiet gik direkte til anholdelse uden først at tjekke manden ud – endsige hans alibi. For et sådant viste det sig, at han havde.

Kunst og kultur

Post-corona interview med direktøren for Grand

Kim Foss er direktør for Grandteatret og for Camera Film, der er filmimportør og ansvarlig for, at utroligt mange fine, såkaldte “art house film” overhovedet er blevet vist i Danmark. Her er han interviewet i filmtidskriftet Cineuropa.

Hvis man siger, at Corona har været hårdt for biograferne, så overdriver man ikke.

Åh Dolly

Det her er straight up vidunderligt. De her to kids ser lige gennem farver, generationer, køn og genrer og hylder en vidunderlig sang.

Olive Kitteridge

En kollega gjorde mig opmærksom på, at en bog, jeg læste med stor begejstring for nylig, ligger som miniserie på HBO. Frances McDormand var jo nærmest født til at spille den gnavne Ms. Kitteridge. Det er i hvert fald temmelig svært at forestille sig andre i rollen.

Share

Så læs dog en bog!

Du kan også lytte den – I don’t care. Men hold nu op med dit sludder om, at du ikke har tid. Så må du sige det lige ud: Jeg gider ikke læse bøger. Men ærligt talt – en person, der ikke gider læse bøger, ved ikke, hvad de går glip af!

I videnskab.dk forklarer professor Peter Simonsen fra Syddansk Universitet om skønlitteratur, der giver indsigt i, hvad det vil sige at være en del af prekariatet. 

Guy Standing, ham der er “far” til begrebet “prekariatet”, er hot for tiden. Han bliver interviewet i lørdagens longread hos Zetland, der ser på, om vores nyfundne respekt for mennesker med jobs i såkaldt “kritiske funktioner” mon vil vare ved og føre til, at de kan få en ordentlig løn? 

Den ret fine antikvarboghandler Seiers i Nansensgade har fundet de røde bøger frem. Nogle af dem er røde i dobbelt forstand.

Corona

Helseminister

Det hedder sundhedsministeren i Norge. Og han er en oratorisk begavelse med noget på hjertet. Derfor er hans tale til de unge gået viralt. Det er meget fortjent. Hvis du har set SKAM, så ved du, hvad en “russebus” er, og hvor vigtig den er for norske unge.

Skønne Dolly

Det er faktisk en halvgammel nyhed, men den var smuttet delvist under min radar. Dolly Parton nøjes ikke med at læse godnathistorier for børn, hun har også doneret 1 mio $ til vaccine-research-enheden på Vanderbilt Universitet. Hun hører virkelig til blandt de mere cool celebs.

En ny slags økonomi post-Corona

Douglas Rushkoff tegner omridset af en mere lokalt baseret økonomi – det vi herhjemme nok vil kalde andelsbaseret økonomi. Flere og flere økonomer giver udtryk for, at vi ikke skal have præ-corona-økonomien tilbage. (Rushkoff er ikke selv økonom).

Samfund/miljø/politik

Monica Lewinsky

Efter at have set dokumentarserien om Monica Lewinsky-skandalen, er jeg fuldstændig næsegrus af beundring over, at hun stadig overhovedet lever. Og så så velformuleret og eftertænksom. Noget af det, jeg blev mest berørt over, var alle de comedy-sketches, avis-ledere og opinion pieces, der hånede hende og slutshamede hende i helt ekstrem grad, skønt det eneste hun havde gjort, var at forelske sig i en magtfuld og meget charmerende mand – som 22-årig. Se den på dr.dk.

Borgerløn

Nu kan man læse anbefaling af borgerløn (UBI) i Financial Times, og hans hellighed paven anbefaler det minsandten. Den mest udbredte indvending er, at intet samfund har råd til det, men den indvending er tilbagevist en del gange. Her er en helt anden indvending – sådan lidt vendt på hovedet.

Geotermi (jordvarme)

Forsømmer vi at kigge ned, når vi søger efter at reducere CO2-udslippet? Her er en dugfrisk artikel fra Videnskab.dk og her en lidt ældre fra Zetland.

Misinformation er ikke en ny disciplin

Her er en ganske fantastisk historie om Operation Neptun fra den kolde krigs tid, hvor den tjekkiske efterretningstjeneste forsøgte at narre de vestlige efterretningstjenester og den vestlige offentlighed. Lykkedes det? Who knows? Men det er dælme en god historie, som man måske godt kunne lave en film om.

Er din lille datter på Tiktok?

