Jeg har læst Jørgen Knudsens ét-binds biografi om Georg Brandes. Den er kun på 645 sider. Hans fulde biografis sideantal kender jeg ikke, men den er på mange bind. Jeg har været lang tid om at læse den og har holdt pauser undervejs. Ikke desto mindre har den fyldt meget i min bevidsthed. For mig har det vigtigste været hans politiske analyser og hans kølige afstandtagen til religion mere end varslingen af det moderne gennembrud.
Georg Brandes var helt vildt berømt (og berygtet) i sin levetid (1842-1927), mere end jeg på nogen måde havde forestillet mig, og formentlig mere end de fleste ved. Jeg var klar over, at han var en omstridt og markant figur her i Danmark, men at han var en international stjerne, anede jeg ikke. Et eksempel: I sin sene alderdom rejser han med sin veninde/sekretær/oppasserske Gertrud Rung til Grækenland efter ikke at have forladt Danmark i en årrække. De bor på et ret nedtrådt hotel og er lidt nedtrykte, da de kommer forbi universitetet. Der antaster de en ældre mand, som de antager er professor, og tiltaler ham på fransk: “Je suis Georg Brandes au Danemark!” og professoren bliver helt paf og spørger, om han virkelig er DEN Georg Brandes, hvilket bekræftes. Herefter flyttes de til luksushotel og den ene middag efter den anden med diverse græske notabiliteter arrangeres, indtil de nærmest må gå i flyverskjul på hotelværelset, fordi alle mulige søger at komme i audiens hos den gamle og egentlig ret affældige mand.
Og berømmelsens tinder har man da også nået, når man er nævnt i Ulysses! På et tidspunkt diskuterer nogle af personerne i romanen de forskellige lærde udlægninger af Shakespeare, og Brandes er en af de lærde, der nævnes. Vildt, synes jeg.
Inden første verdenskrig var han også en superstjerne i Tyskland og Frankrig, men da han var indædt modstander af krigen og stærkt kritisk mod begge sider, fik han også begge lande imod sig.
Allerede i 1888 ved kejser Friedrichs død, forudsagde han med uhyggeligt klarsyn, hvad det ville medføre, når Wilhelm II besteg tronen:
“Nu vil den store europæiske reaktion, denne uhyre helvedhund, begynde at gø med sine tre hoveder, fædrelanderiet, bigotteriet og krigsvildskaben.”
Senere, i 1900, hedder det:
“Når verdenskrigen og den sociale revolution er udeblevne, så er det sandsynligt, at de kun er opsatte. Men den afgørende politiske kendsgerning, vi oplever ved det 19de århundredes slutning, er denne: De store magter deler jordkloden imellem sig. De stræber at gøre dette så fredeligt som muligt, for så vidt de vil undgå en verdenskrig. De gør det såre hensynsløst alligevel, fordi de for deres økonomiske fordels skyld ofrer ikke blot de ulykkelige folkeslag, som de underkaster sig med ild og sværd og alle rædsler, men desuden alle de mindre folkeslag rundt omkring, der opsluges for den nationale enheds skyld eller bruges som bytteværdier eller udleveres til brutaliteten.”
I 1901:
“Når man betænker, at det kristne Europa ikke rører en finger, fordi samme herre (den osmanniske sultan Abdul Hamid) slagter 300.000 kristne armeniere, men er så ømt bekymret, når den kristne mission i Kina generes, så har man en målestok for den højde, det politisk-religiøse hykleri ved århundredskiftet har nået”.
[…]
“Kejseren derimod ser det som udtryk for, at kinesisk kultur ikke bygger på kristendommen. Det kan den jo også vanskeligt gøre, da den er så meget ældre”.
1907:
“Racehadet har en religiøs karakter, især patriotismen er en religion, socialismen er en anden. Alt dette munder ud i et indædt og universelt had – i høj grad en religiøs følelse – som menneskeheden bekæmper med begejstring, men svagt.”
Og i 1919 i anledning af Versailles-traktaten:
“Men Tysklands foreløbige tilintetgørelse, der er en ulykke for Europa og civilisationen, er ingenlunde nogen lykke for Danmark. Et for overklassens hovmod befriet, rigt og sundt Tyskland ville være en langt bedre nabo for Danmark end et forarmet, forgældet, af had og hævntørst fortæret Tyskland. Al slags åndelig smitte kan derfra komme over grænsen, efter hvilken linje den end bliver draget.”
Ofte, igennem hele hans levetid, blev hans udsagn om dette eller hint forkastet som ugyldigt med den begrundelse, at han var jøde. Bogen giver mange, mange eksempler, men de er godt sammenfattet i dette citat fra en bog (en hel bog!!), udgivet i 1912 af Dr. phil. Konrad Simonsen kaldet Georg Brandes (Jødisk Aand i Danmark):
“De liberale jøder sejlede frem under falske standarter i fyrretyve år, de forfladigede og nedbrød vort livssyn, forkrøblede vore følelser og kunstneriske sans og åd sig ind i den offentlige mening i kritik, i videnskab, litteratur og i pressen, – og hvad de høstede var tilfredsstillelsen af personlig magtlyst”.
Brandes har skrevet enorme biografier om alle mulige forfattere, filosoffer, kunstnere. Jeg nævner i flæng: Voltaire, Goethe, Michelangelo, Shakespeare, Kierkegaard, Ibsen, Holberg, Nietzsche, etc. etc. Jeg kommer nok aldrig til at læse nogen af dem, og ifølge Knudsen er flere af dem også ret lange i spyttet, men ikke desto mindre blev adskillige oversat til både tysk, fransk, engelsk, norsk og svensk og udkom i flere oplag.
Han var gennem hele livet ateist, men først i de sidste år af sit liv tog han for alvor kampen op med kristendommen. Da var det egentlig lidt for sent, for han havde både mistet sin skarphed og i en vis udstrækning sin relevans, samtidig med at han var bitter over den behandling, han havde fået herhjemme og under og efter krigen også i udlandet. Det er sjældent, at bitterhed er et godt udgangspunkt for at udtrykke sig offentligt. Resigneret konkluderer han (1916):
“Læren om at kristendommen og naturvidenskabens sandheder ikke anfægter hinanden, er stadig den herskende.”
Et lille hip på tværs af et helt århundrede til vores nye uddannelses- og forskningsminister.
Pingback: Ulysses... - labeet.dk