På denne blog tordner jeg imod delinger/videreformidling af forvrøvlede advarsler, fup-sider, phishing forsøg, osv. osv. Det har jeg ikke tænkt mig at holde op med. Alligevel blev jeg glad over at læse denne artikel fra Salon om, hvordan der kom noget godt ud af at klikke på et link, der viste sig at føre til et tilfælde af phishing.
Artiklen fik mig også til at tænke lidt ekstra over, hvor svært det er at finde den rette balance mellem at håne folk, fordi de er godtroende nok til at klikke på de her links, etc., og være forstående og tolerant over for det faktum, at ikke alle har sat sig ind i, hvad fx phishing er for noget. Jeg er jo klar over, at hån og spot sjældent fører til noget positivt, men samtidig vil jeg altså gerne fastholde, at det ikke kræver nogen som helst IT indsigt at skelne den store broderpart af al denne fup og svindel fra ordentlig hjemmesider og sande historier. Det, det kræver, er almindelig kritisk sans. Og sådan en er vi vel alle i besiddelse af (det meste af tiden)?
Jeg er selv faldet for fup og svindel flere gange. Fx klikkede jeg engang på et link i en Twitter DM (privatbesked) og genindtastede mit password, fordi jeg
- var meget søvnig
- for nylig havde kommunikeret med den person, linket kom fra
- teksten var plausibel
og jeg har delt en video på Facebook i den tro, der var tale om rigtige klip fra CCTV, skønt den viste sig at være en reklame. I øvrigt har Twitter nu fjernet muligheden for at indsætte links i DM’er. Så nu kan jeg igen ligge og tjekke min Twitterstrøm i halvsøvne uden risiko for andet end at skrive noget vrøvl.
Når det er sket for mig, har venlige folk gjort mig opmærksom på fadæsen, så jeg hurtigt kunne rette op på skaden. Jeg bliver GLAD (og selvfølgelig flov) over at blive gjort opmærksom på mine faux pas, men jeg bemærker, at mange i stedet bliver fornærmede, også selvom man siger det virkelig pænt. Hvorfor?
