Åh, hvor er vi blevet forvænte, når det gælder fotografi. Vi ser på billeder hele tiden, og mange af dem, vi ser, er faktisk virkeligt gode! Men det er min påstand, at der stadig er noget at hente hos fotografer med noget særligt på hjerte.
To af dem har jeg set i den forgangne uge. Krass Clement i Museumsbygningen og Imogen Cunningham på Gl. Holtegaard. Hvad har de to tilfælles, hm, lad mig tænke… Nej, de har faktisk intet til fælles – ud over det, at deres værker bliver stående og har en særligt dragende effekt på tilskueren. Jeg var til ferniseringen på Krass Clement-udstillingen, og det var nok dumt, for det var svært at få kigget ordentligt på billederne i folkemængden. Til gengæld kan man få hilst på et bredt udsnit af Danmarks fotografer…
Krass Clements billeder, som jeg ikke kan vise nogen af, men som de fleste har set – måske uden at vide det – er en slags poetisk socialrealisme. Det vil han nok hade mig for at sige, men… Han skildrer ofte det, man populært kalder samfundets bagside, men han gør det med et blik for det skønne i det grimme uden dog at forskønne armoden. Han har udgivet en masse fotobøger gennem årene, og de er alle blevet samlerobjekter.
Imogen Cunningham (1883-1976) var lidt af en åbenbaring for mig og min udstillingsmakker, der var helt og aldeles alene torsdag aften på Gl. Holtegaard. Vi var ikke sindssygt betagede af hendes blomsterbilleder eller industrielle landskaber, selvom de er flotte, men brugte lang tid på at betragte hendes portrætter. Hendes barnebarn lavede en portrætfilm med hende, da hun var langt oppe i 80’erne, og den kan ses på udstillingen. Utroligt spændende at høre en så usædvanlig kvinde fortælle om sit lange, spændende liv. En feminist efter mit hjerte!
