Plat litterær humor

Det er, hvad Blågården bibliotek præsterer på deres Instagram-konto, der er sprudlende sjov. Følg dem, hvis du elsker grim 90’erne hjemmesideæstetik, bøger eller bare plat, übernørdet humor med litterære overtoner. Hvis du ikke rigtigt kan se billedet ovenfor (I know, jeg har stadig ikke fået fikset det problem), så er det et af flere Jussi-memes fra Blågården.

Kunst og kultur

Mamma

Jeg var temmelig sikker på, at jeg ville være vild med Mamma Andersson at dømme efter de billeder, jeg har set i omtaler og anmeldelser. Og jeg blev ikke skuffet. Fantastisk maler! Jeg begriber ikke, hvordan der hele tiden kan dukke nye fantastiske kunstnere op, som jeg aldrig har hørt om, men som ikke desto mindre er meget berømte i kunstverdenen. Jeg bevæger mig helt klart i de forkerte cirkler. Tag på Louisiana og lad dig betage, og se samtidig den sjælsrystende udstilling med den sorte Magnum-fotograf Arthur Jafa.

Ursula Reuter-Christensen

Jeg blev vild med Ursula Reuter, da jeg så Kunstnerkolonien på Bornholm, som jeg skrev om i indlægget “Kunst i Danmark“. Hende havde jeg så heller aldrig hørt om. Jeg kunne lide hendes kantede personlighed, og jeg kunne lide det maleri, hun malede, mens de var på øen. Desværre var jeg mindre vild med det udvalg af hendes billeder, jeg så i dag på Den Frie Udstilling, hvor hun udstiller med en anden kunstner. Dog kunne jeg vældig godt lide det kæmpe lærred herunder.

Pagten

Jo, som vældigt mange andre, jeg kender, fik jeg set Pagten i løbet af ugen. Jeg er ikke Bille Augusts største fan, men det er en flot film. Alle har skrevet om skuespillerne, så det springer jeg over. Jeg var meget betaget af fotograferingen, som nogle steder er helt suveræn (scenen foran hans hus, hvor de besegler pagten, fx.), scenografien og kostumerne. Oh, wauw! Jeg er dog ikke sikker på, at jeg synes, det er en *storfilm*.

Ugens bog

Var langt bedre end ventet – en ret stor oplevelse, faktisk. Det var Eva Tinds Kvinden der samlede verden om Marie Hammer, der som den første beviste teorien om, at alle kontinenterne på et tidspunkt har været forbundet. Du kan læse lidt mere her på Goodreads.

Apropos bøger

Hvis du nu har abonnement på Information eller kender en der har – eller kommer forbi et bibliotek, så har avisen fået den glimrende idé at lade forfatteren Katrine Marie Guldager interviewe et udvalg af danske litteraturanmeldere. Det er faktisk ret interessant læsning, hvis man går op i den slags.

Samfund/miljø/politik

Er det Fox’ skyld?

Mother Jones (venstresnoet amerikansk online-medie) argumenterer her for, at accelerationen af den enorme polarisering af politik i Amerika falder sammen med, at Fox News startede. De argumenterer såmænd udmærket for sagen – men kan det virkelig være én tv-station? For så må man da sige, at Rupert Murdoch har fået bang for the buck!

At undslippe livet som kvinde

I Albanien har journalisten mødt nogle kvinder, der tidligt aflagde kyskhedsløfte for at kunne få lov til at slippe for at blive bortgiftet som teenagere. I stedet har de levet alene hele livet – som mænd! Virkelig spændende at det har været anerkendt i denne del af Albanien som en “udvej” for kvinder. Pga. moderniseringen af landet er traditionen dog ved at ebbe ud. Forhåbentlig til fordel for et bedre liv for ALLE kvinder.

Det var min veninde Anja, der sendte artiklen til mig, som du her får i oplåst version. Du må også godt sende mig artikler, hvis du falder over noget, der passer her i #serendipitet.

MacKenzie Scotts trillimillioner

Hvem/hvad giver hun dem egentlig til? Det har Bloomberg kigget nærmere på.

Viden

Masker virker

New York Times fortæller om et større studie, der ret overbevisende dokumenterer, at masker (selvfølgelig) virker. Ellers havde folk i Japan og Korea nok ikke brugt dem i årtier…

Jo, du skal lade dig vaccinere, selvom du har haft Covid

Videnskab.dk har talt med nogle forskere, der forklarer hvorfor.

Om os

Et tegn på at noget er “off”

En lille artikel, der peger på en lille ting, der siger noget stort om et andet menneske, nemlig: Hvordan behandler personen ekspedienter, tjenere, rengøringspersonale, etc.?

Jeg erindrer med pinlig klarhed episoder med et bestemt menneske i mit liv, der burde have sendt kraftige røgsignaler til mig om, at jeg ikke skulle involvere mig. Men som vi ved: bagklogskab er den allerklogeste klogskab…

Verdensudstillingen i Paris

En lille film fra verdensudstillingen i 1900 er sat ned i tempo og farvelagt. Jeg bliver svimmel ved tanken om, hvor meget tid og kræfter især kvinderne må have brugt på deres tøj og fremtræden dengang. Pyh!

Gin-kage

Rent alkoholmæssigt gik jeg i stå for flere årtier siden. Jeg ææælsker stadig G&T’s. Her er en opskrift på en G&T-skærekage! Den er skåret over samme læst som en anden favorit i familien, nemlig lemon drizzle kage. (husk, at når der står selfraising flour skal du bare tilføje en tsk. bagepulver eller halvanden i stedet).

Share

Identitetssnyd

En japansk midaldrende motorcykelglad mand udgav sig for at være en ung kvinde vha app’en FaceApp og fik en mængde followers for sine natur- og motorcykelbegejstrede tweets. Han/hun postede aldrig seksuelt indhold eller noget, der på anden måde var pågående. Da han til sidst gik til bekendelse, skete det modsatte af det forventede: Folk blev begejstrede. Der er vigtige ting at lære af den historie: Det vigtigste citat i artiklen om Nakajima er dette:

“Nakajima said the charade had helped him express a side of his personality he’d been afraid to show the world.”

Artiklen bruger lang tid på alle de dårlige implikationer af, at AI kan skabe en falsk virkelighed, og som læsere af serendipiteten vil vide, er det en bekymring, jeg deler. Men jeg er faktisk mere optaget af det positive gender-bender perspektiv, historien peger på. Og af spørgsmålet “hvad er autencitet”?

En professor i online-kommunikation udtaler:

“To their generation (de unge), “authenticity is not about: ‘Does your profile picture match your real face?’ Authenticity is: ‘Is your voice your voice?’ Their feeling is: ‘The ideas are mine. The voice is mine. The content is mine. I’m just looking for you to receive it without all the assumptions and baggage that comes with it.’ That’s the essence of a person’s identity. That’s who they really are.”

Samfund/miljø/politik

Had mod asiater

Racisme udfolder sig meget forskelligt fra land til land. I Danmark handler næsten al racisme om “muslimer”, et ord der ofte dækker over alle med sådan-cirka-mellemøstligt udseende. Men vi hører også stadigt oftere om racisme vendt mod asiater, ikke mindst efter Covid, hvor alle med et sådan-cirka-kinesisk udseende beskyldes for at have bragt virussen til verden. Dertil kommer så den “gode gamle” antisemitisme, som nu får ny ilt af den israelske stats fortsatte undertrykkelse af Palæstina. Selvom et relativt kvalificeret gæt fra min side er, at langt de fleste danske jøder er modstandere af annekteringspolitikken og besættelsen af Gaza.

