Spring til indhold

30 år efter

Hvad kan vi lære om USA via Whitney Houstons optræden ved Superbowl i 1991? Ikke noget, ville have været mit svar, inden jeg hørte denne 25-minutters podcast. Som danskere er der meget, vi ikke forstår om race i USA. Implikationerne af Whitney Houstons optræden på denne dag, forklarer os noget af det. Jeg blev klogere – det bliver du forhåbentlig også.

Samfund/miljø/politik

Anbringelser af børn

Denne artikel handler ikke om regeringens nye forslag om børnesager, men om at man i nogle forsøgskommuner har taget kunstig intelligens i brug i dybt alvorlige sager om børns trivsel. Artiklen fra Zetland giver et rent ud sagt oprørende indblik i, hvordan dem, der smider data ind i en kunstig intelligens og udarbejder algoritmerne, har al, al for meget magt og ofte al, al for lidt indsigt i det fagområde, det handler om.

Man kan simpelthen ikke sige det ofte nok: Kunstig Intelligens er ikke bedre, end de data og de algoritmer, den fodres med. Og den fodres af mennesker med historiske data. Dvs. at alle de fejl, der er lavet tidligere, ryger med ind i algoritmen, hvis der ikke sidder kloge og indsigtsfulde mennesker og holder øje.

IoB er The Next Big Thing

efter IoT (Internet of Behavior – Internet of Things). IoB er når en organisation måler på adfærd for at forbedre eller optimere den. Der er et par eksempler i artiklen, og jeg synes, de er skræmmende. Det ene er, at arbejdere ved et samlebånd monitoreres ved hjælp af RFID chips og kameraovervågning for at tjekke, om de overholder Corona-sikkerhedsregler. Vasker de hænder ofte nok, bærer de masken korrekt, etc. 

Artiklen er Gartner Groups forudsigelser for 2021’s megatrends. Det er generelt ret interessant læsning – snuppet fra K-forums nyhedsbrev.

Hvordan er det nu, man skal være kvinde?

https://youtu.be/jvgvaFFZlZ0

Amerikanere er sjove – der er intet “farligt for børn” ved videoen, men du skal altså over på Youtube for at se den. Tak til min unge ven Jacob for at pege på den.

Viden

Racisme findes i Danmark

Det dokumenterer to nye Peer-reviewed studier, offentliggjort i American Political Science Review. Desværre. Læs i videnskab.dk.

Corona nyhedsbrev

Dagbladet Information har et Corona-nyhedsbrev, der evner at være både pænt over gennemsnittet informativt, underholdende og jo, jo, decideret morsomt. Hvad siger du fx til nyheden om, at der aldrig før er solgt så mange plastikbøger (sådan nogle snydebøger, der skal få bogreolen til at se fyldt ud) som i år. Et gæt er selvfølgelig, at det er pga de mange zoom-møder, hvor folk har brug for at tage sig kloge ud.

Dødens fysiologi

Et hold forskere har undersøgt døden i det hidtil største studie af sin art. Konklusionen er beroligende – når lægen har erklæret patienten for død, så er patienten død. Helt død.

Teknologi

Clubhouse

Er du en af de heldige, der har modtaget en Clubhouse invitation, så er her en lille guide til, hvordan den virker og kan bruges. Jeg har fået en invitation og har lige downloadet. Har til gode at mene noget om den, men den får virkelig mange pæne ord med på vejen rundt omkring. Link via nyhedsbrevet Technorama.

Våd telefon

Wired har en lille hjælpeartikel om, hvordan man bedst genopliver sin telefon, efter at den har været en tur i toilettet eller badekarret. Ris er okay, men ikke den bedste løsning.

Don’t feed the spammer

Ligesom vi som regel er enige om ikke at fodre trolls på nettet, så er rådet om ikke at fodre spammere mindst lige så godt. Tryk ikke “unsubscribe” og send ikke en “stop” SMS tilbage, når du modtager spam. Slet, bloker, anmeld, men svar ALDRIG.

Om os

Stenbiderrogn

Her er en god og grundig artikel om stenbiderrogn. Den indeholder historie, fakta, misforståelser og gode råd. Tak for den til POV og Freddy Hagen. Uh, jeg glæder mig til den kan fås til menneskevenlig pris!

Medier

Bellingcat

Flere danske medier har på det sidste følt sig nødsaget til at nævne internet-mediet Bellingcat i forbindelse med mordforsøget på Navalnyj. Det gør de, fordi det er dem, der har fundet frem til, hvem der stod bag mordet på Skripal og mordforsøget på Navalnyj. Jeg har fulgt Bellingcat og nogle af dem, der arbejder der, på Twitter igennem et stykke tid. De gør et helt fantastisk stykke arbejde, som medier med langt flere midler BURDE have gjort. Her er en kort artikel fra Wired, hvor Bellingcats stifter fortæller om deres arbejde.

Kunst og kultur

Blod ved daggry

Jeg har læst en drabelig krimi af Palle Schmidt med en hovedperson, der både står i gæld til Raymond Chandlers anonyme detektiv, men som alligevel er væsensforskellig. Se min ret begejstrede anmeldelse her.

Ugens Netflix

Søn og jeg så The Dig forleden aften. En meget britisk film med Ralph Fiennes og Carey Mulligan. Den foregår i 1939 og er baseret på en virkelig begivenhed. Jeg havde måske forventet, at sønnen ville skvatte i søvn, for det hele skrider afsted i et adstadigt tempo og med meget lidt drama. Men nej, han syntes, den var rigtigt god. Inklusive den indlagte romantiske historie.

Japansk animation

Jeg så Weathering with You i Grandteatret (hold da OP, hvor jeg savner at gå i biffen!!!) sidste år. Jeg har en svaghed for japansk animation, som blev sat i gang af Miyazaki. Weathering with You er en smuk, magisk klimafabel, som kan ses på Filmstriben, der i øvrigt har et animationstema, så der er flere film at se.

Og apropos Grandteatret, så har de jo Grand Hjemmebio, hvor man kan se alle de film, man ikke nåede at se sidste år (det er mange). Jeg har set folk brokke sig over interfacet. Og jo, det er ikke strømlinet som Netflix eller HBO, men hvad pokker venter folk sig af en lokal dansk art cinema? Jeg synes, det er nemt nok at bruge. Og husk lige: Support your local dealer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Share