Skattekort

Kortet på billedet er ikke som sådan et skattekort, men et kort over menneskelige følelser, udarbejdet af en fin dame, Madeleine de Scudéry (1607 – 1701). Udover sin status i selskabslivet var hun digter og forfatter og betragtes som verdens første blåstrømpe.

På Copenhagen Contemporary kan ses et videoværk, Carte De Continuonus, af den danske kunstner Helene Nymann, der tager sit udgangspunkt i kortet over følelserne. I værket udforsker hun (bl.a.) vores erindring. Hendes værk er del af en stor udstilling med den samlede titel Yet, it moves, som jeg kun kan anbefale at tage ud at se.

Et egentligt skattekort er en væsentlig ingrediens i romanen Kong Salomons Miner af H. Rider Haggard. I mit barndomshjem fandtes denne roman i, hvad jeg tror var en Readers Digest-udgave. Jeg læste den mere end én gang som barn og var enormt betaget af historien. Jeg tænkte helt sikkert ikke ét eneste øjeblik over, at bogen ikke var skrevet på dansk, og derfor troede jeg også, at forfatterens navn var Ridder Haggard (altså sådan en med hest og rustning). Det har jeg selvfølgelig ikke skænket én eneste tanke siden, men min sommerferielytning har i høj grad bestået af utallige afsnit af den britiske historiepodcast The Rest is History med de to kendte historikere Dominic Sandbrook og Tom Holland. Dér dukkede et afsnit op om netop den bog og dens forfatter. Overraskende og interessant på et utal af måder! Bogen udkom i øvrigt i 1885 og blev en gigantisk bestseller – den første i en uendelig række af bøger og film om ekspeditioner efter “historiske” skatte eller steder. Der havde fx ikke været nogen Indiana Jones uden denne romans helt og hovedperson Allan Quatermain.

Bøger

Ian Rankin: A Heart full of Headstones****

Greta Thunberg m.fl.: Klimabogen***

Ludwig Hohl: Op i bjergene***

Robert Galbraith: The Ink Black Heart***

Cormac McCarthy: Stella Maris****

Jo Callaghan: In the Blink of an Eye****

Marcel Proust: På sporet af den tabte tid, bind seks****

En hurtig opsummering af sommerferiens læsning til dem, der ikke orker at hoppe hen på Goodreads: I min anmeldelse af Klimabogen har jeg tilføjet et “cheat sheet”, så du, hvis du har bogen stående som en dårlig samvittighed, kan dykke ned og læse de mest interessante af bogens mange artikler. Sikken service du får som læser af #Serendipitet!!!

Tre krimier. Du må klikke, hvis du er interesseret i, hvad jeg synes om de seneste i serierne om John Rebus og Strike/Ellacott. Men jeg vil gerne reklamere lidt ekstra for In the Blink of an Eye, fordi den kaster et nuanceret og indsigtsfuldt blik på brugen af AI. Samtidig ganske velskrevet og spændende.

Forgiftet Goodreads

Denne artikel i The Atlantic kan jeg desværre ikke læse. Så gerne jeg end ville, kan jeg ikke retfærdiggøre endnu et abonnement på min ynkelige indkomst som ældre prekær. Men titlen – The Wrath of Goodreads – og indledningen fortæller mig lidt om indholdet. At mennesker bruger platformen til personlige hævntogter og politisk forfølgelse. Jeg vil ikke holde op med at bruge Goodreads af den grund (det foregår jo på næsten alle platforme), selvom jeg virkelig ikke var glad den dag, Amazon købte sitet. Jeg kender ikke til et andet sted, hvor jeg på samme måde kan holde styr på de bøger, jeg har læst, læse hvad andre synes og dele min læseglæde med andre.

Film

Indiana Jones igen igen

Jeg kedede mig faktisk lidt. En biljagt er måske marginalt sjovere, når den foregår i en tuktuk, men altså kun marginalt.

Barbie

Indrømmet, jeg elskede den, og jeg har set den to gange. Debatten om den har været temmelig forudsigelig, men selvfølgelig helt i skoven sine steder. Man ved jo sådan set, at en film må være god, når Sørine Godtfredsen og Weekendavisens lederskribent hader den. For slet ikke at tale om den klamme, sleske Pierce Morgan.

I stedet for at vise Barbieforfilmen endnu engang, får du her en video, hvori der ret klogt argumenteres for validiteten af konceptet Barbenheimer.