Her er en lille tegneserie om, hvordan børn opdager, at de er “anderledes”. Den bliver man lidt trist af.

Et mysterium fra 1959

Måske er det løst? Et hold trænede trekkere og skiløbere forsvandt i 1959 i en snestorm i Sovjetunionens kolde nord. Da de blev fundet – alle døde – havde de uforklarlige skader, og der var endda spor af radioaktivitet i nogle af deres kroppe. Utallige har spekulationerne været over årene, men der har selvfølgelig først efter Sovjetunionens kollaps været mulighed for at udforske mysteriet til bunds. Denne spændende artikel i The New Yorker fortæller om ekspeditionen, om alle teorierne og om en mulig opklaring.

Adoption

For tiden hører vi, med god grund, meget om adopterede, fordi det ofte har vist sig, at deres rigtige forældre faktisk ikke ønskede at bortadoptere dem, men i en eller anden udstrækning blev tvunget til det i en hæslig kombination af pres fra myndigheder og uudholdelige ydre omstændigheder – og i en del tilfælde egentlige bortførelser.

Samtidig har hvide, vestlige adoptivforældre været mere end villige til at lukke øjnene for dette, når bare de kunne få et barn.

Her er en historie fra potentielle adoptanters side. (Her handler det dog kun om adoption inden for USA).

Viden

Udeskole virker

Et stort forskningsprojekt har kortlagt, at eleverne trives bedre, når de modtager en del af undervisningen udenfor. Det understreges dog, at det ikke er nok at flytte den undervisning, der plejer at foregå i klasselokalet, 1:1 udenfor. Undervisningen skal tilrettelægges derefter.

Druk i virkeligheden

Videnskab.dk gennemgår, hvad der vil ske med dig, hvis du i et år gennemfører eksperimentet fra Druk og opretholder en promille på 0,5 i løbet af arbejdsdagen. Det er desværre ikke opløftende læsning – men altså, det vidste vi jo godt!

Nej, min 61-årige hjerne er ikke gået i stå

Og det er ikke bare noget, jeg påstår: Neuroplasticitet gør, at jeg kan lære nyt og blive klogere, helt indtil min hjerne står af – sådan rigtigt. Læs hos Videnskab.dk.

Digitalt

Digitale krænkelser

En god film om, at det kan ramme ALLE, uanset køn, etnicitet eller alder. 

Sig Det Højt!

Nye genvejstaster

Det er ikke sikkert, de er nye for dig, men nogle af dem var nye for mig.

Om os

Eksprestoget Møllehave

Et personligt, varmt og humoristisk farvel til den gamle præst fra Hans Henrik Schwab, der var en nær ven og samarbejdspartner.

Der er kærestebreve

Og så er der KÆRESTEBREVE. Richard Feynmann (Nobelprisvindende fysiker) skrev et kærestebrev til sin hustru, to år efter hendes død. Det er først for nylig dukket frem af hans efterladte papirbunker. At tænke sig, at han var fysiker og ikke digter!

Og nu vi er ved Feynmann, så var han angiveligt en fantastisk formidler. Han evnede virkelig at læse noget og indoptage det og videreformidle, så alle kunne forstå det. Her opsummeres hans teknik, så vi andre kan få glæde af den. Jeg har selv oplevet, hvor meget mere jeg får ud af bøger, når jeg gør mig umage med min “anmeldelse” på Goodreads eller, i endnu højrere grad, diskuterer den med andre, f.x. i min bogklub men også med venner. Og apropos ovennævnte plasticitet i hjernen, så duer det også til det!

Kunst og kultur

Kengo Kuma

Her er en film fra Louisiana om den japanske arkitekt Kengo Kuma, der har tegnet det vandcenter, eller hvad man skal kalde det, der bliver bygget lige ved Kyssebroen på Christianshavn. Han har også tegnet et nyt HC Andersen center i Odense, ligesom det er ham, der har tegnet det olympiske stadion i Japan.

Hans tanker om arkitektur er meget inspirerende, og han er helt besat af litteratur og mener, at litteratur og arkitektur har meget til fælles. Fx. siger han om Murakami, at denne skaber “en meget præcis anden verden”, og at det er det, han selv prøver på, når han laver arkitektur.

Han er stærkt optaget af at komme “tilbage til naturen” og forsøger at undgå beton, når han bygger. Han håber på, at pandemien er en ny begyndelse, hvor vi mennesker vil indse, at vi næsten har ødelagt vores klode og vil begynde for alvor at reparere på den. Skønt født i 1954 er der ikke meget boomer over ham!

Og nu vi er ved Louisiana

Så har jeg været oppe og set MOR! Det var en dejlig oplevelse med mange inputs. Min hjerne var lidt træg den dag, så jeg tror egentlig, at jeg må se den igen. Det værk, der berørte mig mest, var Candice Breitz’ værk Mother fra 2005. Men nu, et par dage senere, kan jeg også fremkalde de to værker af Paula Modersohn-Becker på nethinden. Måske skyldes det, at hendes stil har lagret sig i min hjerne, siden jeg så særudstillingen med hende – også på Louisiana.

Under vandringen på udstillingen mødes vi af tre ikoner af den hellige Madonna. Vi bemærker, at hendes hud bliver lysere frem gennem århundrederne. Og i dag falder jeg så over en artikel om netop det. #Serendipitet!!! I den lange artikel finder man også en ganske videnskabelig redegørelse for, hvordan tempelridderne opstod. Og jo, i den tidlige kristendom var man klar over, at Madonna og Jesus kom fra Mellemøsten og derfor havde mellemøstlig hudfarve. Det har den kristne kirke så ihærdigt og succesfuldt forsøgt at glemme lige siden.

Institut for samtidskunst

har jeg besøgt med min lillebitte kunstklub. Vi var ikke heeeelt overbeviste. Den film, En trup og en dans om drømme, der var kernen i værket Et ridt mod det tomme, var et nummer for avantgardistisk for vores smag. Vi grinede lidt af os selv, for er det nu os (stort aldersspænd, så ikke noget med boomers), der er småborgerlige og har (for) stramme definitioner af kunst, eller var værket bare for de få indviede? Det er gratis, så gå selv derind og se, hvad du synes!

En kunstner lapper asfalten

Det sker i Lyon. Se de dejlige billeder af hans “lapper”, der er lavet af mosaikker.

Historien er fra det ret besynderlige og måske en anelse højpandede nyhedsbrev Et Hul i Markedet (en udløber af Føljeton). Tjek det ud, hvis du er til den slags.

Ugens bog

Bliver der ikke noget af, for jeg er ikke blevet færdig med nogen af de tre bøger, jeg har kørende. Men næste uge!

Share

Vaccinens velsignelser

En kvinde, der var så uheldig at blive født, før børn rutinemæssigt blev vaccineret mod tuberkulose, fortæller her sin historie og om, hvor lykkelig hun er, for at hun fik muligheden for at få sine børn vaccineret. Den historie står i POV.

Samfund/miljø/politik

Kronisk syge stigmatiseres

Apropos Søren Pinds helt utroligt hjernedøde tweet (som er slettet, men som han selv henviser til herover), er her journalist Mette Nexmands fine essay om at få en hjerneblødning og pludselig være en del af den tabergruppe, Pind taler om: De kronisk syge.

