Jeg “snød” en mandlig ven til at se denne film. Det var faktisk ikke med vilje, men udløst af Weekend-Avisens filmklubs latterlige rabatsystem. Men det er en anden sag. Efterhånden som filmen skred frem, sank jeg længere og længere ned i sædet af frygt for hans dom, for jeg syntes desværre ikke, den er god. Tag ikke fejl, jeg synes emnet er enormt spændende, og jeg forstod først selv omfanget af de engelske sufragetters kamp efter læsning af The Children’s Book af AS Byatt for nogle år siden. Jeg synes faktisk også, at det er en knaldgod vinkel, man har valgt at anlægge, hvor det hele ses fra en almindelige arbejderkvindes POV.
Hvorfor kan du så ikke lide filmen, spørger du nu med god grund. Jamen, fordi jeg ikke synes, den har en spændingskurve og en fortællerytme, der gør den til en god film som værk betragtet. En anden biografgænger sagde bagefter, at det bedste ved filmen var efterteksterne, hvor man kan se, hvornår kvinderne i de forskellige lande fik stemmeret. Til sidst står der: “Saudi Arabia: Women have been promised voting rights.” Og hvis det er det bedste ved en dyr spillefilm med Meryl Streep på rollelisten, så er den vel ikke særlig vellykket og skulle måske have været en dokumentar? Og ja, jeg ved godt, at det i alt for stort omfang kun er de allerede oplyste, der ser dokumentarfilm.
I øvrigt syntes min ven godt om filmen, for han kendte ikke historien om sufragetterne særlig godt, så han opfattede den som “opdragende/oplysende”. Det var heldigt – så må jeg godt bestemme filmen igen en anden gang!
