Uh, det er en fed udstilling. Skynd dig hen og se den! Det er egentlig lige meget, om du bryder dig om performancekunst eller ej. Udstillingen viser, hvordan det gik for sig, da kunsten for alvor hoppede ud af guldrammerne.
Man kan muligvis mene noget klogt om formidlingen og om, at der er for meget eller for lidt af nogle bestemte kunstnere. Men det ved jeg heldigvis slet ikke nok om kunst til at mene noget om. Selvfølgelig var der en masse, jeg havde set før, ligesom der var endnu mere, jeg slet ikke kendte. Både jeg selv og min udstillingsmedgænger var halvstore børn/teens i 70’erne, så vi var ikke “med”. Jeg voksede op hos mine bedsteforældre, så de var bestemt heller ikke med. Derfor var det enten noget, vi svagt erindrede at have hørt om dengang som noget sensationelt, eller noget vi har hørt eller læst om efterfølgende.
Udstillingen er fyldt med samtalestartere, en af dem var en planche med avisartikler om en kvinde-seriemorder fra perioden. Vi var slået af, hvordan så meget (heldigvis) har ændret sig i kvinders rolle og status, men hvordan andet slet ikke har. Overskrifterne, hvor de kvindelige ofre pikant seksualiseres, kunne lige så godt have stået på Facebook eller på BT’s spiseseddel i dag! Det kan man godt blive lidt træt over.
Noget andet, vi kom til at tale om, var, hvor forskellige ting kropskunst udført af kvinder udtrykker, alt efter om kroppen tilhører en ung smuk kvinde eller en knap så ung, knap så smuk kvinde. Der var stor forskel dengang, og det er der stadig. Eksempel på det første er Nørgaard/Adler Petersens herostratisk berømte happening på Børsen, eksempel på det andet Jytte Rex/Kirsten Justesens film Tornerose var et Vakkert Barn. Inspireret af Paul Gernes’ herlige fotoserie “Bagsider” vil jeg så personligt tilføje, at jeg da gerne så flere nøgne mænd i kunsten. Når jeg siger det, siger mænd ofte, jamen mandekroppen er så grim eller kedelig. Og til det må jeg stille det retoriske spørgsmål, om Glyptoteket og Thorvaldsen så er fyldt med grimme statuer? Jeg er sikker på, at Elmgreen & Dragset vil give mig ret…
Et andet værk, jeg virkelig godt kunne lide, havde jeg aldrig hørt om eller set før. Det er en stor installation af Stig Brøgger kaldet ‘Pamela’. Det er masser af ens tryk af et Warhol-agtigt kvindeansigt, og på mange af dem står der Pamela says: et-eller-andet. Hun siger mange forskellige ting, både meget dybe og eftertænksomme og aldeles overfladiske. Det fik os til at tale om kulturelle lag i kunstværker og litteratur. Og vi grinede af, at jeg tænkte på Ulysses (mindre fordi jeg er særligt litterær, end fordi jeg er i gang med at læse den) og min udstillingsmedgænger tænkte på en Pixar-film. Men begge associationspar handler jo om stream-of-consciousness. Og det ville ikke undre mig spor, hvis manuskriptforfatterne til Inside Out udmærket kender Ulysses.
Den samme samtale kan man have om Bjørn Nørgaards skulptur Marat – hvem var Corday?, der er en gendigtning af dette maleri:
Man kan godt fornøje sig over Nørgaards skulptur uden forkendskab, men det hjælper gevaldigt, hvis man kender maleriet og måske endda noget til historien bag. Jeg kunne ikke helt huske det, men Google og Wikipedia var igen mine venner.
