Nej, jorden forsvinder jo netop ikke, blot fordi den bliver for varm til, at vi kan være på den. Det er os, der forsvinder.
En 23-årig dansk astrofysik-studerende har leget med et meeeeget stort datasæt og kommet frem til en metode, der kan se temperatursvingninger meget lokalt. Ikke overraskende viser det, at det ER den globale temperaturstigning, der fører til lokale katastrofer som tørker, brande og oversvømmelser. Videnskab.dk har fået “en voksen” til at se nærmere på metoden, og der nikkes anerkendende. (Foto: NASA’s Scientific Visualization study).
Ugens kulturforbrug
Bøger
Hændelsen
Jeg nåede kun at blive færdig med en enkelt bog denne uge, og den var endda kort. Annie Ernaux’s Hændelsen, der netop har haft premiere i biograferne. Netop derfor ville jeg gerne læse den først. Fuldstændig brutal og nøgtern skildring af forfatterens illegale abort i 60’ernes Frankrig. Meget råt – er spændt på at se filmen. Mere på Goodreads.
Film
Downton Abbey: A new era
Stor filmkunst er det jo ikke, men virkelig solid, som kun briterne kan gøre det. Kulisserne er som altid vidunderlige, kostumerne fantastiske og skuespillet storartet. Faktisk er denne film en del bedre end den forrige, som jeg var ret skuffet over. Så altså: Se den bare, du bliver ikke skuffet, hvis du holdt af tv-serien.
Midnight in Paris
En veninde gjorde mig opmærksom på, at jeg aldrig fik set denne!? Så det skyndte jeg mig at gøre – den ligger på Filmstriben. Åh, Scott, åh, Ernest, åh, Pablo, åh, Gertrude!
Ruben Östlund vandt i Cannes – igen
Det var ham med Force Majeure og The Square. De kalder ham King of Cringe i Cannes – hvor utroligt rammende! En 15 minutter lang opkastningsscene hører man hele tiden om. Pyh. Men det kunne jo være blod og indvolde – den slags har vi jo set masser af, og vi har vænnet os til, at det er mindre ækelt!
Arkitektur
Transformation af kontorblok i Paris
Transformation er i de fleste tilfælde bedre end at rive ned og bygge nyt. Denne transformation har så også forskønnet et halvtrist kontorbyggeri ganske betydeligt.
Søjler og arkader har altid og vil altid være smukt, og det er virkelig fint brugt her. Af bæredygtighedshensyn er der bevaret så meget som muligt af den oprindelige bygning, ligesom der er installeret forskellige nye klimavenlige tiltag. Se flere billeder hos Dezeen.
Klima
Mere om tøj(forbrug)
Den unge dansk/italienske kvinde, bosat i Skotland, der har skrevet dette lille epos om sit forsøg på ikke at købe nyt tøj i et år, er min venindes datter. Hun har fat i noget rigtigt, fordi det sjældent nytter at ændre vaner “on a whim”. Det skal være noget, man langsomt bygger op til, og noget der føles rigtigt.
Jeg har selv valgt den fremgangsmåde, at jeg hver måned ser, om jeg kan komme igennem den uden at købe andet end mad og husholdningsting. På den måde kan jeg oftere hive en sejr hjem.
Jeg har også indført en regel for mig selv: Hvis jeg ønsker mig noget af den slags, der kan købes til normal pris i en normal butik (også online), så må jeg ikke købte det med det samme. Jeg skal vente en uge-14 dage og se, om jeg stadig ønsker mig det, før jeg må trykke på køb eller svinge dankortet. Nå jo, og så køber jeg så meget som muligt brugt. Min store lokale Røde Kors-butik og Trendsales er mine go-to steder.
Samfund/politik
Gør politikere og medier os mere fremmedfjendtlige, end vi er?
Nu er meningsmålinger jo sjældent det papir værd, de (ikke) er trykt på, men nogle resultater vil man bare så gerne have er rigtige! Ikke mindst denne meningsmåling, som siger, at danskerne faktisk ikke bakker op om den stramme asylpolitik.
Vise ord om meningsmålinger kan du læse eller lytte lige her hos Zetland.
Viden
Drik din kaffe
og nyd den imens. Et stort metastudie udført af danske forskere har påvist, at kaffe er godt for det meste og ikke har langtidsskadevirkninger på nogen. Kaffedrikning er med til at forhindre Diabetes 2 og Parkinsons, hjertesygdomme og hjerneblødninger, for bare at nævne nogle få. Det frarådes gravide at drikke mere end tre (!) kopper dagligt, og lider man af angst, er det klogt at drikke koffeinfri kaffe. Og hvis koffeinen påvirker nattesøvnen (det er individuelt), bør man stoppe kaffedrikningen omkring kl. 16.
Jamen, er det ikke skønt? Og hvor ved jeg så alt det fra? Jo, den ene gæst hos Peter Lund Madsen i Hjernekassen, adj. professor dr.med. Kjeld Hermansen, var leder af ovennævnte studie og er selv ekspert i diabetes.
Om os
Sorg
Maria Popova fra The Marginalian har igen begået et af sine fantastiske essays, denne gang om at leve med sorg og om, hvordan hjertet heler. Som sædvanlig garneret med litterære citater, der rører mit hjerte. Her et temmelig ukarakteristisk citat fra Abraham Lincoln i et brev til en ung kvinde, der har mistet: Sorgen bliver med tiden til “a sad sweet feeling in your heart, of a purer and holier sort than you have known before.” Hun anbefaler en bog, The grieving brain, som, hvis jeg skal dømme efter citater og anmeldelser, er særdeles læseværdig. Måske særligt for dem, der skal omgås en person i sorg. Er man selv i frisk, rå sorg, er jeg ikke sikker på, at det lige er den, man skal læse.
Alderisme
På basis af en rapport, Seneskift, udfolder to skribenter i POV.international problemerne ved alderisme. Problemer for samfundet, for de “ældre” (= over 50) og såmænd også for de virksomheder, som kører den rent ungdommelige stil og dermed går glip af stabil, vidende arbejdskraft og måske af indsigter af den slags, der kun kommer med alderen?