Det lille museum i skyggen af SMK har altid haft en særlig plads i mit hjerte. Ikke så meget på grund af guldaldermalerne, der ellers er rigt repræsenteret, men på grund af det moderne gennembruds malere, som kan nærstuderes i et par sale, som rummer mange virkelig gode malerier fra perioden. En sjov detalje er, at museet har indkøbt møbler fra kunstnerhjemmene, så der flere steder står møbler i umiddelbar nærhed af billeder, hvori de indgår.
En maler, som jeg ikke kendte meget til, inden jeg begyndte at komme på Hirschsprung, er Zahrtmann. Hans malerier skiller sig meget ud, fordi de ofte har grimme og lidt lattervækkende motiver, er knaldskarpt malede og oftest med hidsige farver. Senere har jeg fundet ud af, at han var læremester for næsten alle de malere, jeg holder allermest af, så hans bidrag til kunsthistorien måske mere ligger dér end i selve malerierne.
Nogle af de malerier fra det moderne gennembrud, som jeg holder allermest af hænger der. En lang række af disse billeder er inden for de senere år blevet tilgængelige på Google Art Project, hvor de kan studeres. Det bør dog ikke forhindre nogen i et besøg på selve museet. Det er desværre ret dyrt, og der er ingen former for rabatordninger. Det tilrådes derfor at smutte derover på en gratis onsdag, hvis man kan.
Der er i disse dage en særudstilling i anledning af 100-året for kvindernes stemmeret. Den hedder Kvindelige Kunstnere i Hirschsprung. Den var jeg godt nok skuffet over, og jeg kunne ikke lade være med at få den tanke, at den er løbet i gang af en kvindelig kurator, der har fået 25 øre og meget lidt opbakning fra museets ledelse. Selvfølgelig kan man ikke opfinde værker, som museet ikke disponerer over, men et kritisk blik på, hvorfor museet fx kun har ét billede af Agnes Slott-Møller og ikke har erhvervet ét eneste af de af hendes malerier, der har kunnet købes (billigt) på auktion de senere år, havde været klædeligt. Teksten til udstillingen er mildest talt ukontroversiel, hvilket er synd, for man kunne fx have kigget på kvindernes egen holdning til deres status (som varierede en del) og på museets indkøbspolitik, både dengang og (måske især) siden. Anna Syberg, som jeg skrev om forleden, er repræsenteret med to dejlige billeder, hvoraf især det ene er et nærstudium værd – det er ikke umiddelbart til at finde via Google.
