Så nåede jeg også frem til Youth. Jeg havde lidt frygtet, at det var en film om lystne gamle mænd og meget unge, smukke damer. Det er det i og for sig også (lidt), men det var slet ikke pointen.

I gode film er der altid godt spil i alle roller, selv de mindste biroller. Det er også meget sandt for denne film. Der er de skønneste bifigurer, som man næsten håber får deres egen film en dag. Fx den desillusionerede Holllywood-stjerne, der spilles af den for mig helt ukendte Paul Dano, Diego Maradona (der ikke spiller sig selv, men spilles af den overdådigt fede Roly Serrano), den gådefulde massøse eller den stakkels udsending for dronning Elizabeth, spillet af Alex Mcqueen. Og så er jeg ikke engang nået til hovedrollerne endnu! Jeg var ikke vild med Michael Caine i hans yngre år, men han er helt igennem vidunderlig i denne film. Harvey Keitel er også god, ligesom den dårende dejlige Rachel Weisz, der spiller Caines datter. Og Jane Fonda spiller en moden skuespillerinde fyldt med ondsindet galde. Det er virkelig sjovt!

Nå men, filmen. Vi er på et kurhotel i Schweiz for de overordentligt rige. De to gamle (i dobbelt forstand) venner Caine og Keitel, hhvs. komponist/dirigent og filminstruktør mødes hvert år og holder et par ugers kurferie. Caine har sin smukke og ulykkelige datter med. Derudover sker der faktisk ikke noget… Ja, det gør der jo så, men det er i høj grad i form af en perlerække af mærkværdige samtaler og fantasier. Det er langt sjovere, end det lyder!

Jeg morede mig storartet over panoramabillederne af det schweiziske landskab. Lige præcis så technocolor-pænt og ordentligt og med ringlende køer som jeg kender det. På den baggrund passer den tragikomiske handling og den skiftevis dybe og åndede dialog helt perfekt.