Så er jeg bange for, at du lige skal tjekke den her video. Og øhm, er du nu HELT sikker på, at hun ikke er på Tiktok?

Viden

Køn i forskning

Mænd bliver hårdest ramt af corona-virus. Formentlig er der ikke kun én årsag til dette, hvorfor kønnede data er særdeles vigtige. Evanthia K. Schmidt fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet skriver her om, hvorfor det er så vigtigt, at begge køn er repræsenterede både blandt forskningsobjekter, men også blandt dem, der forsker.

Om os

En bogreol i baggrunden

En skør Trumphadende amerikaner anmelder alle de talende hoveders dagligstuer og kontorer på Twitter. Det er ret sjovt. Hvad jeg kom til at tænke på, er, at hvor det er super hot at flashe sin bogreol, når man er et talende hoved på TV, så er der ingen, som i INGEN, der gør det på deres dating-profil. Tænk lige lidt over det.

Nu vi taler om bogreoler

En af The New Yorkers fantastiske tegnere har illustreretden minimalistiske bogreol“. Så cute – og nogle af dem er meget genkendelige!

Medier

Ih, du godeste!

Steven Snedker, en internet-kendt IT-nørd, har fået to regninger for at linke til artikler i Berlingske og Børsen. Tænk, at det sker i moderne tid! Han fortæller om det på sin hjemmeside, Internetforbrugeren.

Kunst og kultur

Yahyas død

Du har, som jeg, sikkert læst en del nekrologer/mindeord om Yahya Hassan. Men denne eulogi (link til Facebook) har du ikke læst – den er endda skrevet for et par år siden! Forfatteren er filosoffen og psykologen Saman Atter Motlagh.

Hjemmebio

Har du egentlig opdaget Grandbiografens hjemmebio? En god ikke-mainstream film er en fin afveksling fra Netflix-seriestrømmen. Og så støtter du jo et godt formål – nemlig biografens overlevelse. Du kan fx se Ken Loach’ seneste Sorry we Missed You, der smukt og rørende og realistisk viser, hvad det vil sige at tilhøre prekariatet – at arbejde som “associate” – eller partner, som Wolt kalder det herhjemme.

Kunsten at vente

Et meget smukt lille essay om at vente og de både positive og negative aspekter, der kan være ved den aktivitet. 

“If my time is distinct from your time, and you end up wasting my time by valuing your own, you have robbed me of my resource (time). When you value your own time instead of my time, you have effectively stolen minutes (or hours) from me. We see these attitudes in abundance.

However, if we shift perspectives and see our time as intertwined with one another’s, then we are all investing our time in other people’s circumstances.”

Vi besøger både Borges, Bertrand Russell og TS Elliot undervejs.

Et fint lille hus og en brandrød brandstation

Det lille hus er indrettet med lyst træ, men på en måde, så man ikke tænker på nyt sommerhus.

Brandstationen er meget, øhm, brandstationsagtig på den skønne, lidt LEGO-agtige måde.

Share

Vi er får

Du er et får, jeg er et får, vi er alle får, der viljeløst lader os manipulere. Fotografen, der har taget ovenstående fotoserie, har lavet en række andre, der demonstrerer dette. Det’ sgu lidt sørgeligt… Til gengæld er de sjove at se på.

Samfund/miljø/politik

Marc Zuckerberg har mildest talt uld i mund, når han skal udtale sig om restriktioner for, hvad man må skrive på Facebook. Som det også er almindeligt her i landet, er den store forkromede YTRINGSFRIHED hans fall-back-clause. Komiker og generelt klog mand Sacha Baron Cohen får sat ham grundigt på plads i den video, man kan finde i dette indlæg hos Techcrunch.

Jeff Bezos kan ikke li’ fagforeninger

Amazon har udsendt en video til cheferne i Whole Foods varehusene, som instruerer dem i, hvordan man forhindrer medarbejderne i at organisere sig. I den hører man bl.a.:

The video tells supervisors what they must not do, according to labor law—threaten workers, interrogate them, spy on them, or promise rewards if they reject a union—but then coaches managers through lawful ways of achieving many of the same ends. (“To avoid your comments being an unlawful threat,” the video says, “avoid absolutes. Speak in possibilities instead.”)

Historien står i Wired.

Har du fået juledæk på bilen endnu?

Debatten om muslimernes angreb på danskernes elskede jul er efterhånden ligeså tilbagevendende som æbleskiver i supermarkedet. Min Twitter-ven Jacob Christensen sætter debatten lidt i (internationalt) perspektiv på sin dejligt tørre, akademiske måde.

