Overordnet set, er The Imitation Game en god film. Og den er en vigtig film, for alle bør vide, hvem Alan Turing var, og høre om hans frygtelige skæbne, så noget lignende ikke sker igen. Hvis man gider, får man også noget grundviden om, hvad en computer egentlig er for noget.
Alle kvinders darling, Benedict Cumberbatch, gør det virkelig godt som Turing, og der er generelt godt spil i birollerne. Jeg var særligt vild med MI5-fyren, der spilles af Mark Strong. Men han passer nok også bedre til mig, sådan rent aldersmæssigt…
Personligt synes jeg så, at det nærmer sig en dødssynd at have castet Kiera Knightley som hans sidekick. Ikke fordi en nørdepige ikke kan være smuk og dejlig, men altså – ikke hende, hun er bare ikke nogen god skuespiller!
De seneste måneder har jeg læst meget både skøn- og faglitteratur om perioden fra før århundredeskiftet og op til mellemkrigstiden. Det er min fornemmelse, at folk faktisk talte sådan med hinanden, som de gør i filmen, i intellektuelle miljøer.
I filmen (og i Wikipedia-artiklen) får vi at vide, at Alan Turing blev posthumt benådet for sin “frygtelige” forbrydelse, homoseksualitet. Og det kan jeg da kun bifalde. Men det chokerer mig lidt, at man ikke har valgt også at benåde alle de andre, der i den periode fik domme for gross indecency, som de kaldte det i England. Jeg synes, det ville være et passende signal at sende til Rusland og de mange andre steder, hvor homoseksualitet stadig er strafbart.