Tab af eksekutive funktioner

Der tales ofte om folk, der modtager offentlige ydelser, de ikke er berettigede til. Det er noget sjældnere, der tales om folk, der har krav på offentlige ydelser, de ikke modtager. Når menneskers eksekutive funktioner hæmmes, fx ved psykisk sygdom, kroniske smerter eller vedvarende fattigdom, så bliver de dårligere og dårligere i stand til at navigere i offentlige systemer. Jeg læser det blad, som Kirkens Korshær udgiver. I det kan man i hver eneste udgave læse om folk, der ryger ud af systemet, fordi de er kommet så langt ud, at de ikke længere kan forholde sig til det eller aflæse det. Man kan mene, hvad man vil, om organisationer som Kirkens Korshær, men vi har dælme brug for dem, så længe folk falder ud af systemet og ikke samles op igen. Der er huller i det der velfærdssikkerhedsnet!

“Hvis Trump havde fået sin vilje, ville jeg være død”

Du har måske set Netflixserien When They See Us? Huskede du at tænke på, at der var rigtige ægte mennesker bag den spændende serie? Her fortæller en af dem sin historie i anledning af, at der er en bog på vej. En ret usædvanlig bog, lyder det som om.

Viden

En kvinde der har ret…

Hun var programmør, så blev hun sociolog. Den kombination må være en vinder, for hun har haft skræmmende meget ret i de forudsigelser, hun er kommet med over årene. Læs med i New York Times om Zeynep Tufekci.

En kolibri flyver igennem et vandfald…

Læs artiklen i videnskab.dk eller nøjes med at se videoen.

Teknologi

Hvorfor gider du ikke høre om kunstig intelligens?

Da jeg havde læst Zetland-journalist Frederik Kulagers artikel om den seneste udgave af AI, kunstig intelligens, der er målrettet til at kunne skrive (gøre dig og mig arbejdsløse), delte jeg den straks på Twitter. Jeg tror, der var én, der likede den. Ærligt talt, jeg fatter det ikke – kunstig intelligens er noget af det allervigtigste, der sker i samfundet (når vi ikke taler klima), og den er allerede i fuld sving med at producere fake news, som forurener din Facebookstrøm og de medier, du læser

Jeg har skrevet og linket en del her i serendipiteten om AI, og det er ALDRIG det, folk kommenterer eller er optagede af. Hvorfor gider I ikke læse eller høre om det?

Anyway, I får en chance til – og det er på dansk.

Kunst og kultur

De surreelle damer

Jeg var på Louisiana og se den flotte udstilling med alle de kvindelige surrealister. Desværre havde jeg valgt en dag og et tidspunkt, hvor der var alt for mange mennesker. Udstillingen er flot, og vel det man på engelsk ville kalde “sweeping”, men åh, jeg har det bare svært med surrealisme! Det er en meget krævende kunstform, og jeg kan ikke rigtigt leve op til den? Jeg forstår ikke al den raffinerede symbolik, og jeg har vist heller ikke tålmodighed til at sætte mig ind i den.

La Belle Epoque

Jeg kan se, at mange af anmelderne ikke bryder sig om denne film – min biografpartner var heller ikke ovenud begejstret. Men jeg morede mig – og det gør jeg i reglen overhovedet ikke til “sjove” film. Daniel Auteil spiller en moden mand, der sgu ærligt talt er røget lidt bagom dansen. Det synes hans kone og hans søn i hvert fald. Sønnen forærer sin far en ret speciel gave – en form for teater-tidsrejse – og så udvikler det sig derfra. Auteuils karakter er lidt ældre end jeg er, så han vælger 70’erne, hvor han var 25. Jeg havde jo nok valgt 80’erne. Jeg havde en fest med at forestille mig, at jeg blev teleporteret tilbage til Café Dan Turèll en torsdag aften med mine venner omkring pinball-maskinen.

Ugens bog

Jeg har fået De Ustraffede anbefalet mange gange, så den har stået på min huskeseddel i flere år, tror jeg. Så fik jeg den bestilt på biblo, og nu har jeg læst den. Sorry, men jeg har ikke læst en rigtigt god dansk krimi i adskillige år, og det var heller ikke den her.

Share

Danmark dejligst

Du tror sikkert, det er løgn, men min veninde og jeg besluttede allerede sidste år, at vi skulle tage en Danmarks-tur denne sommer. Vi havde netop været 4 dage i Jylland og besøgt adskillige museer og gået tur i forskellige landskaber og var blevet meget inspireret.

I år brugte vi en dag mere og nåede 2-3 destinationer om dagen rundt omkring på Sjælland og øerne – se evt. en lille billedreportage. Herunder omtales nogle af dem + de øvrige kulturoplevelser af varieret art, jeg har nået indtil nu i ferien. Alt det andet, der plejer at være i #serendipiteten, kommer tilbage igen, når hverdagen indtræffer.

Fuglsang Kunstmuseum

På Lolland ligger et fint lille museum med en mindre samling af ældre kunst og en lidt større af nyere (ny og ny, men altså ikke guldaldermalerier). Da vi var der, havde de en særudstilling om grafikeren Palle Nielsen. I en af de interview-videoer, man kunne se rundt om i udstillingen, siger John Kørner: “Kunne han dog ikke have arbejdet i lidt større formater?” (efter hukommelsen). De mange linoleumstryk er da også bittesmå, men jeg forlod museet med langt større respekt for Nielsen, end da jeg kom. Museets arkitektur er meget smukt tilpasset det åbne landskab, og man sidder lidt åndeløs og kigger så langt øjet rækker fra væg-til-væg-vinduet i “bunden” af museet.

Romantiske haver

Dem besøgte vi to af – Gisselfeld ved Næstved og Liselund på Møn. Gisselfeld er kæmpestor og meget imponerende, Liselund lidt mindre, men der bliver man virkelig slået af, hvor meget viden, arbejde og penge, der skal til for at tilrettelægge og vedligeholde sådan en “have”. For det er jo ikke nogen have, men en kæmpe park. Et kuriosum er den meget lidt poetiske, men til gengæld ufrivilligt komiske historie om striden mellem arvingerne til Gisselfeld. Historien om Liselund er til gengæld ægte romantisk!

To museer i nabolaget

Jeg fik ENDELIG besøgt det nye Københavns Museum, selvom det ligger et stenkast fra mit hjem. Det var en meget positiv oplevelse. Jeg er ret vild med udstillingsdesignet, som får virkelig meget ud af den relativt beskedne plads. Og så var jeg nærmest lykkelig over at se Agnes Slott-Møllers store glasmosaik, som jeg indtil da kun havde set billeder af og læst om.

Agnes Slott-Møller

og Louisiana

Det er godt at læse det med småt – i mange af livets forhold. Det havde jeg glemt, da jeg kørte på Louisiana med en veninde i sidste uge – for udstillingen med de Fantastiske Kvinder var jo slet ikke åbnet endnu… Nå men, vi fik gået en tur, spist vores dejlige picnic og set udstillingen med Per Kirkeby. Hans bronzeskulpturer gør simpelthen bare ikke noget for mig, må jeg nok indrømme. Til gengæld er jeg vild med hans malerier – farverne!!!!

Per Kirkeby

Biografen

Jeg så Lone Scherfigs The Kindness of Strangers, som desværre var en skuffelse. Jeg er ellers ret glad for Scherfig, men jeg synes ikke, hun ramte den her. Til gengæld er den franske Forført med vidunderlige Juliette Binoche en effektiv thriller med noget på hjertet. Det er noget, de kan, franskmændene. De kan også have instruktører med mellemøstligt klingende navne, der instruerer film, som ikke handler om mørklødede gangstertyper eller flygtninge. Og de kan have brune og sorte skuespillere i roller, som “helt almindelige” franskmænd. Det ku’ vi ærligt talt godt lære noget af herhjemme.

Og så har jeg set den særdeles glimrende road movie Queen & Slim. Mon den får regulær premiere i danske biografer? Road movies kan bare noget!