Trumps børnehavenoter

Jeg var næppe den eneste, der mistænkte, at det var fake news til at få os “liberals” til at falde i fælden. Men den var altså god nok. Fotografen fortæller i Wired, hvordan det gik for sig. I øvrigt er konsensus i Washington, at det meget banalt skyldes, at han burde have briller, men er for forfængelig til at ville gå med dem.

Jeg fan-girler Mickey Gjerris

Mickey Gjerris har skrevet en ny bog om at gøre det etisk rigtige i klimakampen. Det er langt sværere end i mange andre situationer, hvor vi står og skal vælge mellem det etisk rigtige og forkerte, fordi der ift klimahensyn ofte må vælges mellem noget dårligt og noget endnu dårligere, ligesom det kan være utroligt svært at finde ud af, hvad der er hvad.

I denne opsummerende artikel skriver han bl.a.: 

“Men håbet skal, for mig at se, i særdeleshed findes i en tro på, at det at omstille samfund og livsstil ikke nødvendigvis er et offer af det gode liv, men i stedet en mulighed. En mulighed for at få et godt og meningsfuldt liv… blot på en anden måde, end vi gik og troede.”

Om os

Hvid mands privilegier

Min hvide mandlige ven Thomas har skrevet en Twitter-tråd om at sætte pris på sine privilegier. Og samtidig være bevidst om, at ikke alle har dem. Klik på tweetet for at læse resten af den læseværdige tråd.

Igen og igen – og igen

Gentagelse er ikke nødvendigvis kedeligt. Det kan faktisk være en ret fantastisk oplevelse at genbesøge et museum, se en film for tredje gang eller høre en plade for 100ende gang. Med streaming og sociale medier har vi en tendens til at glemme det. Det er synd.

Klimavenlig mad

Jeg har fået Klimakogebogen, som denne artikel handler om, forærende. Desværre er jeg ikke særlig begejstret – og det skyldes, at de fleste af retterne bare ikke er særlig hverdagsvenlige. Men noget af det kokken i artiklen siger, er til gengæld værd at tage med: Barndomsminderne. Især for os af ældre dato – for vi fik ikke kød hver dag som børn og en relativt beskeden mængde kød på tallerkenen, og vi spiste langt mere sæsonpræget, end de fleste mennesker gør i dag. Så mormors køkken er altså en god vej til at spise mere klimavenligt.

Medier

Brøgger-bashing

At tæske på den 75-årige Suzanne Brøgger for simpelthen ikke at hade islamisk stat tilstrækkeligt meget har været ugens hobby på den “kloge” højrefløj og langt ind i Socialdemokratiet. Den måde, de forskellige debattører hiver citater ud af sammenhængen, er simpelthen et imponerende stykke cherry-picking. Og ingen af kritikerne nævner overhovedet Damsgaard/Brøggers besøg hos de kurdiske militskvinder, så de mange, der ikke har hørt eller kommer til at høre podcast’ne, ikke får forplumret billedet. For det vigtigste for Leny Malacinsky et al er tydeligvis at få fremstillet Suzanne Brøgger (og i naturlig forlængelse ALLE på venstrefløjen og ALLE feminister) som islamisme-apologeter.

Jeg opfordrer dig til at høre de to korte podcasts og tælle, hvor mange gange Brøgger udtrykker udtalt afsky for IS, islamisme og mellemøstlige staters behandling af kvinder og så bagefter fortælle mig, hvor mange gange hun burde have gjort det, for at det var nok.

PS: At Suzanne Brøgger er en kæmpe krukke er ingen nyhed.

Kunst og kultur

Kunsten at gå på museum

Der er mange gode råd at hente i denne lille vejledning, ikke mindst det helt simple – planlæg dit besøg. Der er masser af ressourcer til det, stillet til rådighed af museet.

Parasite

Den koreanske film Parasite er en af de mest hypede i år. Den har premiere i Danmark 1. Juledag. Her er en anmeldelse (fyldt med spoilere), der sætter den i et meget interessant samfundsperspektiv: hvordan er det egentlig sket, at vi allesammen går rundt og tror, at underklassen aldrig vil rejse sig? Revolutionær gotik kalder skribenten filmen og trækker paralleller til andre. Underholdende og interessant læsning.