Og her en sjov og ret original kommentar, som en veninde var så god at sende mig fra Instagram. Endelig har Time Magazine en vist nok udtømmende liste over de filmiske og litterære referencer. Jeg havde slet ikke fået fat på dem alle, men dog sådan ca. halvdelen.

Og Oppenheimer? Den er et mesterværk, der virkelig får en til at mærke det dilemma, Oppenheimer og andre stod i, da de først fandt ud af, hvad de havde mellem hænderne. Og så folder Nolan hele sin filmiske kunnen ud over den tre timer lange film, der ikke føltes ét eneste minut for lang. Alle medier har selvfølgelig anmeldt den, næsten alle godt, men denne her i POV.International af Bo Green Jensen sku’ være den bedste – han folder hele Oppenheimers historie ud.

Kunst og historie

Sejlets historie

Der er dage, hvor jeg spekulerer på, om jeg virkelig har råd til at holde Information, selvom jeg læser den nogenlunde grundigt hver dag. Og så er der dage, hvor jeg tænker, at DEN HER artikel ville jeg bare ikke have undværet. Det gælder denne her om sejlets historie, hvor jeg i tilgift lærte ting om det danske sprog, jeg ikke anede.
Fortællingen om, hvor og hvordan man tror, sejlet er opfundet, er spændende, men mest spændende er nok forklaringen på, hvordan man fremstillede et sejl i Vikingetiden. Pyh, for et arbejde!

Ord og vendinger, vi har fra skibsfart i gamle dage:
En rå er den tværmast, der bærer sejlet. Et råsejl er så det sejl, der hænger fra råen og råbåndsknob de knuder, der holder sejlet fast. Det bageste hjørne af sejlet hedder skødet (ø uden stød), det forreste hjørne halsen.
I artiklen citeres en af de sejlere, der forlyster sig med at sejle i kopier af vikingeskibe, for følgende: “Det er ikke smart at være skødesløs, men en halsløs gerning er dog endnu værre.”

Hun illustrerede dele af Darwins Zoology of the Voyage of H.M.S. Beagle

Men selvfølgelig har vi aldrig hørt om hende. Elizabeth Gould (1804 – 1841) var en ualmindelig talentfuld tegner og dedikerede det meste af sit liv til at illustrere de eksotiske fugle, som hendes ornitolog-mand skrev om. Hun døde i barselsseng, 37 år gammel, efter fødslen af sit niende barn. Læs hendes historie og se de fantastiske illustrationer hos The Marginalian.
Vi ser i øjeblikket en revival af danske kvindelige malere. Nogle (mænd) er uimponerede og mener, at kvinderne har fortjent deres plads i skyggen, fordi deres værker ikke er kæmpe store og ofte forestiller hjemlige motiver. Men begge dele er der jo en grund til. Maleriet var relegeret til en hobby, som kvinderne kunne beskæftige sig med, når børnene var passet, huset holdt og manden tilfredsstillet. Jeg synes, det er imponerende, at de overhovedet orkede at male et eneste billede!

Design/Arkitektur

Ron de Santis har ikke forbudt den (endnu)

Matthew Mazotta hedder kunstneren bag kæmpe-flamingoen i Tampa lufthavnen i Florida. Den er skabt i protest mod, at flamingoerne næsten er udryddet i Florida, skønt de engang var overalt. Læs mere hos Colossal.

Samfund/Politik

Den “bløde” mand

Jeg både lo, smilede og frydede mig ved læsning af denne klumme i Information. Den er et svar til en klumme i WA fra Anna Libak, Bløddyret, som jeg desværre ikke kan linke til. Udgangspunktet er mændene i Bachelorette på TV 2 (som jeg ikke kan/har se(t)). Anna Libak bryder sig ikke om, at de sådan går og rører ved hinanden, græder og laver perlearmbånd… Længe leve de mænd, Anna Libak ikke bryder sig om! Jeg er måske lidt ked af, at der ikke findes så mange af dem i min aldersklasse.

Vi må godt stadig hade Blackstone

Også selvom de nu hedder Kereby og har sponsoreret hjertestartere i hele byen. Her er et citat fra et af Føljetons nyhedsbreve, der er en sand fornøjelse at læse.