Proxima er en film om en kvindelig astronaut og hendes datter. Jeg syntes ærligt talt ikke, det lød særligt besnærende, men jeg tog fejl. Eva Green og pigen, der spiller hendes datter, er helt suveræne, og historien er langsomt og tålmodigt fortalt og overrasker til stadighed på en meget afdæmpet måde. Instruktøren, Alice Winocour, er fransk, men ellers er det ikke rigtigt til at lure, hvilken nationalitet den skal forestille at have. Den foregår i Tyskland og i Rusland, hovedpersonerne taler mest fransk, men også tysk og russisk. Og engelsk med Matt Dillon. Det er faktisk lidt skønt!

En bog eller to

Jeg har fået læst fire bøger (snart fem faktisk, for er 3/4 igennem Buddenbrooks) i ferien. Det kunne jo godt være blevet til lidt mere, men helt tosset er det da ikke. De bedste var VIDT forskellige. Sommerglæder af Herman Bang og en helt ny sci-fi-roman kaldet Burn-In. Alle, der interesserer sig for AI, bør virkelig læse Burn-In. Første kapitel kan læses gratis her. De to andre var On Earth We’re Briefly Gorgeous af Ocean Vuong og F af Daniel Kehlmann. Links er til mine omtaler på Goodreads.

Kom og besøg mig!

Jeg er nu 60 år og enlig (NU skal du få ondt af mig…), og efter at have oplevet mine bedsteforældre og forældre og venners forældres alderdom og død, må jeg tilstå, at det fylder mig med rædsel at blive gammel. Altså, det er fint nok, indtil afhængigheden af andre indtræffer. Bliver jeg dement, får jeg en hjerneblødning eller bliver jeg bare en irriterende sur gammel dame med smerter, der gentager mig selv hele tiden og er fyldt med brok?

Alt det fik jeg lejlighed til at tænke endnu mere over, da jeg hørte en Zetland-historie ud over det sædvanlige. Det mest usædvanlige ved den var, at det var en personlig fortælling. Zetlands skribenter inddrager ikke ret tit sig selv i deres historier, og skriver da endnu sjældnere OM sig selv. Men det gjorde Mads Olrik i sin beretning om, hvad der skete, efter at hans far fik en hjerneblødning. Du kan lytte eller læse ganske gratis her. Hvis du lytter, kan du høre Mads og hans far tale sammen om farens ændrede personlighed. Det er ret stærkt.

Jeg har aftalt med Zetland, at jeg holder en lille “seance” hjemme hos mig, hvor vi kan være otte personer i alt og tale om, hvad det vil sige at personligheden forandres, som det sker for flere og flere af os, fordi vi dels overlever hjerneblødninger i højere grad end før, dels bliver ældre og dermed ofte demente.

Det bliver tirsdag den 18. august kl. 19:30, og jeg skal nok sørge for et glas vin eller en kop te/kaffe (og håndsprit). Du melder dig til ved at skrive til mig på mail (nene@labeet.dk) eller på Twitter (@labeet). Først til mølle, etc. Mads Olrik har lovet at introducere (via video).

Share

Få dig en hobby

Du bliver lykkeligere og bedre til dit arbejde af det, fortæller denne artikel. Det er jo ikke overraskende, at man har brug for andet i livet end familie og arbejde, og tre ugentlige besøg i fitness-centret gør det ikke ud for en hobby.

Jeg læser og lytter og strikker og forsøger at få spillet lidt på mit klaver. Hvad gør du?

Samfund/miljø/politik

Gulerødder og æbler på recept

Frugt og grønt på recept vil spare samfundet milliarder. Og så er der den enorme miljøgevinst, som kommer lige i hælene. Men mon ikke en del mennesker vil se det som et større indgreb i den personlige frihed end medicin på recept? Fast Company har historien.

Skrøbelig maskulinitet

Gang på gang må man overraskes over, hvor skrøbelig mange mænds maskuline identitet er. En undersøgelse påviser, at mænd fravælger miljøvenlige produkter og handlinger, fordi de opfattes som “feminine”. Suk. Tak til nyhedsbrevet #notallmails for link.

til kamp mod medicinalgiganter

En selvudnævnt “hillbilly lawyer”, ikke ulig Erin Brockovich, har påtaget sig at føre en kæmpe sag mod medicinalfirmaer og distributører, der har solgt opioide produkter til amerikanere i helt uhørte mængder. De har solgt hvad der svarer til en glas piller til hver eneste amerikaner, ung som gammel! #Longread om baggrunden og den kommende retssag.

fake news – igen

Hvor bange skal vi være for #fakenews? Ikke så bange, som der lægges op til, siger denne forstandige Professor of Public Policy. Til gengæld kan vi roligt være bekymrede over hemmelige donationer til politikere. Vi kigger på dig, Britt Bager, og dig, Marcus Knuth.

Amazon-føljeton

Jeg skriver tit om Amazon. Det gør jeg, fordi det er et af verdens største firmaer, fordi de fleste af os køber et eller andet dér med (u)jævne mellemrum, og fordi både selskabet og dets ejer sætter nogle standarder for, hvordan man driver forretning i dag, som vi nærmest har pligt til at sætte os ind i. Her er så The Amazon Diaries, hvor der kommer en ny beretning fra Amazons frontlinjer hver uge. Der interviewes medarbejdere, høj og lav, nuværende og tidligere, anonyme og navngivne. Det kan kun blive spændende.

miljøpanik

Internettets far, Tim Berners-Lee har en bror, Mike Berners-Lee, der har skrevet bogen “There is No Planet B”. Han gennemgår her de muligheder, vi har som borgere for at gøre noget selv. Der er ingen radikale tiltag, og du skal ikke blive veganer i morgen eller forsage al flyvning nu og altid. Læs hans afbalancerede og fredsommelige råd i The Guardian.

Teknologi

batterilevetid

Batterier. Elektroniklevetid. Ak. What to do? Jeg fik et par AirPods af mine sønner i julegave, og jeg må sige, at jeg er sindssygt glad for dem. Jeg har muligvis sarte ører, men on-ear høretelefoner gør ondt på mine ører efter kort tid. Og alle kender jo problemerne med de ledningsforbundne. Men der skal simpelthen findes en løsning – vi må kræve, at batterier har længere levetid og kan skiftes ud. Og så selvfølgelig ikke smide vores elektroniske dimser i skraldespanden! The Atlantic kigger nærmere på problemet.

Send bedre emails

Her er tre gode råd til at sende bedre (arbejds)emails. Anbefales. Og i tillæg er her så et godt råd fra mig til modtagerne: Svar helst på ALLE de spørgsmål, der stilles i mailen – det er så praktisk…

Viden

Den lille forskel

Artiklen her er faktisk fra sidste uge, men jeg glemte at dele den. Torben Sangild fra Zetland har læst en ny bog om kønsforskelle i hjernen og interviewet dens forfatter, en britisk forsker. Ikke så få mennesker hader bogens konklusioner.

Hvem er det mest synd for?

Er det synd for de små mus og misser, hvis man udrydder dem fra områder, hvor de er invasive arter og derfor truer oprindeligt dyreliv? Forskere mener, at man så kunne redde omkring 10% truede dyrearter!

Ja, fattigdom fører til dårlig dømmekraft

At være tynget af gæld på fattigdomsmåden (i modsætning til folk, der professionelt låner 100’er af millioner) har voldsom negativ effekt på ens kognitive evner. Det har mange studier efterhånden påvist.

