Har du downloadet Corona-app’en? Har du overvejet det? Efter nogen overvejelse og hjulpet på vej af en gennemgang i Zetland Helikopter, har jeg hentet den. Ikke mindst efter at have læst de seneste smittetal verden over og set billeder fra en propfyldt metro.
Jeg går ikke bekymret rundt, og det gør mine børn, venner og kolleger som hovedregel heller ikke. Meeeen, vi behøver på den anden side ikke køre strudsetaktik og tro, at pandemien er ovre, for det er den virkelig ikke. Tværtimod.
Corona testing
I DJØF-bladet kan man læse om en lille succes-historie, og dem bør vi ærligt talt samle på. Den handler om arbejdet med at etablere et testcenter i de hvide telte ved Rigshospitalet. Den interviewede DJØF’er kender jeg ikke, men hendes lederkollega, sygeplejerske og antropolog Helle Hø(g)strup, er min gode veninde. Dejligt at læse om, hvordan så mange, så forskellige mennesker kan arbejde tæt sammen og endda være vilde med det.
Samfund/miljø/politik
8:46
En hvid mand har lavet denne 8:46 lange film om, hvor lidt han selv har forstået om, hvordan det er at være sort i USA – indtil nu. Så de sarte hvide danske mænd og kvinder, der “ikke gider høre mere om Black Lives Matter” kan se med her.
Pandemiforsikring
I flere år forsøgte to store forsikringsmæglere at sælge pandemi-forsikring til store internationale virksomheder. Her er et par linjer fra noget af deres marketingmateriale: “individuals must be able to participate in and attend events without fear for their safety and health. Pandemic outbreaks can disrupt public confidence, and in turn, make or break many companies.” Projektet var en eklatant fiasko – alle de risk managers, de talte med, kunne godt se fidusen, men sagde “vi kigger på det næste år”. Næste år var så i år. Artikel i Wired fortæller hele historien.
Antisemitisme i det republikanske parti
Når man er republikaner kan man nemlig sagtens være helt forelsket i Israel og antisemit samtidig. Jeg forstår det ikke helt, men afstanden mellem hvid nationalisme og antisemitisme er meget kort. Det var Jacob Christensen, der pegede på en artikel, der kortlægger vejen derhen.
Statuedebatten er ikke ligefrem ny
I ugens K-nyt skriver Astrid Nonbo Andersen, phd og postdoc i idehistorie om, hvordan debatten om nedrivningen af diverse statuer har fundet sted lang tid før vi begyndte at tale om identitetspolitik og krænkelsesparathed og blacklivesmatter.
Bye bye Katie Hopkins 👏🏻
Katie Hopkins, der virkelig er et rædsomt menneske, har fået fjernet sin konto permanent fra Twitter på grund af hadefuldt indhold. Go go go, Twitter!
Tidens mest omtalte voldtægtssag
Rune Selsing – af alle mennesker – har øjensynligt fulgt sagen meget tæt på. Her beskriver han sit syn på den. Det er yderst overraskende og opløftende læsning fra den kant.
Og til dem, der tror, det er “gratis”, at stå frem i en voldtægtssag, så er her et kig i offerets mailboks.
Ud og bruge (ferie)penge
Eller måske skulle vi hellere lade være? Videnskab.dk har lidt tips til klimavenlige måder at bruge de ekstra penge på, hvis de virkelig brænder i lommen.
Viden
Lukkede Facebookgrupper
Et par forskere har kigget nærmere på misinformation og konspirationsteorier i lukkede Facebook-grupper. De har radikale forslag til forandringer, som de i artiklen stiller direkte til Facebook. Ellers går det galt igen!
Nyt studie om grisevelfærd
I Danmark har grisene det godt – i hvert fald i vores selvforståelse. Men et nyt studie viser, at det netop mest er der, de har det godt. Bortset fra økogrisene: “Faktisk er velfærden hos de økologiske grise omtrent dobbelt så god end hos de konventionelle grise i Danmark ifølge den nye undersøgelse.”
