Spring til indhold

Venstreorienteret

Jeg forstår på nogle af mine læsere, at jeg opfattes som venstreorienteret. Jeg vil bare lige sige, at bare fordi Overtons vindue har rykket sig, så er jeg ikke rykket med. Jeg befinder mig i midten af det politiske spektrum og er fx vildt EU-begejstret. Det er ikke sååå mange år siden, at det blev betragtet som stangborgerligt. Nu er det – hvad?

Da jeg var ung, var det temmelig borgerligt at læse romaner og se på billedkunst. Og da i særdeleshed at vide noget om det. Det er det heller ikke mere. Mange politikere fra hele spektret sætter nærmest en ære i kun at vide noget om sport og Vild med Dans.

Men vi kan ikke have, at #serendipiteten sådan opfattes som ensporet, så jeg vil nu skabe ligevægt ved hver uge at bringe jer ugens bedste Jarlov-tweet. Han er uden tvivl den sjoveste borgerlige politiker på Twitter.

Jeg elsker det virkelige Danmark. Ikke jer venstreorienterede på Twitter.— Rasmus Jarlov (@RasmusJarlov) October 25, 2019

Samfund/miljø/politik

Livsglæde og nytteværdi

Jeg er enig med Knud Romer, når han ofte skælder ud på folk, der siger, at vi skal have noget kunst og kultur ind i <indsæt selv sektor>, fordi det batter på bundlinjen. Kunst, musik og litteratur burde sagtens have vægt nok i sig selv, men det har det desværre i reglen ikke.

Musik (og billedkunst) i skolen gør børnene dygtigere til de andre fag, ikke dårligere. Det gør dem også bedre til at forstå kollektive beskeder. Men Gud forbyde at danske børn modtager undervisning i den slags umålbare fag.

Om 10 år er verdens tøjproduktion forandret

Kan man jo håbe. I hvert fald spår denne her artikel, at det er, hvad der kommer til at ske. Via Signe Hegelund.

Den gamle milliardær og miljøet

Ejeren af milliard-forretningen Patagonia taler om kapitalisme, om at drive et kæmpefirma som socialist, om at have miljøet som sin første prioritet og indtænke det i hvert eneste trin i firmaets virke.

Ligeløn hos Salesforce

Salesforces grundlægger og CEO Mark Benioff har skrevet en bog, som Wired bringer et uddrag fra. Det kan du læse her. Det handler om selskabets vej til ligeløn.

Barn af ISIS

Det er svært at forestille sig en værre skæbne, end at være født ind i ISIS. For så er man ofte forældreløs i en meget tidlig alder, og i hvert fald er man ikke velkommen i noget land i verden. Ikke engang ens forældres fædreland. Og åbenbart er man en slap humanist (tidens værste skældsord), der er vild med terrorister, hvis man synes, at vi skal tage os af de børn. For at slippe for de danske mediers dødsyge dækning, er her dækning fra New York Times. Og her er et dobbelt afsnit af podcasten The Daily, som har været i Australien og interviewe en far/morfar til en kvinde og hendes tre små børn i en fangelejr i Syrien. Hvis du ikke får en klump i halsen, er du et koldt r**hul.

Viden

Husker vi dårligere end før Internettet?

Påvirker Internettet vores hjerner? Jeg er meget i tvivl, for jeg har altid haft en elendig hukommelse – men også en beskeden opmærksomhedsspændviddeArtiklen er både klog og sjov.

Kontrollerede skovbrande

En helt fantastisk fotograf har været med den lokale oprindelige befolkning ude i skovene i det nordlige Californien for at se, hvordan de bruger kontrollerede brande til at forhindre storbrande, men også til at fremme væksten af de planter, de bruger til forskellige ting. Agern og blåbær fx.

Kort tekst og forrygende billedserie.

Nyt om migræne

En forsker fra Rigshospitalets hovedpinecenter fortæller om lovende resultater af en nye type behandling af migræne. Den er stadig langt fra markedet, så jeg får nok ikke glæde af den. Men de næste generationer!