David Hockney

Grandteatret havde en særvisning af A Bigger Splash, filmen om tilblivelsen af maleriet af samme navn. Du kan med overvejende sandsynlighed se billedet for dit indre blik, men det var der jo ikke nogen, der kunne i 1973, hvor maleriet og filmen blev til. Tidsbilledet af London og Hockneys overordentligt excentriske omgangskreds er helt unikt og mærkeligt ironisk – og et blik ind i tiden før AIDS, hvor det ikke kunne koste en livet at være lidt promiskuøs. Filmen ligger på Amazon og måske også på andre tjenester.

Share

Forudsigelser

Her er ugens absolut mest spændende artikel. Den handler om specialisters evne til at forudsige hændelser. Artiklens fokus er næsten udelukkende på økonomi og aktiemarkedet, og det er virkelig interessant. For specialisterne, kaldet pindsvinene, er spektakulært elendige til at forudsige hændelser på finansmarkedet. Derimod er generalister med hovedet skruet ordentligt på, kaldet ræve, virkeligt gode til det. Og hovedårsagen? Når ræve opdager, at en antagelse var forkert, kigger de nærmere på den. Siger, nå da, der tog jeg fejl, hvad mon var årsagen til det. Og så tager de det med, når de skal komme med en forudsigelse. Specialisterne affejer egne fejl og lærer derfor ikke noget af dem.

Samfund/miljø/politik

Kvinder og alkohol

En kvinde, der får et glas vin på en bar, vurderes som både fuldere og mere promiskuøs, end en mand, der gør det samme. Sociologisk studie.

penge ➤ lykke?

Bliver man lykkelig af (flere) penge? Jo, lykkekurven flader noget ud, efterhånden som millionerne ruller ind. Men lidt mere eftertanke, inden man bruger sine penge, kan bidrage til ekstra lykke. Artiklens forfatter har taget Yales mest populære kursus. Det kan du også, for det er online og gratis.

New Public Management

En DJØF’ers opfordring til at gentænke NPM. “I bedste fald bliver styringen meningsløs; i værste fald forvrænger den både medarbejdernes og ledelsens prioritering ved at fokusere på det uvæsentlige frem for det væsentlige.”

Hvor skruppelløs kan man være?

En blogpost fra Signal.dk, der kort ridser omfanget af skandalen i VW-fabrikkerne op. Man bliver helt paf.

Abort i USA I

Alle har hørt om den nye abortlovgivning i Alabama og andre stater. Men måske er det ikke alle, der har hørt om det vidensgrundlag, de lovgivende mænd har om kvinders kroppe og fertilitet. Hvis det ikke var så skræmmende, ville det være grinagtigt.

Abort i USA II

Lidt baggrund om Alabama. Hvor meget ser man egentlig på de børns ve og vel, der nu skal tvinges ind i denne verden? Artiklen ser på børnedødelighed m.m.

Dot.com boble?

En tidligere dot.com-millionær mener, at der igen er en boble og mener, at der er tegn på, at den er på vej til at briste. Det kan man være enig eller uenig i, men artiklen er under alle omstændigheder sjov læsning.

Teknologi

Singularitet

Dorte Toft har været til klog debat om superintelligens, hvis indhold hun er så venlig at dele med os andre. Spændende, men sgu ikke så opløftende.

Viden

Børn med høj IQ

Desværre er det ikke nødvendigvis fedt at blive forældre til et barn med høj IQ. De børn har det ofte svært, og samfundet, både vores og andre, mangler ressourcer til at forholde sig til dem. Lang artikel med mange interviews med forskere og specialister. God at blive klog af.

The Iceman

The Iceman, 5300 år gammel mumie, spiste en masse kød og mejeriprodukter, inden han drog ud på det, der blev hans sidste rejse i Alperne. Arkæologi er for vild en disciplin! Læs om ham og undersøgelserne af hans maveindhold.

Skadelige mobiltelefoner

For 27ende gang – vi ved det ikke! Altså, vi ved godt, at vi får ondt i nakken og armen, og at det selvfølgelig er skadeligt. Men om vores optagethed af telefonen og dens indhold, om likes og halløj på Instagram betyder en hel masse, eller om der simpelthen kun er tale om korrelationer, det ved vi bare ikke. Så lad os da stikke forskerne nogle flere penge, så de – måske – kan finde ud af det!

Faktatjekket (beton vs træ)

Jo, det er bedre at bygge af træ end af beton. Når blot man husker at plante nye træer. Videnskab.dk har kigget nærmere på en politikers påstand – der faktisk holdt vand!

