Det var anden gang, jeg var til Slow på Glyptoteket. Jeg skrev ikke om det første gang, fordi jeg ikke fik set eller hørt ret meget, bl.a. fordi jeg fulgtes med en, som man taler godt med. Der var foredrag med Erwin Neutzsky-Wulff, en mand, der er meget delte meninger om. Jeg er blevet fortalt, at man ikke bør mene noget om ham, hvis man ikke har læst hans bøger. Det har jeg ikke, og kommer næppe heller nogensinde til det, så jeg mener ikke noget…
I torsdags var jeg alene, så ikke optaget af at sludre. Jeg lagde ud med dobbelt-foredrag med Glyptotekets direktør Flemming Friborg, hvis syn på kunstformidling, jeg ikke deler. Det har jeg skrevet om tidligere. Den anden var Carsten Thau, som jeg kendte fra nogle arkitekturprogrammer i fjernsynet. De talte om magt med udgangspunkt i bryggeren, J.C. Jacobsen. Og, kære læsere, I fatter simpelthen ikke, hvor lærd det var! I de seneste 10 års tid har jeg lært mig selv at læse og forstå det sprog, der hedder akademisk. Så nogenlunde da. Så jeg forstod faktisk godt, hvad de talte om. Nu vil jeg påstå, at jeg ikke var specielt meget dummere for 10 år siden, end jeg er i dag. Og heller ikke meget mindre interesseret i kunst og en diskussion om magtdemonstrationer i kunsten. Men dengang ville jeg ikke have forstået, hvad de to herrer talte om. Jeg antager derfor, at der må have været en del tilstede ved foredraget (eller, det hedder jo talk på moderne museums-dansk), som ikke helt kunne følge med, da næppe alle de fremmødte har været kunsthistorikere.
Jeg synes faktisk ikke, de kan være det bekendt! Mange akademikere kan sagtens tale dansk, så almindelige mennesker kan forstå det, uden derfor at tale ned til os. Det har jeg været vidne til utallige gange. Så hvorfor er det nødvendigt at kalde en øgruppe for en archipelago?
Nå, *rant over* som vi siger på de sociale medier. Jeg fik også set den nye udstilling Fra Blok til Krop. De første 3/4 af udstillingen er gode, synes jeg, selvom formidlingen virkelig lader noget tilbage at ønske! Det skrev Politikens anmelder, og jeg tænkte, at hun nok bare var sur og kritisk, men man får virkelig INGEN hjælp fra museet til at finde vej fra den ene del af udstillingen til den anden eller til at forstå udvælgelsen. Jeg faldt i snak med en yngre mand foran en ret besynderlig skulptur, fordi vi begge undrede os over den. Han havde ikke engang opdaget, at han var gået ind i en særudstilling med et tema!
Der var en del af skulpturerne, som jeg ikke erindrede at have set før. Måske har de stået i et mørkt hjørne, måske i kælderen. Men denne her er jo vildt dramatisk!
Skulpturen herunder findes i flere udgaver, denne blev bestilt af bryggeren til minde om hustruen Ottilia Jacobsen:
Jeg studsede over denne – eller rettere dens titel.
For intet, ikke engang overdimensionerede lægge eller underdimensionerede overarme leder tanken hen på cykling. Altså, selv ikke i 1907 cyklede man vel nøgen rundt?
Den sidste del af udstillingen virkede helt tilfældigt sammensat. Hvis der var en mening med galskaben, blev den ikke forsøgt forklaret, og var i hvert fald ikke evident.
Jeg var selvfølgelig også oppe og se Glyptotekets nyerhvervede maleri af Degas. Jeg synes faktisk, at hans hesteskulpturer er så meget mere interessante.
Havde i øvrigt en dejlig kunstoplevelse, der ikke handlede om mig selv. Den mand, jeg faldt i snak med, kendte ikke Glyptoteket særlig godt, men var tydeligvis ret betaget af skulpturerne. Jeg anbefalede ham derfor at gå op mod den franske afdeling og se Christian Lemmerz‘ dødsskulptur, der står så smukt halvvejs oppe. Da jeg så mødte ham igen senere, sagde han begejstret, at nu havde han fået en ny favorit-skulptur og tillige et helt nyt syn på Lemmerz. Så kunne jeg gå glad hjem.