“Verdens rigeste kapitalforvalter bliver endnu rigere. Selvom et politisk indgreb for et par år siden skulle lægge en dæmper på Blackstones opkøb af boliger i København, er de ikke sådan til at stoppe. Man skifter bare administrationsfirmaets navn til Kereby, og på verdensplan har virksomheden nu krydset 1000 mia. dollars i kapitalbeholdning. Glem ikke, at direktør Stephen Schwarzman længe har været Donald Trumps trofaste pengestøtte.”

Medier

En god boganmeldelse

er ofte meget mere end en anmeldelse, særligt når det drejer sig om faglitteratur. Her er det ofte sådan, at journalisten har gjort arbejdet for os, så vi ikke nødvendigvis behøver læse bogen selv.

Den tidligere Buzzfeed-chefredaktør og nuværende udgiver af det godt nok digitale, men meget lidt højtråbende nyhedsbrev Semafor, Ben Smith, har skrevet en bog om mediernes udvikling i 00’erne og 10’erne med det meget sigende navn Traffic. Den skriver Nikolai Thyssen om, samtidig med at han deler sin viden om danske mediers og selvfølgelig i særlig grad hans eget medie, Informations, ageren i de år. Det er voldsom interessant læsning!

Lone Frank om fordummelsen i #dkmedier

Hun giver sine journalistkolleger en ordentlig opsang, hvilket de i den grad har fortjent. Go Lone!

Teknologi

Før mobilen?

Atlantic spørger, hvad vi lavede, før vi fik vores smartphones. I toget, ved stoppestedet, i lægens venteværelse, i frikvarteret, i pausen. Dem, der bliver spurgt i artiklen, inklusive forfatteren, kan ikke huske det. Men det kan jeg da godt. Jeg gik aldrig ud uden en bog, et magasin eller en avis (hvis fremtiden var usikker, alle tre). Derfor ejede jeg ikke de der små håndtasker, som piger og kvinder ellers har og har haft forever. For der var jo ikke plads!

Hvad lavede du?

Blyanter

Jeg elsker blyanter og skriver næsten udelukkende med dette skønne redskab, som er en af de (heldigvis efterhånden få) ting, jeg altid har trang til at købe flere af. Er I klar over, hvor zen det er at spidse sine blyanter med sådan en gammeldags messingblyantspidser? Sådan her bliver de fineste af slagsen fremstillet på en fabrik i Japan. Linket fundet i det ret fantastiske nyhedsbrev Colossal.

Om os

“Frihed er en bedre ægtefælle end kærlighed”

Det skrev forfatteren til Little Women Louisa May Alcott (1832-1888), og hun blev da heller aldrig gift. Hvis hun havde en eller flere kærlighedsaffærer, så ved vi det ikke. Læs hos Marginalian lidt om hendes holdning til at være forfatter og kvinde.

Japansk popstjerne træder ud af skabet

I Japan er homoægteskaber endnu ikke tilladt, og accepten af homoseksualitet er lavere end i de fleste andre vestlige lande. Så det er en stor ting, at den unge mand fra en yderst populær popgruppe, har valgt at træde offentligt frem. Go ham! Læs i New York Times.

Mad

Superforarbejdede fødevarer

“Super processed” hedder det på engelsk, og artiklen her (longread fra Slate) er da også på engelsk. En meget grundig gennemgang af, hvad vi ved og ikke ved om, hvad det betyder for vores helbred at spise superforarbejdede fødevarer. Selvom sort/hvide konklusioner ikke kan drages, så er det nok sikkert at sige, at vi gør klogt i ikke at indtage alt for mange af dem. Hvis du interesserer dig for det, du spiser, så er det tiden værd at læse denne artikel, der gør det modsatte af, hvad medier tit gør med forskningsresultater. Den drager INGEN forhastede konklusioner, men præsenterer os for den foreliggende forskning på en forbilledlig måde.

Skyller du ris?

Det gør jeg, og jeg vil blive ved med det, men nu af en anden grund end før… Videnskab.dk har kigget nærmere på, hvorfor vi skyller ris, og om det virker. Jeg plejede at skylle ris, fordi jeg troede, at det mindskede mængden af stivelse i de færdige ris. Det viser sig ikke at være tilfældet. Til gengæld kan man skylle op mod 20% af det mikroplast, der findes i risene, væk ved samme proces. Der er i øvrigt dobbelt så meget mikroplast i instant ris, som i de almindelige. Det er så latterligt lidt tid, man sparer ved at bruge instant ris, at det forekommer helt meningsløst.