Om os

voldsfascination

Hvis du lige mangler en velfortalt novelle, der er en slags personlig udviklingshistorie skrevet af en kendt amerikansk journalist, så gem lige denne her til du har en stund. Den handler om to fætre, hvor den ene er en “Rigtig Mand” og den anden prøver at være det. Prøver at lade være. Og prøver igen.

Kunst og kultur

Jeg har set to charmerende film, som jeg desværre ikke har fået skrevet om, så her kommer lige lidt:

Gøg & Gokke

En meget bedre film, end jeg nok havde ventet. Meget charmerende og underspillet og med fokus på kunstnerens og kunstens vilkår. Der er ikke rigtigt noget at grine af, men smile – det gør man.

Miyazakis debutfilm

Til gengæld grinede jeg hjerteligt af den her fra 1979. Man kan virkelig godt se, hvor det alt sammen kom fra i de senere film. Den er simpelthen så fjollet og superhelteagtig på den gammeldags facon, at det er helt befriende. Desværre er sidste chance for at se den i biografen i morgen søndag kl. 9:30 om morgenen. Men hvis du ikke skal kigge på maraton, så er her altså muligheden for at starte dagen med en hjertelig latter.

Share

“Lady Bird”

Åh, teenagere!

De er både kilde til de største frustrationer, men sjovt nok også til de morsomste og mest rørende guldkorn. Således også i ‘Lady Bird’ der foregår i Sacramento, en ikke-så-ophidsende by i Californien, lidt nordøst for San Francisco. Som Lady Bird udtrykker det, bor hun så oven i købet “on the wrong side of the tracks”, så det er ikke det Californien, vi ellers kender fra fx. den i øvrigt fantastiske tv-serie Big Little Lies.

Christine

Lady Bird er 17, da vi møder hende. Egentlig hedder hun Christine, men det er bare et dødssygt borgerligt navn, hendes kedelige forældre har givet hende, så hun kalder sig selv Lady Bird. Vi følger hende gennem de første nærkontakter med drenge og det –  i USA – svære spring fra highschool til college – fordi alle de gode colleges koster mange penge, og hendes forældre har ikke rigtigt nogen.

20th Century Women

Greta Gerwig, selv skuespiller, har instrueret denne. Jeg var ret begejstret for hendes forrige ‘20th Century Women’, der faktisk også handler om en mor og en teen, men den følger moderens blik på sønnen, hvor denne er datterens blik på moderen. Lady Bird tror, hendes mor hader hende, og det er ikke helt grundløst, for hendes stressede og udasede mor er virkelig dårlig til at vise datteren sin kærlighed.

Familierelationer

Jeg har selv sønner, så mor-datter-relationen kender jeg kun bagud, så at sige. Den relation skal jeg ikke trætte læseren med, men balancen mellem omklamring, forkælelse, nødvendig strenghed og almindelig selvopretholdelse ER svær at holde, uanset køn – og Gerwig viser det meget fint i begge film. Saoirse Ronan spiller Lady Bird, og hun er simpelthen perfekt. I øvrigt har jeg spurgt Forvo, og Saoirse udtales (ca.): ‘Sirsche. I 20th Century Women er der ikke rigtigt nogen faderfigur, men i denne film er der en dejlig far. Han holder lav profil det meste af tiden, men han er der i den grad for både sin hustru og sin datter. Også selvom han selv har det svært. Dejligt at se et portræt af et kærligt og omsorgsfuldt ægteskab!

Ved siden af mig i Grandbiografen sad en far og hans datter. De var meget glade for filmen og hviskede sammen hele tiden. Rart at opleve!

***

Forfilm

C’est la Vie

At det er instruktør-makkerparret bag De Urørlige, der står bag denne, overrasker ikke. Franskmændene er ret gode til moderne slapstick, og jeg vil gerne se denne opdaterede udgave af en folkekomedie. Bryllupper holder nok ikke op med at være et perfekt setting for spillefilm lige foreløbig – uanset som de er sjove eller ej. Forfilmen lykkes meget fint med at formidle, hvad vi kan vente, tror jeg.

Racer and the Jailbird

Franskmændene er OGSÅ gode til thrillere, og denne her ligner en særligt hæsblæsende en af slagsen. Den kvindelige hovedperson er på ingen måde en biperson eller “damsel in distress”, men racerkører – så er plottet ligesom skudt igang! Flot og meget lokkende forfilm, hvis man godt kan lide lidt tju-bang. Det kan jeg, når det er gjort med en vis finesse.