Kunst og kultur

Behrouz Boochani

Jeg har nu fået læst den bog, mange taler om, skrevet af en iransk/kurdisk flygtning, der på sjette år sidder fanget i en australsk flygtningelejr på øen Manus, der ligger tusindvis af kilometer fra noget som helst. Bogen har vundet flere litterære priser, og den er da også ganske ekstraordinær. Jeg har skrevet om mine tanker på Goodreads. Bemærk, at jeg har sakset nogle citater fra bogen, som giver et godt indtryk af den.

Kuriosum: hans bio på Wikipedia er låst pga disput. Men jeg kan ikke gennemskue, hvad uenigheden går ud på, når jeg kigger på ændringerne. Interessant.

en tur i eventyrland

Pippilotti Rist på Louisiana bør alle unde sig selv. Det er en helt ekstraordinær oplevelse at blive lukket ind i hendes univers, og hun har meget at sige os – det meste af det på en ganske underspillet og humoristisk facon. Louisiana har endnu engang leveret en helhedsoplevelse, som bliver siddende i kroppen længe efter, man er kommet hjem igen.

urent trav

De fleste Københavnere kender Ib Spang Olsens fine vægmaleri ved Nordhavn station. Noget tyder på, at Københavns kommune snyder på vægten og decideret lyver for at slippe for at male det op igen. Hvis det er sandt, er det simpelthen for pinligt! Døm selv, her er nyheden fra minby.dk om, at vægmaleriet nok må lade livet, og her er Ib Spang Olsens efterladtes kommentar på Facebook.

Historiepodcast

Det er jo en af mine svagheder! Og nu har Heartbeats startet en ny en, der hedder Vild Historie, med bl.a. den dygtige forfatter og dokumentarist Tommy Heisz. Det første afsnit handler om branden i Stengade i 1975, og katastrofehistorikeren Rasmus Dahlberg er gæst og sætter historien i perspektiv. Det er podcast, præcist som jeg kan lide det. Vel researchet, vel forberedt, vel redigeret. Jeg er fan.

Share

Kunst overload i Basel

Sally Mann: Virginia at 6, 1991
Sally Mann: Virginia at 6, 1991

Jeg har været med familien en weekend i Basel til kunstmessen, Art Basel, der denne gang “udkom” i sin 46’ende udgave. Jeg har aldrig været der før og ved ikke heeelt, om det er noget, jeg har lyst til at gøre igen – mest fordi det var så stort – der var simpelthen alt for meget kunst. Niveauet var meget højt, og jeg så rigtigt mange flotte, sjove, spændende, originale og inspirerende værker. Men selvfølgelig også en hel del af det, som Jr. med en samlebetegnelse kalder “Meh”.

Billedet øverst, den lille pige af Sally Mann, var nok et af de dejligste billeder, vi så. Umiddelbart kunne det være enhver idiots feriebillede i s/h Instagram-lækkerhed, men så alligevel ikke. Der er en grund til, at Sally Mann er blevet en stjerne på fotografi-himlen.

De ni billeder i “galleriet” (beklager min elendighed som fotograf og endnu større elendighed som billedredaktør (billederne ligger på siden i mobilversion???)) er alle kunstværker, jeg af en eller anden grund synes om (klik og se i stort format). Jeg kan ikke altid forklare årsagen – hvilket måske er en af årsagerne til, at jeg ikke er kunstkritiker. Det enorme billede af Richter, som jeg kan takke Louisiana for, at jeg har lært at kende, var jeg helt vild med. Jeg forestiller mig en kæmpevilla med en ubrudt gang så lang, at det kunne hænge der i al sin majestæt!

Herunder er så et billede, jeg gerne vil have forklaret, for jeg fatter simpelthen ikke, hvad meningen er.

Sandra Gamarra: "V.O. con subtitulos en espanol I", 2016
Sandra Gamarra: “V.O. con subtitulos en espanol I”, 2016

Jeg har ikke brugt timer på det, men jeg har da sat Manets billede (Olympia, 1863) ved siden af og kan ikke se forskel? Titlen på værket betyder noget med spanske undertitler, men forkortelsen V.O. forstår jeg ikke, og 1-tallet eller I’et til slut? Billedet af Gamarra er olie på lærred, præcis som originalen.

(Senere tilføjelse: V.O. står for Version Originale, som bruges i “dubbing-landene” til at angive, at en film ikke er dubbet, men er med undertekster. Så titlen er altså Originalversion med spanske undertekster 1. Det er muligvis sjovt?)

Rodney Graham: Artist in Artists' Bar, 1950's. 2016. Malet lysboks.
Rodney Graham: Artist in Artists’ Bar, 1950’s. 2016. Malet lysboks.

Jeg kunne rigtigt godt lide billedet herover og prøvede virkelig at få et fotografi uden for mange reflekser. Men som det ses, lykkedes det ikke særlig godt. Der er noget lidt mystisk og dragende og samtidig meget genkendeligt ved billedet – man kommer uvilkårligt til at tænke på kunstnerbarerne i indre København, men også lidt på stemningen i Hoppers Nighthawks. Efter at have læst lidt om Rodney Graham og set nogle flere billeder på nettet kunne jeg virkelig godt tænke mig at se en særudstilling med ham.

Anish Kapoor: Mirror (laser red to oriental blue). 2016
Anish Kapoor: Mirror (laser red to oriental blue). 2016

Det sidste billede er malet på et spejl. Regn selv ud, hvad der hører til i værket og hvad der er spejlets refleksioner. Det fungerede ret fantastisk på messen.

Derudover har jeg blot at tilføje, at Basel viste sig at være en ret dejlig by at besøge – det kunne man godt gøre, selvom der ikke var kunstmesse.

Share

Eye Attack på Louisiana

Som altid en flot udstilling – og herligt at se, at Louisiana virkelig kendte sin besøgelsestid, dengang disse værker blev skabt, for rigtigt mange af dem er fra samlingen og ganske velkendte for det trofaste Louisiana-publikum.

Bridget Riley: Movement in Squares, 1961
Bridget Riley: Movement in Squares, 1961

Mange af værkerne, måske særligt dem af Bridget Riley (f. 1931), ligner noget, man kan lave på en computer med lidt skillz og fantasi, men de er jo rent faktisk udført med lineal, maling og opfindsomhed alene. Mindblowing!

I dag mødte jeg en dame, der også havde set udstillingen. Hun var blevet så svimmel af at se på nogle af værkerne, at hun opgav frokosten bagefter pga kvalme! Så slemt syntes jeg nu ikke, det var, men nu er jeg også overordentlig glad for mad.

Francois Morellet, Sphére, 1962
Francois Morellet, Sphére, 1962

Den 14-årige og hans kammerat morede sig meget over, at mange af mobilerne larmede så meget. Mig: “Prøv du at bygge en maskine, der kan køre hver dag i 40 år uden at blive slidt!”

I udstillingen er der et rum, hvor opart perspektiveres i forhold til samtiden. Der var bl.a. denne fine illustration.

2016-02-18 12.21.59
1966

 

Vi nåede også Fire under Snow, en udstilling af videokunst. Vi havde det meget forskelligt med værkerne – nogle stod vi bare og gloede på og kunne ikke se pointen, andre syntes vi (og det er inklusive de to teens) var helt fantastiske. Ikke mindst Candice Breitz’ ’Working Class Hero (A Portrait of John Lennon)’ fra 2006. Wauw, et vildt værk! Vi sad foran det meget længe.

Share

Yayoi Kusama

Panoramafoto ind i græskarboksen på Louisiana. Foto: Dane
Panoramafoto ind i græskarboksen på Louisiana. Foto: Dane #ininfinity

Så har vi også været på Louisiana og se på prikker og græskar. Og ja, det er en svimlende flot udstilling. Uendelighed er et gennemgående tema hos den vedholdende, men også forstyrrede Kusama. Det forstår man fuldstændig, når man har set udstillingen. Hun laver virkelig aldrig én af noget – snarere én million! Hvis du ikke fik set dokumentaren om hende på DRK (den er der desværre ikke mere), så se lige videoen herunder – så forstår du!

