Et kolossalt romanværk i tre bind, Kransen, Husfrue og Korset, skrevet mellem 1920 og 1922. Sigrid Undset fik Nobelprisen i litteratur i 1928. Lånt som lydbog i bibliotekernes E-Reolen, indlæst af Nanna Salomon.
Læsningen af dette enorme værk (mere end 1000 sider) indgår i min personlige læseudfordring for 2015, nemlig at få indhentet noget af det forsømte, hvad angår skandinaviske og europæiske klassikere, noget der blev groft forsømt både i min folkeskoles og i mit gymnasiums danskundervisning, og som jeg derefter ikke fulgte op på. Jeg har kun læst et par håndfulde værker fra før 1945.
Med fare for at ryge helt ud af det gode, litterære selskab (nåh nej, ingen fare for det, dér har jeg aldrig været med) vil jeg sammenligne værket med Game of Thrones-serien. Af flere grunde: Dets enorme omfang, det kæmpestore og fuldstændig uoverskuelige persongalleri, at centrale personer dratter om og dør midt i det hele og ikke mindst, at Kristin Lavransdatter foregår i 1300-tallet og slutter med pestens hærgen over Europa. Der, hvor den ikke ligner GoT er i hovedpersonens religiøse anfægtelser og i det hele taget det stærke tag, kirken har i Norges indbyggere på denne tid. Det er faktisk nærmest ikke til at holde ud! Hvis det var muligt for mig at blive mindre religiøs, så har denne bog i hvert fald hjulpet med. Gud siger dit, Gud befaler dat i én uendelighed! Hvis det minder dig om noget, så…
Nogle anmeldelser fra dengang siger, at romanen ikke kunne have været kortere. Det er jeg så nok ikke helt enig i – som i det gamle testamente er der uendelige opremsninger af, hvilke mænds sønner gifter sig med hvilke mænds døtre og hvad de får i medgift. Ret trættende i længden. Men omvendt er det gode ved romanens længde og langsomme fremskriden, at man virkelig får Middelalderen ind under huden – efterhånden kan man se gårdene, de lavloftede stuer, deres (klamme) senge og ofte uappetitlige måltider for sig. Det er en af romanens helt store forcer. En anden er portrættet af den stærke, smukke og uregerlige Kristin, som slet ikke er udelt sympatisk – ja, faktisk bliver man indimellem særdeles irriteret på hende! I Wikipedia-artiklen om Sigrid Undset er der et afsnit om Kristin Lavransdatter. Der citeres flere anmeldelser i danske dagblade. De taler IKKE til Danmarks fordel!
Jeg vil kun anbefale denne til trænede læsere eller læsere med særlig interesse for Middelalderen og/eller skandinavisk litteratur/kvindelitteratur. Men jeg forstår godt, at Undset fik Nobelprisen!
Til sidst lidt om lydbogsformatet. Først var jeg irriteret på Salomons korrekte og unuancerede oplæsning, men efterhånden viste det sig at være en fordel. Jeg har også hørt GoT som lydbog, og oplæseren dér forsøger sig med forskellige stemmer eller dialekter til de forskellige karakterer, men løber sur i dem i løbet af de mange timers oplæsning. Det er meget mere irriterende. Så er der E-Reolens lydbogs-app, som kom i en ny version i går. Desværre er selve afspilleren ikke blevet forbedret – den er forfærdelig og har været ved at få mig til at opgive lytningen flere gange. De kunne godt kaste et langt blik på Audibles afspiller. Men – det er gratis, så for os, der ikke er synshæmmede går det vel an. Synd dog for folk med synshandicap.
Den første bog jeg læste i min klassiker-læseudfordring var Herman Bangs Tine. Den elskede jeg betingelsesløst og skruptudede gennem hele sidste kapitel, skønt slutningen ikke ligefrem var nogen overraskelse. Jeg har endnu ikke besluttet, hvad der skal være den næste i rækken…