Isle of Dogs

Denne her er dog den, jeg glæder mig mest til. Jeg var fuldstændig pjattet med Wes Andersons ‘The Grand Budapest Hotel’, som jeg har set tre gange. Forfilmen er skøn og helt i tråd med stemningen i ovennævnte film. På filmens hjemmeside er der “skuespiller-interviews“. Det er intet mindre end fantastisk.

***

Reklamer

Jeg blev spurgt på Twitter, om jeg vil anmelde reklamer, nu hvor jeg anmelder forfilm, men det vil jeg ikke – ikke mindst fordi jeg sjældent kan huske dem. En hang dog fast i går – en ny film fra SOS Børnebyerne:

Jeg synes altid, det er mærkeligt, når far er udfaset af en familierelation, selvom jeg jo godt ved, at det jævnligt forekommer. Når det er sagt, så er det her en effektiv massage af tårekanalerne – og dermed en god reklame for et godt formål.

 

Share

Hjerter Dame

Den her film følger simpelthen fagforeningsboss Lizette Risgaard alle vegne (undtagen inden for havelågen i hendes ydmyge bolig) i tre år. Vi er med fra lige før formandsvalget i 2015, hvor hun slog sin forgænger Harald Børsting med MANGE stemmer, igennem det første års triumf og videre til de hårde overenskomstforhandlinger i Forligsen og den efterfølgende tid, der var præget af visse faggruppers meget højlydte utilfredshed med overenskomsten. Det er spændende og særdeles tankevækkende at se, hvordan hun er den samme, præcis den samme, når det går op, og når det går ned.

Hun er høflig og venlig over for alle, og færdes ubesværet på de bonede gulve, samtidig med at hun sandelig får sagt sin mening, når der er brug for det – ganske uden omsvøb og med herligt mange eftertrykkelige bandeord.

Magt, ikke kun for magtens egen skyld

Måske tror du ikke, at sådan en film er noget særligt, men det er den – for den viser, at man kan ønske og ville magten og kæmpe for den – simpelthen for sagens skyld. For Lizette Risgaard har ikke meget personlig gevinst af sin position. Man siger, at det altid er køligt på toppen. For en kvinde i en så mandsdomineret verden, er det vist fair at sige, at der er decideret koldt.

Storartet håndværk

De to instruktører, Mette-Ann Schepelern og Louise Detlefsen, fortjener stor ros for deres vedholdenhed og for deres modige og supereffektive klipning af de mange, mange timers film. Det er sågar lykkedes dem at klippe fagbevægelsens historie sammen til få minutters meningsfuld baggrund, ligesom det lykkes at få tilpas meget ud af den ellers meget private Risgaard til, at vi forstår, hvad hun er rundet af.

Du kan godt nå at se den (i Grand selvfølgelig)!

Share

Bagud

Sjusk

Jeg får ikke skrevet her om de bøger, jeg læser/lytter og glemmer også at skrive om vores podcast her. Det er da noget sjusk!

Bøger på Goodreads

Nå men, jeg har skrevet kort om de seneste bøger på Goodreads – følg mig gerne derovre, hvis du er interesseret, for det bliver nok lidt småt her. Jeg har læst en bog om fælderne ved datadrevet ledelse (Sensemaking) og lyttet til to meget forskellige skønlitterære bøger, The Nix og Exit West.

Podcast: Godt Ord

Kirsten Marie Øveraas’ og mit podcast Godt Ord udkommer ret fast hver 14. dag, og man kan abonnere i sin foretrukne podcast app eller følge os på Facebook eller Twitter.

Film

Film får jeg heller ikke set så mange af som tidligere, men når jeg gør, så skriver jeg om dem på Grand Teatrets blog.

Share

I kærlighedens navn

Jeg var så heldig at være til premieren på Christina Rosendahls smukke, rørende og klump-i-halsen-fremkaldende dokumentarfilm Vold i Kærlighedens Navn. Salen var fyldt til randen, og det var sgu ret fantastisk at se, at de fleste medvirkende var til stede. Christina Rosendahl modtog efter filmen Danners ærespris – og ved I hvad, det ER virkelig en ære at få den pris, og Christina Rosendahl har gjort mere for voldsramte kvinder med den her film end politikerne har i mange, mange år.

Dannerhuset

Filmen lukker os ind i det hus, vi alle har betragtet på et eller andet tidspunkt og tænkt, hvad foregår der dog derinde? I huset arbejder en mindre horde af både frivillige og lønnede medarbejdere – der er sågar en mandlig pædagog (#notallmen you know). Jeg lægger mig fladt ned overfor de mennesker, der påtager sig den type arbejde, som udover at være følelsesmæssigt benhårdt også er elendigt lønnet.

