Om Ibsen, Brandes og Joyce

Fordi jeg, af to helt forskellige grunde, lige i øjeblikket både læser en Brandes-biografi og er i gang med Ulysses, lå et arrangement i går i Politikens hus med to Brandes/Joyce-kendere lige til højrebenet. Det var stablet på benene af Joyce-selskabet og Brandes-selskabet, to typisk danske foreninger, jeg end ikke kendte eksistensen af. Jeg påtænker at melde mig ind i Brandes-selskabet – efterhånden som jeg kommer igennem biografien, kan jeg bedre og bedre lide ham, den selvoptagede krukke!

De to oplægsholdere var den fra Politiken kendte Bo Tao Michaëlis, der indledte med 25 minutters causeri om Joyces forhold til Ibsen, og den for mig ukendte Benjamin Boysen, der har skrevet flere yderst lærde værker om bl.a. Joyce. Han er Dr. Phil. og lektor på Syddansk Universitet og talte om Joyces forhold til Brandes. Afslutningsvis diskuterede de og svarede på spørgsmål fra publikum. Spørgsmålene fra publikum kunne vi godt have undværet – hvorfor er der næsten aldrig nogen, der stiller nysgerrige, interessante spørgsmål, men altid nogle, der udelukkende beder om mikrofonen for at høre sig selv tale? De to Joyce-kenderes diskussion af, hvor småborgerlig Joyce egentlig var på bunden, var ret underholdende! I det hele taget fungerede de begge, men dog især Michaëlis, meget bedre på slap line end under deres oplæg.

Hvad jeg nu ved, som jeg ikke vidste før?

• At George Bernard Shaw har udtalt, at han fandt Ibsen vigtigere end Shakespeare.
• At der kan være grund til at kigge nærmere på litteraturforskeren Franco Moretti, der blandt andet har sammenlignet Ibsen med Thomas Mann.
• At Ibsen flere gange bruger en lavine som katalysator for handlingen – hvilket straks fik mig til at tænke på filmen Force Majeure!
• At Ibsen altid har et kriminelt element i sine dramaer; noget Michaëlis, der er specialist i krimi-litteratur, nævnte med et skævt smil.
• At Joyce som ung var meget betaget af Nietzsche, men senere tog afstand fra ham og ligefrem gjorde nar af ham.
• At Joyce var enormt optaget af Shakespeare.
• At Joyce sendte sine værker til Brandes for at få ham til at anmelde dem, men at Brandes aldrig gjorde det – eller svarede på hans breve.
• At Brandes mente, at Hamlet er Shakespeares selvportræt.

Der var nok mere, men det er, hvad jeg noterede og husker.

Der blev talt en del om, at Ulysses er den første roman med en jøde som hovedperson, skrevet af en ikke-jøde. Det affødte en “irettesættelse” fra et af de tilstedeværende kværulantiske æggehoveder. Han anførte, at Bloom ikke er jøde, fordi han dels ikke har en jødisk mor, dels ikke er troende. Utroligt nok havde selv jeg, der ikke engang er færdig med Ulysses endnu, fattet, at det netop er en af Joyces pointer. Nemlig at anti-semitismen (som var enormt udbredt på den tid) handlede om den udefinerbare anderledeshed mere end konkret afstamning eller religion. Det fik Michaëlis og Boysen hurtigt slået fast. Kværulantens slagnummer var dog, at Ulysses IKKE er den første roman med en jødisk hovedperson skrevet af en ikke-jøde, for det Nye Testamente handler om en jøde og er skrevet af ikke-jøder. Den super-skarpe Michaëlis bed ham af med: Åh, den glemte jeg, er det en roman? Men jeg har set filmen! De øvrige gråhætter i salen var helt på Michaëlis’ side.

Jeg vender tilbage til min Ulysses-læsning på et senere tidspunkt. Og bare rolig, jeg kommer ikke til at forsøge mig med en anmeldelse! Indtil da kan du søge på hashtagget #Ulysses5s på Twitter.