Man kunne jo forestille sig

at vi kunne bløde fronterne lidt op i den danske skolediskussion! Jeg er selv sådan lidt “blå” i skolespørgsmål, da jeg mener at vi snyder børnene ved at “skåne” dem for karakterer helt til ottende klasse. For det første ved ungerne udmærket godt, hvor de ligger i forhold til hinanden (måske bortset fra nogen stykker, der er helt clueless), for det andet afspejler forbedringer i indsatsen sig helt konkret og ikke kun i forblommede ord. Mange forældre har fx svært ved at høre forskel på “lille Lars gør virkelig en stor indsats” og “lille Lars er virkelig meget dygtig”. De to udsagn er udtryk for noget helt forskelligt, og det vil karakterer afspejle. Karakterer skal dog stadig være bakket op af skriftlige kommentarer og af skole-hjem samtaler, ligesom de ikke bør uddeles før 4-5. klasse. For nogle børn bliver overgangen fra de bløde kommentarer til de benhårde tal meget hård, og den kommer på et tidspunkt, hvor det faktisk er blevet svært at flytte sig fagligt – ikke mindst er hormonerne i vejen.

Jeg er også enig med de borgerlige i, at man (næsten) ikke kan starte tidligt nok med at putte lærdom ind i hovederne på ungerne. Dermed mener jeg dog ikke, at de som 4-årige skal sidde pænt ved borde og lære alfabetet, men at de på det tidspunkt skal til at lære, hvordan man koncentrerer sig, hvordan man holder fokus, hvordan man samarbejder, hvordan man forholder sig til at løse en opgave. At den opgave så måske består i at tegne en giraf, er sådan set underordnet! Og den gruppe af børn, som desperat ønsker sig at lære at læse – hvorfor skal de ikke have lov? Min yngste gik i en børnehave, hvor dette var en mulighed, men ikke en pligt. Han var fuldstændig uinteresseret, så det deltog han ikke i. Til gengæld var han langt fremme med tegnegrejer, saks og papir, og blev sat på “hårdt arbejde” med at udføre vanskelige opgaver og lære fra sig til de andre børn.

Jeg mener også, at konsensuspolitikken er gået alt for vidt i Folkeskolen, og at det skader både de svage og de dygtige børn. Skolerne er alt for “dygtige” til at identificere de svage og urolige og skille dem ud og helt elendige til at finde, hjælpe og støtte de meget dygtige børn, der ellers kunne fungere som drivers for svagere børn.

Fra USA har vi importeret den underlige skik, at børn skal roses for ALT. Hver gang de slår en streg på et stykke papir, hopper fem cm op i luften med løbehjulet eller laver deres lektier, skal de have at vide, at de er fantastiske. VEL SKAL DE EJ! Børn skal roses, ja, men de skal roses, når de gør noget virkelig godt, og hjælpes og opmuntres, når de gør noget knap så godt. Hvad kan man bruge ros til, der gives for ingen ting?

Hele denne svada er udløst af denne artikel i New York Times, som jeg fandt i dag, takket være @tashiadam og @jeppeengel på Facebook. Det er en rigtig øjeåbner og ALLE, der har børn i skolealderen eller som arbejder i skolevæsnet skylder sig selv at læse den i sin helhed. Jeg er ikke sikker på, om jeg selv havde haft forfatterens stamina til at holde ud på ungernes vegne, men belønningen var righoldig!

Skønt jeg aldrig, ALDRIG ville gå så langt som de såkaldte Tiger Moms (ambitiøse kinesiske mødre i USA), har de ikke desto mindre fat i noget. Hvorfor har jeg fx ikke tvunget mine sønner til at gå til spil, når jeg nu selv ved, hvor lykkelig jeg har været livet igennem, for at jeg kan læse noder og forstår grundlæggende musikalske principper? For slap har jeg været, simpelthen!