En lys tone

Et af Christina Rosendahls allerfineste greb er, at det her faktisk er en positiv og optimistisk fortælling. Vi møder nogle kvinder, der får de redskaber, de har brug for, så de kan komme videre i livet. Nogle af dem har fuldstændig mistet troen på sig selv på det tidspunkt, hvor de lander hos Danner (ja, oftest længe inden), og har brug for at blive genopbygget fra bunden.

Åh, mit hjerte

En af de scener i filmen, der virkelig rørte mit hjerte, var, hvor en af filmens gennemgående rådgivere har en ung kvinde hos sig. Den mand, hun er flygtet fra, har undermineret hendes selvværd, så hun oprigtigt tror, at hun intet kan selv. Han ordnede jo alt! Langsomt gennemgår rådgiveren de ting, man har brug for at kunne for at kunne leve et normalt liv. Og lige så langsomt går det op for den unge kvinde, at hun faktisk godt kan gøre de her ting selv! Forud for det vi ser, har der været andre sessions, men lige i denne session kan man høre smilet i den unge kvindes stemme, da hun pludselig opdager, at mange af de ting, dem kan hun faktisk godt – ja, hun gør dem allerede!

Et genoprettet menneske

Man går fra filmen med troen på, at der stadig er mere godt end skidt i verden – bl.a. fordi vi sidst i filmen ser en kvinde forlade huset, genoprettet som menneske – med job, bolig og tro på livet. Så helt enestående smukt!

En tak

En stor tak til DoxBio for jeres arbejde med at bringe film som denne ud til et større publikum. I gør et stort og vigtigt stykke arbejde.

Share

Kongens Nej


Mens jeg sad og så filmen, tænkte jeg hele tiden på dette tweet fra Søren Espersen (DF).

Når man ved, man har ret

Vi ved jo, hvordan DF’eres og fx Anders Fogh Rasmussens hjerter svulmer, når talen falder på Besættelsen og den danske (eller norske) modstand. Jeg så hele tiden for mig, hvordan Espersen sad og blinkede en tåre bort, da den norske kongefamilie må skilles, for ikke at blive taget til fange af tyskerne. Og hans medfølelse med de norske soldater, der kæmpede for deres lands frihed.

Hvilket jo står i en slående kontrast til graden af hans medfølelse, når det gælder andres frihedskamp. Aktuelt, fx syrernes. Det gør mig simpelthen så vred, at jeg næsten ikke kan være i min krop!

Valg eller Nej?

Filmen hedder Kongens Nei på norsk, men har af årsager, jeg bare ikke kan begribe, fået den danske titel Kongens Valg. Enten kender vi de historiske fakta, inden vi går i biografen, eller vi har læst foromtaler og anmeldelser og dér fået at vide, at den norske konge og regering sagde Nej til tyskernes “tilbud om beskyttelse”. Se i øvrigt den norske TV-serie Den Russiske Ambassadør (igen en mærkelig dansk titel – norsk titel Okkupert) på Netflix. Den handler om et tilsvarende valg lidt ud i fremtiden.

Kongens Nej er en fin film, der angiveligt holder sig ret nøje til sandheden – eller den sandhed, som historikere er nogenlunde overens om. Når vi ved, at mange får hele deres historiske viden fra film og tv-serier, så er det godt, at der laves så gode film som denne.

Den fremstiller på fornem vis det forfærdelige dilemma, som alt for mange sættes i – ikke bare konger og regeringsledere, men også mange almindelige mennesker – tænk bare på regeringsembedsmænd og politifolk i USA for tiden. Skal jeg gøre *det rigtige* og risikere mit og andres liv og skæbne, eller skal jeg gøre *det nemme*, der tilsyneladende bevarer en form for status quo? Skal jeg tilslutte mig de hutuer, der lige nu har overtaget, eller skal jeg forsvare min nabo, der er tutsi, og risikere mit og mine børns liv? Fortsæt selv ad nauseam.

Bagklog

Det er nemt at være bagklog og sige, at det var den norske konge og regering, der traf det rigtige valg – i forhold til den danske, der kapitulerede med det samme. Men hvem er vi, der dømmer deres valg dengang? Og hvem er vi, der dømmer folks valg i dag, når de står ved den slags skilleveje?

Hvad skal vi med kultur?

