Edvard Weie på Kunstforeningen Gl. Strand

Selvom jeg er medlem og går forbi hver og hver anden dag, har jeg alligevel tøvet med at gå hen og se denne udstilling, for jeg har aldrig været særlig betaget af Weie. Det er jeg vel i og for sig stadig ikke, men alligevel var jeg ret tilfreds med mit besøg og det, jeg fik med hjem.

Som så mange andre kunstnere var Weie plaget af psykisk sygdom og meget sorte perioder. Men i modsætning til så mange andre var han ikke i stand til at male på sin melankoli og måtte derfor stoppe sit virke i længere perioder. Vel lidt ligesom PS Krøyer, tænker jeg. Weie var en af de første modernister i Danmark, og han så skævt til mange af sine samtidige, noget han bl.a. fik afløb for i vrede avispolemikker, hvilket ikke just gjorde ham populær i datidens kunstnermiljø.

Denne vrede kan man ikke se i billederne, hvor han, som kurator Lennart Gottlieb udtrykker det, fremmaner poesiens natur. Værket herover (der er malet i mange udgaver) betragtes som hans hovedværk. Men jeg vil være sær og foretrække hans stillebener (er så barnlig, kan ikke lade være med at udtale det ord med tryk på ‘stil).

Som et relativt nyt formidlingsgreb er der sat musik til billederne, Max Richter og Mikael Simpson. Det gjorde ikke rigtigt noget for mig, og kulminationen på Richter-værket måtte jeg ligefrem flygte fra. Angiveligt var Webers Jægerbruden Weies yndlingsopera. Det er ikke min, men jeg havde nok alligevel foretrukket den eller noget andet romantik. Jeg synes dog, der bør gives point for det gode initiativ! Vi kan måske godt få nok af nytænkning i kunstformidlingen, men det er da ikke sket endnu.