Mobning er langt mere komplekst, end man skulle tro – der er kun sjældent tale om en slem person, der mobber uskyldige. Og nogle gange – oftere end man skulle tro 
– er der overlap mellem mobbere og mobbede. Uanset om dit barn bliver mobbet eller selv er mobber, så skal du tage affære. Du er simpelthen en elendig forælder, hvis du ikke griber ind, når dit barn mobber andre eller selv bliver mobbet! Mobning på nettet er (bare) en forlængelse af mobning “i virkeligheden”. Problemet med online mobning er, at den ofte kan sprede sig ud over de cirkler, off line mobning normalt holder sig inden for. Og at den ikke holder pause i weekenden.
Men vi skal holde fast i, at det er en bekvemmelig skrøne, at børn der mobber, er onde. Børn der mobber er ikke ret anderledes end børn, der bliver mobbet.
Ny mobbeforskning slår bl.a. fast:
-
Børn, der ikke er glade for at gå i skole, er oftere mobbere end børn, der er. Og omvendt er børn, der er glade for skolen, oftere udsat for mobning, end børn der ikke er.
-
Lærere og andre voksne har en tendens til at overse, når mobningen går ud over børn, der af de voksne anses for vanskelige. Samtidig overser de mobning udført af børn, der forekommer de voksne veltilpassede.
-
En mobber er ofte et barn, der enten selv er blevet mobbet eller som frygter at blive det. Mobning af børn, der er svagere end én selv, kan være et middel til at lede negativ opmærksomhed væk fra én selv.
-
Mobning i fx en skoleklasse kan ofte skyldes nogle mønstre i klassens adfærd snarere end enkelte “onde” børn. Både lærere, forældre og elever kan medvirke til, at miljøet i klassen ændres til det positive.
Mobning på nettet kan have mange former. Den nok mest udbredte er ondskabsfulde beskeder på Facebook. Men mobningen kan også være langt mere subtil og en af grundene til, at forældre skylder sig selv og deres børn at sætte sig grundigt ind i de forskellige online universer, så man kan få øje på den slags ting, når de sker. Man kan ikke altid gardere sit barn mod den mere subtile mobning (ex: alle pigerne poster deres nye skoleportrætter på Facebook, og to af pigerne får ingen likes), men som forældre har vi faktisk mulighed for at “måle” vores børns popularitet ved at følge lidt med i deres online-liv og derved måske være i stand til at gribe ind, inden en situation eskalerer. Før internet og Facebook havde vi ikke den mulighed og måtte stole på de rapporter, vi fik fra vores børn. Jeg fortalte aldrig min mor om mobberiet i min skole, fordi jeg var bange for, at hun skulle forværre situationen (hun var ikke kendt for sin situationsfornemmelse). Mine forældre havde derfor INGEN anelse om omfanget.
I de tilfælde, hvor mobningen finder sted som private beskeder på Facebook, ser vi det ikke i vores almindelige følgen-med. Men den synlige samtale vil indeholde klare indikationer for den mor eller far, der forstår mediet og børns omgangsform. Og ofte vil den form for direkte og personlig mobning også foregå som tekstbeskeder. Der må man iagttage barnets adfærd, når det modtager beskeder. Kommer der mange? Holdes de godt skjult? Går barnet i flyverskjul, når der er tikket særligt mange beskeder ind?
En anden væmmelig mobbemetode er “omvendte statusbeskeder”, hvor der opfordres til at like en hadebesked. Like if you hate er desværre blevet ret udbredt på Facebook. Den helt ekstreme udgave er selvfølgelig dér, hvor et navngivet barn hænges ud: “Like denne status, hvis du også synes, at Peter er en bøsserøv.” Et ubehageligt gruppepres kan føre til, at sådan en status får mange likes. Tænk at være Peter!
Meget mere om mobning i morgen!