Det her er en af de ting, kultur kan: Vise os et moralsk dilemma og tydeliggøre, hvor mange forskellige faktorer, der har indflydelse på de svære valg, mange mennesker udsættes for i løbet af tilværelsen.

Men som nævnt i indledningen, er det desværre ikke alle, der føler sig kaldet til eftertænksomhed. Det må være skønt at være så sikker i sin sag!

Share

Bare fordi man elsker opera

– er man ikke nødvendigvis god til at synge.

Det kan jeg da selv skrive under på. Det burde Florence Foster Jenkins jo også have kunnet, men hendes enorme formue og mange menneskers afhængighed af hendes gavmildhed betød, at hun ikke rigtigt blev konfronteret med sine ellers ret indlysende shortcomings i operafaget.

Feel-good mester

Hendes på mange måder sørgelige skæbne er blevet til en ret skøn film med Meryl Streep og Hugh Grant. De har tydeligvis haft en fest sammen med Big Bang-stjernen Simon Helberg under feel-good-filmens mester, Stephen Frears‘ kyndige hænder. I hvert fald spiller de alle tre fuldstændig forrygende, og jeg tænkte hele tiden på flere stykker af Moliére og Holberg, hvor fjolset først hænges ud, men siden bliver stykkets helt.

Hyklere og fedterøve

Florence kan jo faktisk ikke gøre for, at folk i hendes yderkreds fedter så meget for hende, at de lyver hende op i ansigtet. Personerne i hendes inderkreds har helt andre grunde til ikke at fortælle hende sandheden – de afslører sig i filmen.
Hugh Grant 2014

Og kan jeg så lige tilføje en lille fjollet sidebemærkning? Hugh Grant har aldrig været skønnere. Hans ungdoms lettere flødebollethed er erstattet af en langt mere klædelig moden flødebollethed tilsat nogle ganske klædelige rynker…

Share

Captain Fantastic

På trods af at jeg, som sikkert så mange andre kvinder, har et blødt punkt for Viggo Mortensen, så sad jeg alligevel i starten af filmen og tænkte, åh nej, det her orker jeg ikke. Men jeg blev heldigvis snydt, for filmen ville noget andet, end jeg først troede.

Seks børn

Den gode Kaptajn, Ben Cash, opdrager sine seks vidunderlige børn uden for samfundet. De bor langt ude i en skov i det nordvestlige USA og lever næsten i et med naturen. I som kender mig ved, hvor lidt fidus jeg har til “ét med naturen”, yoga, spelt-halløj og spiritualitet, så jeg havde svært ved at fordøje visse elementer af deres tilværelse, derude i vildnisset.

Men samtidig var jeg vild med, at han konsekvent talte til alle seks børn i øjenhøjde, aldrig stak dem alle de typiske børneløgne, som er så udbredte blandt ikke mindst amerikanske forældre, og havde tårnhøje forventninger til dem, fysisk såvel som intellektuelt. Mødet med deres to helt normale fætre er en sand øjenåbner! Og glæd jer til en af de sjoveste scener på filmlærredet p.t. – der hvor en politibetjent stopper dem, mens de er på vej sydover i familiebussen Steve. Overrumplende og skørt.

Svend Brinkmann

Jeg så tilfældigvis filmen samme dag, som jeg havde læst Zetlands interview med Svend Brinkmann om morgenen og så Martin Krasniks interview med ham om aftenen i Deadline. Sammenfaldet var større, end man lige skulle tro, for Brinkmann taler bl.a. om, at vi har misforstået begrebet anerkendende pædagogik, fordi det ikke er i ungernes interesse, at vi roser deres middelmådige præstationer, når vi ved, de kan gøre det bedre. Ben Cash roser kun sine unger, når de præsterer over det, han forventer af dem. Og han har saftsuseme høje forventninger.

Rigtigt og forkert

Brinkmann taler også om, at vi skal lægge (større) vægt på at lære vores børn forskel på godt og skidt, rigtigt og forkert. Visse ting kan og skal ikke relativiseres! Både Cash selv og de seks børn og selvfølgelig folk omkring dem får udfordret deres forestillinger om rigtigt og forkert i løbet af filmen, og det er rent guld!

Er dine børn 13 år eller derover, så tag dem med ind og se den her film. Der er meget at tale om bagefter. Hvor er “the middle ground” mellem Captain Fantastic’s verdensfjerne skib i skoven og den fladpandede forbrugerisme, der er ved at sende os ud over kanten?

 

Share