Knæk noget andet end Cancer i dag

I Danmark er det næsten sådan, at man har større chancer for en god restlevetid, hvis man rammes af kræft, end hvis man rammes af psykisk sygdom. En bekendt, der selv har haft kræft flere gange, skrev i går på Facebook, at hun ikke synes, vi skal sende flere penge til Knæk Cancer, men i stedet sende vores mønter til foreninger, der fx arbejder for at forbedre psykisk syges vilkår. Videnskab.dk fortæller om den stærkt forringede restlevetid for folk, der rammes af psykiske lidelser.

Teknologi

Slip for de værste cookies

Det her lyder SÅ godt. Den nye Firefox-browser blokerer for sporings-cookies. Dvs. cookies, der fx slæber ting med på tværs af platforme og hjemmesider.

Kunstig intelligens – igen

Som jeg aldrig undlader at understrege, så er kunstig intelligens aldrig bedre end de mennesker, der fodrer den med data. Og når de data er skævvredne, i dette tilfælde i forhold til race, så bliver de resultater, den kunstige intelligens spytter ud i den anden ende, derefter. Artiklen i the Verge fortæller om et studie publiceret i Science, der afslører netop det. Implikationerne er virkelig ikke rare!

Om os

Stephen Fry om influencers

Stephen Fry fortæller os danskere lidt om influencers. Linket er til Facebook, jeg har ikke kunnet finde videoen et andet sted.

Medier

Den der radiostation

Du har læst 100 nekrologer over Radio24syv. Men måske har du ikke læst den her. Malurt i bægeret, tåkrummende og lattertårefremkaldende på samme tid.

Facebooks magt over medierne

Facebooks magt over indhold (eller content, som de siger i marketing-kredse) er enorm, og de løber i cirkler rundt om os. Techcrunch har en artikel, som ser tilbage på Facebooks historie med deling af andres (mediers) indhold. Det er simpelthen ikke kønt, og medierne er blevet taget ved næsen igen og igen. Rådet er: Giv ikke dit originale indhold til Facebook. Lev med, at du ikke kommer så højt op i algoritmen, men til gengæld selv har kontrol med dit indhold.

Historien er fundet i Lars K. Jensens Digitale Ugerevy.

Ny aflønningsform for journalister

Aflønning af journalister/skribenter på basis af, hvor lang tid en læser bruger på historien. Det introducerer Medium nu. Medium er et medie (who knew), som jeg med glæde betaler for. Det får du også glæde af, da jeg ofte deler historier derfra, som du kan læse uden abonnement, fordi du holder dig under et vist antal om måneden.

Kunst og kultur

En usædvanlig velskrevet artikel om kunstens vilkår i Danmark. Hvor dejligt, at der i Danmark stadig findes skribenter, der kan udfolde en historie på den måde. Jeg vidste ikke, at man skal indsende en “projektbeskrivelse” for at modtage Statens Kunstfonds legater. Jeg troede, de var baseret på tidligere værker – hvilket jeg også synes, de burde være. Via Martin von Haller Grønbeck.

“The person … who has not pleasure in a good novel, must be intolerably stupid.”

Sjov og eftertænksom artikel fra The Atlantic om, hvordan Jane Austen betragtede læsere. Mange gode og ret sjove eksempler fra hendes romaner. Alle, der elsker Pride and Prejudice, bør læse denne og stifte bekendtskab med engelskprofessor Karen Swallow Prior.

Vinylnørderi

Der er folk, der har genopdaget vinylerne, og så er der dem, der aldrig har forladt dem. Her er et eksempel på en mand med en livslang kærlighed til musik og vinylplader. Der kan næppe siges meget om vinyler, som han ikke ved. Og du kan bare stille ham spørgsmål!

Mandskoret

Hop lige hen og læs min anmeldelse af den her overraskende, latterfremkaldende, tårepersende dokumentarfilm.


2 tanker om “Venstreorienteret”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share