Sådan skrev jeg til en ven, lige da jeg kom ud af biffen efter at have set The Revenant. Og jeg står ved det, filmen rørte virkelig ved noget i mig, selvom jeg ikke normalt er særlig vild med film, hvor jeg må holde hænderne for øjnene i flere minutter undervejs, fordi den er så barsk og uhyggelig.
Filmen bygger løseligt på fortællingen/skrønen om pelsjægeren Hugh Glass i 1820’ernes nordlige, barske USA. Glass er allerede fra start en hårdt prøvet mand, og derfra går det næsten uafbrudt ned ad bakke, begyndende med kampen mellem mand og bjørn. Filmen handler om hans episke fodrejse igennem et isnende smukt landskab mod helbredelse og hævn.
Og det er jo ikke, fordi vi ikke har set denne type film før – normalt er de bare ikke noget for mig! Som oftest fordi fortællingen om “ensom mand i kamp mod sig selv og naturen” ikke siger mig noget overhovedet. Men denne er anderledes, ikke mindst fordi Glass ikke selv opsøger kampen, hverken mod bjørnen, naturen eller de mænd, der vil ham til livs. Di Caprio spiller helt forrygende – det er svært at forestille sig ret mange andre Hollywood-darlings, der kunne gøre det lige så godt. Måske McConaughey? Der er også solidt, godt spil i flere biroller, fx den forpinte kaptajn Andrew Henry, spillet af den skønne rødhårede irer, Domhnall Gleeson.
Det er jo set før, at kameraet “spiller med” i filmen, men jeg mindes ikke tidligere at have set det i denne type film. Vi ser både skumsprøjt, sne, blod, reflekser og ånde på linsen, som næsten hele tiden er enten helt tæt på eller helt langt væk. Jeg tror aldrig, jeg har set så åndeløst smukke naturbilleder i en spillefilm.
I det hele taget er naturen smuk og menneskene og deres gerninger og frembringelser grimme. Og det gælder også de mennesker, som er filmens helte. Mærkeligt, hvordan en film med et så mistrøstigt budskab, alligevel kan gøre en høj bagefter.
Somebody, please explain!!!!
PS: Nej, den lever ikke op til Bechdel-testen. I filmen medvirker udelukkende indianske kvinder, den fremmeste hans afdøde hustru. Hende taler han meget med, men hun taler - af indlysende grunde - ikke med andre. De øvrige kvinder er enten tilfangetagne eller prostituerede eller en kombination.