Jeg har læst bogen Et Spørgsmål om Kultur – Kulturpolitikken til debat, der er skrevet af museumsinspektør Merete Sanderhoff fra Statens Museum for Kunst. Hun har interviewet 42 kulturpersonligheder og stillet dem de samme fem spørgsmål. Herunder har jeg foretaget nogle nedslag i den – ikke systematisk eller i forhold til de fem spørgsmål, men baseret på min egen opfattelse af, hvad der er vigtigt.
Debatten er i hvert fald vigtig, selvom jeg desværre ikke tror, at en bog som denne får debatten ud over den usynlige rampe og ind i den brede offentlige debat. Som det også nævnes mange gange i bogen, er det desværre næsten kun Alex Arendtsen og visse socialdemokrater med rindalistiske synspunkter, der trænger gennem lydmuren. Folk med det modsatte synspunkt kommer sjældent til orde.
Stik mig en lineal
“Man skal måle det, der er væsentligt, frem for at gøre dét væsentligt, man er i stand til at måle.
Muligvis McNamara
Ovenstående citat er fra bogens indledning, og det sætter fingeren på et af de ømmeste punkter i det moderne samfund. For det er jo ikke kun kulturen, der hele tiden bliver målt og vejet i konkurrencesamfundet.
Danskerne får tit stillet spørgsmålet om kultur på en måde, så der kun er ét svar. Fx “vil du helst have hofteoperationer eller kunst på museer” – okay, skarpt trukket op, men spørgsmålet er formuleret efter den læst. Og det er jo den rene idioti, for hvad pokker skal man svare på det andet end det indlysende – jeg vil gerne kunne gå, ellers kan jeg jo slet ikke komme hen på museet!
Men Altinget/Mandag Morgen har stillet nogle lidt mere intelligente spørgsmål og, tadaaaa, blevet belønnet med mere intelligente svar: 55% af befolkningen mener faktisk, at den offentlige sektor skal finansiere en stor del af kulturlivet, og hele 80% af befolkningen mener, at kunst og kultur bidrager til børns læring i skolen. Så langt, så godt.
Stop med at kvantificere alting!
Olafur Eliasson siger: “Vi kan undvære de kvantificerbare succeskriterier, der sniger sig ind i definitionen af kulturel succes, såsom besøgstal.”
Charlotte SH Jensen fra Nationalmuseet stiller også spørgsmålstegn ved, hvad vi måler på: “Vi siger, at kulturen er vigtig for samfundet, men vi måler aldrig på det. I 2016 viste en undersøgelse fra Danmarks Biblioteksforening, at et stort antal borgere med anden etnisk baggrund end dansk oplever, at de lærer om dansk demokrati og kultur på biblioteket.” Som man spørger i skoven, får man svar!
Bogens forfatter Merete Sanderhoff foreslår, at vi sætter nye ord på, når vi taler om kulturen. Samfundet skal ikke “støtte” kulturen, nej, samfundet skal investere i kulturen. Læg lige mærke til, hvor helt anderledes det lyder! Og i øvrigt hænger langt bedre sammen med det kæmpe overskud samfundet har på kulturlivet bredt set. 248 mia kr. om året, faktisk.
Kasper Holten stiller det udmærkede spørgsmål: “hvorfor skal det hedde kulturstøtte, når vi ikke kalder det for hospitalsstøtte eller vejstøtte eller brostøtte?”
Intelligent analyse
Mange af de interviewede efterlyser et Kulturens Analyseinstitut, der kan udføre veldesignede studier og undersøgelser og som kan måle på andet end solgte postkort i museumsbutikken og antal høveder. Selvom jeg egentlig ikke synes, det burde være nødvendigt, så er det nok en meget god idé. Der skal være nogen til at råbe højt om kulturens vigtighed for samfund og sammenhængskraft.
Kulturpolitikeren
Alex Arendtsen er selvfølgelig en af de interviewede. Hans kultursyn kunne man faktisk skrive en hel bog om, men den ville simpelthen bare være så træls at læse!
Fx påstår han gentagne gange, at det folkelige og det elitære er gået hver sin vej siden 2. verdenskrig. Det er simpelthen så skrigende historieløst at påstå det! Bare for at blive i konteksten af 2. verdenskrig, så kan man kaste et blik på nazisternes kamp mod den “entartete kunst”, som jo netop fandt sted før 2. verdenskrig. I den fantastiske tyske film Værk uden Skaber er der i begyndelsen en scene, hvor en nazist viser rundt i en udstilling af “Entartet kunst” og på bedste Arendtsensk vis vrænger ad bl.a. Paul Klee og Max Ernsts værker. Og hvornår var det nu, at Duchamp hængte et urinal op på hovedet? Jo, det var i 1917.
