Mon ikke jeg tidligere har set en udstilling med kunstnersammenslutningen Grønningen? Det tror jeg, men jeg har ingen specifik erindring om det. I år fylder foreningen så 100 år, hvilket fejres med en ekstra stor udstilling, der ikke alene fylder salene på Den Frie, men også de shabby-chic lokaler i Museumsbygningen ikke så langt derfra.
Jeg kan ret meget bedre lide Grønningens kunstnere end Corners, må jeg konstatere. Alligevel kan jeg ikke hitte ud af at skrive samlet om sådan en udstilling, for jeg har simpelthen svært ved at se nogen tydelig fællesnævner. Også på Grønningen er der kunstnere, jeg slet ikke bryder mig om, side om side med kunstnere, hvis værker jeg gerne ville snuppe med hjem NU.
I min vanlige lalleglade, positive stil vil jeg nøjes med at omtale de kunstnere, som jeg virkelig godt kan lide:
Et par stykker har jeg omtalt i anden sammenhæng, bl.a. Kirstine Roepstorff. Denne gang faldt jeg pladask for et stort maleri af nogle japanske papirslygter (det hænger i Museumsbygningen). Anette Harboe Flensborg støder jeg hele tiden ind i, og det største af de billeder, hun har med her er simpelthen fantastisk. Det ville passe helt fremragende i min stues store tomme rum…
Så i hastig rækkefølge – Leonard Forslund – meget speciel teknik som jeg ikke helt kunne aflure. Akryl på lærred står der uoplysende ved siden af billedet. Hjördis Haack – smukke drømmende billeder, der er sært og skønt beskåret. Tanja Koljonen der har fundet gamle papirer, hvorpå der engang har været monteret sommerfugle. En duft af fordums tid. Erik A. Frandsen bed jeg første gang mærke i, da jeg spurgte til udsmykningen i Kunstforeningen Gl. Strands store sal, hvor hans karakteristiske stålblomster udsmykker hele langvæggen. Siden har jeg set nogle lignende på auktion. Forleden så jeg så to store blomstermalerier hos Gallery Hans Alf, og her igen to blomstermalerier.
Astrid Kruse Jensens afdæmpede fotografier genkendte jeg fra Mikkels Atelier. Malene Landgreens geometriske billeder er jeg stødt på mange gange – jeg hæfter mig altid særligt ved dem, fordi min yngste søn er meget begejstret for hende. Endelig var der Peter Bonnén med fire fantastiske trillebøre, som ligger meget langt fra de skulpturer, der ses på hans hjemmeside.
I en klasse for sig selv er Jørgen Haugen Sørensen med sine hvide skulpturer, der alle har døden som tema. Jeg lærte Haugen Sørensen at kende for alvor, da hans skulpturer fyldte kælderen under Thorvaldsens Museum. Dér passede de altså godt!
Der findes faktisk en prisliste. Jeg må konkludere, at jeg ikke rigtigt har råd…
Pingback: Svulstige damer i Ishøj - labeet.dk