Jeg var så heldig at være til premieren på Christina Rosendahls smukke, rørende og klump-i-halsen-fremkaldende dokumentarfilm Vold i Kærlighedens Navn. Salen var fyldt til randen, og det var sgu ret fantastisk at se, at de fleste medvirkende var til stede. Christina Rosendahl modtog efter filmen Danners ærespris – og ved I hvad, det ER virkelig en ære at få den pris, og Christina Rosendahl har gjort mere for voldsramte kvinder med den her film end politikerne har i mange, mange år.
Dannerhuset
Filmen lukker os ind i det hus, vi alle har betragtet på et eller andet tidspunkt og tænkt, hvad foregår der dog derinde? I huset arbejder en mindre horde af både frivillige og lønnede medarbejdere – der er sågar en mandlig pædagog (#notallmen you know). Jeg lægger mig fladt ned overfor de mennesker, der påtager sig den type arbejde, som udover at være følelsesmæssigt benhårdt også er elendigt lønnet.
En lys tone
Et af Christina Rosendahls allerfineste greb er, at det her faktisk er en positiv og optimistisk fortælling. Vi møder nogle kvinder, der får de redskaber, de har brug for, så de kan komme videre i livet. Nogle af dem har fuldstændig mistet troen på sig selv på det tidspunkt, hvor de lander hos Danner (ja, oftest længe inden), og har brug for at blive genopbygget fra bunden.
Åh, mit hjerte
En af de scener i filmen, der virkelig rørte mit hjerte, var, hvor en af filmens gennemgående rådgivere har en ung kvinde hos sig. Den mand, hun er flygtet fra, har undermineret hendes selvværd, så hun oprigtigt tror, at hun intet kan selv. Han ordnede jo alt! Langsomt gennemgår rådgiveren de ting, man har brug for at kunne for at kunne leve et normalt liv. Og lige så langsomt går det op for den unge kvinde, at hun faktisk godt kan gøre de her ting selv! Forud for det vi ser, har der været andre sessions, men lige i denne session kan man høre smilet i den unge kvindes stemme, da hun pludselig opdager, at mange af de ting, dem kan hun faktisk godt – ja, hun gør dem allerede!
Et genoprettet menneske
Man går fra filmen med troen på, at der stadig er mere godt end skidt i verden – bl.a. fordi vi sidst i filmen ser en kvinde forlade huset, genoprettet som menneske – med job, bolig og tro på livet. Så helt enestående smukt!
En tak
En stor tak til DoxBio for jeres arbejde med at bringe film som denne ud til et større publikum. I gør et stort og vigtigt stykke arbejde.
