Hvad sagde jeg?

Er der noget værre, end folk der siger, “hvad sagde jeg”? Det skulle lige være dem, der fastholder, at det er en grundbetingelse for at leve i et frit samfund, at vi hele tiden skal fornærme nogen, fordi vi kan. Nå men, det er en anden snak.

Jeg har jævnligt ærgret mig over, at jeg ikke har beholdt flere dokumenter fra mit lange arbejdsliv. Der var fx engang, hvor jeg ikke var i stand til at dokumentere, at jeg kunne skrive en pressemeddelelse, fordi de hundredevis af pressemeddelelser, jeg havde skrevet i Irmgardz-, Garden- og MNW-årene bare var røget i papirkurven. Og forleden faldt jeg over en notits i avisen, der igen mindede mig om, at jeg har været for lemfældig med at dokumentere min fortid.

Jeg arbejdede hos Nordisk Film som pressechef fra 1997 – 1999. Da jeg startede derude, måtte jeg vente flere dage på at få en computer, og da jeg så fik den, var der ikke rigtigt nogen, der kunne se, hvorfor den også skulle være forbundet til Internettet. Nå men, det blev den så efterhånden, og jeg advokerede ihærdigt for, at Nordisk Film da burde have en hjemmeside. Der var ikke stor opbakning til projektet, men til sidst fik jeg bevilget en bette sum, og med den – og den enorme prestige, der er i Nordisk Film navnet – fik jeg et velrenommeret bureau til at påtage sig opgaven. Jeg synes faktisk stadig, at det var en flot hjemmeside, vi fik lavet (den er nok heller ikke dokumenteret…). Men man mente, at jeg gik alt for højt op i det dér med Internettet og ikke gjorde nok ud af traditionelt pressearbejde. Det havde “man” jo nok ret i. En af de ting, jeg forsøgte at trænge igennem med, var, at vi skulle påbegynde en digital registrering af alle de gamle film i arkiverne og lægge dem i en database, så de kunne blive søgbare – både til kommerciel og ikke-kommerciel brug. Det var så meget en taber-idé, at den ikke engang kunne komme op på ledelsesniveau… Behøver jeg sige, at jeg blev fyret kort tid efter?

Nogle år før (1992-94 tror jeg) arbejdede jeg for pladebranchens organisation IFPI. Dengang lavede IFPI også andet end at forfølge folk, der downloader musik fra nettet, nok mest fordi der slet ikke var noget net på det tidspunkt. Jeg fik lov til at deltage i en konference i New York om musikkens fremtid, nu hvor musikken var blevet digital og solgtes på CD i stedet for vinyl. Det var en vanvittig spændende konference, og der var mange oplæg fra smarte tech-fyre om, hvad man ville kunne gøre med digital musik lige om lidt. Fx fortalte én, at man snart kunne lave digital radio med et uendeligt antal stationer med musik for enhver smag! Vildt!

Jeg tog hjem og skrev et alenlangt oplæg til IFPI’s bestyrelse om alt det, jeg havde hørt, og om hvad det digitale kunne komme til at betyde for branchen. Svaret på det oplæg var – larmende tavshed og not in our lifetime. Hvor har jeg dog mange gange ærgret mig over, at jeg ikke tog en kopi af det oplæg med mig, da jeg forlod IFPI!

Jeg lover, at der ikke kommer flere udokumenterede “hvad sagde jeg“-artikler fra min hånd, men jeg kunne ikke nære mig!