Åh, teenagere!
De er både kilde til de største frustrationer, men sjovt nok også til de morsomste og mest rørende guldkorn. Således også i ‘Lady Bird’ der foregår i Sacramento, en ikke-så-ophidsende by i Californien, lidt nordøst for San Francisco. Som Lady Bird udtrykker det, bor hun så oven i købet “on the wrong side of the tracks”, så det er ikke det Californien, vi ellers kender fra fx. den i øvrigt fantastiske tv-serie Big Little Lies.
Christine
Lady Bird er 17, da vi møder hende. Egentlig hedder hun Christine, men det er bare et dødssygt borgerligt navn, hendes kedelige forældre har givet hende, så hun kalder sig selv Lady Bird. Vi følger hende gennem de første nærkontakter med drenge og det – i USA – svære spring fra highschool til college – fordi alle de gode colleges koster mange penge, og hendes forældre har ikke rigtigt nogen.
20th Century Women
Greta Gerwig, selv skuespiller, har instrueret denne. Jeg var ret begejstret for hendes forrige ‘20th Century Women’, der faktisk også handler om en mor og en teen, men den følger moderens blik på sønnen, hvor denne er datterens blik på moderen. Lady Bird tror, hendes mor hader hende, og det er ikke helt grundløst, for hendes stressede og udasede mor er virkelig dårlig til at vise datteren sin kærlighed.
Familierelationer
Jeg har selv sønner, så mor-datter-relationen kender jeg kun bagud, så at sige. Den relation skal jeg ikke trætte læseren med, men balancen mellem omklamring, forkælelse, nødvendig strenghed og almindelig selvopretholdelse ER svær at holde, uanset køn – og Gerwig viser det meget fint i begge film. Saoirse Ronan spiller Lady Bird, og hun er simpelthen perfekt. I øvrigt har jeg spurgt Forvo, og Saoirse udtales (ca.): ‘Sirsche. I 20th Century Women er der ikke rigtigt nogen faderfigur, men i denne film er der en dejlig far. Han holder lav profil det meste af tiden, men han er der i den grad for både sin hustru og sin datter. Også selvom han selv har det svært. Dejligt at se et portræt af et kærligt og omsorgsfuldt ægteskab!
Ved siden af mig i Grandbiografen sad en far og hans datter. De var meget glade for filmen og hviskede sammen hele tiden. Rart at opleve!
***
Forfilm
C’est la Vie
At det er instruktør-makkerparret bag De Urørlige, der står bag denne, overrasker ikke. Franskmændene er ret gode til moderne slapstick, og jeg vil gerne se denne opdaterede udgave af en folkekomedie. Bryllupper holder nok ikke op med at være et perfekt setting for spillefilm lige foreløbig – uanset som de er sjove eller ej. Forfilmen lykkes meget fint med at formidle, hvad vi kan vente, tror jeg.
Racer and the Jailbird
Franskmændene er OGSÅ gode til thrillere, og denne her ligner en særligt hæsblæsende en af slagsen. Den kvindelige hovedperson er på ingen måde en biperson eller “damsel in distress”, men racerkører – så er plottet ligesom skudt igang! Flot og meget lokkende forfilm, hvis man godt kan lide lidt tju-bang. Det kan jeg, når det er gjort med en vis finesse.
Isle of Dogs
Denne her er dog den, jeg glæder mig mest til. Jeg var fuldstændig pjattet med Wes Andersons ‘The Grand Budapest Hotel’, som jeg har set tre gange. Forfilmen er skøn og helt i tråd med stemningen i ovennævnte film. På filmens hjemmeside er der “skuespiller-interviews“. Det er intet mindre end fantastisk.
***
Reklamer
Jeg blev spurgt på Twitter, om jeg vil anmelde reklamer, nu hvor jeg anmelder forfilm, men det vil jeg ikke – ikke mindst fordi jeg sjældent kan huske dem. En hang dog fast i går – en ny film fra SOS Børnebyerne:
Jeg synes altid, det er mærkeligt, når far er udfaset af en familierelation, selvom jeg jo godt ved, at det jævnligt forekommer. Når det er sagt, så er det her en effektiv massage af tårekanalerne – og dermed en god reklame for et godt formål.