Bogens bidragydere giver mange eksempler på, hvordan nyskabende kunst altid er blevet beskyldt for at være elitær og uforståelig – indtil den pludselig en dag ikke var det mere.
Nutidens kunst
Arendtsen siger også “Meget kunst i dag er blevet litterær; den skal forklares. Der er ingen umiddelbar tilgang til den, fordi den glemmer at tale til øjet og til hjertet.” Jeg fatter helt enkelt ikke, hvordan han kan få lov til at sige sådan noget sludder igen og igen uden at blive modsagt højt og tydeligt! Hvad pokker er “nutidens kunst”? Er det John Kørner, Malene Landgreen, Julie Nord, Jørgen Haugen Sørensen eller Erik A. Frandsen?
Men – et stor men – Alex Arendtsen har været klogere end alle de andre kulturordførere i Folketinget i og med at han hele tiden mener noget højlydt om kunst og kultur. På den måde har han bemægtiget sig hele den politiske samtale om kultur, fordi de øvrige partier simpelthen har prioriteret det væk. Det er dumt, for det har givet DF en kæmpe bane at spille på. Mange af bogens bidragydere nævner dette, og lad os håbe, at politikerne i det nye folketing hører efter. Arendtsen er jo, som en af de få DF’ere, stadig i folketinget i den nye samling.
Hvad kan undværes?
Merete Sanderhoff stiller spørgsmålet om, hvad der kan undværes. Det har alle naturligvis en mening om, men langt de fleste er nogle kyllinger, og viger uden om spørgsmålet. Det gør formanden for Bikuben-fonden dog ikke; Søren Kaare-Andersen tøver ikke med at sige, at han er dødtræt af teaterkoncerter, som han synes er neither here nor there. Jeg er hverken enig eller uenig med ham, men finder det befriende, at han tør sige, hvad han ikke kan lide.
En anden, der tør sige noget om det, er Thore Davies, der er sådan en slags kulturaktivist. Han kan bl.a. undvære: “Mette Bocks erhvervsprogram for de kunstneriske uddannelser. Det får vi bare Jussi Adler-Olsen-lignende kunstnere ud af, der laver kunstværker som en del af en langsigtet karriereplan, i modsætning til at lave noget, fordi det bare må laves, og man ikke kan lade være.”
Kunstens væsen
“Hvis vi tog kulturen ud af ligningen, ville vi ikke være andet end en kulstofbaseret aminosyrelivsform.”
Knud Romer
Der bliver sådan set sagt ganske mange kloge ting om kunstens væsen, og en af dem står Marianne Jelved for. Hun siger: Alle kan tale om kunst, uanset om de har faglige kompetencer eller ej. Den er ikke ekskluderende, sådan som det matematiske sprog er, hvis du skal lære matematik. Hvis du ikke kan det, er du ekskluderet fra fagets fællesskab. Det er du ikke på samme måde, når du går på museum. […] Derfor skaber kunst også en fælles forståelse.”
Det er også Jelved, der kommer med et ligefrem genialt input til, hvad man skal gøre med nogle af de mange ting, som de kulturhistoriske og især lokale museer har alt for mange af (og som det koster at opbevare). Jelved foreslår, at der sættes montrer op med udvalg af gamle ting på landets plejehjem til glæde for demente. Madam Blå, drejetelefoner, alt-i-et stereoanlæg, porcelæn fra 40’erne, keramik fra 70’erne, en avokadogrøn sæbeholder…
Simpelthen sådan en god ide!
Mentalt fitnesscenter
Aros’ norske direktør Erlend Høyersten har også noget klogt at sige om kulturmødet: “Når vi beskriver AROS som et mentalt fitnesscenter, er det, fordi du i mødet med kunst træner din kognitive fleksibilitet og din kreative intelligens, din empati, dine sociale kompetencer og din forestillingsevne.”
Til min overraskelse (ja, jeg er fyldt med fordomme) er en af dem, der siger det allerklogeste om kunst og kultur faktisk Enhedslistens Søren Søndergaard. Han siger meget poetisk: “Vi opfatter kunstnere som opdagelsesrejsende. Nogle, der går et sted hen, hvor ingen rigtigt har været før. […] Så vender de tilbage og rapporterer om, hvad de har set dér”.