I det hele taget er det et dejligt skridt væk fra den sædvanlige vestlige kunst udført af hvide mænd at tage på Louisiana. Ud over Kusama-udstillingen kører den store Afrika-udstilling stadig. Den indeholder mange originale bud på kunst, design og mode fra et andet sted, end vi er vant til. Afrika-udstillingen slutter 25. oktober, så det kan nås, hvis man skynder sig.

Share

Nat på museet

 

glyptoteket

Ja, egentlig mener jeg jo aften – nat lyder bare mere dramatisk. Vore store museer er begyndt at holde aftenåbent i forskellige formater. Louisiana holder aftenåbent tirsdag-fredag (til 22), og det vil jeg virkelig anbefale de af jer, der endnu ikke har prøvet det, for der er langt færre mennesker end lørdag-søndag. Har man tid, lyst og råd, er deres aftenbuffet i reglen et godt bud på et hyggeligt, sund og velsmagende måltid. Og nu er der jo PRIKKER – helt til januar måned.

Men faktisk handler dette om Glyptoteket og deres Slow og om SMK og deres SMK Fridays. De kommer lige efter hinanden (nok ikke verdens allerbedste planlægning…).  Glyptoteket havde ikke linket deres Slow i torsdags til Golden Days’ Festival of Important Shit – eller omvendt. Gad vidst, hvem der ikke taler med hvem? For en aktiv kulturforbruger hang arrangementet derfor lidt og svævede, og jeg havde svært ved at se den røde tråd i de arrangementer, der blev tilbudt. Det forekom mig altsammen enten uvedkommende eller elitært. Tilstrømningen var da også derefter. Jeg nøjedes derfor med at se Man Ray-udstillingen, som jeg af uransagelige årsager ikke havde fået set før. En udmærket udstilling, men måske lidt på den konventionelle side. Man fik ikke rigtigt fornemmelsen af, hvor kantet og usædvanlig Man Ray var i sin egen tid.

Goldendays2015

Dagen efter var jeg til SMK Friday, der handlede om Mesterværker og var knyttet til  Golden Days. Det var et virkelig godt arrangement, og det var ekstremt velbesøgt. Gå hjem og vug, jer typer, der tror, unge hippe mennesker ikke vil gå på museum. For det vil de i den grad godt. Jeg føler mig tit gammel, men dog sjældent, når jeg går på museum. I fredags var der dog kraftig overvægt af folk mellem 20-30. Måske lidt flere kvinder end mænd, men ikke overvældende (scoretip, guys!). Der var spændende musik, interessante “talks”, billige drinks og så al den dejlige kunst i behageligt aftentempo. Diskussionen, af hvad der udgør et mesterværk, er altid interessant. For det er jo lidt hævet over diskussionen om, hvad der er kunst. Prøv at snakke om det over middagsbordet – hvornår ophøjes et kunstværk til mesterværk? Når det har modstået tidens tand og glemslens dyb i 100 år? Kortere eller længere tid? Og kan det være et mesterværk i 50 år og så igen blive glemt?

Mit personlige højdepunkt var da en meget ung kunsthistoriker fortalte levende om et kobbertryk af Rembrandt, som i dagens anledning var hevet frem fra gemmerne og kunne beundres ‘live’. Folk, der kan formidle deres indsigt og begejstring, er noget af det bedste, jeg ved.

Rembrandt van Rijn (1606-1669), Christus helbreder de syge. "Hundredgyldenbladet", About 1649
Rembrandt van Rijn (1606-1669), Christus helbreder de syge. “Hundredgyldenbladet”, About 1649

Og minsandten om vi ikke også var på museum lørdag aften. Jeg tror faktisk, det var en personlig rekord. Festival of Important Shit sluttede af med et bravour-nummer af en bryllupsfestKøbenhavns Museum. Udgangspunktet var selvfølgelig, at kulturarven er meget mere end fancy malerier og Thorvaldsens skulpturer, det er fx også den danske bryllupstradition. Har I nogensinde været til et dansk bryllup med udenlandske gæster, så ved I, hvad jeg mener. Der er sgu da ikke nogen andre, der klipper sokkerne af brudgommen! For mig var denne aftens højdepunkt nok Knud Romers lille, veloplagte foredrag om ægteskabet. Han er frygteligt irriterende, men på en meget klog og vidende måde.

 

 

Share

Richard Mosse, Jeff Wall og David Hockney på Louisiana

Vi har været på Louisiana et par gange, men jeg har ikke fået skrevet om det. Som jeg tidligere har beskrevet, er Louisiana en familiedestination for os – ingen andre steder opfylder så mange af vores behov på én gang.

Richard Mosse: Drag, 2012  Digital c-print ©Richard Mosse. Courtesy of the Artist, Jack Shainman Gallery & carlier ǀ gebauer
Richard Mosse: Drag, 2012 ©Richard Mosse. Jack Shainman Gallery & carlier

Richard Mosse‘ billeder fra krigen i Congo og i særdeleshed den film, der står centralt i udstillingen, er skrap kost. Den lyserøde farve, der er fuldstændig overvældende og dominerende, sender et stærkt kulturelt signal om ufarlighed og nuttethed, der er helt og aldeles misvisende. Farven skyldes Mosse’ brug af en særlig type film kaldet Kodak Aerochrome, som man tidligere brugte militært til at afsløre camouflage. Alt det naturligt grønne (og det er der meget af i Congo) fremstår skrigende lyserødt. Effekten bliver bl.a., at man bliver nødt til at kigge ret indgående på billederne, og at man aldrig får lov til at henfalde til beundring af det fine landskab.

Jeff Wall: Monologue, 2013 © Jeff Wall
Jeff Wall: Monologue, 2013 © Jeff Wall

Fotografisk kunst er virkelig ved at vinde indpas på de bonede gulve i Danmark. Det var på tide, og det er dejligt. Udstillingen med Jeff Wall er netop åbnet, og den er også flot og tankevækkende. De fleste af hans billeder er fra samfundets skyggeside, men slet ikke in-your-face, som det ses i fx aviserne. Snarere er han optaget af det lidt lurvede. Jeg har læst lidt i katalogteksten, og deri fortolkes billederne helt vildt – alt for meget for mig. Vi gik langsomt rundt og så på billederne og talte om, hvordan vi hver især læste dem (vi: min 26-årige ældstesøn og hans kæreste, min 13-årige søn og mig selv). Det var aldrig helt det samme vi så, så på den måde bidrog vi til hinandens oplevelser.

David Hockney: Woldgate, 6. – 7. maj fra serien Forårets komme i 2013  Kul på papir ©David Hockney Foto: Richard Schmidt
David Hockney: Woldgate, 6. – 7. maj fra serien Forårets komme i 2013, Kul på papir, ©David Hockney, Foto: Richard Schmidt

Endelig er der viet en sal til en af Louisianas “huskunstnere”, David Hockney. Ham er jeg fuldstændig pjattet med, så er det sagt. Et af mine mottoer er godt nok, at man skal skille kunstneren og værket, men i dette tilfælde er jeg vild med begge dele. Et interview med Hockney er altid fyldt med visdom, humor og underfundighed. Hockney har lavet en serie kultegninger, som et farvel til det England, hvor han er født, men som han ikke regner med at komme tilbage til. Der er tale om 30 tegninger af forskellige motiver i den samme skov, tegnet over et år, de fleste vist fra forsædet af kunstnerens bil. Hvis du ikke er så bekendt med Hockney, så se videoen herunder, hvor man både ser mange billeder, ser ham male og hører ham fortælle.