Så, kom nu! spis mindre kød, og spis så noget fra dyr, der bliver behandlet nogenlunde ordentligt på vejen fra mark og stald og til dit spisebord. De fleste af os har udmærket råd til at prioritere på den måde.
Og apropos naturen, det billige skidt, er her et indlæg, som min wikipedia-ven Villy Fink Isaksen har peget mig hen til. Det handler om de nye naturparker – et lidt andet syn på dem.
Aldring
Sjovt nok et emne, der interesserer mig… En fysioterapeut fortæller lidt om verdens længst løbende studie om aldring. Det startede i 1950’erne og løber stadig. Resultaterne er forvirrende, men mest opløftende.
Teknologi
Facebook – for good or for evil?
Det er, hvad New York Times’ tech nyhedsbrev beskæftiger sig med denne uge. Vi kommer både forbi Philippinerne og Myanmar.
Ebay – fy, skam jer!
Jeg poster ret ofte Wired-chefredaktør Steven Levys ugentlige nyhedsbrev. Det er simpelthen, fordi det er klogt og ofte fortæller historier, jeg nok ellers ikke ville støde på. I dag er ingen undtagelse – det handler om, hvordan dele af Ebays absolutte topledelse har udøvet mafia-lignende trusler over for en kritisk røst. Og om hvordan den slags altid falder tilbage på ledelsen og også bør gøre det.
Om os
Hvad kan jeg bruge i stedet for …?
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har googlet det, særligt når jeg følger opskrifter fra udenlandske kogebøger med “outlandish” ingredienser. Mark Bittmann (jo, jeg har faktisk også en af hans kogebøger) er en meget kendt amerikansk kok, og her giver han en vejledning i netop det – også med en masse ingredienser, der ikke er spor outlandish. Jeg har printet den og lagt den ind i min favoritkogebog.
Indretning
Det er altid dejligt at se, at folk kan indrette et hjem originalt, spændende og rart uden at det har kostet en masse penge. Det ender for det meste med at handle om en kreativ hjerne og nogle gange også hænder, der er skruet håndværksmæssigt på. Se denne lejelejlighed, der er så fint, farverigt og planterigt indrettet.
Medier
Passionflix
Jeg har lige lært, at der findes en streamingtjeneste, der hedder sådan. På den findes romantiske, sexy film, hvor kvinderne spiller hovedrollen. Ejeren af Passionflix og producenten af filmene hedder Tosca Musk, søster til Elon. Jeg husker godt de romantiske romaner og hæfter fra min ungdoms boghandel og bladkiosk, men, naiv som jeg er, troede jeg slet ikke, det eksisterede mere! Læs den spændende beretning i Wired om, hvordan Tosca startede sit produktionsselskab, og hvordan hun driver det med hjælp fra en masse fans.
Småbørn på YouTube
Frederik Kulager fra Zetland har fået indblik i en toårigs YouTube-historik. Det er ikke uinteressant. Og hvis du nu skal til at pudse glorien “mit barn ser sandelig ikke Youtube”, så tag lige en slapper og læs artiklen i stedet for.
Kunst og kultur
Pindsvinets elegance
En læser af #serendipitet skrev til mig, at det måske var mig, der havde inspireret hende til at læse Pindsvinets elegance af Muriel Barbery. Men det var det ikke, for jeg havde aldrig hørt om den. Jeg tjekkede selvfølgelig med det samme, hvad det mon var for en bog, og straks kunne jeg se, at den helt sikkert var noget for mig. Så nu skal I andre da også inspireres! Så tak Rikke!!
Dark Waters
En film af Erin Brockowich-typen. Hvorfor bliver vi aldrig færdige med store virksomheder, der ikke skyer nogen midler for at tjene penge? Godt at se, at Hollywood stadig gider lave sådan nogle film. Mark Ruffalo er suveræn som den usikre corporate advokat, der får en mission og skifter side. I videoen herunder kan du høre den advokat, Ruffalo portrætterer, fortælle om den sande historie.