Han siger også: De færreste gør sig klart, hvad det vil sige at leve i en kulturløs hverdag. At stå op om morgenen og indse, at der ikke er noget musik i radioen, der hænger ingen billeder på væggen, der er ingen film at se i biografen. Jeg tror, de fleste vil sige: ‘Det var jo ikke sådan ment’.
Og selv om man kunne sige, at han har uret, for radioen ville være fyldt med kommerciel pop (afbrudt af reklamer), væggene med genoptryk af gamle reklameplakater, grædende børn og piberygende søfolk og biograferne med blockbusters.
Men så har man glemt, at al kommerciel kunst bygger på et fundament af *rigtig* kunst.
Kulturløse politikere
Adskillige taler også om problemet med, at de fleste politikere er meget lidt kultiverede, for nu at sige det pænt. Fx siger Den Sorte Skole, at “Vi har desværre en lang række politikere i dag, der udstråler meget lidt dannelse”. Og Jane Sandberg prøver at komme i tanker om politikere, der benytter sig af kulturelle referencer, men giver op efter at have husket Bertel Haarder og Marianne Jelved.
Bertel Haarder siger selv, at skolen er den vigtigste kulturinstitution og udtrykker det meget fint, når han siger: “Det er der, hvor elevernes øjne lærer at se, hvad de ikke før kunne se, og ørerne lærer at høre, hvad de ikke før kunne høre. […]”. Jeg bliver lidt irriteret over, at det er den samme mand, der var med til at piske folkeskolereformen igennem og hvis parti var med til at indføre omprioriteringsbidraget, der bl.a. betyder, at der er entre på museerne.
Hvad bidrager omprioriteringsbidraget til?
Jeg tror, at alle de interviewede nævner omprioriteringsbidraget (har du smagt på det ord for nylig?) på 2% som noget, der er helt ødelæggende for samfundet, fordi politikerne på den måde fralægger sig ansvaret og overlader det til institutionerne at prioritere i stedet for at gøre det selv. Svend Larsen fra det Kongelige Bibliotek nævner også budgetloven. Det irriterende og tåbelige ved den er, at en institution ikke bliver belønnet for at vise rettidig omhu og spare op til større fremtidige investeringer eller trange tider, for pengene SKAL bruges i budgetåret, ellers ryger de direkte tilbage i statskassen.
Der tales naturligvis meget om armslængdeprincippet, men det meste af det, der siges, er sagt før.
Fri og lige adgang
Det er mest interviewpersonerne fra provinsen, der taler om den fri og lige adgang, og det er selvfølgelig, fordi de kæmper for eksistensberettigelsen af deres egen institution. Charlotte SH Jensen fra Nationalmuseet nævner den omfattende digitalisering, der har fundet sted af de værker, vore museer ejer, og som altså har gjort det muligt at sidde på Mols og nærstudere detaljer i et guldaldermaleri, der befinder sig i kælderen under Statens Museum for Kunst. Vi har det nemlig med at glemme, at digitaliseringen af tusindvis af værker for alvor udligner forskelle mellem by og land og rig og fattig.
Kulturen i samfundet
Claus Ladegaard fra det Danske Filminstitut giver et godt eksempel på, hvor vigtig kulturen er for den offentlige samtale. Dokumentarfilmen Armadillo. Vi havde set 1000 tv-indslag om krigen og læst baggrundsstof i avisen – alligevel havde de fleste af os ikke rigtigt noget forhold til, at vort land var i krig. Så så vi Armadillo – og med et var danskernes opfattelse af, hvad det vil sige at være en krigsførende nation, ændret.
Afslutningsvis vil jeg citere Michael Bojesen, der er bestyrelsesformand i Statens Kunstfond. Han siger: “Da man lagde fundamentet til vores velfærdsstat i 1960’erne, blev Undervisningsministeriet og Kulturministeriet opfattet som de to vigtigste ministerier. Det var ikke Finansministeriet. Det er en god pointe, at det netop er uddannelsen og dannelsen, der skal være de bærende elementer i et velfærdssamfund, for det er jo netop kunst og kultur, der omsætter velfærd til ånd.”
%2C_Irissen_met_sprinkhaan_(1820).jpg)
