Spring til indhold

Klage til kunstnerne!

Ja, selvfølgelig skal kunstnerne først og fremmest lave kunst. Og nej, jeg forventer ikke, at kunstnere blogger og Instagrammer i ét væk, det er jeg faktisk nok helst fri for. Men altså, hvorfor gør I det SÅ svært at følge lidt med i, hvad I laver?kørner facebook

Hver gang jeg støder på en kunstner, som jeg rigtig godt kan lide, googler jeg dem selvfølgelig. Mange kunstnere har en hjemmeside, ikke sjældent er de ret flotte. Og det er jo godt. Men hvis der ikke tilbydes mere – altså ikke en Facebook-side, en Instagram-konto man kan følge, eller et nyhedsbrev man kan abonnere på, så forventes det altså, at man går rundt og husker på kunstnerens navn og kigger på deres hjemmeside med jævne mellemrum. Sorry guys, but that’s not gonna happen! Det kan så indvendes, at man kan abonnere på galleristens nyhedsbrev eller følge dennes Facebookside. Ja, og det gør jeg skam også. Men mange kunstnere er ikke så heldige at have en fast gallerist. Og forlader en kunstner et galleri til fordel for et andet, så opdager man det typisk ikke. Det sker heller ikke sjældent, at en kunstner er tilknyttet et galleri, men så løst at man ikke får besked om, at de fx har billeder med på en gruppeudstilling eller har udsmykket en offentlig bygning eller lignende.

Man kan anmode kunstneren om venskab på Facebook, men det bryder jeg mig faktisk ikke om – jeg kender dem jo ikke, hvorfor skulle de være “venner” med mig? Jeg har gjort det med et par kunstnere, jeg er vild med, og de har sagt ja til min venneanmodning, men altså! Hvorfor sørger I ikke for at have en Facebook-side, viet til jeres kunstneriske aktivitet eller i det mindste for at åbne for muligheden for ensidigt følgeskab.

Jeg synes også, at kunstnerne af og til kunne lægge et fotografi af deres kunst ud på nettet med en åben licens, så der kan knyttes eksempler på deres kunst til omtale af dem, ikke mindst på Wikipedia. Hvis du er kunstner og læser det her og tænker, “nå men, det vil jeg da godt, jeg ved bare ikke hvordan”, så finder du en vejledning her. Vilkårene er naturligvis lidt anderledes for fotografer, hvis værk risikerer ulovligt genbrug. Jeg foreslår at lægge et par værker op med vandmærke i. Ja, det kan fjernes i Photoshop, men der er jo en risiko ved alting. For en kunstfotograf er det vel muligt at udvælge et par billeder, der ikke umiddelbart opfordrer til kommerciel udnyttelse.

I morgen får gallerierne én på hattepulden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share