Udover de ovenstående kan man stadig se den store Modersohn-Becker udstilling, som jeg har set flere gange, men alle fire er ALT for meget på én gang. Hvis du skal derop snart, så kig lidt på Louisianas hjemmeside og beslut, hvilke af kunstnerne du er mest interesseret i, og skip så resten. Med kunstoplevelser gælder det ikke om at få så meget som muligt for pengene.

Share

GOP response to Obama's speech in Congress

At the time when Obama’s package was coming together, I looked high and low for an alternative. All the republicans could say was: Lower taxes. Here’s a speech now, which is hailed as the Republican Party’s response to the rescue package – why they voted no. It’s delivered by the Louisiana Governor Bobby Jindal.

A word of warning – I haven’t counted (don’t have time), but I do believe he says “Americans can do anything” more than 20 times… The above Youtube video is only the first part of the speech. If you’re not completely nauseated when you’ve sat through that bit, jump to Youtube to see the other half.

Notice his interesting reference to Hurricane Katrina (he is from Louisiana, after all). Bureaucracy was why the help went haywire, he says. Hm. And then there’s the ever-present tax cuts. The Republicans cut taxes for eight years, consistently. Example: Those who made $1 million/year got a tax relief of $53,000. And those who made $20,000 a year got a $375 tax relief. When Bush came into office, it was with a $237 billion surplus. When he left, it was with a deficit hovering around $1 trillion.

Only after 10 minutes does governor Jindal acknowledge that the Republicans didn’t quite live up to all his blabber, when they were in office. But that’s HISTORY now, he says. Now the Republicans WILL cut bureaucracy and government. And they will work towards bi-partisanship, as long as the Democrats will cut bureaucracy and government. I wont comment on what he says about the American healthcare system. Listen to it yourself… Towards the end of the speech he says something else that sounded a bit strange to my ears. He said “Americans won the struggle for civil rights”. ‘Scuse me, but since it was a STRUGGLE and since no other nations were involved, it must have been some Americans who won over some other Americans?

Share

Millions of dead fish

When we were on our tour of the US last year, one of our favourite states was Louisiana. We found the swamps beautiful and enchanting beyond belief and adored New Orleans (oh, the grilled oysters…). We wanted to take a tour of the swamps and decided that we didn’t want one of the “see an alligator, take a picture, go home”-tours, so we splashed out on a private tour with the Atchafalayan Basinkeeper himself. It was an unforgettable experience – and we didn’t even see an alligator. We saw lots of other things and Dean, the basinkeeper, knew every animal, bird, fish and insect in the basin. Knowing that this fantastic place will disappear within a very short time frame if something is not done, we joined the organisation, that supports the basin. Which of course means we get a newsletter now and then. Not often – since Dean is busy doing things, not just writing about them. Hm. In the latest newsletter he wrote this:

Hurricane Gustav hit the Atchafalaya Basin very hard. Cypress forests are hurricane resistant and hurricanes are actually good for the health of cypress swamps because high winds knocks down “trash trees.” The Atchafalaya’s fish and hardwood forests are not as lucky. Millions of fish died after the hurricane and it will take years for the Atchafalaya Basin’s fish populations to recover.

We bought and read this book about the swamps, what they mean to the eco-system of North- and South America, who lives there and why they are disappearing. It is very well written and researched and I warmly recommend it to anyone who’s interested in environmental issues. Here’s a quote from the book, where the author is talking to a Cajun shrimper (Tidwell, the author, knew nothing about environmental issues when he was first sent to the bayous by Washington Post to write a piece about the dying Cajun culture):

“All dis land around us, as far as you can see, is droppin’ straight down into de water, turnin’ to ocean. Someday, Baton Rouge, one hundred miles nort’ of here, is gonna be beachfront property.”

Oh, and speaking of books. James Lee Burke‘s detective Robicheaux  operates in Louisiana. This one takes place in the aftermath of Katrina. Both the description of the devastation after the hurricane and the plot are fantastic.

I was actually so fascinated by the swamps that I’m still thinking about retiring in a house on stilts, surviving on a diet of cajun-style cooked shrimp, jambalaya and oysters. As long as there’s Internet…

Egrets, ibises, wood storks, great blue herons, little blue herons, spoonbills and anhingas are feasting on the fish, which have sought refuge here. Photo by basinkeeper Dean Wilson. Above photo also by Dean.

Share

New Orleans revisited

When we left New Orleans in September we vowed to come back towards the end of our trip. At that time it was difficult to say whether we were crazy about the place because we’d just arrived in the South and everything was new and exotic, or if the city really was as special as we thought at the time. And after 22 states – yes, it really is that special!

We decided to try out some very touristy things, because our trusted guide book recommended it and because Dane really wanted to. So on our first day, we went on a two hour river cruise on the Steamboat Natchez. A very lovely experience that didn’t feel like a rip-off at all. The Mississippi really is mighty and sailing on her was something special. And on a steamboat. Even if that steamboat was only built in 1978. You should have heard the steampipe organ. It is WAY beyond description!

Next on the touristy agenda was a ride with a mule buggy. We were rather lucky with the driver – he was of Irish descent, but his accent was pure New Orleans – through and through. Dane claimed not to have understood one word he said. And he said a lot! And let Dane drive the mule. He (Dane, that is) was so proud and never realized that the mule knew it’s way through the French Quarter better than most. And also knew to stop at the lights! The driver told one dirty Irish joke after another – among lots of both interesting and juicy (but not necessarily true) anecdotes about New Orleans.

After that we were ready for some food and chose the much recommended Acme Oyster House. Even if it had a queue outside, we were inside in a few minutes. The food was very good – particularly the chargrilled oysters. Mmmmm. But the service. It was super quick – we’d hardly sat down before the waitress was all over us to make up our minds NOW. And the oysters were on the table in a couple of minutes. But – unfortunately – so were our main courses. Which of course meant that the main courses got cold before we could get around to them. And the noise level! Quite stressfull dining experience – in spite of the lovely food at very fair prices.

The black cab driver who took us home was a man who knew how to multi-task. He was on his cell having a very serious discussion with his wife about their finances. And he was discussing with the dispatch about his next ride. And explaining stuff to us. The radio was on too. All this besides driving… But he got us home safely and quickly.

The next day we decided to venture into town (campground is 6 miles west of downtown) by way of public transportation. That’s another first on this trip. So we went across the street to the bus stop. Very soon an elderly black man came, lugging a huge carry-all. He spoke in the dialect I’ve read that the slaves spoke. He said: “Y’all gotta ax the driver”. He was mighty friendly though. Well on board the bus we were approached by a number of more or less strange characters, both blacks and whites. But they were all extremely kind and helpful. We changed from the bus over to the newly reinstated St. Charles streetcar. That was a wonderful experience. The streetcar has only been back in action (after Katrina) for a few weeks. When we were in New Orleans last time, it wasn’t running.

We got off in the Garden District because we wanted to revisit the wonderful flag-shop we visited the last time we were there. Last time Dane got a wind spinner depicting a helicopter, but unfortunately – and the cause of much crying – he forgot it hanging from a tree in Savannah. This time we got two… And a long chat with Brad & Dellwen, the two ageing chaps who run the shop together. They certainly were characters too. Dellwen showed me what Brad had brought back with him after having left him to hike in Alaska for several weeks: A big gold ring, studded with diamonds. So sweet!

