På Twitter og Facebook har jeg bemærket, at overraskende mange i min generation følte behov for at gense Blade Runner på det store lærred. Jeg er meget glad for, at nogen fik mig op fra sofaen. Og glad for, at jeg forinden læste Kim Skottes anmeldelse i Politiken, skønt jeg først fandt den noget højpandet.
Jeg ved ikke helt, hvor mange gange jeg har set filmen, 3 må være det absolutte minimum. Men jeg tror ikke jeg har set den de seneste 10 år, måske mere? Nogle scener var meget genkendelige, andre kunne jeg ikke huske. Min hukommelse er notorisk elendig, så det kan ligesåvel være, fordi de ikke gjorde indtryk på mig, som at de ikke var med i den originale version. Dog er jeg ret sikker på, at der ikke var så mange origami-figurer med i originalversionen, ligesom jeg husker Edward James Olmos‘ rolle som mindre fremtrædende. Nogen kan helt sikkert korrekse mig her. Jeg kunne ikke huske den oprindelige slutning heller, men min medbiografgænger kom mig til hjælp.
Det var en stor filmoplevelse, og jeg har stadig det langsomme, langsomme, langsomme, evindeligt regnfulde, neonoplyste univers kørende på nethinden. Og det er ikke noget dårligt, selvom det måske lyder sådan.
