Når ungerne så har fået adgang til Facebook og vi er deres venner, hvad skal vi så bruge det til? Jeg mener, at det bedste er at sætte sig ned med dem nogle gange og tale med dem om det, der sker i deres Facebook strøm. Simpelthen scrolle lidt op og ned sammen med dem og spørge om dette og hint: “Har Peter selv redigeret den video dér?”, “Hvorfor skriver Sabine sådan, er hun ked af noget, tror du?” “De dér tryk-på-like-knappen-og-vind-en-million er altså fup og svindel, så dem skal du ikke dele!”
På den måde bliver Facebook-samtalen en forlængelse af den samtale, vi i forvejen har med vores børn om, hvad der sker i klassen og blandt vennerne og ikke samtalen. Udnyt fx lejligheden, når de kalder og vil vise jer en video til at se lidt mere ved samme lejlighed. Nogle gange kan vores travlhed og nej til at se flere udgaver af Gangnam-style opfattes som en afvisning af en indirekte og forsigtig bøn fra vores unger om at tage del i deres liv.
Selvom vi kan have lyst til at klikke like ud for alt, hvad vores børn poster på Facebook, så vil jeg altså anbefale, at vi holder os i skindet. Det samme gælder evindelig posting og tagging af billeder af vores børn på vores egen væg. De bryder sig i reglen ikke om det, og det kan være kraftigt medvirkende til, at de vil ønske at udelukke os fra deres digitale liv, og det er jo ikke særlig ønskværdigt! Passwords til deres konti skal kun bruges i egentlige nødsituationer, hvor de er kommet ud dér, hvor de ikke kan bunde, eller der er tale om en eller anden form for ulovligheder. Indtil nu har jeg aldrig haft brug for min søns passwords, bortset fra når han selv har glemt dem.
Også selvom ens barn har et fornuftigt og afslappet forhold til Facebook og ikke bliver udsat for noget ubehageligt, og selvom vennerne også er søde og rare børn, skal vi alligevel holde øje. For vi skal hjælpe dem med at sortere i alle de “kæde-meddelelser”, der ryger rundt på Facebook. De har alle det tilfælles, at man enten “skal” poste et eller andet som sin status eller skal klikke like til en status eller en side. Der kan både være de opdigtede, hvor børnene oprigtigt tror, de kan vinde en Iphone, hvis de klikker like til et eller andet (det kan de IKKE, for den type konkurrencer er ulovlige på Facebook, hvorfor ordentlige og større firmaer ikke benytter sig af dem), og dem, hvor børnene opfordres til at like et negativt udsagn – i værste fald om en kammerat. “Like if you hate” er desværre blevet lidt af et fænomen på både Facebook og YouTube. Det skal vi ikke opmuntre!
Facebook meme [miim]
Et meme er en idé, et ord, et såkaldt hashtag (# – et Twitterfænomen), en video eller et billede, der spredes via internettet. Et Facebook meme er altså det samme, blot inden for rammerne af Facebook. De fleste memes er sjove og uskyldige, nogle har politisk sigte, andre kulturelt. Jo flere, der liker og deler et meme, jo flere ser det, og jo hurtigere spredes det.
Men der er naturligvis også memer og opdateringer af mindre uskyldig karakter, memer der fx spreder misinformation eller som nedgør befolkningsgrupper. Hvad gør du, hvis du ser et meme fra en af dine børns kammerater, der har indhold af den karakter? Hvad vi bør gøre er selvfølgelig at fortælle vores eget barn, at det ikke bør like den type opdateringer og hvorfor. Og dernæst – alt efter graden af alvor – overveje om man måske skulle kontakte det barns forældre.
Desværre er der mange voksne, der også deltager i spredningen af den slags spam, meningsløst fyld og mobning, hvilket er meget trist, da det ikke ligefrem gør det nemmere at lære børnene at lade være.
Advarsel: Man bliver ikke nødvendigvis populær, når man kontakter de andre børns forældre.
Mere om fup og humbug og hvordan man aflurer det senere i denne serie. Hvis du ikke har været med fra starten, så er første afsnit her.