We jumped back on the streetcar and continued to the French Quarter again. We’d decided to have a proper meal for once, so had checked out the Zagat guide to restaurants. We’d chosen one and also been in there earlier to book a table. When we came back to claim it, the snotty hostess told us we couldn’t get in, because David was wearing shorts. They could have told us that the first time round, we thought! We trodded on, wondering what to do, because Dane was getting tired. On the way David had the good fortune of being shat on by a pigeon. At the time he didn’t appreciate it at all and was swearing a good deal… But just around the corner was a restaurant with a beautiful courtyard where people were dining. That was exactly what David had been longing for. Sitting outside among palm trees and having a lovely meal. They didn’t mind the shorts or the six-year-old, so we got a table in a corner by a little fountain. In Zagat we read (under the table) that this was one of New Orleans’ top restaurants, Bayona. What amazing luck! David now blessed the pigeon rather than cursed it. We had lovely food and a really, really nice evening. It was expensive for New Orleans, but not at all compared to Copenhagen or London. Just this one example: I had a glass of a wonderful late harvest with my coffee, a wine I’ve tasted before. Reason I remember it, is that it shares it’s name with my brother. It cost 5$ for a glass.

Needless to say, we were approached by more very special characters while waiting for a taxi outside. One guy wanted to make the DJ across the street play Puff the Magic Dragon for Dane, but of course needed a few bucks first, another guy told us not to trust the first guy. And then a biiiig SUV drove up and six black youngsters, all in white, got out, the biggest one of them with a huge snake around his neck… and true to form, our Pakistani taxidriver believed in The Jewish Conspiracy and talked all the way about politics in Pakistan, Iraq and US. Only took a break to marvel over the fact that we actually knew who Benazir Bhutto is…

New Orleans, we will be back!

More pictures and bigger versions here.

Share

Some city!

Our camp offered a free shuttle bus to downtown New Orleans at 9 o’clock. The driver also took it upon himself to tell us more or less everything about every little house or ditch we passed on the half hour drive. You get the impression that these guys are paid on a words-pr-minute basis. Were they paid on basis on how much their audiences in fact understood of their ramblings, I think they might consider slowing down. Our neighbours in the bus, an elderly American couple, gave up very quickly!

It was quite glorious weather, sunny and hot, but also a little bit windy. Cool, the natives called it. I’d say that’s because they’ve never been to Denmark… The minute you set foot in New Orleans, you realize that everything you’ve heard about how different it is from anywhere else, is quite true. Every phrase I can think of to describe it has been heard a million times before, but still, how about melting pot

We started, as we’ve been told one should, with café au lait and Beignets at Café du Monde. For a food item that is clearly mass produced in that kitchen (they serve nothing else), they tasted surprisingly good. But they are not good for you!!!

Then we spent the next many hours trawling up and down the French Quarter, mainly Royal Street. David had a haircut at a chic little hairdresser, while Dane and I had a drink at a little café, where the waitress had a little bone through her nose. And no, she didn’t look anything like a maneating pygmy. More like a punk from London. The French Quarter is very pittoresque, but doesn’t look anything like the France I know. See here for yourselves:

After having eaten a dozen very good oysters (8$!!!) and Jambalaya, we headed to another part of town, Magazine Street. Nobody apparently ever bothers with the Street or Avenue part of the street names. It’s something like if we said H.C. Ørsted, everytime we mean H.C. Ørstedsvej. Or Oxford, when we mean Oxford Street. It’s that abb(reviation) thing again.

Magazine is very, very long, like so many streets in this country. I don’t think I’ll ever get used to 5-digit house numbers! Almost all the way it is lined with detached or semi-detached houses in colonial style. Some of them so small that they look like doll houses. Either the new houses are built to look as replicas of the houses before them, or they just don’t build new houses. This house here is the only example of modern architecture we saw except for the highrises. It’s a pharmacy!

Every other house was in the style of these:

At one point we came to the fire station. A couple of firemen were sitting about in front of the impressive truck. Dane and I went over to ask politely if we could take a picture of them. And being New Orleanians, they instantly invited Dane to sit there with them. And inside the truck to see everything. And even to sound the horn once! It’s my fault the picture isn’t better – I must have been almost as awe-struck as Dane was!

There were several remarkable shops on the part of the street that we negotiated before nightfall. A lingerie shop with such a special atmosphere and a comfy sofa for the accompanying spouse with glossy magazines for men… And a combined barbershop, hairdresser, haberdashery and bar for men. Unfortunately David had just had a haircut a few hours earlier and he didn’t really need a shave… And there was the wonderful and mysterious shop that sold only flags and wind mobiles. The ancient owner told us that before Katrina, he’d hardly been able to make a living, and nobody really knew what the New Orleans flag looked like – or cared.

But after – everybody wanted the flags for their balconies. And they wanted wind mobiles for joy – something it must have been very hard for a lot of people to find in the months after the storm. It’s been two years since Katrina – and she’s visible everywhere. Some places in the form of posters about rebuilding the city and being proud of her, other places you can just see the waterline. And to the east – mile after mile of devastation. And everywhere people are still talking about it. I would, too.

While the last light faded, we watched some youngsters play basketball and football and then went to have a nice dinner. The taxidriver who was supposed to take us home, knew less about the city than we did. And his English was, eh, rudimentary. But with the help of a GPS and David’s pointing and directing we made it home to camp.

Share

What a wonderful place!

After having done our washing in a laundromat (yet another first), we drove to a new campsite in Baton Rouge where I have more family! They had long known to expect the crazy Europeans and when we announced our arrival, they were quick to invite us to dinner. And not only dinner, no, homemade Gumbo! Mmmm, that was good! And I must say – what nice family I have over here! Keep’m comin’!

The sweet and hospitable Bryan family (and us) in Baton Rouge, Louisiana

The next morning we got up and away early for our much anticipated tour of the swamp. We decided to splash out here and charter a boat rather than sharing a ride with other tourists. That turned out to be a very good idea. Searched around on the web for a while and fell completely for this guy here, who’s love for the Atchafalaya basin is unrivaled. On the way there, we didn’t get lost once and made it on schedule (more on getting lost later…). We let our RV stand on a deserted parking lot and took off in Dean’s little boat. Wauw, it was fast!

The swamp, the atmosphere, the sounds defy description. But it was breathtakingly beautiful and magic. Dean was a great guide – telling us about the history of the basin, the terribly many environmental issues that are facing the basin and wetlands generally and about the plants and animals that are invading the swamp and the ones who are extinct or threathened to be extinct. He knew the name of every bird, fish and insect we saw on the way. And – contrary to popular belief – there were no mosquitoes or horse flies or other despicable creatures – only insects we saw in the 2 1/2 hours we were on the water were – dragonflies. In all shapes and forms. We didn’t see any alligators – Dean was sure he saw one at one point, but it went under when we came near it in the boat. He did show us the tracks on the river bank, though! However, I found the ancient cypresses much more fascinating than any alligator could ever be!

 

 

More pictures here

After this fantastic experience, we drove on down towards New Orleans. Pronounced New ‘Orleans much to David’s dismay. And we got so, SO lost. The GPS wouldn’t accept the address given by the campsite, but we figured we could just follow their directions which seemed pretty straightforward. Well, guess what, they were’nt, or else (which is not totally unlikely…) we just got them all wrong. Downside was that we drove around New Orleans for hours. Upside was that we got to see with our own eyes, exactly what havoc Hurricane Kathrina really caused down here. In some of the poorer neighbourhoods we drove through, more than half the houses were left, empty. We probably wouldn’t have seen any of that, if we hadn’t got lost. Besides, we made people laugh. The people sitting in front of their little rickety houses knew that we were lost and grinned at us – but in a real friendly way!

Tomorrow we’ll spend the entire day in The Big Easy.

Share