Vi er lige kommet hjem fra familieferie i Florida, og en af dagene tilbragte vi i Miami. Jeg har en RET STOR svaghed for Art Deco, så Miami er lidt et must see. Der er såmænd også et Art Deco museum med det mundrette navn The Wolfsonian Florida International University Museum, forkortet til The Wolfsonian FIU. Der er også et andet, mere mundret kaldet Art Deco Museum, men det var for varmt og vi havde for lidt tid til to museer. The Wolfsonian havde en meget passende størrelse og var et rart sted at besøge. Vi var seks med forskellige interesser og aldre, og alle var tilfredse med besøget og fik noget ud af det. Det kan man ikke altid sige om museumsbesøg i ferier!
En skør tid
Når man ser film om (vi har alle set mindst én, nemlig The Great Gatsby) og læser bøger om (vi har alle læst mindst én, nemlig same-same), bliver man blæst bagover ved tanken om, hvor vild en tid det var, hvor skørt folk opførte sig, og hvor frigjorte mange var (i storbyerne). Men påtænker man, at første verdenskrig netop var slut, og at økonomien var hottere end i 00’erne (crashet kom som bekendt 1932), så er det måske ikke så mærkeligt endda.
Harald Engman
For os danskere var der et virkeligt kuriosum på museet, nemlig dette billede:
Museet har en virkelig fed interaktiv udgave af maleriet, hvor man kan gå tæt på detaljer, og hvor folk med forstand har fortalt, hvad det er, man ser på billedet. Jeg havde aldrig hørt om Engman, men han blev så også kaldt den hemmelige maler, fordi han malede anti-nazistisk kunst før og under krigen. Jeg synes måske, at 1941 er liiidt sent at kalde Art Deco, men billedet er fantastisk. Hvordan det er endt i Miami fremgår ikke rigtigt… Der findes end ikke en Wikipedia-artikel om Engman, hverken på dansk eller engelsk!
Harry Clarke
Et andet fantastisk værk på museet var et vindue af glasmosaik tiltænkt The International Labour Building i Génève, som dog aldrig blev installeret. Også her kan man nærstudere det på museets hjemmeside. Det forestiller forfattere og karakterer fra den irske litteratur, der iblandt selvfølgelig også James Joyce.
Bagefter spiste vi cubansk mad og tilbragte fem minutter på den berømte strand, inden vi skyndte os ind i skyggen igen.
